Homo erectus: Uddød menneskeart — fossiler, oprindelse og udbredelse
Homo erectus: Opdag fossiler, oprindelse i Afrika, fund fra Java og Kina samt artens udbredelse og betydning for menneskets evolution.
Homo erectus (latin: "oprejst menneske") er en uddød art af slægten Homo. Fossile rester blev fundet på Java (1890'erne) og i Kina (1921). Næsten alle gik tabt under Anden Verdenskrig, men der findes afstøbninger, som anses for at være pålidelige beviser.
I begyndelsen af det 20. århundrede troede man, at de første moderne mennesker levede i Asien. Men i løbet af 1950'erne og 1970'erne viste mange fossilfund fra Østafrika (Kenya), at de ældste homininer kom derfra.
Hvad er Homo erectus? Homo erectus er en af de mest langtidsholdbare og geografisk udbredte menneskearter i forhistorien. Arten optræder i fossile optegnelser fra omkring 1,9 millioner år siden og eksisterede i forskellige populationer frem til måske under 200.000–100.000 år siden (tidspunktet for uddøen varierer regionalt og er omdiskuteret). Homo erectus er kendetegnet ved en blanding af primitive og mere moderne træk, som viser en vigtig overgang fra tidlige homininer til senere arter i slægten Homo.
Udbredelse og tidsramme
Homo erectus havde en meget bred udbredelse: Afrika, store dele af Asien (herunder Java og Kina), og muligvis dele af Europa. Tidlige afrikanske former tilsættes ofte navnet Homo ergaster af nogle forskere, mens andre ser dem som regionale varianter af H. erectus. De ældste entydige fossiler stammer fra Østafrika, mens de asiatiske fund (som Java Man og Peking Man) viser, at arten også spredte sig langt mod øst.
Fysiske træk
- Højde og bygning: Voksne var ofte mellem ca. 1,5–1,8 m høje med en kropsbygning, der var nogenlunde lignende moderne menneskers, men mere robust.
- Hjernevolumen: Hjernevolumen steg i forhold til tidligere homininer og varierer typisk mellem ~600 og ~1100 cm³ — større end Australopithecus, men mindre end dagens mennesker.
- Kranium og ansigt: Fladere pande, fremstående øjenbryn (brow ridge), lavere kranietage end moderne mennesker og stærkere kæber uden så fremtrædende hage.
- Tand og kæbe: Tænder var generelt mindre end hos tidligere homininer, men stadig kraftige sammenlignet med Homo sapiens.
Kultur, teknologi og adfærd
Homo erectus forbindes med vigtige teknologiske og adfærdsmæssige fremskridt:
- Redskaber: I Afrika og Vesteuropa ses ofte Acheuléen-redskaber (fx håndøkser) fra H. erectus-kontekster. I nogle asiatiske lokaliteter er der færre typiske Acheuléen-redskaber, hvilket kan skyldes forskelle i raw-materialer eller kulturelle traditioner.
- Fyr og kompleks adfærd: Der er spor, som tyder på, at nogle populationer kunne tænde og bruge ild til madlavning, varme og beskyttelse, især i de senere perioder, men beviserne er ikke ensartede for alle lokaliteter.
- Jagt og føde: Kost bestod af kød og plantemateriale. Beviser for butchering af store dyr findes i flere lokaliteter, hvilket antyder koordineret jagt eller åndbarere udnyttelse af kød.
- Social organisation: Den kombination af større hjerne, brug af redskaber og mulig ildbrug tyder på en social struktur, hvor viden blev overført, men detaljer om sprog og ritualer er ukendte.
Vigtige fossilfund og historisk betydning
De mest kendte fund omfatter:
- Java Man: Opdaget af Eugene Dubois i 1891 på Java — et af de første fund, der førte til navngivningen af arten (oprindeligt benævnt Pithecanthropus erectus).
- Peking Man: Fund fra Zhoukoudian i Kina (1920'erne–1930'erne). Mange af disse fossiler gik tabt under Anden Verdenskrig, men detaljerede beskrivelser og afstøbninger findes stadig og har været vigtige for studiet af arten.
- Østafrikanske fund: Fossiler fra steder som Kenya og Etiopien har dokumenteret tidlige former og hjulpet med at placere arten i fodsporet af menneskets evolution.
