Jasenovac koncentrationslejr | den største dødslejr og koncentrationslejr i den uafhængige stat Kroatien

Baggrund

Den uafhængige stat Kroatien (ISC) udstedte tre ordrer i 1941:

• Den "Juridiske ordre til forsvar af folket og staten" (dateret 17. april 1941) beordrede dødsstraf for "krænkelse af det kroatiske folks ære og vitale interesser og den uafhængige kroatiske stats overlevelse". (Det betød, at enhver, der var imod ISC's regering eller de ting, som ISC gjorde, kunne blive dræbt).
• "Racernes retsorden" og "Retsordenen om beskyttelse af arisk blod og det kroatiske folks ære" (dateret 30. april 1941)
• "Bekendtgørelse om oprettelse og definition af det racepolitiske udvalg" (dateret 4. juni 1941)

Disse ordrer blev håndhævet gennem det almindelige retssystem og gennem nye særlige domstole og mobile krigsretter med særlige beføjelser. I juli 1941 var der for mange nye fanger til at få plads i de eksisterende fængsler. Ustaše-regeringen begyndte at bygge koncentrationslejren Jasenovac.

Den uafhængige stat Kroatien blev oprettet og støttet af Nazityskland og det fascistiske Italien. På grund af dette overtog ISC deres idéer om race og politik. Jasenovac spillede en rolle i nazisternes "Endlösung". ISC brugte dog også lejren til etnisk udrensning af romaer og serbere i Kroatien.

De nazistiske organisationer, der ledede Ustaše's dødslejre, var:

• Kontoret for Udenrigsanliggender, repræsenteret i Kroatien af Siegfried Kasche.
• Schutzstaffel (SS), repræsenteret af en Gestapo-embedsmand, hvis identitet ikke kendes, men som jødiske vidner kendte som "Miller".
• Reichfuhrung og Wehrmacht

Nazisterne opmuntrede Ustaše's anti-jødiske og anti-roma-aktioner og støttede den anti-serbiske politik. Snart stod det klart, at nazisterne ønskede at begå folkedrab. På et møde den 21. juli 1941 sagde Hitler til den kroatiske militærchef Slavko Kvaternik

Jøderne er menneskehedens forbandelse. Hvis jøderne får lov til at gøre, som de vil, ligesom de har lov til i deres sovjetiske himmel, vil de opfylde deres mest vanvittige planer. Og således blev Rusland centrum for verdens sygdom ... hvis en nation af en eller anden grund ville udholde eksistensen af en enkelt jødisk familie, ville denne familie til sidst blive centrum for et nyt komplot. Hvis der ikke er flere jøder i Europa, vil intet kunne holde de europæiske nationers forening tilbage ... denne slags mennesker kan ikke integreres i den sociale orden eller i en organiseret nation. De er parasitter på et sundt samfunds krop, som lever af at fordrive anstændige mennesker. Man kan ikke forvente, at de kan passe ind i en stat, der kræver orden og disciplin. Der er kun én ting at gøre med dem: At udrydde dem. Staten har denne ret, for mens værdifulde mænd dør på slagmarken, ville det være intet mindre end kriminelt at skåne disse bastarder. De skal udvises, eller -- hvis de ikke udgør nogen trussel mod offentligheden -- fanges i koncentrationslejre og aldrig blive løsladt."

 

Oprettelse af lejren

Jasenovac-komplekset blev bygget mellem august 1941 og februar 1942. De to første lejre, Krapje og Bročica, blev lukket i november 1941.

De tre nyere lejre fortsatte med at fungere indtil krigens afslutning:

• Ciglana (Jasenovac III)
• Kozara (Jasenovac IV)
• Stara Gradiška (Jasenovac V)

Lejren blev bygget, ledet og overvåget af afdeling III af Ustaška Narodna Služba eller UNS (Lit. "Ustaše People's Service"), en særlig politistyrke under ISC. Vjekoslav "Maks" Luburić var leder af UNS. På forskellige tidspunkter var Miroslav Majstorović og Dinko Šakić ledere af lejren.

