Ofre for Holocaust: omfang, berørte grupper og dødsårsager

Nazisterne mente, at nogle racer og etniske grupper ikke var lige så gode som andre. De mente, at den "ariske race" var den bedste af alle. De ønskede, at Nazityskland kun skulle være fyldt med "ariske" mennesker.

Nazisterne mente, at der var nogle etniske grupper, som ikke engang var mennesker. To af disse grupper var jøderne og sinti- og roma-folket. Nazisterne besluttede at dræbe alle jøder og sinti og romaer i Nazityskland. Nazisterne mente også, at slaviske folk var mindre end mennesker, og de dræbte millioner af slaver på grund af deres etniske tilhørsforhold.

Jødiske folk

Nazisterne betragtede det jødiske folk som en etnisk gruppe. Det betød, at selv om en person ikke praktiserede den jødiske religion, betragtede nazisterne ham stadig som jøde.

Tidligt under Anden Verdenskrig fik nazisterne jøderne til at forlade deres hjem og tvang dem til at bo i ghettoer. Men i 1941 havde Adolf Hitler besluttet at dræbe alle jøder i Europa. Denne plan blev kaldt den endelige løsning.

Fra 1942 deporterede nazisterne jøderne fra ghettoerne til dødslejre som Auschwitz. I disse lejre blev folk dræbt i gaskamre, så snart de ankom.

Ved afslutningen af Holocaust var hver tredje jøde i verden død eller blevet dræbt af nazisterne. Kun en ud af tre jøder i Europa overlevede Holocaust. Mange lande mistede det meste af deres jødiske befolkning. For eksempel:

• 3 millioner polske jøder døde eller blev dræbt (det var 90 % af jøderne i Polen)
• 2,1 millioner jøder døde eller blev dræbt i Sovjetunionen
• Estland, Letland, Litauen, Tyskland og Østrig mistede alle 90 % af deres jødiske befolkning
• Andre otte lande mistede over halvdelen af deres jødiske befolkning: Bøhmen og Mähren (89 %), Slovakiet (83 %), Grækenland (77 %), Nederlandene (75 %), Ungarn (70 %), Belgien (60 %) og Jugoslavien (60 %).

Over en million jødiske børn døde eller blev dræbt under Holocaust.

Slaver

Nazisterne dræbte millioner af slaviske folk under Holocaust. Disse mennesker omfattede polakker, russere, serbere, ukrainere, tjekkere, bosniakker og sorbere. Nazisterne mente, at slaverne var en mindreværdig race. Men de ønskede også at udrydde befolkningen i de slaviske lande, så der ville være masser af Lebensraum ("livsrum") til "ariske" mennesker.

Stænger

Polakker var en af de første grupper, som Hitler besluttede sig for at slippe af med. Han delte først denne idé i 1939. Den 22. august 1939 sagde Hitler:

[D]et [mål] med krigen er ... at ødelægge fjenden. Derfor har jeg forberedt ... mine 'Dødens Hoved' [grupper af soldater] med ordre om at dræbe uden medlidenhed eller nåde alle mænd, kvinder og børn af polsk afstamning eller med polsk sprog. Kun på denne måde kan vi [få] det livsrum, vi har brug for.^p.115

Før Anden Verdenskrig havde Polen den største jødebefolkning i Europa. Ved afslutningen af Holocaust var tre millioner polske jøder døde eller blevet dræbt.^p. 403 Det samme havde mellem 1,8 og tre millioner polakker, som ikke var jøder.^p. 305 Blandt disse ofre var:

• Hundredtusinder af romersk-katolske og ortodokse polakker, som blev sendt til Auschwitz og andre koncentrationslejre
• Forskere og andre vigtige personer
• Børn i alle aldre

Næsten 17 % af Polens befolkning døde eller blev dræbt under Holocaust.

Ukrainerne

Oprindeligt havde nazisterne planlagt at dræbe 65 % af de 23,2 millioner mennesker i Ukraine (ca. 15 millioner ukrainere). De planlagde at lade de overlevende arbejde som slaver.

Mellem 1941 og 1945 dræbte nazisterne omkring tre millioner ukrainere. De deporterede også over to millioner ukrainere til Tyskland for at blive brugt som slavearbejdere.

Flere ukrainere blev dræbt i kampen mod Wehrmacht i den sovjetiske Røde Hær end amerikanske, britiske og franske soldater tilsammen.

Sovjet

Mange sovjetiske krigsfanger og civile døde under Operation Barbarossa (akselandes invasion af Sovjetunionen). Nazisterne dræbte mange sovjetiske børn og voksne civile i de lande, som de overtog.