Systematik og navne
Der er faglig debat om, hvordan man bedst inddeler de tidlige Homo-fossiler. Nogle forskere skelner mellem Homo ergaster (afrikanske, ofte ældre eksemplarer) og Homo erectus (asiatiske, ofte yngre populationer). Andre ser dem som én variationeret art. Denne diskussion påvirker fortolkninger af migration, adfærd og udviklingslinjer.
Uddøen og eftermæle
Tidsrammen for H. erectus' uddøen varierer regionalt. I Afrika og dele af Europa/det vestlige Asien forsvinder arten for flere hundrede tusinde år siden, mens nogle populationer i Sydøstasien (f.eks. på Java) kan have overlevet langt ind i de sidste 100.000 år eller mindre. Uddøen kan skyldes en kombination af klimaforandringer, konkurrence med andre Homo-grupper (inklusive tidlige Homo sapiens eller andre efterkommere) og lokale miljøforandringer.
Betydning for forståelsen af menneskets evolution
Homo erectus er centralt i studiet af menneskets evolution, fordi arten demonstrerer vigtige skridt mod moderne menneskers anatomi og adfærd: øget hjernevolumen, mere effektiv gang på to ben, udnyttelse af ild og avancerede stenredskaber samt evne til at sprede sig over store afstande. Studiet af H. erectus hjælper os med at forstå, hvornår og hvordan disse nøgletræk udvikledes.
Kort opsummering: Homo erectus var en robust, langleverende menneskeart med større hjerne og mere moderne kropsbygning end tidligere homininer. Arten udviklede avancerede redskaber, spredte sig langt fra Afrika og spiller en afgørende rolle i fortællingen om, hvordan moderne mennesker opstod.
håndøkse fra Frankrig
Rekonstruktion af et eksemplar fra Tautavel, Frankrig
Nogle karakteristika
Kranie og hjerne
H. erectus havde en kraniekapacitet (hjernestørrelse), der var større end den tidligere Homo habilis. De tidligste H. erectus-rester har en kraniekapacitet på 850 cm³, mens de seneste javanske eksemplarer måler op til 1100 cm³. Dette overlapper H. sapiens': frontalknoglen er mindre skråt og tandbuen mindre end hos australopithecinerne. Ansigtet er mere lodret (mindre fremspringende) end hos australopithecinerne eller H. habilis, med store brynkamme og mindre fremtrædende kindben.
Hår
Denne indlysende forskel mellem aber og mennesker går ofte ubemærket hen. Den er svær at forklare.
Kropshår beskytter huden mod sår, bid, varme, kulde og UV-stråling. Det bruges også som et kommunikationsredskab og som camouflage.
Det første medlem af slægten Homo, der var hårløs, var Homo erectus, som opstod for ca. 1,6 millioner år siden. Afgivelse af kropsvarme er fortsat den mest almindeligt accepterede evolutionære forklaring på tabet af kropsbehåring hos de tidlige medlemmer af Homo-slægten. Reduktionen af hår og stigningen i svedkirtlerne gjorde det lettere for deres kroppe at køle ned. Menneskets forfædre flyttede fra at leve i skyggefulde skove til åben savanne. Denne ændring i miljøet resulterede i en ændring i kosten, fra overvejende vegetarisk til jagt. Jagten på vildt på savannen øgede også behovet for regulering af kropsvarmen.
Antropolog og palæobiolog Nina Jablonski mener, at evnen til at miste kropsvarme ved at svede var med til at muliggøre den dramatiske udvidelse af hjernen. Hjernen er det mest temperaturfølsomme menneskelige organ. Tabet af pels var også en faktor i andre tilpasninger. Nogle af disse ændringer menes at være et resultat af seksuel udvælgelse. Ved at udvælge flere hårløse partnere fremskyndede mennesket ændringer, som først blev foretaget af naturlig udvælgelse. Seksuel udvælgelse kan også være årsag til, at mennesket stadig har hår i skambenet og armhulerne, som er steder for feromoner, mens hår på hovedet fortsat beskyttede mod solen. Mennesker havde hårløshed, opretstående kropsholdning og høj hjernekapacitet for 260.000 til 350.000 år siden.
Højde og kønsdimorfi
Disse tidlige homininer var omkring 1,79 m høje, kun 17 procent af moderne mandlige mennesker er højere. De var slanke og havde lange arme og ben.
