Jødedom: Historie, tro og Toraen i verdens ældste abrahamitiske religion

De tre vigtigste trosretninger i jødedommens centrum er monoteisme, identitet og pagt (en aftale mellem Gud og Guds folk).

Den vigtigste lære i jødedommen er, at der er én Gud, som ønsker, at folk skal gøre det, der er retfærdigt og medfølende. Jødedommen lærer, at et menneske tjener Gud ved at lære de hellige bøger og gøre det, som de lærer. Disse lærdomme omfatter både rituelle handlinger og etik. Jødedommen lærer, at alle mennesker er skabt i Guds billede og fortjener at blive behandlet med værdighed og respekt.

Én Gud

Jødedommens vigtigste lære handler om Gud, at der kun er én Gud. Ifølge jødedommen er det kun Gud, der har skabt universet, og det er kun Gud, der styrer det. Jødiske folk omtaler Gud med mange navne. Det mest hellige navn for Gud i jødedommen er "Jahweh", selv om de fleste jøder undgår at sige dette navn højt på grund af hvor helligt det er. Jødedommen lærer også, at Gud er åndelig og ikke fysisk.

Jøderne tror, at Gud er én - en enhed: Gud er ét helt, komplet væsen. Gud kan ikke opdeles i dele, og man kan ikke med ord sige, hvordan Gud ser ud; man kan kun sige, hvordan Gud er, og hvad Gud gør.

Jøderne tror, at al godhed og moral stammer fra Gud. Gud er interesseret i det, som mennesker gør, og at Gud ser på, hvad de gør.

Jødedommen lærer, at alle mennesker er skabt i Guds billede. Det er derfor, at mennesker skal behandles med værdighed og respekt. Et menneske tjener Gud ved at være som Gud. Det betyder, at de skal gøre det, der er retfærdigt og retfærdigt, vise barmhjertighed og opføre sig med venlighed og kærlighed til mennesker.

Jødedommen siger, at Gud eksisterer for evigt, at Gud er overalt, og at Gud ved alt. Gud står over naturen ("overnaturlig"), men Gud er i verden og hører dem, der beder til Gud, og han vil svare dem. Gud er den vigtigste magt i universet.

Jødedommen lærer, at Gud giver mennesker mulighed for at vælge, hvad de vil gøre - det kaldes "fri vilje". Den frie vilje er friheden til at gøre, hvad man vil, men at man skal være ansvarlig for sine egne handlinger. Mennesker er ansvarlige for deres handlinger. Gud belønner mennesker, der gør det gode, og straffer dem, der gør det forkerte. Gud giver et menneske en belønning eller en straf i denne verden, men Gud giver den endelige belønning eller straf til menneskets sjæl efter dets død.

Jøder

Jøderne tror, at Gud indgik en aftale kaldet en "pagt" med Abraham, det jødiske folks stamfader. Bibelen fortæller, at Gud lovede at velsigne Abraham og hans efterkommere, hvis de tilbad Gud og var trofaste mod Gud. Gud indgik denne pagt med Abrahams søn Isak og med Isaks søn Jakob. Gud gav Jakob et andet navn, Israel. Det er sådan, Jakobs efterkommere fik navnet "Israels børn" eller "israelitterne". Gud gav senere Toraen til israelitterne gennem deres leder, Moses. Toraen fortalte israelitterne, hvordan de skulle leve og opbygge deres samfund. Gud gav israelitterne de ti bud og andre love i Toraen (613 i alt).