Ustaše internerede, torturerede og henrettede mænd, kvinder og børn i Jasenovac. Det største antal ofre var serbere, men der var også jøder, bosniske muslimer, sigøjnere og kroatiske modstandsfolk, der var modstandere af ISC-regimet. Da de kom til lejren, blev fangerne mærket med farver: blå for serbere og røde for "kommunister" (ikke-serbiske modstandsfolk). Sigøjnere havde ingen mærker (dette blev senere ændret).

De fleste mennesker, der blev sendt til Jasenovac, blev dræbt på henrettelsessteder i nærheden af lejren: Granik, Gradina og andre steder. De fanger, der blev holdt i live, var for det meste folk med særlige færdigheder (f.eks. læger, farmaceuter, elektrikere, skomagere og guldsmede). De blev tvunget til at arbejde i Jasenovac.

 
Tog, der transporterede fanger til Jasenovac.  

Levevilkår

Leveforholdene i lejren var forfærdelige, som det var almindeligt i nazisternes dødslejre. Fangerne fik meget lidt mad, ikke nok tøj eller ly til at holde varmen, de havde ingen sundhedspleje og blev misbrugt af Ustaše-vagterne. Som i mange andre lejre blev forholdene også midlertidigt forbedret, når særlige grupper kom på besøg. For eksempel blev fangerne behandlet bedre, da medlemmer af pressen besøgte dem i februar 1942, og senere da en delegation fra Røde Kors besøgte dem i juni 1944, indtil de besøgende forlod lejren. Derefter blev leveforholdene igen som de plejede.

Fødevarer

Som i alle nazisternes dødslejre var den mad, som fangerne fik i Jasenovac, ikke nok til at holde dem i live. Den slags mad, de fik, ændrede sig med tiden. I lejren Brocice fik fangerne en "suppe" lavet af varmt vand med stivelse til morgenmad og bønner til frokost og aftensmad. (Disse "måltider" blev serveret kl. 6.00, 12.00 og 21.00.) Maden i lejr nr. III var i begyndelsen bedre, med kartofler i stedet for bønner. Men i januar begyndte fangerne kun at få en enkelt daglig portion tynd "ropsuppe". Ved årets udgang var kosten blevet ændret igen, til tre daglige portioner tynd grød lavet af vand og stivelse. Der blev foretaget flere ændringer, men fangerne fik aldrig nok mad til at undgå at sulte.

Vand

Vandet i Jasenovac var endnu værre end i de fleste dødslejre. Der var intet rent vand i lejren. Fangerne blev tvunget til at drikke vand fra Sava-floden, som var forurenet med hren (peberrod).

Shelter

I de første lejre, Brocice og Krapje, sov de indsatte i almindelige koncentrationslejrbarakker. Disse var lavet af træ og havde tre lag (niveauer) af køjer.

I lejr nr. III, som husede omkring 3.000 fanger, var der ikke nok husly til alle. I begyndelsen sov de indsatte på loftet i lejrens værksteder, i et åbent depot, der blev brugt som jernbane-"tunnel", eller simpelthen udenfor i det fri. Kort tid efter blev der bygget otte barakker. De indsatte sov i seks af disse barakker. De to andre blev brugt som "klinik" og "hospital". Det var ikke steder, hvor de indsatte kunne få medicinsk behandling og få det bedre. De var steder, hvor syge indsatte blev sat sammen for at dø eller blive dræbt.

Tvangsarbejde

Som i alle koncentrationslejre måtte fangerne i Jasenovac arbejde omkring 11 timer om dagen. De udførte hårdt tvangsarbejde og blev altid overvåget af Ustaše-vagterne. Disse vagter henrettede de indsatte selv af små årsager og sagde, at de indsatte "saboterede arbejdet".

