Wehrmacht

Oprindelse og anvendelse af begreberne

Før NSDAP's fremkomst blev udtrykket Wehrmacht brugt i en generel forstand til at beskrive væbnede styrker i enhver nation og blev brugt som "hjemmeforsvarets" version af den mere generelle Streitmacht. F.eks. ville udtrykket Britische Wehrmacht identificere de britiske væbnede styrker. Artikel 47 i Weimar-forfatningen fra 1919 erklærede: "Der Reichspräsident hat den Oberbefehl über die gesamte Wehrmacht des Reiches" (dvs: "Reichspräsidenten har overkommando over alle rigets væbnede styrker"). For at skelne mellem de to betegnelser blev udtrykket Reichswehr almindeligvis brugt til at identificere de tyske væbnede styrker.

I 1935 blev Reichswehr omdøbt til Wehrmacht. Efter Anden Verdenskrig og under den allierede besættelse af Tyskland blev Wehrmacht afskaffet.

I dag henviser udtrykket Wehrmacht til Tysklands væbnede styrker under Nazityskland og Anden Verdenskrig, både på tysk og engelsk. Bemærk: Wehrmacht var ikke kun hæren (Wehrmacht Heer). Wehrmacht-køretøjer, der blev brugt af Heer, Luftwaffe eller Kriegsmarine, havde nummerplader med WH, WL eller WM.

Historie

Første Verdenskrig sluttede med våbenhvilen (våbenhvile) den 11. november 1918. De væbnede styrker blev i januar 1919 kaldt Friedensheer (fredshær). I marts 1919 vedtog nationalforsamlingen en lov om oprettelse af en 420.000 mand stærk foreløbig hær som Vorläufige Reichswehr. Versailles-traktatens betingelser blev bekendtgjort i maj, og i juni blev Tyskland tvunget til at underskrive kontrakten. Blandt andre betingelser var hæren begrænset til hundrede tusinde mand med yderligere 15.000 mand i flåden. Kampvogne og tungt artilleri blev forbudt, og luftvåbnet blev opløst. Et nyt efterkrigsmilitær (Reichswehr) blev oprettet den 23. marts 1921.

Tyskland fandt straks måder, hvorpå man ikke kunne overholde disse betingelser. Et hemmeligt samarbejde med Sovjetunionen begyndte efter Rapallo-traktaten. Tyskland hjalp Sovjetunionen med industrialiseringen, og sovjetiske officerer skulle uddannes i Tyskland. Tyske kampvogns- og luftvåbenspecialister kunne øve sig i Sovjetunionen. Tysk forskning i og fremstilling af kemiske våben skulle foregå i Sovjetunionen, og der skulle også gennemføres andre projekter. Omkring tre hundrede tyske piloter blev uddannet i Lipetsk, en del kampvognsuddannelse fandt sted nær Kazan, og der blev udviklet giftig gas i Saratov til den tyske hær.

Efter præsident Paul von Hindenburgs død den 2. august 1934 overtog Hitler posten som rigspræsident og blev dermed øverstkommanderende. Alle officerer og soldater i de tyske væbnede styrker skulle aflægge en personlig ed om loyalitet over for Føreren, som Adolf Hitler nu blev kaldt. I 1935 brød Tyskland åbent de militære restriktioner i Versailles-traktaten, og værnepligten blev genindført den 16. marts 1935.

Størrelsen af den stående hær forblev på omkring de 100.000 mand, som traktaten foreskrev, men en ny gruppe af værnepligtige svarende til denne størrelse ville blive uddannet hvert år. Loven om værnepligt formaliserede navnet Wehrmacht. Wehrmachts eksistens blev officielt bekendtgjort den 15. oktober 1935 under nazistisk ledelse. Insignierne var en mere enkel version af jernkorset (det ligearmede såkaldte Balkenkreuz eller bjæltekors). Dette var blevet brugt som fly- og kampvognsmærkning sidst i Første Verdenskrig.

