Historien om jøderne i Europa
Jøderne har boet i Europa i tusindvis af år, og deres spredning og deres forhold til de styrende myndigheder og befolkninger har ændret sig meget. Oprindeligt var der i den romerske republik og det romerske imperium et jødisk mindretal, som havde forskellige rettigheder og forhold til romerne. Efter de romersk-jødiske krige i det første og andet århundrede og ødelæggelsen af templet blev jøderne fordrevet fra Palæstina, hvilket i høj grad øgede deres antal i Europa (og Nordafrika og Asien). I middelalderen, med kristendommens udbredelse og den kristne antisemitisme, var forholdene generelt dårlige, og jøderne var forbudt at integrere sig (blande sig) med kristne, at arbejde i de fleste job og blev ofte isoleret i bestemte dele af byerne, kaldet ghettoer. De fik lov til at udføre visse job, som kristne ikke måtte udføre, f.eks. at låne penge ud til folk mod renter, hvilket var en nødvendig del af moderne økonomier, men blev anset for at være ulækkert eller dårligt for kristne. Dette gjorde flere jøder rige, men øgede også modstanden og forfølgelserne.
Jøderne blev til sidst modtaget i Polen, hvor kongen erklærede Kalisz-statutten for at beskytte dem. Kristne kunne f.eks. ikke vidne mod jøder for at have begået forbrydelser, hvilket ofte havde ført til uretfærdige anklager og straffe. For mange kristne øgede denne beskyttelse imidlertid deres modstand. Mange jøder, såkaldte ashkenazim, samlede sig imidlertid i Østeuropa på grund af dette. I Spanien og Portugal under muslimsk styre, den såkaldte Al Andalus-periode, var jøderne generelt accepteret, selv om de ikke kunne deltage i regeringen. Efter at det kristne styre blev genetableret på den iberiske halvø, blev jøderne afvist og forfulgt, hvis de blev her. Nogle søgte tilflugt i Det Osmanniske Rige, som dengang var relativt tolerant over for jøder og kristne og tillod dem at have deres egne domstole og love, så længe de betalte skat og ikke gjorde modstand mod det osmanniske styre.
Efter renæssancen og den tidlige moderne periode blev jøderne i stigende grad integreret og fik lov til at leve åbent som jøder i flere og flere lande. Efter den franske revolution indførte Frankrig og andre europæiske lande, der blev påvirket af det franske styre gennem Napoleon I, sekulære love med det formål at afskaffe religionen i det offentlige rum og assimilere jøderne, dvs. at behandle dem mere åbent som borgere og medlemmer af offentligheden, som kunne tro, hvad de ville, privat og stadig være medlemmer af samfundet. Andre jøder begyndte også at opgive deres religion eller integrerede sig frivilligt i det større samfund, f.eks. ved at blive kristne, som f.eks. den britiske premierminister Benjamin Disraelis far, Isaac d'Israeli. Mange europæiske lande havde dog indtil det 19. og 20. århundrede restriktioner for jøder, f.eks. forbud mod at de kunne udøve visse erhverv eller beklæde offentlige embeder. Mange jøder blev dog fremtrædende videnskabsmænd eller offentlige intellektuelle, som f.eks. Karl Marx, Sigmund Freud og Albert Einstein. Kun hundrede år tidligere ville dette have været umuligt.