Ustasas Hinko Dominik Picilli og Tihomir Kordić kontrollerede arbejdsafdelingen. Picilli piskede personligt de indsatte for at få dem til at arbejde hårdere. Han opdelte "Jasenovac-arbejdsstyrken" i 16 grupper, herunder grupper af bygningsarbejdere, murere, metalarbejdere og landbrugsarbejdere. Mange fanger døde af det hårde arbejde. Især murstensarbejdet var hårdt og farligt. Indsatte, der arbejdede som smede, blev tvunget til at fremstille knive og andre våben til Ustaše. At bygge diger var det mest frygtede arbejde af alle.

Sanitet

Inde i lejren var der ingen sanitære forhold. Fangerne havde ingen mulighed for at holde tingene rene og måtte leve under forfærdelige forhold. Blod, opkast og døde kroppe fyldte barakkerne. Barakkerne var også fulde af skadedyr som lus og rotter, som spredte sygdomme. Barakkerne lugtede forfærdeligt, fordi de indsatte måtte bruge en spand som toilet om aftenen. Spanden spildte ofte.

I pauser fra arbejdet (fra kl. 5.00-6.00, 12.00-13.00 og 17.00-20.00) fik de indsatte lov til at tømme deres tarme i offentlige latriner. Det var store gruber, der lå frit på åben mark og var dækket med træplanker. De indsatte faldt ofte i dem og døde. Ustaše tilskyndede til dette ved at lade fangerne adskille plankerne. Nogle gange druknede Ustaše endda fanger i hullerne. Når det regnede, løb disse gruber over og løb ud i søen. Det betød, at urin og afføring blandede sig i det vand, som fangerne måtte drikke.

De indsatte fik klude og tæpper, men de var meget tynde. Barakkerne var heller ikke nok til at holde de indsatte varme i kulden. Fangernes tøj og tæpper blev sjældent renset. De indsatte fik lov til at vaske dem hurtigt i søen en gang om måneden, undtagen om vinteren, hvor søen frøs til. Så fik de indsatte nogle gange lov til at koge et par stykker tøj, men ikke godt nok til at få det rent.

På grund af disse forfærdelige levevilkår led de indsatte af sygdomme, der førte til epidemier af tyfus, tyfus, malaria, lungeinfektioner, influenza, dysenteri og difteri.

Ejendele

Ustaše tog alt tøj og andre ting fra de indsatte. De fik kun fængselsuniformer, som var lavet af klude. Om vinteren fik de indsatte tynde "regnfrakker", og de fik lov til at lave lette sandaler. De indsatte fik en lille personlig madskål til de 0,4 liter "suppe", som de fik at spise. En indsat, hvis skål manglede (fordi en anden indsat havde stjålet den for at bruge den som toilet), fik ingen mad.

Under delegationsbesøgene fik de indsatte dobbelt så store skåle som normalt med skeer. Under disse besøg fik de indsatte også farvede mærker.

Angst

Fangerne var påvirket af en konstant frygt for døden og frygtelig stress over at være i en situation, hvor de levende og de døde er meget tæt på hinanden.

Når de først ankom til lejren, blev de indsatte chokeret over de forfærdelige forhold på turen til lejren og i selve lejren. Ustaše forstærkede dette chok ved at myrde en række af de indsatte, så snart de ankom til lejren, og ved midlertidigt at indkvartere de nyankomne i pakhuse, på loftsrum, i togtunnelen og udendørs.

Efter at de indsatte havde vænnet sig til livet i lejren, skulle de vænne sig til at leve med andre fangers strabadser, mishandling, tortur og dødsfald. Dødsfaren var størst under "offentlige forestillinger til offentlig afstraffelse", også kaldet selektioner. Fangerne blev stillet op i grupper, og enkeltpersoner blev tilfældigt udpeget til at blive dræbt, mens de stod over for resten. Ustaše gjorde det hele værre ved at lade processen tage lang tid. De gik rundt og stillede spørgsmål, kiggede på de indsatte, valgte en person, for derefter at skifte mening og vælge en anden.

