Historie om raceadskillelse i USA

Segregation af afroamerikanere

Baggrund

De første afrikanske slaver blev bragt til Amerika i 1619. Det var blot ni år efter, at britiske bosættere havde oprettet den første permanente bosættelse i Amerika i Jamestown i Virginia.

Folk i alle tretten amerikanske kolonier brugte slaver. Mange af USA's grundlæggere ejede slaver, bl.a. George Washington, Thomas Jefferson, Benjamin Franklin, John Hancock, James Madison, Patrick Henry og John Jay.

Abolitionisterne begyndte at forsøge at gøre slaveriet ulovligt i midten af 1700-tallet. I 1804 havde alle de nordlige stater ophævet slaveriet. Det havde ingen af sydstaterne imidlertid gjort. Sydstaterne mente, at slaveriet var deres ret, og de ønskede ikke at opgive det. Bomuld var blevet en meget vigtig afgrøde i Sydstaterne. Ejerne af store bomuldsplantager var vant til at have slaver til at arbejde gratis, hvilket gjorde plantageejerne rigere, fordi de ikke behøvede at betale nogen for at arbejde.^{pp. 232–233}

Til sidst forsøgte Sydstaterne at forlade USA.^p. 278 Dette forårsagede den amerikanske borgerkrig. Nordstaterne vandt, og i 1865 gjorde det trettende tillæg til USA's forfatning slaveriet ulovligt overalt i landet. I 1868 og 1870 gav det fjortende og femtende ændringsforslag afroamerikanerne statsborgerskab og stemmeret.

Segregationen fortsætter i Syden

At tabe borgerkrigen ændrede ikke folks ideer om afroamerikanske mennesker. Under slaveriet havde slaveejerne ikke set slaverne som mennesker. De så dem som ejendom, ting, der kunne købes og sælges, ligesom dyr, man bruger på en gård. Efter krigen så mange hvide mennesker stadig ikke afroamerikanere som ligeværdige med de hvide.

Fra 1890 begyndte de hvide lovgivende forsamlinger i sydstaterne at vedtage statslove, der krævede adskillelse. Disse racistiske love blev kendt som Jim Crow-love. Sorte kunne f.eks. ikke:

• Går på de samme skoler, restauranter eller hospitaler som hvide
• Bruge de samme badeværelser som hvide eller drikke fra de samme vandfontæner
• Sid foran hvide i busser

I 1896, i en sag kaldet Plessy v. Ferguson, fastslog Højesteret, at disse love var lovlige. De sagde, at segregation var i orden, så længe tingene var "separate but equal". I Sydstaterne var alting adskilt. Men steder som sorte skoler og biblioteker fik meget færre penge og var ikke lige så gode som steder for hvide. Tingene var adskilt, men ikke ligeværdige.

Segregation forhindrede afroamerikanere i at få de grundlæggende rettigheder, som grundlæggerne havde skrevet ind i USA's forfatning. Lovgivere, regeringsembedsmænd, stemmeberettigede og politibetjente var alle hvide. Dette forhindrede afroamerikanere i at få indflydelse på deres regering, i at få samme stemmeret som hvide mennesker, i at få politibetjente til at beskytte dem eller i at få retfærdighed for forbrydelser mod dem. Fordi de ikke kunne regne med, at de kun kunne regne med hvide politistyrker til at beskytte dem, steg volden mod afroamerikanere, især lynchninger. Fordi afroamerikanere ikke kunne stemme, kunne de heller ikke deltage i juryer. Det betød, at hvis en sort person nogensinde blev stillet for retten for en forbrydelse, ville juryen være helt hvid.

I hele USA

Problemerne var værst i Syden. Afroamerikanere oplevede dog forskellige former for segregation andre steder.

I hele USA var segregation i boligområdet et problem. Mange afroamerikanere kunne ikke få lån til at købe huslån. Ejendomsmæglere ville ikke sælge sorte mennesker huse i forstæderne, hvor hvide mennesker boede. De ville heller ikke udleje lejligheder i hvide områder. Indtil 1950'erne gjorde den føderale regering intet ved dette.

Da han blev valgt i 1913, gjorde præsident Woodrow Wilson regeringskontorerne segregerede. Han mente, at segregation var bedst for alle.

Sorte mennesker kæmpede i både Første og Anden Verdenskrig. Militæret var imidlertid segregeret; sorte officerer måtte endda komme ind på nogle militærbaser gennem separate indgange i forhold til hvide officerer. Sorte soldater fik heller ikke de samme muligheder som hvide soldater. Endelig ophævede præsident Harry Truman i 1948 segregeringen af militæret.

Tidlig aktivisme

Afroamerikanerne forsøgte at kæmpe imod diskrimination på mange måder. De forsøgte først og fremmest at bruge domstolene til at få retfærdighed. For eksempel blev National Association for the Advancement of Colored People (NAACP) oprettet i 1909. Dens mål var at gøre en ende på racediskrimination gennem retssager, uddannelse og lobbyvirksomhed.

