Belejringen af Leningrad, også kendt som Leningrad-blokaden, var en af de mest langvarige og ødelæggende belejringer under Anden Verdenskrig. Den begyndte den 8. september 1941, da de tyske styrker og deres allierede afskar de sidste landforbindelser til Leningrad. En smal forsyningsrute over Ladoga-søen kaldet "Livets vej" gjorde det muligt at bringe nogle forsyninger ind og evakuere civile, men først den 18. januar 1943 blev en mere stabil forbindelse etableret, og belejringen blev endeligt afsluttet den 27. januar 1944 — i alt 872 dage.

Baggrund og forløb

Belejringen var en del af operationerne fra den tyske Army Group North, som forsøgte at erobre byen eller tvinge den i knæ gennem udmattelse. Samtidige finske styrker pressede fra nord, hvilket betød, at Leningrad blev omringet på land. På trods af omfattende bombardementer, artilleriangreb og hårde vinterforhold fortsatte byens forsvar og civilsamfundets indsats for at holde liv i industrien, infrastrukturen og befolkningen.

Liv under blokaden

Forholdene i Leningrad var ekstreme. Kombinationen af manglende fødevarer, frosne rør, ødelagt infrastruktur, konstante luft- og artilleriangreb samt sygdomme skabte en humanitær katastrofe. Rationeringen var streng: i de værste perioder fik voksne kun få hundrede gram brød om dagen, og mange sultede ihjel eller døde af kulde og sygdom.

Blandt de fødevarer og erstatningsprodukter, som folk tyede til, var:

  • Katte
  • Savsmuld og blandinger lavet af træmel (som erstatning for mel)
  • Heste
  • Tapetklister og andre stivelsesholdige limprodukter
  • Der forekom dokumenterede tilfælde af kannibalisme i ekstreme situationer — disse var tragiske, men relativt sjældne hændelser
  • Alt andet, der kunne reddes og vurderes spiseligt

Forsyningsruter og evakuering

Den vigtigste nødløsning var "Livets vej" over Ladoga-søen. Om vinteren blev søen brugt som isvej, hvor lastbiler kørte forsyninger ind og evakuerede civile ud. Om sommeren blev forsyninger sendt med skib. Takket være denne rute lykkedes det at redde mange tusinde mennesker og levere væsentlige forsyninger, men mængderne var utilstrækkelige i forhold til behovene for en millionstore befolkning.

Tab og eftervirkninger

Tabstallene fra belejringen varierer i forskellige kilder. Moderne forskning og arkivstudier peger på, at civile dødstal alene taler i hundrede tusinder — ofte nævnes tal omkring ca. 600.000 til over 1 million afhængigt af afgrænsning og metode. Hvis man regner alle militære og civile tab i området ind, når nogle anslag over en million døde. De fleste dødsfald skyldtes sult, underernæring, kulde, sygdomme og direkte angreb.

Selvom byen led enormt, er Leningrads modstand blevet fremhævet som et symbol på udholdenhed. Mange fabrikker og dele af kulturarven blev delvist evakueret eller reddet, og efter krigen fik byen blandt andet hæderen "Hero City" for sin indsats. Konsekvenserne af belejringen — tab af menneskeliv, ødelæggelser og langvarige traumer — prægede byen i årtier efter.

Belejringen af Leningrad er et vigtigt eksempel på, hvor ødelæggende moderne krigsførelse kan være for civilbefolkninger, og den understreger betydningen af humanitær hjælp og beskyttelse af civile i væbnede konflikter.