De indsatte reagerede på to grundlæggende måder på at være i Jasenovac. Nogle blev aktivister. De dannede modstandsbevægelser (grupper, der forsøgte at bekæmpe Ustaše på forskellige måder, f.eks. ved at stjæle mad, planlægge flugt og oprør og forsøge at komme i kontakt med folk uden for lejren). Men de fleste af fangerne reagerede ved blot at forsøge at overleve og komme uskadt igennem dagen. Dette var ikke "at gå i kø til slagtning", men snarere en anden strategi for at forsøge at overleve.

Alle indsatte led af en eller anden form for psykiske problemer. Nogle kunne ikke holde op med at tænke på mad, andre blev paranoide, nogle havde vrangforestillinger, nogle mistede kontrollen over sig selv. Andre syntes at miste håbet. Nogle indsatte reagerede ved at forsøge at skrive om, hvad der skete med dem. For eksempel forsøgte Nikola Nikolić, Djuro Schwartz og Ilija Ivanović alle at huske og endda skrive om begivenheder, datoer og detaljer. Dette var meget farligt, da det var dødsstraf at skrive, og det var svært at spore datoer.

De fleste af henrettelserne af jøder i Jasenovac fandt sted før august 1942. Derefter begyndte ISC at deportere jødiske fanger til koncentrationslejren Auschwitz. Generelt blev jøder først sendt til Jasenovac fra alle dele af Kroatien efter at være blevet samlet i Zagreb og fra Bosnien-Hercegovina efter at være blevet samlet i Sarajevo. Nogle blev dog sendt direkte til Jasenovac fra andre byer og mindre byer.

 

Systematisk udryddelse af fanger

Mange af de indsatte, der blev sendt til Jasenovac, skulle efter planen myrdes. Stærke mænd, der kunne udføre hårdt arbejde og blev idømt mindre end 3 års fængsel, fik lov til at leve. Men alle, der blev idømt 3 års fængsel eller mere, blev straks sat til henrettelse.

Ustaše anvendte mange forskellige former for systematisk udryddelse (dræbte mange mennesker på én gang ved hjælp af et system). De kunne dog godt lide at bruge manuelle metoder til at dræbe - de dræbte fanger med deres hænder og brugte redskaber som knive, save og hamre.

Kremation

Ustaše brændte levende indsatte. Nogle fik medicin, men andre var helt vågne. De brændte også døde kroppe.

Da Ustaše begyndte at kremere folk i januar 1942, brugte de ovne fra teglværker. En ingeniør ved navn Hinko Dominik Picilli gjorde kremeringen meget lettere for dem ved at skabe syv bedre fungerende krematorier.

Der blev også opført krematorier i Gradina på den anden side af floden Sava. Statskommissionen siger, at "der er ingen oplysninger om, at [krematoriet i Gradina] nogensinde blev taget i brug". Senere vidneudsagn siger imidlertid, at dette krematorium blev brugt.

Nogle lig blev begravet i stedet for at blive kremeret. Deres lig blev gravet op sent under krigen.

Gassing og forgiftning

Nazisterne havde brugt giftgas til at dræbe mange fanger i deres koncentrationslejre. Efter dette eksempel forsøgte Ustaše at bruge giftgas til at dræbe de fanger, der ankom til Stara-Gradiska. I første omgang forsøgte de at gasse de kvinder og børn, der ankom fra lejren Djakovo, med gasvogne, som Simo Klaić kaldte "grønne Thomas". Senere byggede de gaskamre og brugte Zyklon-B og svovlmonoxid til at dræbe fanger.

Granik

Granik var en rampe, der blev brugt til at læsse varer af fra både på Sava-floden. I vinteren 1943-44 havde de fanger, der arbejdede i landbruget, intet arbejde at udføre, da jorden var frossen. I mellemtiden ankom der et stort antal nye fanger. På dette tidspunkt forventede man, at aksemagterne ville tabe Anden Verdenskrig, og Ustaše ønskede at dræbe så mange mennesker som muligt, før det skete. De besluttede at henrette folk på rampen, så deres lig kunne smides i floden, efter at de var blevet dræbt.