Jøderne kaldes nogle gange det "udvalgte folk". Det skyldes, at Bibelen fortæller, at Gud sagde til dem: "I skal være et præsternes rige og et helligt folk for mig" (2. Mosebog 19:6) og "For I er et helligt folk for Herren jeres Gud, og Herren har udvalgt jer til at være Guds særlige nation blandt alle folkeslag på jorden" (5. Mosebog 14:2). Jøderne forstår, at det betyder, at de har særlige pligter og ansvarsområder, som Gud har pålagt dem. For eksempel skal jøderne opbygge et retfærdigt samfund og kun tjene Gud. Jøderne mener, at denne pagt fungerer på to måder: Hvis de følger Guds love, vil Gud give dem Guds kærlighed og beskyttelse, men de er også ansvarlige for deres synder - dårlige handlinger - og for at være ulydige over for det, Gud har sagt til dem. Jøderne mener, at de skal lære andre mennesker, at Gud eksisterer, og at Gud ønsker, at alle mennesker skal gøre gode handlinger. Jøderne mener, at deres opgave i verden er at være "et lys for folkene" (Isias 49:6) ved at vise folk i verden, hvordan de kan gøre verden til et bedre sted.

Jøderne tror, at Gud har givet dem en særlig opgave, nemlig at reparere verden. Deres opgave er at gøre verden til et bedre sted med mere godt i den. De skal bruge tingene i verden til at øge det gode og komme tættere på Gud. De kalder dette "tikkun olam" - at reparere verden. Jøder ser sig selv og alle mennesker som partnere med Gud. Folk skal reparere verden på alle måder, de kan - for at finde måder at mindske menneskers og dyrs lidelser på, skabe mere fred, skabe respekt mellem mennesker og beskytte jordens miljø mod ødelæggelse.

Jøder forsøger ikke at overbevise andre mennesker om, at de skal tro på jødedommen. Jøder mener, at de har en særlig opgave med at vise verden, at Gud eksisterer, men folk behøver ikke at være jøder for at følge Gud. Alle mennesker kan tjene Gud ved at følge de syv bud (regler), som Noa fik. Men jødedommen accepterer mennesker, der vælger at ændre deres religion til jødedommen.

Torah og Mitzvot

Jøderne tror, at Gud i Toraen fortæller dem, hvilken livsstil de skal følge. Toraen siger, at Gud ønsker, at Israels folk skal vandre på Guds veje, elske Gud, tjene Gud og holde Guds bud (5. Mos. 10:12-13). Handlinger er vigtigere end overbevisninger, og overbevisninger skal omsættes til handlinger.

Disse handlinger kaldes "mitzvot" på hebraisk (ental: en mitzvah מִצְוָה). Nogle gange kaldes de "love", "regler" eller "bud". Mange mennesker tænker på en mitzvah som "en god handling" eller "en god ting at gøre". Der er 613 mitzvot i Toraen. Jøderne mener, at Toraen giver mitzvot til alle mennesker; alle mennesker skal overholde syv love, som blev lært Noa og hans børn efter syndfloden. Jøderne skal overholde 613 mitzvot, som er opført i Toraen. Rabbinerne har talt 365 mitzvot, som jøderne ikke må gøre (negative mitzvot), og 248 mitzvot, som jøderne skal gøre (positive mitzvot). Nogle mitzvot gælder i hverdagen, og andre er kun til særlige lejligheder, f.eks. jødiske helligdage. Mange af de 613 mitzvot handler om det hellige tempel i Jerusalem og kan ikke udføres nu, da templet blev ødelagt.

Nogle af mitzvot handler om, hvordan man skal opføre sig over for andre mennesker. De skal f.eks. give velgørenhed til en fattig person eller hjælpe en person, der er i fare. De må ikke stjæle eller lyve. Det er etiske og moralske mitzvot.

Nogle mitzvot handler om, hvordan mennesker skal opføre sig over for Gud. De skal f.eks. respektere Guds navn eller ikke arbejde på sabbaten. Det er religiøse eller rituelle mitzvot. Jøderne mener, at Gud siger, at de skal gøre både etiske og religiøse handlinger.

Jøder ser mitzvot som handlinger, der helliger - bringer hellighed - til verden og bringer mennesker og verden tættere på Gud. Jøder gør mitzvot for at hellige den fysiske verden og tingene i den, f.eks. mad og drikke, tøj og naturlige aktiviteter som sex, arbejde og smukke seværdigheder. Før de udfører mange handlinger, f.eks. at spise, siger jøderne en velsignelse - en kort bøn - om at Gud skaber og giver et menneske de ting, som det har brug for i livet. I jødedommen er livet meget helligt og vigtigt. En jøde må stoppe med at udføre andre mitzvot i Toraen for at hjælpe med at redde et andet menneskes liv.