Til sidst blev mange afroamerikanere dog frustrerede og begyndte at være utilfredse med tanken om at bruge langsomme, juridiske strategier til at opnå adskillelse. I stedet besluttede afroamerikanske aktivister at bruge en kombination af protester, ikke-vold og civil ulydighed. Det var sådan, at borgerrettighedsbevægelsen fra 1954-1968 begyndte.

Borgerrettighedsbevægelsen

Fra omkring 1954 til 1968 kæmpede mange afroamerikanere - og hvide allierede - for at gøre en ende på raceadskillelsen. Bevægelsen var baseret på ikke-voldelige protester, sit-ins, marcher, civil ulydighed og retssager. Den vandt bl.a. følgende sejre:

• Brown v. Board of Education (1954), som gjorde segregation i skoler ulovlig
• Montgomery Bus Boycott (1955-1956), som gjorde en ende på al bussegregation i Alabama
• Få føderale soldater til at ophæve segregeringen af Little Rock Central High School for de første ni sorte elever (1957)
• Sit-ins (1958-1960), som ophævede adskillelsen af visse butikker, frokoststeder og andre steder i hele landet
• Få amerikanske soldater til at tvinge Mississippi Southern College og University of Alabama til at lukke deres første sorte studerende ind
• Fjernelse af segregering af virksomheder i centrum af Birmingham, Alabama
• Få vedtaget loven om borgerrettigheder fra 1964, loven om stemmerettigheder fra 1965 og loven om borgerrettigheder fra 1968. Disse føderale love gjorde det ulovligt at diskriminere mod sorte, forhindre dem i at stemme og forhindre dem i at få retfærdige boliger.

Disse sejre var ikke lette. Demonstranterne blev ofte truet og angrebet. Ledernes hjem blev bombet. I Birmingham angreb politiet demonstranterne, herunder børn, med politihunde og brandslanger, hvorefter de blev sat i fængsel. I andre byer slog politiet demonstranter med køller og skød ind i studenterprotester. Tre af bevægelsens ledere - Martin Luther King Jr., Malcolm X og Medgar Evers - blev myrdet.

Ingen ved præcis, hvor mange mennesker der blev dræbt under borgerrettighedsbevægelsen. Men mindst 37 mennesker blev myrdet, enten fordi de arbejdede for borgerrettighederne, eller fordi racistiske hvide grupper som Ku Klux Klan og White Citizens' Council ønskede at terrorisere sorte mennesker. Tolv af disse mennesker var børn eller teenagere, da de blev myrdet.

Til sidst lykkedes det bevægelsen at få fjernet de love, der tillod adskillelse. Men det er sværere at ændre holdninger, og racisme eksisterer stadig i USA.

 
Politiet angriber ikkevoldelige demonstranter i Alabama  


Sorte og hvide studerende sammen efter Brown i Washington, D.C.  


En sort militærpolitibetjent foran en "farvet" militærpolitiindgang i Georgien (1942)  


Portræt af George Washington og hans slave, William Lee  


En segregeret biograf i Mississippi (1937)  

Adskillelse af indfødte amerikanere

I begyndelsen af 1800-tallet voksede USA længere ind i sydstaterne. Hvide amerikanere ønskede mere jord til at plante bomuld. Der boede imidlertid mange forskellige indianerstammer i de områder, som USA ønskede at overtage.

Andrew Jackson var en stor tilhænger af "Indian removal" - at overtale eller tvinge indianerne til at forlade Sydstaterne og flytte vestpå, uden for USA. Først som generalmajor i USA's hær og derefter som præsident ledede han USA's "indianerfjernelsesprogram".

Flytning af indianere

Programmet startede i 1814, da Jackson ledede en gruppe soldater, der besejrede Creek-indianerne. Han tvang dem til at underskrive en traktat, som gav over 20 millioner acres af deres land til USA. I løbet af de næste ti år fik Jackson ni andre stammer til at underskrive traktater, hvor de afgav deres land.

I 1829 blev Jackson præsident. Samme år blev der fundet guld i Georgia, hvilket gav anledning til en guldfeber. Dette fik kun de hvide i USA til at ønske endnu mere kontrol over Sydstaterne. I 1830 vedtog Jackson loven om fjernelse af indianerne fra 1830. Denne lov sagde, at Jackson kunne give land vest for Mississippi-floden til indianerstammer, hvis de indvilligede i at opgive deres landområder i Sydstaterne. Loven lovede stammerne, at de kunne leve på deres nye landområder for evigt og blive beskyttet af USA's regering. Da hans præsidentperiode sluttede i 1837, havde Jackson fået indianerne til at underskrive næsten 70 traktater, hvor de afgav deres land. Næsten 50.000 indianske indianere flyttede til "Indian Territory" vest for Mississippi-floden. Regeringen havde dog allerede en plan om at tvinge dem ind i et mindre område, i det, der nu er det østlige Oklahoma.