Hver aften i omkring 20 dage bragte Ustaše-officerer hver aften lister over fanger, som de planlagde at henrette. De afklædte, lænkede og slog disse fanger. Derefter bragte de dem til Granik. Der blev de bundet med vægte, deres indvolde og hals blev skåret over, de blev slået i hovedet, og så blev de smidt i floden. Med tiden ændrede Ustaše denne metode, så fangerne blev bundet parvis, ryg mod ryg, og deres maver blev skåret op, før de blev smidt levende i floden.

Gradina og Ustice

Gradina og Ustice var landsbyer omkring Jasenovac. Ustaše valgte nogle tomme områder i nærheden af disse landsbyer og brugte ståltråd til at afgrænse et område til en massakre og massegrave. De samlede mange fanger der og dræbte dem med knive eller ved at smadre deres kranier med hammere.

Da romaerne (sigøjnerne) ankom til lejren, blev de ikke udvalgt, fordi de alle skulle dræbes. De blev bragt til Gradina. Mellem massakrerne blev mændene tvunget til at arbejde på diget, og kvinderne blev tvunget til at arbejde i majsmarkerne i Ustice. Til sidst ville de alle blive dræbt. Gradina og Ustice blev således romaernes massegravsteder. Ustaše dræbte flere og flere mennesker i Gradina, indtil det blev det vigtigste drabssted i Jasenovac. Der var også gravpladser i det nærliggende Ustica og i Draksenic.

Mlaka og Jablanac

Mlaka og Jablanac blev brugt som lejre, hvor kvinder og børn blev tilbageholdt og tvunget til at arbejde. Mange kvinder, børn og andre mennesker blev imidlertid dræbt ved Sava-flodens bred mellem de to lejre.

Velika Kustarica

Ifølge statskommissionen blev op mod 50.000 mennesker dræbt her i vinteren 1941-1942. Der er beviser for, at flere mennesker også blev dræbt her efter den vinter.

29. august 1942, massemord

I sensommeren 1942 sendte ISC titusindvis af serbiske landsbyboere til Jasenovac. Landsbyboerne havde boet i Kozara-bjergområdet (i Bosnien), hvor ISC-soldater kæmpede mod de jugoslaviske partisaner. De kvindelige landsbyboere blev sendt til tvangsarbejde i Tyskland. Børnene blev taget fra deres mødre og enten dræbt eller sendt til katolske børnehjem. De fleste af mændene blev dog dræbt i Jasenovac.

Natten til den 29. august 1942 indgik lejrens vagter væddemål om, hvem der kunne dræbe flest fanger. En af vagterne, Petar Brzica, skar efter sigende halsen over på omkring 1.360 af de nye fanger ved hjælp af en slagterkniv, der blev kendt som srbosjek ("serbisk kniv"). Andre vagter, der indrømmede at have deltaget i væddemålet, var Ante Zrinušić, som dræbte omkring 600 fanger, og Mile Friganović, som gav en detaljeret og konsekvent rapport om, hvad der skete. Friganović indrømmede at have dræbt 1.100 indsatte. Han talte specifikt om, hvordan han torturerede en gammel mand ved navn Vukasin. Han beordrede manden til at velsigne Ustaše-lederen, Ante Pavelić. Den gamle mand nægtede, selv om Friganović skar hans ører, næse og tunge af, hver gang han nægtede. Til sidst skar han den gamle mand øjnene ud, rev hans hjerte ud og skar halsen over på ham. Dr. Nikola Nikolić så dette ske.

 
En "serbisk kniv", der er spændt fast til hånden, og som blev brugt af Ustaše-militsen til hurtigt at dræbe indsatte.  


Dette billede fra maj 1945 viser lig, der er blevet bortskaffet uden begravelse og smidt i floden Sava nær Sisal.  


Ustaše-militsen henretter folk over en massegrav nær koncentrationslejren Jasenovac.  

