Angelsaksere: kultur, sprog og historie i England (5.–11. årh.)
Dybtgående guide til angelsaksernes kultur, sprog og historie i England (5.–11. årh.) — fra oldengelske dialekter og kelternes rolle til sociale forandringer før 1066.
Angelsakserne var det dominerende folk i England fra midten af det 5. århundrede e.Kr. og frem til den normanniske erobring i 1066. De talte germanske sprog og blev af Bede identificeret som efterkommere af tre magtfulde stammer. Disse var anglerne, sakserne og juterne. Deres sprog, angelsaksisk eller oldengelsk, stammer fra vestgermanske dialekter. Det ændrede sig til middelengelsk fra omkring det 11. århundrede. Gammelengelsk var opdelt i fire hoveddialekter: West Saxon, Mercian, Northumbrian og Kentish.
Oprindelse, migration og bosættelse
Angelsaksernes ankomst til de tidligere romerske provinser i Britannien begyndte i kølvandet på det romerske rigs svækkelse. Både arkæologiske fund og samtidige tekster peger på en blandet proces, hvor grupper af immigranter ankom som både krigere, lejesoldater og kolonister. Mange kom for at dyrke jorden eller stifte familie, mens andre først var tilknyttet som soldater for lokale briter.
Modsat ældre forestillinger om en fuldstændig folkevandring, mener moderne historikere, at overtagelsen var en gradvis og kompleks proces med kontakt, assimilation og kulturel udveksling mellem de nye germanske indvandrere og de indfødte keltiske befolkninger.
Samfund, politik og retsvæsen
Angelsaksisk samfund var hierarkisk, men med flere lag af frihed og pligter. Centrale elementer var:
- Konger og høvdinge: Lokale kongedømmer og fyrstedømmer udviklede sig efterhånden til større enheder; perioden kendt som heptarkiet beskriver blandt andet kongeriger som Wessex, Mercia, Northumbria og Kent.
- Lokalt styre: Administrationen byggede på skire- (shire) og hundred-systemer med lokale ting (møder) til at dømme i straffesager og regulere skatter.
- Sociale klasser:
- Ædle og ledere (kongelige, eorl/earl)
- Frie bønder (ceorls), som udgjorde rygraden i økonomien
- Træl/trelle (slaver)
- Lovgivning: Der findes bevarede lovsamlinger fra perioden, som viser en retspraksis baseret på bødesystemer, blodpenge og faste straffe for forskellige sociale grupper.
Religion og kultur
Før kristendommens udbredelse dominerede germanske religiøse skikke, men i løbet af 600–700-tallet blev England gradvis kristnet. Missionen ledet af Augustin af Canterbury i 597 er et vigtigt vendepunkt, som førte til kristningen af konger og befolkning, skabelsen af bispesæder og klostre. Bede (Den Ærbødige Bede) er en central kilde til perioden, især hans Ecclesiastical History.
Kulturelt er perioden kendt for sin skriftlige og kunstneriske produktion. Munke og klostre var centre for lærdom og håndværk; de fremstillede illuminerede håndskrifter (fx Lindisfarne-evangelierne), og digtning som Beowulf er den mest berømte litterære arv fra oldengelsk tid. Angelsaksisk kunst kendes fra smykker, metalarbejde og træskærerarbejde i en interlace-stil og zoomorfe motiver.
Sprog og litteratur
Angelsaksisk eller oldengelsk udviklede sig fra de vestgermanske dialekter, og de fire hoveddialekter — West Saxon, Mercian, Northumbrian og Kentish — afspejler de politiske og regionale forskelle. Sproget efterlod sig en betydelig litterær arv, blandt andet krøniker, religiøse tekster, digte og lovtekster. Det angelsaksiske skriftsprog blev efterhånden påvirket af nordiske (viking) og senere normanniske elementer.
Økonomi, handel og materiel kultur
Økonomien var primært agrarisk: blandet landbrug med korn, husdyr og fiske- og jagtaktiviteter. Håndværk og handel var vigtige i både lokale og internationale forbindelser; der var kontakter til kontinentet og Skandinavien, hvilket ses i fund af importvarer og mønter. Gravfund som rige skibsbegravelser (fx kendt fra steder som Sutton Hoo) viser både politisk magt og forbindelser til Europa.