Jøderne mener, at de skal udføre mitzvot med glæde og lykke, fordi Bibelen siger: "Dyrk Gud med glæde, kom til Gud med sang" (Salme 100:2). At udføre en mitzva hjælper en person til at komme tæt på Gud, og det gør personen glad. En gruppe jøder, kaldet hasidim, siger, at dette er den bedste måde at leve på. De siger, at bekymringer fjerner folk fra glæden, og de vil ikke se skønheden og det gode i verden.

Mange mitzvot i Toraen handler om Israels land. Talmud og senere bøger kalder disse mitzvot for "bud forbundet med landet", fordi jøder kun kan udføre dem i Israels land. For eksempel giver jøderne hvert år gaver til de fattige eller præsterne fra deres marker, og før templet blev ødelagt, tog de frugt eller dyr med til templet i Jerusalem, og de skal holde op med at arbejde på landet hvert syvende år (shmittah - sabbatår).

Israels land

Israels land er helligt i jødedommen. En jødisk tro er, at Gud skabte jorden fra Moria-bjerget i Jerusalem i Israels land, og at Gud altid er tættest på dette land. Jøderne mener, at det er i dette land, at Gud bad det jødiske folk om at opbygge et samfund for at tjene Gud, og mange mitzvot (bud) i Toraen handler om Israels land.

Det jødiske folk tror, at deres historie som nation begynder med Abraham. Historien om Abraham i Toraen begynder, da Gud beder Abraham om at forlade sit land. Gud lover Abraham og hans efterkommere et nyt hjem i Kana'ans land. Dette er nu kendt som Israels land. Det er opkaldt efter Abrahams barnebarn, Jakob, som også blev kaldt Israel, og som var far til de tolv stammer. Det er herfra, navnet "Israels land" stammer. Landet kaldes også "det forjættede land", fordi Gud i Toraen lover at give landet til Abrahams børn (1 Mos 12:7, 1 Mos 13:15, 1 Mos 15:18, 1 Mos 17:8).

Talmud-rabbinerne forstod fra Toraen (4 Mos 33:53), at det er en "mitzvah" for jøder at bo i Israels land. De anså det som ikke naturligt for en jøde at bo uden for Israel. Jøder kaldte ofte landet uden for Israel for "galut". Dette oversættes normalt med "diaspora" (et sted, hvor folk er spredt), men ordet betyder nærmere "eksil".

Messias og redning af verden

Historien om udvandringen fra Egypten, kaldet Exodus, er meget vigtig for den måde, som det jødiske folk forstår verden på. Toraen fortæller, hvordan Gud tog en gruppe slaver, israelitterne, ud af slaveriet og fortæller dem, hvordan de skal være Guds partner i opbygningen af verden. Jøderne ser denne historie som en model for hele verden. I fremtiden vil hele verden forandre sig, og alle verdens folk vil tjene den ene Gud. Dette vil være Guds rige på jorden. De mener, at hele den jødiske historie og hele verdenshistorien er en del af denne proces.

Profeterne lærte, at Gud ville sende en person til verden, som ville hjælpe alle mennesker i verden til at se, at Gud er verdens skaber, hersker over verden og har den højeste magt. Denne person kaldes Messias. Ordet Messias kommer af det hebraiske ord mashiah, som betyder "den salvede". I Esajas' Bog står der, at Messias vil være en retfærdig konge, som vil forene det jødiske folk og lede det på Guds vej. Messias vil også forene alle verdens folk til at tjene Gud. Folk vil handle med retfærdighed og venlighed, og hele verden vil blive fyldt med fred.

Jøderne venter stadig på, at Messias skal komme. De tror, at det vil være en person. Andre jøder tror på en fremtidig tid, hvor retfærdighed og fred vil komme gennem samarbejde mellem alle mennesker og Guds hjælp.