Nazisterne dræbte millioner af krigsfanger fra den Røde Hær på mange forskellige måder:

• Tyske soldater (især Waffen-SS) henrettede dem, efter at de var blevet taget til fange
• Mange sovjetiske krigsfanger døde på grund af de forfærdelige forhold i tyske krigsfangelejre eller på dødsmarcher.
• Nazisterne sendte mange sovjetiske krigsfanger til koncentrationslejre for at blive dræbt

I løbet af otte måneder mellem 1941-1942 dræbte nazisterne omkring 2,8 millioner sovjetiske krigsfanger ved henrettelse, sult og frysning.

Efter at nazisterne havde besat dele af Sovjetunionen, behandlede de sovjetiske civile forfærdeligt. Under belejringen af Leningrad døde mere end 1,2 millioner civile under belejringen af Leningrad. Nazisoldater ødelagde tusindvis af bondebyer i hele Rusland, Hviderusland og Ukraine. I 1995 rapporterede det russiske videnskabsakademi, at nazisterne forårsagede 13,7 millioner civile dødsfald i det besatte Sovjetunionen, herunder jøder. Det var 20 % af områdets befolkning. Disse dødsfald omfattede bl.a:

• 7,4 millioner ofre for nazisternes folkedrab og repressalier
• 2,2 millioner døde af personer, der blev deporteret til Tyskland som tvangsarbejdere
• 4,1 millioner døde af sult og sygdom

Omkring tre millioner mennesker døde også af sult i de områder, som nazisterne ikke havde overtaget.

Romaer og Sinti-folk

Under nazisternes Nürnberglove blev Sinti og Romaer kaldt "racefjender [Tyskland]" ligesom jøder. Ligesom med jøderne ønskede nazisterne at dræbe alle romaer og sintier i Europa.

I 1936 begyndte nazisterne at deportere romaer og sintier, først til områder i udkanten af byerne og senere til de samme ghettoer, som jøderne blev sendt til. I 1942 beordrede Heinrich Himmler, at romaer og sintier (herunder børn) skulle sendes til koncentrationslejren Auschwitz. Nazisterne sendte også mange voksne og børn af romaer og sintier til andre dødslejre, som Bełżec, og til andre koncentrationslejre, som Ravensbrück.

Historikere anslår, at mellem 220.000 og 500.000 romaer og sintier blev dræbt af nazisterne. Det var ca. hver fjerde roma og sinti, der levede i Europa på det tidspunkt. En forsker siger dog, at op til 1,5 millioner romaer og sintier kan være døde under Holocaust.

Efter Anden Verdenskrig tog det lang tid for landene at indrømme, at Nazi-Tyskland havde begået et folkemord på romaer og sintier. I 1982 indrømmede Vesttyskland, at der var sket et folkedrab på romaerne. I 2011 besluttede den polske regering, at Polen hvert år den 2. august skulle mindes folkedrabet på romaerne.

Nazisterne mente, at mennesker med handicap var "et liv uværdigt liv", og at de ikke fortjente at leve. Mennesker med handicap passede heller ikke ind i nazisternes ideer om at have en race af perfekte "arierefolk".

Nazisterne tvang ca. 375.000 mennesker til at blive steriliseret, så de ikke kunne få børn med handicaps. Disse mennesker omfattede mennesker med fysiske handicaps, psykiske sygdomme, intellektuelle handicaps og døve mennesker.

Mennesker med handicap var de første, som nazisterne dræbte i gaskamrene. I 1939 oprettede nazisterne et program kaldet T-4 Eutanasiprogrammet. Som en del af dette program sendte nazisterne børn og voksne med handicap til hospitaler som Hartheim Euthanasi Center, hvor de blev dræbt med giftgas. De dræbte også nogle handicappede børn, lige efter at de var blevet født. Ved slutningen af Anden Verdenskrig havde nazisterne dræbt omkring 275.000 handicappede mennesker. Omkring 5.000 til 7.000 af disse ofre var børn.

Lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle mennesker var også ofre for Holocaust. Nazisterne var særligt grusomme over for homoseksuelle mænd. De mente, at homoseksuelle mennesker skadede Nazi-Tyskland på nogle få måder:

• Nazisterne mente, at homoseksuelle mænd var for svage og for meget lig kvinder til at kunne kæmpe for Nazi-Tyskland
• Nazisterne ville have "ariske" tyskere til at få så mange børn som muligt, men homoseksuelle mænd ville ikke skabe børn
• Nazisterne troede, at homoseksualitet var smitsomt, og at andre tyskere ville blive homoseksuelle bare ved at være sammen med homoseksuelle mennesker.