Vikinger, Danelaw og en samlet kongemagt
Fra slutningen af 700-tallet begyndte vikingetogter at ramme de angelsaksiske områder. Disse angreb førte til indvandring, bosættelser og i nogle regioner etablering af Danelaw — områder under skandinavisk lov og skikke. Reaktioner på vikingetruslen bidrog til politisk forandring og til sidst til centralisering under stærke konger som Alfred den Store (who reorganiserede forsvaret og lovgivningen) og Athelstan, som regnes for Englands første konge efter at have forenet flere kongeriger.
Eftermæle
Angelsaksernes indflydelse ses i mange aspekter af det senere engelske samfund: sprog (grundstammen i moderne engelsk), stednavne, retslige institutioner og kristne kirkelige strukturer. Efter normannernes erobring i 1066 fortsatte angelsaksisk kultur at påvirke udviklingen, selvom den politiske og sproglige situation ændrede sig markant.
Moderne forskning kombinerer tekstanalyse, arkæologi og dna-studier for at nuancere vores forståelse af, hvordan angelsakserne levede, hvordan de interagerede med keltere og skandinaver, og hvordan en ny kulturel identitet gradvis opstod i det, der blev til middelalderens England.
Første side af Beowulf
De vigtigste angelsaksiske kongeriger omkring 600 e.Kr.
Den berømte hjelm, der blev fundet i Sutton Hoo, har sandsynligvis tilhørt kong Raedwald af East Anglia omkring 625 e.Kr. Den er baseret på en romersk paradehjelm og har dekorationer som dem på samtidige svenske hjelme fundet i Old Uppsala (fra British Museum)
Angelsaksisk migration
Det vides ikke, hvor mange angelsakser der faktisk kom til Storbritannien mellem det 4. og 6. århundrede e.Kr. Mange kilder siger, at der kom et stort antal angelsaksiske bosættere. På grund af dette flyttede nogle af de indfødte briter mod vest, mod Wales og Cornwall. Andre drog til Armorica og blev bretonerne. Angelsaksernes sprog, oldengelsk, blev det vigtigste sprog i det sydlige Storbritannien. Nogle få keltiske og latinske ord blev lånt ind i oldengelsk.
I områder som Kent, Sussex, Essex, Suffolk og Norfolk kan mange af de indfødte briter være blevet fordrevet. I andre områder er nogle briter sandsynligvis blevet tilbage og er blevet optaget i det angelsaksiske samfund. I 2011 foreslog en historiker, at der kom 1-2 angelsakser til England for hver 10 kelter, der allerede var der.
Angels, saksere og jyder
Det var Bede, der identificerede anglerne, sakserne og jyderne som angelsmænd, saksere og jyder. Men han brugte undertiden navnene angli og saksere for det samme folk i forskellige dele af sine skrifter. I Bog I, kapitel 15, sagde han, at "angler eller saksere" efter opfordring fra kong Vortigern kom til Storbritannien i tre langskibe. Moderne autoriteter bekræfter, at angels, saksere, friser og nogle jyder kom til England i løbet af denne migrationsperiode. Forskellene mellem de stammer, der flyttede til England, var ikke væsentlige. Kent var kulturelt anderledes end andre dele af England, hovedsagelig fordi det havde tæt kontakt med dele af Europa som f.eks. Gallien.
Visse smykkestilarter er af arkæologer anerkendt som værende typiske for de anglikanske, saksiske og jyske områder i Nordeuropa. Men hvorfor man begyndte at bruge navnet England for landet og engelsk for sproget er uklart. På oldengelsk kaldte folk sig Engle, og på latin blev de kaldt Angli, men intet tyder på, at anglerne udgjorde den største procentdel af de germanske folkeslag i Storbritannien. Navnet Englaland, som blev til "England", blev regelmæssigt brugt i det 11. århundrede.