Jøder tror, at for at vide, hvad Gud vil have dem til at gøre, må de studere Toraens bøger og dens love og gøre, hvad de lærer. Disse omfatter både love om, hvordan man skal opføre sig over for andre mennesker, og hvordan man skal tjene Gud.

De to vigtigste grupper af bøger i jødedommen er Bibelen og Talmud. Jødedommens tro og handlinger stammer fra disse bøger. Jødiske lærere og lærde skrev flere bøger, der kaldes kommentarer. De forklarer og siger mere om det, der står skrevet i Bibelen og Talmud.

Toraen

Toraen er det vigtigste af alle jødiske skrifter. De første fem bøger i den hebraiske bibel (kendt af kristne som "Det Gamle Testamente") udgør Toraen. Toraen indeholder jødedommens grundlæggende love og beskriver jødernes historie indtil Moses' død. Jødisk tradition siger, at Gud fortalte Moses, hvad han skulle skrive i Toraen, som også kaldes Moses' fem bøger. Religiøse jøder tror, at Moses bragte de ti bud og Toraen ned fra Sinaibjerget. De ti bud er specielle, fordi de blev hørt af hele det jødiske folk på Sinaibjerget. I den traditionelle jødedom er alle 613 mitzvot i Toraen imidlertid lige vigtige.

Jøderne opdeler den hebraiske bibel i tre dele og kalder den Tanakh. De tre dele er Toraen, som er de fem første bøger, Nevi'im, som er profeternes bøger, og Ketuvim, som betyder Skrifterne, som er andre bøger om historie og morallære.

Talmud

Rabbiniske jøder mener også, at der er en anden del af Toraen ud over de fem Mosebøger. Den kaldes Mishnah, også kaldet den mundtlige Torah eller mundtlige lov. Den forklarer, hvordan man skal følge de love, der er skrevet i de fem bøger. Der findes en kommentar (forklaring) til Mishnah, kaldet Gemara. Sammen udgør Mishna og Gemara Talmud. Men karaitiske jøder mener, at der ikke findes yderligere Torah ud over de fem Mosebøger.

Traditionelle jøder tror, at Gud gav Moses den skrevne og den mundtlige Tora, og at Moses fortalte den til det jødiske folk, og at den er den samme i dag som dengang. Traditionelle jøder mener også, at alle buddene stadig skal følges i dag.

Liberale jøder mener, at Toraen er inspireret af Gud, men skrevet af mennesker. Liberale jøder mener, at alle de etiske love i Toraen stadig skal følges, men at mange rituelle love ikke behøver at blive fulgt i dag.

I jødedommen anses det for godt at tale om budene og forsøge at forstå, hvordan man skal følge dem. Talmud indeholder mange historier om rabbiner, der diskuterede om buddene. Med tiden er nogle meninger blevet reglen for alle. Nogle regler bliver der stadig diskuteret om. Jøderne roser logisk argumentation og søgen efter sandheden.

Der er ingen enkelt leder af jødedommen, som kan bestemme, hvordan man skal følge budene, eller hvad man skal tro. Selv om jøderne tror på forskellige ting, og de er uenige om reglerne, er de stadig én religion og ét folk.

Kashrut: Jødiske madlove

Jøder, der følger de religiøse regler kaldet "kashrut", spiser kun nogle typer mad, der er tilberedt efter særlige regler. Fødevarer, som en jøde kan spise, kaldes kosher mad.

Traditionelle jøder er meget omhyggelige med kashrut. De kan normalt ikke spise mange fødevarer på ikke-kosher restauranter eller i hjemmet hos en person, der ikke holder kosher. Nogle gange gør dette det svært at besøge folk eller at gøre forretninger. Folk hjælper med at undgå dette problem ved at vælge at spise med traditionelle jøder på en kosher restaurant eller servere dem kosher mad i deres hjem.

Liberale jøder er ikke så omhyggelige med kosher, selv om nogle af dem måske overholder nogle regler.