Slutning af lejren

I april 1945, da jugoslaviske partisanenheder nærmede sig lejren, forsøgte Ustaše-vagterne at slippe af med beviserne på deres forbrydelser og de mennesker, der vidste, hvad de havde gjort. De forsøgte at dræbe så mange fanger som muligt, så hurtigt de kunne. Den 22. april gjorde 600 fanger oprør; 520 blev dræbt, og 80 flygtede. Ikke længe efter at fangerne gjorde oprør, forlod Ustaše lejren. Først dræbte de dog de fanger, som stadig var i live. De sprængte og ødelagde også bygningerne, vagthusene, torturrummene, krematorierne og andre dele af lejren i luften og ødelagde dem. Da partisanerne kom ind i lejren, fandt de kun ruiner, sod, røg og døde kroppe.

Ved udgangen af 1945 var resten af Jasenovac ødelagt.

 

Ofre

Samlet antal

Historikere har haft svært ved at finde ud af præcis, hvor mange mennesker der døde i Jasenovac. I dag er det mest almindelige skøn, at titusindvis af mennesker døde i lejren. Før 1990'erne var det mest almindelige skøn, at der var hundredtusinder af døde.

Disse skøn er meget forskellige af mange årsager. Ustaše førte ikke nøjagtige optegnelser. Forskellige mennesker bruger forskellige metoder til at anslå antallet af dødsfald. Nogle gange har de personer, der foretager skøn, politiske fordomme. I nogle tilfælde blev hele familier dræbt i lejren, så der var ingen, der kunne indsende deres navne til listerne over de døde. På den anden side indeholder listerne nogle gange navne på personer, der døde andre steder, personer, der overlevede, eller personer, der står på mere end én liste.

Lister over ofre

• Jasenovac Memorial Area fører en liste med navnene på 69.842 ofre fra Jasenovac, herunder 39.580 serbere, 14.599 romaer (sigøjnere), 10.700 jøder, 3.462 kroater, 1.128 bosniakker og folk af anden etnisk oprindelse. Memorial anslår, at mellem 85.000 og 100.000 mennesker døde i lejren. Memorials tidligere direktør, Simo Brdar, anslog dog, at der var mindst 360.000 dødsfald i alt.
• Beograd Museum of the Holocaust har en liste med navnene på 80.022 ofre (de fleste fra Jasenovac), herunder ca. 52.000 serbere, 16.000 jøder, 12.000 kroater, 12.000 bosniakker og 10.000 romaer. Milan Bulajic, museets tidligere direktør, anslog det samlede antal døde til mellem 500.000 og 700.000.
• Jasenovac Research Institute anslår, at der var 300.000 til 700.000 døde i lejren.
• I 1998 offentliggjorde Bosniak Institute SFR Jugoslaviens endelige liste over krigsofre fra Jasenovac-lejren (oprettet i 1992). Listen indeholdt navnene på 49.602 ofre i Jasenovac, herunder 26.170 serbere, 8.121 jøder, 5.900 kroater, 1471 romaer, 787 muslimer (hvis nationalitet er ukendt), 6.792 personer af ukendt etnicitet og nogle personer, der blot er opført som "andre".

Skøn fra Holocaust-organisationer

Yad Vashem-centret hævder, at over 500.000 serbere blev dræbt i den uafhængige stat Kroatien. Dette omfatter serbere, der blev dræbt i Jasenovac. Simon Wiesenthal Center anslår det samme.

Ifølge United States Holocaust Memorial Museum omfattede Jasenovacs ofre "mellem 45.000 og 52.000 serbiske indbyggere i den såkaldte uafhængige stat Kroatien; mellem 12.000 og 20.000 jøder; mellem 15.000 og 20.000 romaer (sigøjnere); og mellem 5.000 og 12.000 etniske kroater og muslimer, som var politiske og religiøse modstandere af regimet."

Historiske dokumenter

Der findes mange forskellige dokumenter fra den tid, hvor Jasenovac eksisterede, skrevet af mange forskellige personer. På det tidspunkt kæmpede tyskerne og italienerne mod jugoslaviske partisaner om kontrollen over Jugoslavien. Folk fra begge sider af denne kamp skrev om Jasenovac. Ustaše selv skrev også om lejren, og det samme gjorde Vatikanet. Hvis man sammenligner alle disse forskellige beretninger, kan man få et bud på, hvor mange mennesker der døde i lejren.