Tårernes spor

Cherokee nationen nægtede at forlade deres land. De fik endda USA's højesteret til at afgøre, at de var suveræne og ikke behøvede at følge USA's love. Jackson ignorerede simpelthen denne afgørelse. I 1835 fik han en lille gruppe Cherokee til at underskrive en traktat, hvor de indvilligede i at forlade deres landområder. Resten af Cherokee-nationen forsøgte at beholde deres landområder. I 1838 tvang USA's hær og Georgia-militsen dem imidlertid til at forlade deres landområder. På det, der er kendt som "Trail of Tears", blev omkring 15.000 Cherokee-folk tvunget til at gå over 3.000 km til Oklahoma. Omkring 4.000 døde undervejs.

I 1840'erne var der, bortset fra nogle få seminole-indianere i Florida, ingen indianere tilbage i det sydamerikanske Sydamerika.

Reservationer

I 1851 vedtog den amerikanske kongres en lov, der oprettede indianerreservater i Oklahoma. Hvide bosættere var allerede begyndt at flytte ind i de områder, som de indfødte amerikanere var blevet tvunget til at flytte til. Dette var årsag til konflikter mellem hvide og indianere. Målet med reservaterne var at adskille de indfødte amerikanere fra de hvide bosættere.

I 1868 besluttede præsident Ulysses S. Grant at oprette flere reservater og tvinge de indfødte amerikanske stammer, der boede i vest, til at flytte til dem. Sammen med at adskille de indfødte amerikanere og rydde deres land til hvidt brug planlagde Grant at lade kirkefunktionærer styre reservaterne, så de kunne undervise stammerne i kristendom.

"	Den [føderale] regerings magt over disse rester af en race [der engang var] magtfuld ... er nødvendig for deres beskyttelse såvel som for sikkerheden for dem, blandt hvem de [lever]. - Højesteret, i U.S. v. Kagama	"

Mange stammer nægtede at forlade deres landområder og blev tvunget ind i reservater af den amerikanske hær. Hvis indianere forlod reservaterne, gik hæren efter dem for at forsøge at tvinge dem tilbage til reservaterne. Dette førte til massakrer på indianere og nogle krige.

I 1887 vedtog Kongressen Dawes-loven. Denne lov stoppede med at give jord til hele stammer og opdelte jorden i små stykker, som de enkelte familier kunne bruge til landbrug. Indianere, der tog jorden, begyndte at bo alene i stedet for sammen med deres stamme og begyndte at drive landbrug, blev betragtet som "civiliserede", og de blev amerikanske statsborgere. Indianere, der nægtede at segregere sig endnu mere på små stykker jord, fik ikke lov til at blive statsborgere. Den jord, der var tilbage, blev solgt til hvide bosættere, hvilket gjorde reservaterne endnu mindre.

Det var først i 1975, at Højesteret fastslog, at stammer er suveræne over stammeområder og medlemmer af stammen.

I 2015 udgjorde alle indianerreservater i USA tilsammen 87.800 kvadratkilometer - et område på størrelse med Idaho. Men indianske indianere har nu lov til at bo eller arbejde hvor som helst, de vil, og i 2016 har over halvdelen af dem forladt reservaterne.

 
Fortet blev brugt som koncentrationslejr for cherokeeerne før Trail of Tears  

Internering af japanske amerikanere

Den 7. december 1941 angreb Japan Pearl Harbor på Hawaii og erklærede USA krig. Dette fik USA til at gå ind i Anden Verdenskrig og begynde at bekæmpe Japan samt Nazi-Tyskland og Italien.

I februar 1942 underskrev præsident Franklin D. Roosevelt en ordre, som gav militæret lov til at tvinge folk til at forlade vestkysten. Japansk-amerikanere var dog de eneste mennesker på vestkysten, der blev tvunget til at rejse. De fik 48 timer til at forlade deres hjem for at blive interneret i interneringslejre. Det var lejre, hvor japansk-amerikanere blev holdt adskilt fra alle andre. Lejrene var omgivet af pigtråd og bevogtet af soldater med våben.

Den amerikanske regering tvang over 110.000 japansk-amerikanske personer til at blive interneret i interneringslejre. (Det var over 80 % af de japansk-amerikanere, der boede på det amerikanske fastland på det tidspunkt.) Mere end tre ud af fem af disse personer var født i USA og var amerikanske statsborgere. Omkring halvdelen var børn.

Fordi USA kæmpede mod Nazi-Tyskland og Italien samt Japan, blev nogle tysk- og italiensk-amerikanere også tvunget i interneringslejre. Det samme gjaldt nogle jødiske flygtninge fra Nazi-Tyskland. Intet af dette var dog lige så almindeligt som det var tilfældet med japansk-amerikanere.

I 1945, det år, hvor Anden Verdenskrig sluttede, lukkede USA folk ud af lejrene. Mange af de internerede havde dog mistet alt, hvad de havde. I 1988 undskyldte den amerikanske regering endelig og sagde, at der ikke var nogen anden grund til interneringen end racisme.

 
Interneringslejren Manzanar  

Relaterede sider

• Racisme
• Diskrimination
• Raceadskillelse (om raceadskillelse i andre lande)
• Borgerrettighedsbevægelsen
• Love, der gjorde en ende på lovlig adskillelse: Civil Rights Act of 1964, Voting Rights Act of 1965, Civil Rights Act of 1968