Operation Barbarossa (tysk: Unternehmen Barbarossa, opkaldt efter Frederik I) var kodenavnet for den europæiske akses invasion af Sovjetunionen under Anden Verdenskrig. Den begyndte den 22. juni 1941 og var indledningen til et storslået, trestrenget felttog, der skulle sikre Tysklands dominans i Østeuropa, skabe Lebensraum (livsrum) mod øst og sikre adgang til naturressourcer. Mere end 3 millioner soldater angreb langs en front på omkring 2.900 km, hvilket gjorde det til en af de største militære invasioner i historien. Operationen involverede også hundredtusinder af køretøjer, artilleri, fly og omkring 750.000 heste. Planlægningen begyndte i december 1940, og angrebet var oprindeligt planlagt til 15. maj, men blev udskudt til juni 1941.

Formål og strategi

Hovedformålet var at ødelægge den sovjetiske militære kapacitet hurtigt gennem manøvrekampe og store indkredsninger, der skulle fratage Sovjetunionen evnen til at føre krig. Strategisk blev invasionsstyrken opdelt i tre hovedaksler: Army Group North mod Leningrad, Army Group Centre mod Moskva og Army Group South mod det industrielle og fødevareproducerende område i Ukraine. Udover militære mål indeholdt planerne tydelige ideologiske og økonomiske elementer: beslaglæggelse af land, udplyndring af råstoffer og gennemførelse af brutale politikker mod befolkningen og politiske fjender.

Forløb og væsentlige kampe

Operationen indledtes med store hurtige fremrykninger og flere store indkredsninger, blandt andet ved Białystok–Minsk og senere Smolensk og Kiev, hvor sovjetiske enheder led enorme tab og millioner af soldater blev taget til fange i løbet af sommeren og efteråret 1941. De tidlige succeser betød, at tyskerne hurtigt erobrede store dele af vestlige Sovjetterritorier og kortvarigt kontrollerede vigtige økonomiske områder, især i Ukraine.

Praktiske problemer og årsager til fiasko

Trods de indledende gennembrud nåede Axis ikke de strategiske mål om en hurtig afgørelse i øst. Flere forhold spillede ind:

  • Logistik og afstande: De tyske forsyningslinjer blev hurtigt overstrakte, og det var vanskeligt at holde tropperne udrustede langt fra baserne.
  • Vejr og årstider: Efter en lang sæson med mudderperioden (rasputitsa) kom vinteren 1941–42 tidligt og barskt. Mange tyske soldater var dårligt udrustede til vinterforhold, udstyr svigtede i kulden, og manglende vinterudstyr kostede mange livet.
  • Strategiske beslutninger: Adolf Hitler beordrede på et tidspunkt kræfter omdirigeret mod syd for at sikre bl.a. olieferne og landbrugområderne i Ukraine, hvilket forsinkede fremrykningen mod Moskva – et skifte, som mange historikere ser som en afgørende fejl.
  • Modstandskraft og mobilisering: Den røde hær reorganiserede sig, trak på store reserver og begyndte at opbygge effektive forsvarslinjer; industri og produktion flyttedes østpå, hvilket gjorde langvarig modstand mulig.

Ideologi, forbrydelser og civile lidelser

Operation Barbarossa var ikke blot en konventionel krig; den var også præget af nazistisk ideologi og systematiske overgreb mod civile. Særlige enheder som Einsatzgruppen fulgte fronten og stod for massemord på jøder, kommunister, zydere og andre grupper. Politikker som Commissar Order og deltageres medvirken til krigsforbrydelser betød, at invasionen hurtigt udviklede sig til en brutal besættelse præget af massedrab, tvangsforflytninger og udplyndring. Den økonomiske planlægning indeholdt også elementer, der skulle fratage befolkningen fødevarer og ressourcer.

Konsekvenser og betydning

Angrebet åbnede Østfronten, som blev det største og blodigste teater i Anden Verdenskrig. I Rusland omtales krigen ofte som den store patriotiske krig. Selvom de tyske styrker opnåede store territoriale gevinster i 1941, kunne de ikke fuldstændigt knuse Sovjetunionen. Efter de sovjetiske modoffensiver – blandt andet ved Moskva i vinteren 1941–42 – begyndte en gradvis tilbagetog og efterfølgende sovjetisk fremrykning, som med tiden rykkede de allierede styrker gennem Østeuropa og til sidst ind i Tyskland.

De menneskelige omkostninger var enorme: tabstal på begge sider var meget høje, og de civile lidelser og ødelæggelser var omfattende. På længere sigt var Operation Barbarossa et vendepunkt: angrebet trak den tyske krigsmagt ind i en udmattelseskrig, som den nazistiske stat til sidst ikke kunne opretholde. Efter krigens afslutning blev felttoget og de forbrydelser, der fulgte, genstand for omfattende historisk og retlig efterforskning.

Efterspil

Vinteren 1941–42 blev efterfulgt af nye offensive planer fra Tysklands side, herunder Fall Blau, der sigtede mod Kaukasus og oliefelterne – også dette fremstød mislykkedes i sidste ende. Sovjetunionens modoffensiver, stigende allieret pres fra vest og langsigtede materielle fordele (stor industriel kapacitet, flytning af fabrikker øst for Ural osv.) gjorde, at aksens muligheder for en endelig sejr svandt ind.

Operation Barbarossa står som et af Anden Verdenskrigs mest afgørende felttog: det åbnede et enormt teater med ufattelige menneskelige omkostninger og fik konsekvenser, der afgørende prægede krigens videre forløb og Europas historie.