Keltiske ord for angelsakserne
De indfødte briter, som skrev på både latin og walisisk (et keltisk sprog), kaldte disse indtrængere for saksere eller saesonere. Sidstnævnte navn bruges stadig i dag i det walisiske ord for engelske folk, Saeson, det engelske sprog, Saesneg, og ting med relation til England, Seisnig. På skotsk gælisk er ordet for en engelsk person sasannach og på irsk sasanach.
Art
Den angelsaksiske kunst før Alfreds tid (som regerede fra 871-899) er en blanding af angelsaksiske og keltiske teknikker og stilarter. Sutton Hoo-skatten er et fremragende eksempel på meget tidligt angelsaksisk metalarbejde og smykker. De stammer fra en kongegrav fra begyndelsen af det 7. århundrede. I perioden mellem Alfred og den normanniske erobring blev der udviklet en tydelig angelsaksisk kunststil. Dette skyldtes til dels genoplivningen af den engelske økonomi og kultur efter afslutningen af vikingetogterne. Denne senere stil synes at have været i kontakt med tendenserne i Vesteuropa.
Den angelsaksiske kunst er i dag hovedsagelig kendt gennem illuminerede manuskripter. Manuskripter var ikke den eneste angelsaksiske kunstform, men de har overlevet i langt større antal end andre typer genstande. Folk i Europa på den tid anså angelsaksisk guldsmedearbejde og broderi for at være særligt fine. De mest almindelige eksempler på angelsaksisk kunst er mønter. Angelsaksiske kunstnere arbejdede også med freskoer, elfenben, stenhugning, metalarbejde og emalje, men kun få af disse værker er bevaret.
Angelsaksiske smykker
Pentney-skatten: sølvbrocher fra begyndelsen af det 9. århundrede
Litteratur
Gammelengelske litterære værker omfatter episk poesi, biografier, prædikener, bibeloversættelser, juridiske værker, krøniker, gåder og andre. I alt er der omkring 400 overlevende manuskripter fra perioden.
Et meget berømt værk fra denne periode er digtet Beowulf. Det har opnået national episk status i Storbritannien. Den angelsaksiske krønike er en samling af vigtig tidlig engelsk historie. Cædmon's Hymn fra det 7. århundrede er den tidligst attesterede litterære tekst på (old)engelsk. En af de mest værdifulde og vigtige kilder til angelsaksisk historie er Bede's Ecclesiastical History of the English Nation.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvem var angelsakserne?
A: Angelsakserne var et dominerende folk, der levede i England fra midten af det 5. århundrede e.Kr. til den normanniske erobring i 1066. De talte germanske sprog og identificeres af Bede som efterkommere af tre magtfulde stammer - angler, saksere og jyder.
Spørgsmål: Hvilket sprog talte de?
Svar: Angelsakserne talte en vestgermansk dialekt kaldet oldengelsk eller angelsaksisk. Det ændrede sig til middelengelsk fra omkring det 11. århundrede. Gammelengelsk var opdelt i fire hoveddialekter - vestsaksisk, merciansk, nordumbrisk og kentisk.
Spørgsmål: Hvordan erstattede de den keltiske kultur i England?
Svar: Moderne historikere mener ikke, at angelsakserne fordrev kelterne, men at de i stedet blev en overklasse for dem i England, og at kelterne derefter blev en del af den angelsaksiske kultur.
Spørgsmål: Erobrede de Wales?
Svar: Nej, nogle angelsakser kom til Storbritannien som krigere, men andre kom fredeligt for at blive landmænd eller stifte familie. Kongerne gjorde krav på overherredømmet fra tid til anden, men de erobrede aldrig Wales.
Spørgsmål: Hvor kom deres sprog fra?
A: Deres sprog, oldengelsk eller angelsaksisk, stammer fra vestgermanske dialekter. Det ændrede sig til middelengelsk fra omkring det 11. århundrede og blev opdelt i fire hoveddialekter - vestsaksisk, merciansk, nordumbrisk og kentisk.
Spørgsmål: Hvem identificerede dem som efterkommere af tre magtfulde stammer?
A: Bede identificerede dem som efterkommere af tre magtfulde stammer - angels, saksere og jyder.
Søge