Wehrmacht var navnet på Nazitysklands forenede væbnede styrker fra 1935 til 1945. Wehrmacht bestod af Heer (hæren), Kriegsmarine (flåden) og Luftwaffe (luftvåbnet). Wehrmacht blev formelt etableret som led i Naziregimets genoprustning efter 1933 og afløste den tidligere Reichswehr; indførelse af almindelig værnepligt i 1935 var et centralt skridt i denne proces.

Waffen-SS, en oprindeligt lille bevæbnet afdeling af Heinrich Himmlers Allgemeine SS, der voksede til næsten en million mand under Anden Verdenskrig, var ikke en del af Wehrmacht, men blev ofte underlagt Wehrmachts operative kommando ved frontoperationer. Organisationelt og politisk forblev Waffen-SS dog en del af SS og de nazistiske magtapparater.

Oprindelse, organisation og ledelse

Wehrmacht var opbygget som tre adskilte værn med egne kommandoer, forsyningssystemer og organisationer. På øverste niveau fandtes bl.a. Oberkommando der Wehrmacht (OKW) som koordinerende højkommando, mens hvert værn havde sit eget overkommando (fx Oberkommando des Heeres for Heer). Adolf Hitler fungerede som øverstkommanderende og havde afgørende indflydelse på både strategiske og taktiske beslutninger i krigens forløb.

Under krigen tjente et stort antal tyskere i Wehrmacht; skøn antyder, at omkring 18 millioner mænd i alt var indkaldt eller på anden måde tilknyttet Wehrmacht i løbet af konflikten. Udstyr og doktriner udviklede sig fra panservogne og taktisk luftstøtte (den såkaldte Blitzkrieg-taktik) til storstilede operationer over store afstande og lange forsyningslinjer.

Aktiviteter under Anden Verdenskrig

Wehrmacht udførte centrale militære operationer i hele Europa, Nordafrika og på Østfronten. Kendte felttog omfatter invasionen af Polen (1939), felttoget i Vest (1940), felttoget mod Sovjetunionen (Operation Barbarossa, 1941) samt kampe i Nordafrika og Italien. Kriegsmarine førte bl.a. ubådskrig i Atlanten, mens Luftwaffe spillede en stor rolle i luftkampene og i bombekampagner mod byer og militære mål.

Forholdet til naziregimet og krigsforbrydelser

Forholdet mellem Wehrmacht og Nazipartiet var komplekst: som institution var Wehrmacht formelt en statslig militær magtfaktor, men i praksis arbejdede mange af dets ledere tæt sammen med det nazistiske regime, og organisationen var central for gennemførelsen af regimets erobringspolitik. Undersøgelser efter krigen viste, at dele af Wehrmacht deltog i krigsforbrydelser og overgreb mod civile, især på Østfronten, hvor ordre, praksis og samarbejde med SS-enheder førte til henrettelser, deportationer og anden medvirken til forbrydelser mod befolkninger og jødiske samfund.

Ved Nürnberg-processerne blev Waffen-SS erklæret en kriminel organisation, mens Wehrmacht som helhed ikke blev betegnet sådan i de formelle retsakter. Senere historisk forskning har imidlertid dokumenteret både individuel og institutionel involvering i forbrydelser, og debatten om ansvaret for og omfanget af Wehrmachts medvirken fortsætter i eftertidens forskning og erindringskultur.

Opløsning og eftermæle

Efter Tysklands nederlag i 1945 blev Wehrmacht opløst, og soldater blev demobiliseret eller interneret. Mange ledende officerer og enkelte enheder blev retsforfulgt for krigsforbrydelser, mens genopbygningen af tysk forsvar efter krigen (Bundeswehr i Vesttyskland fra 1955) blev foretaget under helt andre politiske rammer og med klare demokratiske kontrolmekanismer.

Wehrmachts eftermæle er præget af både militær professionalisme og brutalitet i felten samt af den lange debat om ansvar og skyld. Fortolkninger i efterkrigstidens Tyskland og i verdenshistorien har skiftet med ny dokumentation og forskning, hvilket gør emnet centralt for forståelsen af både militær historie og konsekvenserne af totalitær politik.