Den seksuelle dimorphisme mellem hanner og hunner var lidt større end hos moderne mennesker, idet hannerne var ca. 25 % større end hunnerne. Opdagelsen af skelettet KNM-WT 15000, "Turkana-drengen" (Homo ergaster), som Richard Leakey og Kamoya Kimeu fandt nær Turkana-søen i Kenya i 1984, er et af de mest komplette hominid-skeletter, der er fundet, og det har i høj grad bidraget til fortolkningen af menneskets fysiologiske udvikling.
Værktøj
Erectus' mest karakteristiske redskab var den acheuleiske håndøkse, som blev opfundet for 1,8 millioner år siden (mya). Denne håndøkse blev fremstillet ved at hugge en egnet sten med en hammersten. Senere brugte neandertalerne en blød hammer lavet af hjortegevirben til at lave bedre redskaber. Den acheuleiske håndøkse varede i over en million år som det vigtigste redskab. Dens vigtigste anvendelse var til slagtning af kød. Det ved vi, fordi forskellige anvendelser efterlader forskelligt mikroslitage på håndøksens overflader.
Efterkommere og underarter
Homo erectus er fortsat en af de mest succesrige og langlivede arter af Homo-slægten. Den anses generelt for at have givet anledning til en række efterkommere af arter og underarter. Det ældste kendte eksemplar af det gamle menneske blev fundet i det sydlige Afrika.
- Homo erectus:
Homo ergaster, Homo erectus pekinensis,
- Andre beslægtede arter:
Homo antecessor, Homo cepranensis, Homo floresiensis, Homo georgicus, Homo heidelbergensis, Homo neanderthalensis, Homo rhodesiensis, Homo sapiens,
Individuelle fossiler
Nogle af de vigtigste Homo erectus-fossiler:
- Indonesien (øen Java): Trinil 2 (holotype), Sangiran-samling, Sambungmachan-samling, Ngandong-samling
- Kina: Lantian (Gongwangling og Chenjiawo), Yunxian, Zhoukoudian, Nanjing, Hexian
- Indien: Narmada (taxonomisk status omdiskuteret!)
- Kenya: WT 15000 (Nariokotome), ER 3883, ER 3733
- Tanzania: OH 9
- Vietnam: Nordlige, Tham Khuyen, Hoa Binh
- Republikken Georgien: Dmanisi indsamling
- Tyrkiet: Kocabas fossil
Nyere forskning
Fossile H. erectus-kranier, der blev fundet på Java i 1930'erne, er for nylig blevet omdateret. Der er 12 kraniehætter (øverste del af kraniet) og to underbensknogler. Den seneste forskning viser, at H. erectus på Java overlevede til for ca. 100.000 år siden. Forskningen giver en endelig alder på mellem 117.000 og 108.000 år siden. Det er en meget længere overlevelse end i nogen anden del af verden, så vidt vides. Det betyder, siger rapporten, at H. erectus stadig var til stede, da vores egen art [andetsteds] vandrede rundt på jorden. Java er en ø, og den var formodentlig endnu ikke blevet opdaget af neandertalerne eller vores egen art. Rester tyder på, at vores egen art ikke nåede Java før for ca. 39.000 år siden.
Relaterede sider
- Australopithecus
- Menneskelig tidslinje
- Livets tidslinje
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er Homo erectus?
A: Homo erectus er en uddød art af slægten Homo.
Q: Hvor blev fossile rester fundet?
A: Fossile rester blev fundet på Java i 1890'erne og i Kina i 1921.
Spørgsmål: Blev alle fossiler tabt under Anden Verdenskrig?
Svar: Næsten alle gik tabt under Anden Verdenskrig, men der findes afstøbninger, som anses for at være pålidelige beviser.
Spørgsmål: Hvornår mente man, at de første moderne mennesker levede i Asien?
A: I begyndelsen af det 20. århundrede troede man, at de første moderne mennesker levede i Asien.
Spørgsmål: Hvornår dukkede mange fossilfund fra Østafrika op?
A: I løbet af 1950'erne og 1970'erne viste mange fossile fund fra Østafrika (Kenya), at de ældste homininer kom derfra.
Spørgsmål: Hvor kom disse fossiler fra?
A: Disse fossiler kom fra Østafrika (Kenya).
Sp: Hvad tyder disse fossiler på om, hvor de tidlige homininer stammer fra?
Svar: Disse fossiler tyder på, at de tidlige homininer stammer fra Østafrika (Kenya).
Søge