Kosher fødevarer

• Jøder kan spise alle friske frugter og grøntsager, som ikke har insekter på eller i sig.
• Jøder kan spise alle fisk, der har skæl og finner. Det gælder også fisk som laks og tun. De kan ikke spise fisk og skaldyr som rejer, hummer eller muslinger.
• Jøder kan spise kød fra alle dyr, der tygger sin drøv (mad, der allerede er delvist fordøjet), og som har spaltede klove. For eksempel køer, får, hjorte og geder. Kødet skal dog være slagtet og tilberedt på en særlig måde for at være kosher.
• Jøder kan spise mange almindelige fugle som kyllinger, kalkuner og ænder. Fuglene skal dog også slagtes og tilberedes på en særlig måde. Jøder må ikke spise rovfugle, som f.eks. gribbe.
• Fødevarer, der sælges i butikker eller restauranter, skal kontrolleres af en jøde, der er ekspert i kashhrut. Navnet på denne person er "mashgiach", eller kosher tilsynsførende. Han sørger for, at kosherreglerne er blevet overholdt. Fødevarer, der købes i butikken, har ofte et symbol kaldet hechsher på sig for at fortælle kunden, at fødevarerne er blevet kontrolleret. Mange dagligdags fødevarer har en hechsher.
• Honning er et insektprodukt, der fremstilles af bier, men det er kosher.
• Det er en velkendt myte, at kosher mad skal velsignes af en rabbiner, men en rabbiner kan ikke velsigne en mad og gøre den kosher.

Ikke-kosher fødevarer

• Nogle kalder ikke-kosher mad "Treifah", hvilket betyder "revet". Det skyldes, at Toraen siger, at man ikke må spise et dyr, der er blevet dræbt eller revet i stykker af et andet dyr.
• Jøder må ikke spise dyr, der ikke har spaltede klove, eller dyr, der ikke tygger deres drøv. I modsætning til køer og får har svin kløer, men de tygger ikke drøv, og derfor er de ikke kosher.
• Jøder må ikke spise gnavere, krybdyr eller padder.
• Jøder må ikke spise noget havdyr, der ikke har skæl og finner. F.eks. er hajer, ål, krabber, rejer og hummere ikke kosher.
• Jøder må ikke spise fugle, der spiser kød, som f.eks. gribbe, som er nævnt på en liste i Toraen.
• Jøder må ikke spise insekter, bortset fra nogle få typer fårekyllinger eller græshopper.

Andre kosherregler

Der er også andre regler for kosher mad.

• Dyrene skal aflives på en bestemt måde, bl.a. ved hjælp af et hurtigt slag over halsen med en meget skarp kniv, som sikrer, at dyret dør hurtigt.
• Alt blodet skal fjernes fra dyret, før kødet spises. Dette gøres ved at lægge kødet i blød og salte det.
• En jøde kan ikke spise et måltid, der indeholder både kød og mælk. Dette kommer fra reglen (i Toraen) om, at en jøde ikke må tilberede en gedekid i modermælk. Derfor bruger jøderne separate fade og redskaber til mad, der indeholder kød, og mad, der indeholder mælk.
• Efter at have spist kød drikker mange jøder ikke mælkeprodukter, før der er gået mellem 1 og 6 timer.
• Kosher mad skal tilberedes i et køkken, der er beregnet til kosher mad. Hvis køkkenet har været brugt til at tilberede ikke-kosher mad, f.eks. kanin og svin, skal køkkenet rengøres på en særlig måde, før det kan bruges til at tilberede kosher mad.

Shabbat

Et af budene er at holde den jødiske sabbat, eller shabbat. Shabbat begynder hver fredag ved solnedgang og slutter lørdag ved mørkets frembrud. Shabbat er en hviledag, hvor man takker Gud for at have skabt universet.

Traditionen med at hvile på sabbaten stammer fra Toraen. Ifølge Toraen skabte Gud verden på seks dage, og på den syvende dag, sabbatten, hvilede han. Mange jøder går til deres tempel eller synagoge for at bede på sabbat.

