Bahá'í-troen: tro, historie og Bahá'u'lláh

Historie

De tidlige dage

Bahá'í-troen begyndte i 1844, da en mand ved navn Báb sagde, at han havde et budskab fra Gud. Han sagde, at det var hans opgave at sørge for, at folk var klar til det vigtigste budskab fra Gud, som snart ville blive sendt. Dette startede en religion, og tilhængerne af denne religion blev kaldt Bábís. Mange mennesker blev Bábís i landet Iran, som dengang hed Persien, og det gjorde Persiens regering og de muslimske præster vrede. De arresterede og dræbte Bab og hans tilhængere. Selv om dette skete, fulgte folk stadig denne religion.

Før Bahá'u'lláh sagde, at han havde et budskab fra Gud, var han medlem af den religion, som blev startet af Báb. Han blev meget berømt blandt bábís'erne. Da Báb blev dræbt, blev nogle Bábís meget vrede og forsøgte at dræbe kongen af Persien, selv om Bahá'u'lláh sagde til dem, at de ikke måtte dræbe ham. Da baba'erne blev fanget, satte regeringen mange bábís i fængsel, herunder Bahá'u'lláh. Mens han sad i fængsel i Teheran, sagde Bahá'u'lláh, at han så en engel, som han kaldte "himlens pige". Englen fortalte ham, at han skulle undervise et budskab fra Gud til verdens folk. Englen sagde, at Gud ville redde og beskytte ham, så han kunne undervise i dette budskab. Til sidst blev han løsladt fra fængslet, og Persiens regering fik ham til at flytte til Baghdad, som dengang blev kontrolleret af kongen af det osmanniske rige.

Bahá'u'lláhs bekendtgørelse

Mens Baha'u'llah var i Baghdad, havde han mange problemer, men han fik også mange venner. Persiens regering var utilfreds med, at han tilsyneladende havde det godt i Baghdad, og derfor bad de det osmanniske rige om at flytte ham længere væk fra Persien. Da han skulle til at rejse, i 1863, holdt han en festival i 12 dage på en lille ø i Tigris-floden, som han kaldte Ridvan, hvilket betyder paradis. Her fortalte han nogle af sine nærmeste venner og familie, at han var den forjættede af alle de store religioner, og at hele verden til sidst ville kende hans budskab.

Det Osmanniske Rige sendte ham til mange forskellige byer, bl.a. Konstantinopel, Adrianopel, Alexandria og til sidst Akka. Han sad i forskellige fængsler hele tiden, og byen Akka havde en stor mur rundt om sig, og det var ét stort fængsel. Mens han var i Baghdad og derefter skrev han mange bøger og breve for at besvare spørgsmål, som hans venner og tilhængere stillede ham. På et tidspunkt blev han forgiftet, så han ikke kunne skrive mere, fordi hans hænder rystede så meget. Derefter fik han nogen til at skrive ned, hvad han sagde. Da han blev endnu ældre, sørgede hans ældste søn, `Abdu'l-Bahá, for at han flyttede ind i et hus nær Karmelbjerget, og han blev der, indtil han endelig døde i 1892.

Efter Bahá'u'lláh

Efter hans død fulgte folk `Abdu'l-Bahá. Bahá'u'lláh havde skrevet, at `Abdu'l-Bahá havde særlige kræfter, og at Gud ville sørge for, at hvis `Abdu'l-Bahá forklarede noget, som Bahá'u'lláh havde sagt, så skulle bahá'íerne tro på den forklaring. `Abdu'l-Bahá skrev også en masse breve og holdt foredrag og besøgte efterhånden Paris, London, Montreal, New York City, San Francisco og andre byer i Vesten. Dette hjalp bahá'í-troen til at sprede sig i Europa og Nordamerika. Han døde i 1921. Han efterlod et testamente, hvor han bad bahá'íerne om at følge sit barnebarn Shoghi Effendi.

Shoghi Effendi blev født i 1900 og var kun en ung mand, da hans bedstefar døde, og han blev leder af bahá'íerne. Han var med til at oprette de forskellige agenturer og råd, som styrer bahá'í-troen i dag, og han organiserede religionen på mange måder. Han skrev også mange bøger og breve for at forklare sin bedstefars og oldefars lære. Han levede indtil 1957 og døde i England.

