Angelsaksere | det dominerende folk, der levede i England fra midten af det 5. århundrede e.Kr. indtil den normanniske erobring

Angelsaksisk migration

Det vides ikke, hvor mange angelsakser der faktisk kom til Storbritannien mellem det 4. og 6. århundrede e.Kr. Mange kilder siger, at der kom et stort antal angelsaksiske bosættere. På grund af dette flyttede nogle af de indfødte briter mod vest, mod Wales og Cornwall. Andre drog til Armorica og blev bretonerne. Angelsaksernes sprog, oldengelsk, blev det vigtigste sprog i det sydlige Storbritannien. Nogle få keltiske og latinske ord blev lånt ind i oldengelsk.

I områder som Kent, Sussex, Essex, Suffolk og Norfolk kan mange af de indfødte briter være blevet fordrevet. I andre områder er nogle briter sandsynligvis blevet tilbage og er blevet optaget i det angelsaksiske samfund. I 2011 foreslog en historiker, at der kom 1-2 angelsakser til England for hver 10 kelter, der allerede var der.

 

Angels, saksere og jyder

Det var Bede, der identificerede anglerne, sakserne og jyderne som angelsmænd, saksere og jyder. Men han brugte undertiden navnene angli og saksere for det samme folk i forskellige dele af sine skrifter. I Bog I, kapitel 15, sagde han, at "angler eller saksere" efter opfordring fra kong Vortigern kom til Storbritannien i tre langskibe. Moderne autoriteter bekræfter, at angels, saksere, friser og nogle jyder kom til England i løbet af denne migrationsperiode. Forskellene mellem de stammer, der flyttede til England, var ikke væsentlige. Kent var kulturelt anderledes end andre dele af England, hovedsagelig fordi det havde tæt kontakt med dele af Europa som f.eks. Gallien.

Visse smykkestilarter er af arkæologer anerkendt som værende typiske for de anglikanske, saksiske og jyske områder i Nordeuropa. Men hvorfor man begyndte at bruge navnet England for landet og engelsk for sproget er uklart. På oldengelsk kaldte folk sig Engle, og på latin blev de kaldt Angli, men intet tyder på, at anglerne udgjorde den største procentdel af de germanske folkeslag i Storbritannien. Navnet Englaland, som blev til "England", blev regelmæssigt brugt i det 11. århundrede.

 

Keltiske ord for angelsakserne

De indfødte briter, som skrev på både latin og walisisk (et keltisk sprog), kaldte disse indtrængere for saksere eller saesonere. Sidstnævnte navn bruges stadig i dag i det walisiske ord for engelske folk, Saeson, det engelske sprog, Saesneg, og ting med relation til England, Seisnig. På skotsk gælisk er ordet for en engelsk person sasannach og på irsk sasanach.

 

Art

Den angelsaksiske kunst før Alfreds tid (som regerede fra 871-899) er en blanding af angelsaksiske og keltiske teknikker og stilarter. Sutton Hoo-skatten er et fremragende eksempel på meget tidligt angelsaksisk metalarbejde og smykker. De stammer fra en kongegrav fra begyndelsen af det 7. århundrede. I perioden mellem Alfred og den normanniske erobring blev der udviklet en tydelig angelsaksisk kunststil. Dette skyldtes til dels genoplivningen af den engelske økonomi og kultur efter afslutningen af vikingetogterne. Denne senere stil synes at have været i kontakt med tendenserne i Vesteuropa.

Den angelsaksiske kunst er i dag hovedsagelig kendt gennem illuminerede manuskripter. Manuskripter var ikke den eneste angelsaksiske kunstform, men de har overlevet i langt større antal end andre typer genstande. Folk i Europa på den tid anså angelsaksisk guldsmedearbejde og broderi for at være særligt fine. De mest almindelige eksempler på angelsaksisk kunst er mønter. Angelsaksiske kunstnere arbejdede også med freskoer, elfenben, stenhugning, metalarbejde og emalje, men kun få af disse værker er bevaret.

 
Angelsaksiske smykker  


Pentney-skatten: sølvbrocher fra begyndelsen af det 9. århundrede  

Litteratur

Gammelengelske litterære værker omfatter episk poesi, biografier, prædikener, bibeloversættelser, juridiske værker, krøniker, gåder og andre. I alt er der omkring 400 overlevende manuskripter fra perioden.

Et meget berømt værk fra denne periode er digtet Beowulf. Det har opnået national episk status i Storbritannien. Den angelsaksiske krønike er en samling af vigtig tidlig engelsk historie. Cædmon's Hymn fra det 7. århundrede er den tidligst attesterede litterære tekst på (old)engelsk. En af de mest værdifulde og vigtige kilder til angelsaksisk historie er Bede's Ecclesiastical History of the English Nation.