Religiøse jøder følger særlige regler på sabbaten. Disse regler kræver, at jøder ikke må udføre kreativt arbejde på sabbaten. En af grundene til dette er at give folk en pause fra alle de ting, der giver dem travlt i løbet af ugen. Det hjælper dem til at fokusere mere på at værdsætte Gud, deres familie og resten af skabelsen. Det minder også folk om, at Gud er verdens skaber og hersker, og uanset hvor stor en persons kreative kraft er, kan den ikke måle sig med Guds skabelse af universet og alt i det. Mange af disse kategorier af kreativt arbejde omfatter handlinger, som folk måske ikke tænker på som arbejde. På sabbaten kan en jøde f.eks. ikke:

• Brug af elektriske apparater som telefoner, computere eller et tv
• købe eller sælge ting
• Tænde eller slukke en ild eller et lys
• Køre bil eller cykle
• Kog
• Skriv
• Byg eller reparer ting

Traditionelle jøder er meget forsigtige med sabbaten. Det er en særlig dag. De gør deres huse rene og tilbereder særlig mad til sabbatten. De klæder sig i deres pæneste tøj. De synger sange og beder ekstra bønner i synagogen. De spiser middag og frokost med deres familier. Mange familier inviterer også gæster til middag og til frokost. De spiser særlig mad og synger sammen traditionelle sabbatssange. På sabbat eftermiddag studerer folk jødedommen sammen eller besøger bare venner.

Liberale jøder følger ikke disse regler. Nogle går i synagoge, besøger venner eller har særlige måltider. Men de kan også tale i telefon, køre bil og shoppe.

• Fødsel
• Brit Milah (for drenge) en omskæringsceremoni, når en dreng er 8 dage gammel. Den omfatter navngivning af barnet. Nogle ikke-ortodokse jøder praktiserer Brit Shalom, en navngivningsceremoni for jødiske drenge uden omskæring.
• Pidyon haben (for drenge) er, når en far foretager en særlig ceremoni for at fritage sin kones første søn fra templet, da alle førstefødte drenge oprindeligt blev sendt til at tjene i templet. Levitter (en stamme i Israel) og cohanim (præster) udfører ikke dette ritual.
• Bat Mitzvah (for piger) er en ceremoni, hvor en pige bliver myndig, når hun fylder 12 år (13 år for nogle jøder). Bat Mitzvah betyder "mitva-datter" eller "buddatter" på hebraisk. Når en pige fylder 12 (eller 13) år, betragtes hun som en kvinde og forventes at følge den jødiske lov. En ceremoni er ikke nødvendig. Bat Mitzvah henviser ikke kun til ceremonien, men også til pigen selv.
• Bar Mitzvah (for drenge) en ceremoni, hvor en dreng fylder 13 år, når han eller hun bliver myndig. Den omfatter oplæsning af Toraen og særlige bønner. Bar Mitzvah betyder "mitzvah-søn" eller "søn af budene" på hebraisk. Når en dreng fylder 13 år, betragtes han som en mand og forventes at følge den jødiske lov. Der er ikke behov for en ceremoni. Bar Mitzvah henviser ikke kun til ceremonien, men også til drengen selv.
• Ægteskab
• At få børn
• Død

I meget lang tid troede de fleste jøder i Europa på de samme grundlæggende ting om jødedommen. Jøder i andre lande havde andre trosretninger og skikke end europæiske jøder. For ca. 200 år siden besluttede en lille gruppe jøder i Tyskland at holde op med at tro på mange dele af jødedommen og forsøge at blive mere "moderne" og mere som tyskerne. Disse jøder blev kaldt reformjøder.