Krigsår

Hæren

Wehrmacht gik ind i krigen med et mindretal af sine formationer motoriseret; infanteriet forblev ca. 90 % fodsoldater under hele krigen, og artilleriet var primært hestetrukket. De motoriserede formationer fik stor opmærksomhed i verdenspressen i krigens første år og blev nævnt som årsagen til den succes, som de tyske invasioner af Polen (september 1939), Norge (april 1940), Danmark, Belgien, Frankrig og Nederlandene (maj 1940), Jugoslavien (april 1941) og de tidlige felttog i Sovjetunionen (juni 1941) havde haft.

Med USA's indtræden i december 1941 var Wehrmacht involveret i landkampagner mod to store industrimagter. På dette kritiske tidspunkt overtog Hitler personligt kontrollen med Wehrmachts øverste ledelse, og hans personlige fejl som militær leder bidrog uden tvivl til de store nederlag i foråret 1943 ved Stalingrad og Tunis i Nordafrika.

Luftvåben

Det tyske luftvåben, ledet af Hermann Göring, bidrog med mange enheder af landstyrker til krigen i Rusland og på Normandiet-fronten. I 1940 erobrede Fallschirmjäger-paratropperne det belgiske fort Eben-Emael og deltog i luftbårne invasionen af Norge, men efter at have lidt store tab i slaget om Kreta blev luftkastningerne i stor skala indstillet. 1. Fallschirmjägerdivision, der opererede som almindeligt infanteri, deltog i slaget ved Monte Cassino.

Navy

Den tyske flåde (Kriegsmarine) spillede en vigtig rolle i Anden Verdenskrig, da kontrollen over handelsruterne i Atlanterhavet var afgørende for Tyskland, Storbritannien og senere Sovjetunionen. I slaget om Atlanterhavet blev den oprindeligt succesfulde tyske ubådsflåde til sidst besejret på grund af de allieredes teknologiske fremskridt som sonar, radar og bruddet af Enigma-koden. Der var kun få store overfladeskibe på grund af konstruktionsbegrænsninger som følge af internationale traktater før 1935. "Lommeskibene" Admiral Graf Spee og Admiral Scheer var kun vigtige som handelsjagere i krigens første år. Der var intet hangarskib i drift, da den tyske ledelse mistede interessen for Graf Zeppelin, der var blevet søsat i 1938. Efter tabet af Bismarck i 1941, hvor den allierede luftoverlegenhed truede de resterende slagkrydsere i de franske havne i Atlanterhavet, blev skibene beordret tilbage til tyske havne.

Waffen-SS

Selv om Waffen-SS teknisk set ikke var en del af Wehrmacht, var de underlagt Wehrmachts overkommando under 2. verdenskrig. De blev betragtet som elitetropper og led store tab (flere end den normale hær).

Krigsforbrydelser

Wehrmacht blev brugt som et redskab for statspolitikken under Anden Verdenskrig, både til militære og politiske formål. Der er betydelig uenighed om påstandene om, at Wehrmacht blev fundet at være væsentligt og ikke tilfældigt involveret i Holocaust, især fordi de dele af SS, der var involveret i Holocaust, ikke var Waffen-SS og ikke var under kontrol af OKW eller feltkommandanter. Wehrmacht beordrede og deltog i massakrer på civile som repressalier, henrettelser af krigsfanger, summariske henrettelser af sovjetiske politiske officerer og henrettelser af militære og civile gidsler som straf for partisanaktiviteter i de besatte områder.Den ofte gentagne påstand om, at Wehrmacht brød Genève-konventionen ved sin behandling af russiske krigsfanger, er imidlertid ikke korrekt. I Genèvekonventionens fælles bestemmelse 2 hedder det, at behandlingskravene gælder, når begge parter har undertegnet konventionerne. Tyskerne var underskrivere, og russerne nægtede at underskrive.

Polske krigsfanger skudt af Wehrmacht i 1939

Relaterede sider

• Waffen-SS
• Anden Verdenskrig