I 1936 forsøgte Heinrich Himmler at bruge Tysklands love og lave nye love til at forfølge homoseksuelle mænd. Mindst 100.000 homoseksuelle tyske mænd blev arresteret, og 50.000 blev dømt og sat i fængsel. Nogle blev tvangsindlagt på statslige psykiatriske hospitaler. Domstolene beordrede, at hundredvis af europæiske homoseksuelle mænd, der boede i nazi-kontrollerede områder, skulle kastreres med kemikalier.

Mellem 5.000 og 15.000 homoseksuelle mænd blev fængslet i koncentrationslejre. De blev ofte behandlet endnu værre end andre fanger. De skulle bære en lyserød trekant på deres skjorte, ligesom mænd, der var dømt for seksuelt misbrug af børn og sex med dyr.

Lesbiske mænd blev normalt ikke behandlet lige så dårligt som homoseksuelle mænd. De blev normalt ikke sat i fængsel, bare fordi de var lesbiske. I koncentrationslejrene bar de normalt en sort trekant.

Ifølge United States Holocaust Memorial Museum "søgte Nazi-Tyskland ikke at dræbe alle homoseksuelle. Ikke desto mindre forsøgte den nazistiske stat gennem aktiv forfølgelse at terrorisere tyske homoseksuelle til seksuel og social konformitet, hvilket førte til tusinder af døde og ødelagde mange flere menneskers liv."

Efter Anden Verdenskrig blev mange homoseksuelle, der blev befriet fra koncentrationslejrene, stadig forfulgt i Tyskland. De kunne blive anklaget i henhold til paragraf 175, en lov, der gjorde "utugt mellem mænd" ulovlig. Hvis de blev dømt, blev de sendt i fængsel. (Den tid, de tilbragte i koncentrationslejrene, ville blive fratrukket deres straf). Dette var meget forskelligt fra den måde, som andre Holocaustofre blev behandlet på. Andre ofre blev kompenseret (fik penge) for tabet af familiemedlemmer og uddannelsesmuligheder. Homoseksuelle ofre blev behandlet som kriminelle.

Nazisterne dræbte også mange mennesker, som ikke var enige med nazisternes politiske overbevisning. De betragtede disse mennesker som politiske fjender af Nazityskland.

Politiske fanger

Nazisterne var særligt grusomme over for folk, der udtalte sig eller kæmpede mod den nazistiske regering. Når de arresterede disse mennesker, dræbte nazisterne dem ofte lige efter at have afhørt dem. Nogle gange dræbte nazisterne også deres familier. Folk, der ikke blev dræbt med det samme, blev sendt til den politiske folkedomstol. Denne domstol var berømt for det antal dødsdomme, den afsagde.

Venstreorienterede

Nazisterne betragtede venstreorienterede som politiske fjender. Venstreorienterede omfattede anarkister, kommunister, socialister, liberale, libertarianere og socialdemokrater. Tyske kommunister og socialdemokrater var nogle af de første, der blev sendt til koncentrationslejren Dachau. Nazistpartiet hadede kommunismen og var bekymret for, at tyske kommunister ville være loyale over for Sovjetunionen, som var et kommunistisk land. Nazisterne spredte rygter om kommunistisk vold for at få bemyndigelsesloven fra 1933 vedtaget. Denne lov gav Adolf Hitler sine første beføjelser som diktator.

Hitler og nazisterne hadede også tyske venstreorienterede, fordi de ikke var enige i nazisternes racisme. Når nazisterne overtog et sted, var kommunister, socialister, liberale og socialdemokrater som regel nogle af de første, de mishandlede. Nogle gange myrdede de venstreorienterede med det samme.

Jehovas Vidner

Som en del af deres religiøse overbevisning nægtede Jehovas Vidner at tjene i den tyske hær, at hilse på det nazistiske flag eller at sige "Heil Hitler" ("Hil Hitler"). De nægtede at gå ind for nazistiske overbevisninger og love, der gik imod deres religiøse overbevisning.

På grund af dette blev mange Jehovas Vidner sendt i koncentrationslejre. Mellem 2.500 og 5.000 vidner døde i koncentrationslejrene.

Romersk-katolikker

Nazisterne angreb også den katolske kirke under Holocaust. Hitler ønskede at ødelægge katolicismen og kristendommen i Nazi-Tyskland og i stedet gøre Nazi-Tyskland hedensk. Tusindvis af tyske præster, nonner og katolske ledere blev arresteret, efter at nazisterne havde overtaget magten.

