Angelsakserne var det dominerende folk i England fra midten af det 5. århundrede e.Kr. og frem til den normanniske erobring i 1066. De talte germanske sprog og blev af Bede identificeret som efterkommere af tre magtfulde stammer. Disse var anglerne, sakserne og juterne. Deres sprog, angelsaksisk eller oldengelsk, stammer fra vestgermanske dialekter. Det ændrede sig til middelengelsk fra omkring det 11. århundrede. Gammelengelsk var opdelt i fire hoveddialekter: West Saxon, Mercian, Northumbrian og Kentish.

Oprindelse, migration og bosættelse

Angelsaksernes ankomst til de tidligere romerske provinser i Britannien begyndte i kølvandet på det romerske rigs svækkelse. Både arkæologiske fund og samtidige tekster peger på en blandet proces, hvor grupper af immigranter ankom som både krigere, lejesoldater og kolonister. Mange kom for at dyrke jorden eller stifte familie, mens andre først var tilknyttet som soldater for lokale briter.

Modsat ældre forestillinger om en fuldstændig folkevandring, mener moderne historikere, at overtagelsen var en gradvis og kompleks proces med kontakt, assimilation og kulturel udveksling mellem de nye germanske indvandrere og de indfødte keltiske befolkninger.

Samfund, politik og retsvæsen

Angelsaksisk samfund var hierarkisk, men med flere lag af frihed og pligter. Centrale elementer var:

  • Konger og høvdinge: Lokale kongedømmer og fyrstedømmer udviklede sig efterhånden til større enheder; perioden kendt som heptarkiet beskriver blandt andet kongeriger som Wessex, Mercia, Northumbria og Kent.
  • Lokalt styre: Administrationen byggede på skire- (shire) og hundred-systemer med lokale ting (møder) til at dømme i straffesager og regulere skatter.
  • Sociale klasser:
    • Ædle og ledere (kongelige, eorl/earl)
    • Frie bønder (ceorls), som udgjorde rygraden i økonomien
    • Træl/trelle (slaver)
  • Lovgivning: Der findes bevarede lovsamlinger fra perioden, som viser en retspraksis baseret på bødesystemer, blodpenge og faste straffe for forskellige sociale grupper.

Religion og kultur

Før kristendommens udbredelse dominerede germanske religiøse skikke, men i løbet af 600–700-tallet blev England gradvis kristnet. Missionen ledet af Augustin af Canterbury i 597 er et vigtigt vendepunkt, som førte til kristningen af konger og befolkning, skabelsen af bispesæder og klostre. Bede (Den Ærbødige Bede) er en central kilde til perioden, især hans Ecclesiastical History.

Kulturelt er perioden kendt for sin skriftlige og kunstneriske produktion. Munke og klostre var centre for lærdom og håndværk; de fremstillede illuminerede håndskrifter (fx Lindisfarne-evangelierne), og digtning som Beowulf er den mest berømte litterære arv fra oldengelsk tid. Angelsaksisk kunst kendes fra smykker, metalarbejde og træskærerarbejde i en interlace-stil og zoomorfe motiver.

Sprog og litteratur

Angelsaksisk eller oldengelsk udviklede sig fra de vestgermanske dialekter, og de fire hoveddialekter — West Saxon, Mercian, Northumbrian og Kentish — afspejler de politiske og regionale forskelle. Sproget efterlod sig en betydelig litterær arv, blandt andet krøniker, religiøse tekster, digte og lovtekster. Det angelsaksiske skriftsprog blev efterhånden påvirket af nordiske (viking) og senere normanniske elementer.

Økonomi, handel og materiel kultur

Økonomien var primært agrarisk: blandet landbrug med korn, husdyr og fiske- og jagtaktiviteter. Håndværk og handel var vigtige i både lokale og internationale forbindelser; der var kontakter til kontinentet og Skandinavien, hvilket ses i fund af importvarer og mønter. Gravfund som rige skibsbegravelser (fx kendt fra steder som Sutton Hoo) viser både politisk magt og forbindelser til Europa.

Vikinger, Danelaw og en samlet kongemagt

Fra slutningen af 700-tallet begyndte vikingetogter at ramme de angelsaksiske områder. Disse angreb førte til indvandring, bosættelser og i nogle regioner etablering af Danelaw — områder under skandinavisk lov og skikke. Reaktioner på vikingetruslen bidrog til politisk forandring og til sidst til centralisering under stærke konger som Alfred den Store (who reorganiserede forsvaret og lovgivningen) og Athelstan, som regnes for Englands første konge efter at have forenet flere kongeriger.

Eftermæle

Angelsaksernes indflydelse ses i mange aspekter af det senere engelske samfund: sprog (grundstammen i moderne engelsk), stednavne, retslige institutioner og kristne kirkelige strukturer. Efter normannernes erobring i 1066 fortsatte angelsaksisk kultur at påvirke udviklingen, selvom den politiske og sproglige situation ændrede sig markant.

Moderne forskning kombinerer tekstanalyse, arkæologi og dna-studier for at nuancere vores forståelse af, hvordan angelsakserne levede, hvordan de interagerede med keltere og skandinaver, og hvordan en ny kulturel identitet gradvis opstod i det, der blev til middelalderens England.