Efterhånden som krigen fortsatte, skrev tyske generaler rapporter om antallet af serbere, jøder og andre, der blev dræbt i den uafhængige stat Kroatien. I 1943 anslog tre forskellige generaler, at 300.000 til 400.000 serbere var blevet dræbt. I marts 1944 skrev Ernst Fick, at 600.000 til 700.000 serbere var blevet dræbt. Hermann Neubacher skrev:

"Når fremtrædende Ustashi- [Ustaše-] ledere påstod, at de slagtede en million serbere (herunder spædbørn, børn, kvinder og gamle mænd), er det efter min mening en pralende overdrivelse. På grundlag af de rapporter, der er blevet forelagt mig, mener jeg, at antallet af forsvarsløse ofre, der blev slagtet, er trekvart million. (Neubacher, Dr. Hermann. Specialopgave i Sydøst, s. 18-30.)

De italienske generaler rapporterede lignende tal til deres chefer. Vatikanets kilder skrev også om lignende tal. For eksempel rapporterede Eugen Tisserant, at 350.000 serbere var blevet dræbt ved udgangen af 1942. Godfried Danneels anslog, at i alt "over 500.000 mennesker" var blevet dræbt.

Ustaše selv hævdede, at de havde dræbt mange flere mennesker. Vjekoslav "Maks" Luburić, øverstkommanderende for alle de kroatiske lejre, pralede engang med Jasenovacs "effektivitet". Ved en ceremoni den 9. oktober 1942 - kun et år efter lejren blev oprettet - sagde han: "Jeg har ikke været i stand til at gøre noget for at gøre det: "Vi har slagtet flere mennesker her i Jasenovac, end det Osmanniske Rige var i stand til at gøre under sin besættelse af Europa." Ustaše's hovedkvarter offentliggjorde engang en pamflet, hvori der stod: "Koncentrations- og arbejdslejren i Jasenovac kan modtage et ubegrænset antal internerede [fanger]." Endelig forsøgte Miroslav Filipovic-Majstorovic, der engang blev taget til fange af jugoslaviske styrker, at minimere de forbrydelser, der blev begået i Jasenovac, ved at sige, at i løbet af de tre måneder, han ledede lejren, døde 20.000 til 30.000 mennesker. I andre kilder angives dette dødstal for de tre måneder til 40.000.

I 1945 betalte den nye jugoslaviske regering under ledelse af Tito for en rapport fra Kroatiens nationalkomité. Rapporten undersøgte de forbrydelser, som Ustaše og deres allierede havde begået. Rapporten, der var dateret den 15. november 1945, fastslog, at 500.000 til 600.000 mennesker blev dræbt i Jasenovac-komplekset. Disse tal blev anvendt af forskeren Israel Gutman i Encyclopedia of the Holocaust, af Simon Wiesenthal Centeret og af andre.

Lejrens kvaliteter

Logisk set ville antallet af dødsfald i Jasenovac afhænge af et par forskellige ting:

• Lejrens størrelse: Jasenovac var et kompleks af forskellige lejre, herunder Krapje og Brocice, Ciglana, Stara-Gradiska, Sisak, Djakovo, Jablanac, Mlaka, Draksenic, Gradina og Ustice, Dubica, Kosutarica og Jasenovac's garveri. Disse lejre og massegravpladser dækkede 120 kvadratkilometer. På listen over navne, der findes på Jasenovac-mindepladsen, er der kun 4000 ofre fra Stara-Gradiska, hvor de indsatte blev dræbt med giftgas allerede i 1942. Det tyder på, at listen over ofrene måske ikke er fuldstændig.
• Hvor længe lejren har eksisteret: Jasenovac eksisterede fra midten af august 1941 til maj 1945. Der fandt masseudryddelse sted i hele 1941 og 1942 og igen i anden halvdel af 1944. Fra marts til december 1943 fandt der næsten ingen masseovergreb sted. Dog fortsatte dødsfald som følge af sygdom og individuelle drab (enhver vagt kunne stadig dræbe enhver indsat til enhver tid).
• Lejrens klassificering: Ud over at være en koncentrationslejr var Jasenovac også en udryddelseslejr. Kulmhof- og Bełżec-udryddelseslejrene var begge små og eksisterede begge i en meget kortere periode. I Bełżec blev over 300.000 mennesker dræbt, mens 128.000 blev dræbt i Kulmhof.
• Lejrens befolkning: Jasenovac blev brugt som dødslejr for serbere, jøder, romaer, sintier, slovenske folk og folk af anden etnisk oprindelse. I andre dødslejre var det kun jøder og romaer, der systematisk blev udryddet. Derfor kan flere mennesker være døde i Jasenovac.