Efter Shoghi Effendis død havde bahá'íerne ingen ledere i seks år, fordi Shoghi Effendi ikke havde efterladt sig et testamente. Shoghi Effendi havde dog hjælpere, som ikke mente, at de havde lov til at lede bahá'íerne, så de hjalp bahá'í-fællesskabet med at følge den sidste plan, som Shoghi Effendi efterlod dem, og ved afslutningen af denne plan, i 1963, organiserede de et valg for at danne det universelle retfærdighedens hus, som Bahá'u'lláh skrev om. Det Universelle Retfærdighedens Hus har ledet bahá'íerne lige siden.

Hellige bøger

Bahá'u'lláh skrev mange bøger og breve, og `Abdu'l-Bahá (hvis navn betyder "Ærens tjener") skrev også mange bøger og breve, som bahá'íerne betragter som specielle. Endelig skrev Bahá'u'lláhs oldebarn Shoghi Effendi masser af bøger og breve, som bahá'íerne bruger til bedre at forstå Bahá'u'lláhs og `Abdu'l-Bahás skrifter. Den vigtigste af disse bøger er Aqdas.

Bahá'íerne mener også, at Bibelen, Koranen, Gita'en og andre bøger fra andre religioner er specielle.

Overbevisninger

Nogle vigtige bahá'í-tro er:

• Bahá'u'lláh kom for at få alle mennesker til at blive én familie
• Der er kun én Gud, men han har mange navne
• Alle de store religioner har den samme kilde (Gud)
• Gud behandler alle mennesker som ligeværdige
• Gud behandler mænd og kvinder som ligeværdige
• Fordomme (uvenlige overbevisninger om folk uden at kende dem først) bør rettes op.
• Nationerne bør lære at komme sammen og samarbejde med hinanden
• Videnskab og religion behøver ikke at være uenige, fordi de ser på den samme verden fra to forskellige sider.
• Folk bør forsøge at lære sandheden selv at kende
• Alle bør få en uddannelse (gå i skole eller lære på en anden måde)
• Verden bør have ét ekstra sprog, som alle forstår

Fællesskab

Mennesker

Der er otte eller ni millioner bahá'íer i verden af alle folkeslag og sprog. Bahá'í-troen ser forskellig ud i de forskellige lande, fordi der er få ritualer, så bahá'íerne kan inddrage deres egen kultur i den måde, de fejrer bahá'í-begivenheder, beder osv. på.

Bahá'íerne mødes hver nittende (19) dag til et møde, der kaldes en "fest". Der behøver ikke nødvendigvis at være mad, men det er der som regel. Disse møder starter med bønner, og som regel læser nogen nogle hellige skrifter højt. Nogle gange er der musik og sang, nogle gange er der skuespil, nogle gange er der bare stille tid eller meditation. Efter denne tid, som bahá'íerne kalder den "andagtsfulde" tid i en fest, har de en diskussion i fællesskabet. Her kan man diskutere alle mulige emner, som er vigtige for medlemmerne. Bahá'íerne siger, at dette er en "konsultativ" tid, hvor bahá'íerne kan rådføre sig med hinanden. Derefter er der en social tid, hvor folk kan dele mad og drikke (ikke alkohol), og nogle gange er der også musik, eller skuespil, eller præsentationer eller anden underholdning. Denne tid er blot for at bahá'íerne i den pågældende by kan lære hinanden at kende og blive bedre venner.

Templer og Bahá'í-centre

Bahá'íerne har ofte ikke ét sted, hvor de mødes, undtagen i de store byer. I mindre byer mødes de normalt i hinandens huse. Nogle større byer har "bahá'í-centre", som kan bruges til fællesskabsmøder, undervisning eller til møder i udvalg og andre råd. (se Institutioner nedenfor)

I nogle få byer i verden findes der bahá'í-templer. Disse templer findes på hvert kontinent.

Institutioner

Bahá'íerne er organiseret i et verdensomspændende fællesskab. De har ingen præster. Alle er ansvarlige for deres egne bønner. Bahá'íerne er også ansvarlige for selv at læse deres hellige bøger og for at lære om deres religion. Bahá'íerne vælger ledere til deres samfund, som skal hjælpe med at organisere deres aktiviteter, og som skal tage sig af problemer mellem medlemmerne og beslutte ting, som ikke fremgår tydeligt af skrifterne. Disse kaldes åndelige forsamlinger, men vil en dag blive kaldt for retfærdighedens huse.

Der er ét retfærdighedens hus, som bahá'íerne kalder det universelle retfærdighedens hus, som leder hele det verdensomspændende bahá'í-samfund. Bahá'íerne vælger dette House of Justice hvert femte år, men kun én gang om året til nationale og lokale åndelige forsamlinger.