I 1939 invaderede Hitler Polen og indledte dermed Anden Verdenskrig. Polen var overvejende katolsk. Nazisterne ønskede at ødelægge Polen. De begyndte med at ødelægge den katolske kirke i Polen. De arresterede kirkens ledere og lukkede kirker og klostre. I 1940 oprettede nazisterne en særlig barak kun for præster i Dachau-koncentrationslejren. Af de 2.720 præster, der blev fængslet i Dachau, var næsten alle (94,88 procent) katolikker. Omkring 1.700 var polske præster; halvdelen af dem døde eller blev dræbt i Dachau. Nazisterne gjorde det endda ulovligt for præster overalt at give katolske sakramenter til polakker. Mindst én tysk præst blev sendt til Dachau for at have taget en polsk katolik til bekendelse.

I 1933 havde Tyskland indgået en aftale med Pavestolen om at beskytte katolicismen i Nazi-Tyskland. Nazisterne brød imidlertid ofte denne aftale. De lukkede den katolske presse, skoler, politiske partier og ungdomsgrupper i Tyskland under mord og massearrestationer.

Kirken blev især behandlet dårligt i de lande, som Tyskland overtog. I Østrig blev katolsk ejendom taget, katolske organisationer blev lukket, og mange præster blev sendt til Dachau. I Tjekkoslovakiet nægtede nazisterne at lade folk følge religiøse ordener, lukkede skoler, gjorde religiøs undervisning ulovlig og sendte præster til koncentrationslejre. Katolske folk, biskopper, præster og nonner protesterede og angreb den nazistiske politik.

I 1942 protesterede de hollandske biskopper mod mishandlingen af jøderne. Da den hollandske ærkebiskop nægtede at adlyde nazisterne, samlede Gestapo katolske "jøder" op og sendte 92 af dem til Auschwitz. En hollandsk katolsk nonne ved navn Edith Stein blev myrdet i Auschwitz. Det samme blev Maximilian Kolbe, en polsk præst. Begge blev i sidste ende gjort til katolske helgener af pave Johannes Paul II i 1980'erne. Andre katolske ofre for Holocaust er også blevet saligkåret, herunder nogle af de polske præster, der døde i Dachau.

Protestanter

Nogle protestantiske kirker var enige med nazisternes ideer. Andre gjorde ikke. For at forsøge at overtage protestantismen i Tyskland dannede nazisterne den nationale rigskirke: en officiel statskirke, der underviste i en statsreligion baseret på nazismen. Rigsfællesskabskirken:

• Fjernede alle kristne kors og erstattede dem med det nazistiske hagekors
• Fyrede alle præster og erstattede dem med nazistiske talere
• forlangte, at Bibelen aldrig mere skulle trykkes i Tyskland
• at sætte Hitlers bog Mein Kampf på alle kirkers altertavler

De fyrede alle gejstlige medlemmer, der ikke var "ariske". Kirkemedlemmer kaldte sig selv for "tyske kristne" og sagde, at de havde "hagekorset på brystet og korset i hjertet".

Protestantiske grupper, der var uenige med nazisternes ideer, dannede den Bekendende Kirke, en gruppe af tyske kirker. Martin Niemöller var en af deres ledere. Nazisterne forfulgte den bekendelseskirke. I maj 1936 sendte den Bekendende Kirke et brev til Hitler, hvori de kritiserede hans handlinger. Nazisterne reagerede ved at:

• Anholdelse af hundredvis af præster
• Sendte nogle af den Bekendende Kirkes ledere i koncentrationslejre
• At tage alle Den Bekendende Kirkes penge
• At gøre det ulovligt for medlemmer af den Bekendende Kirke at give penge til kirken

De fleste præster og kirker var ikke medlemmer af hverken Rigskirken eller den Bekendende Kirke. Præster, der udtalte sig mod det, som nazisterne gjorde, blev truet, arresteret og nogle gange sendt i koncentrationslejre.

Bahá'í-tro

I 1937 gjorde nazisterne det ulovligt at praktisere bahá'í-troen. Nazisterne lukkede alle bahá'í-organisationer i Tyskland. Nazisterne kunne ikke lide bahá'í-troen, fordi den lærte pacifisme.

Under hele Holocaust blev bahá'íerne arresteret og fik meget dyre bøder. Nazisterne fortsatte også med at lukke deres organisationer.

Frimurere

Nazisterne gav frimurerne skylden for, at Tyskland tabte Første Verdenskrig. De sagde, at frimurernes ledere var en del af en sammensværgelse med jødiske folk om at overtage Tyskland. I 1941 besluttede Adolf Hitler, at frimurerne var politiske fjender. Nazisterne sendte titusinder af frimurere i koncentrationslejre. Mellem 80.000 og 200.000 frimurere blev dræbt.

Denne tabel viser et skøn over det samlede antal dødsfald forårsaget af Holocaust.