Der blev også bygget krematorier i Jasenovac helt tilbage i januar 1942, fordi Ustaše havde problemer med at begrave alle lejrens lig. Det tyder på, at mange mennesker allerede var ved at dø i lejren. Desuden blev fanger senere samme år dræbt med giftgas i Stara-Gradiska, både i gaskamre og i varevogne.

 
Ligene af fanger, der blev henrettet af Ustaše i Jasenovac  


Mindesmærker med angivelse af antallet af ofre på den bosniske side af Sava-floden ved Gradina.  

Lejrens tjenestemænd og deres skæbne

Nogle af lejrens ledere og deres skæbner efter krigen er anført nedenfor:

• Miroslav Majstorović: En Ustaše, der havde kommandoen over Jasenovac og Stara-Gradiska på forskellige tidspunkter. Han fik tilnavnet Fra Sotona (broder djævel), fordi han var meget grusom, og fordi hans familie var kristen. Han blev taget til fange af de jugoslaviske kommunistiske styrker, stillet for retten og henrettet i 1946.
• Vjekoslav "Maks" Luburić: Kommandant for Ustaska Obrana, eller Ustaše-forsvaret. Det betyder, at han var ansvarlig for alle forbrydelser, der blev begået under hans tilsyn i Jasenovac, som han besøgte et par gange om måneden. Han flygtede til Spanien, men blev myrdet af en jugoslavisk agent i 1969.
• Dinko Šakić: Han stak af til Argentina. Han blev dog til sidst udleveret tilbage til Kroatien. Efter en retssag blev han i 1999 idømt 20 års fængsel. Han døde i fængslet i 2008.
• Petar Brzica: En Ustaše-officer, der blev anklaget for at have dræbt omkring 1.360 mennesker den 29. august 1942. Han flygtede til USA. Hans navn var på en liste over 59 nazister, der boede i USA, som en jødisk organisation gav til den amerikanske immigrations- og naturaliseringstjeneste i 1970'erne. Det er uklart, hvad der skete med ham derefter.

 

Senere begivenheder

Jasenovac Memorial Museum blev midlertidigt forladt under de jugoslaviske krige. I november 1991 indsamlede Simo Brdar, tidligere vicedirektør for mindesmærket, dokumentationen fra museet og bragte den til Bosnien-Hercegovina. Brdar opbevarede dokumenterne indtil 2001, hvor han med hjælp fra SFOR og Republika Srpskas regering gav dem til United States Holocaust Memorial Museum.

Med hjælp fra det tidligere amerikanske kongresmedlem Anthony Weiner skabte New York City Parks Department, Holocaust Park Committee og Jasenovac Research Institute i april 2005 (på 60-årsdagen for lejrens befrielse) et offentligt monument til ære for ofrene fra Jasenovac. Ti jugoslaviske overlevende fra Holocaust var til stede sammen med diplomater fra Serbien, Bosnien og Israel. Det er det eneste offentlige monument for Jasenovac-ofrene uden for Balkanlandene. Der afholdes ceremonier der hvert år i april.

 

Relaterede sider

• Holocaust
• Tab under Anden Verdenskrig
• Koncentrationslejre