I dag findes der tre hovedtyper af jødedom: Der findes tre forskellige former for jødedom: den reformerede, den konservative og den ortodokse. Der findes også former med et mindre antal mennesker, f.eks. den rekonstruktivistiske jødedom og den karaitiske jødedom. Hver gruppe har sin egen praksis alt efter, hvordan den forstår de jødiske love. For eksempel opfordrer reformjødedommen (også kaldet liberal eller progressiv) folk til at vælge den måde at være jøde på, som betyder mest for dem, baseret på traditionerne. Reformjødedommen lærer jøderne at fokusere på jødedommens etiske love. Den konservative jødedom udviklede sig efter den reformerede jødedom. Lederne af den konservative jødedom mente, at den reformerede jødedom var for radikal. De ønskede at bevare (beskytte) den jødiske tradition i stedet for at reformere (ændre) den. Ortodokse jøder mener ikke, at den reformerede eller konservative jødedom er korrekt, fordi de mener, at de love, som Gud har givet, er tidløse og ikke kan ændres.

I den seneste undersøgelse af jøder i USA i 2000-2001 blev det konstateret, at 35 % af de amerikanske jøder siger, at de er reformerte, 27 % siger, at de er konservative, 10 % siger, at de er ortodokse, 2 % siger, at de er rekonstruktivister, og 25 % siger ikke, hvilken type de er.

I Israel går næsten alle jøder i ortodokse synagoger. Der er meget få reformerte eller konservative synagoger, men der har været en konstant stigning siden 2009. I Israel kalder jøderne sig ikke for reformerede, konservative eller ortodokse. I stedet kalder de sig for det meste "Haredi" (fuldstændig religiøse), "Dati" (grundlæggende religiøse), "Masorati" (traditionelle/konservative) eller "Chiloni" (sekulære). Undersøgelser viser, at ca. 20 % af israelerne siger, at de er sekulære, 25 % siger, at de er Dati eller Haredi, og 55 % siger, at de er traditionelle.

Navne er meget vigtige i jødedommen. Mange jøder mener, at et navn ikke kun fortæller, hvem en person er, men også noget om vedkommende. Guds navne er meget specielle i jødedommen, så jøder skriver eller taler dem ikke fuldt ud, men bruger andre ord i stedet. Det er derfor, at nogle jøder skriver G-d med et "-" i stedet for et "o".

HaShem betyder "navnet". Det er det ord, som jøderne oftest bruger, når de ikke beder, når de taler om Gud.

Adonai betyder "min Herre". Dette navn fortæller jøderne om Guds stilling. Gud er verdens konge, og hans navn Adonai fortæller os det.

Elohim betyder "den, der er stærk nok til at gøre alt". Dette navn bruges, når man taler om Guds skaberkraft eller om Guds retfærdighed. Det fortæller os, at Gud er skaberen, og at Gud styrer verden med retfærdige love.

De to ovenstående navne er så specielle, at traditionelle jøder kun bruger disse navne, når de beder og læser Toraen. Når de ikke beder eller læser Toraen, siger de "Hashem" (Navnet) eller "Elokim".

Gud - Nogle jøder skriver "Gud" ved at erstatte "o" med en bindestreg, som her: "G-d". Det gør de, fordi Guds navn er meget helligt, så de må ikke smide et stykke papir med "Gud" skrevet på det væk. Men hvis der ved et uheld bliver skrevet "Gud", kan papiret dog bortskaffes på en særlig måde og begraves på et særligt sted. Andre siger, at "Gud" bare er et engelsk ord, ikke hebraisk, og at det derfor ikke er helligt.

YHWH ("Yehovah"/"Yahweh") er det mest hellige gudsnavn på hebraisk, og det udtales ikke af de fleste jøder. Ingen ved, hvor navnet kommer fra, eller hvad det præcist betyder. Det ligner det hebraiske ord "hayah", som er verbet "at være". (Ifølge de hebraiske skrifter sagde Gud til Moses, da Moses spurgte Gud, hvem Gud var, at jeg er det, jeg er/jeg er den, jeg er). Jøderne mener, at navnet JHWH viser, at Gud er uendelig. I stedet for at forsøge at sige det, siger de fleste jøder "haShem", som betyder "Navnet". Nogle udtaler dette navn som Jahweh eller Jehova. Religionsforskere omtaler nogle gange "YHWH" som Tetragrammaton, fra et gammelt græsk ord, der betyder "fire bogstaver".