Med den moderne tid og den gradvise etablering af republikker og konstitutionelle monarkier i hele Europa blev forholdene for jøderne betragtet som meget bedre. Nogle foretrak dog at emigrere til USA og andre amerikanske lande, herunder Argentina, som den dag i dag har et stort jødisk samfund. Til sidst samlede USA den største jødiske befolkning uden for det russiske imperium. Efter at Polen blev et selvstændigt land igen efter Versailles-traktaten, fik det den største jødiske befolkning i Europa, nemlig omkring 3.000.000 jøder. Sovjetunionen, som opstod i 1922, havde næsten lige så mange. Med Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland var der igen en øget udvandring til de vesteuropæiske lande og til USA, støttet af tyskerne, som ikke ønskede jøder på tysk styret område. Flere jøder emigrerede til Palæstina, som Det Forenede Kongerige havde taget fra de osmanniske tyrkere i 1917 for at etablere et jødisk hjemland for jøder. Hitler støttede midlertidigt denne indvandring, men briterne var skeptiske, da det større antal jøder betød konflikter med de lokale arabere, som modsatte sig jødisk indvandring, og der blev udkæmpet flere blodige oprør mellem dem og de britiske tropper i området. Under Anden Verdenskrig besatte de nazi-kontrollerede tyske hære det meste af Europa og begyndte at deportere jøder østpå og førte til sidst en politik med massemord, der blev kendt som Holocaust. Efter 1942 blev alle jøder under tysk kontrol (med meget få undtagelser) sendt til Østeuropa og dræbt eller slidt ihjel. I sidste ende, inden Nazi-Tysklands nederlag i 1945, dræbte dette omkring to tredjedele af den jødiske befolkning i Europa. Kun de jødiske samfund i Albanien, Danmark, Sverige, Schweiz, Spanien, Portugal, Storbritannien og Irland blev ikke berørt, mens de jødiske samfund i Italien, Jugoslavien og Rumænien blev langt mindre berørt. Mange af de resterende jøder udvandrede til USA og Palæstina, hvor Israel blev oprettet i 1948 som en stat med jødisk flertal, hvilket resulterede i, at Europa mistede størstedelen af sin jødiske befolkning, og at USA blev det mest jødiske land. Også senere forfølgelse i det kommunistiske Polen og andre lande førte til flere flygtninge. Af de 3.000.000 jøder i Polen er der i dag mindre end 3.000 tilbage. I Frankrig, Det Forenede Kongerige og Rusland er der dog stadig betydelige samfund tilbage, som kan sammenlignes med dem, der fandtes før krigen.
Kort, der viser stigningen eller faldet i antallet af jøder mellem 1945 og 2010. De fleste lande oplevede efter krigen jødisk udvandring, mens Frankrig f.eks. oplevede en stigning i sin jødiske befolkning.
Kort, der viser jødernes - ofte tvungne - flytninger i middelalderen.
Kort med farver, der viser, hvordan de jødiske samfund blev påvirket af Anden Verdenskrig og Holocaust. I alt blev ca. 2/3 af jøderne dræbt under krigen.
Spørgsmål og svar
Sp: Hvornår ankom jøderne første gang til Europa?
Svar: Jøder har boet i Europa i tusindvis af år, siden den romerske republik og det romerske imperium.
Spørgsmål: Hvilken begivenhed forårsagede en stor tilstrømning af jøder til Europa?
A: Efter de romersk-jødiske krige i det første og andet århundrede og ødelæggelsen af templet blev jøderne fordrevet fra Palæstina, hvilket i høj grad øgede deres antal i Europa (og Nordafrika og Asien).
Spørgsmål: Hvordan påvirkede den kristne antisemitisme jøderne i middelalderen?
A: I middelalderen var forholdene generelt dårlige for jøderne med kristendommens udbredelse og den kristne antisemitisme. Det var forbudt for dem at integrere sig (blande sig) med kristne, at arbejde i de fleste job og de blev ofte isoleret i bestemte dele af byerne, kaldet ghettoer.
Spørgsmål: Hvordan beskyttede Polen sin jødiske befolkning?
Svar: Polens konge erklærede Kalisz-statutten for at beskytte dem. Kristne kunne f.eks. ikke vidne mod jøder for at have begået forbrydelser, som almindeligvis havde ført til uretfærdige anklager og straffe.
Spørgsmål: Hvordan reagerede Frankrig på sin jødiske befolkning efter den franske revolution?
A: Efter den franske revolution indførte Frankrig sekulære love med det formål at afskaffe religionen i det offentlige rum og assimilere jøderne ved at behandle dem mere åbent som borgere og medlemmer af samfundet, der privat kunne tro, hvad de ville.
Spørgsmål: Hvad var Hitlers politik over for de europæiske jøder før Anden Verdenskrig?
A: Før Anden Verdenskrig begyndte, støttede Adolf Hitler udvandring af de europæiske jøder til andre lande som Palæstina og Amerika, men til sidst vedtog han en politik med massemord, kendt som Holocaust, hvor alle jøder under tysk kontrol blev sendt østpå eller slået ihjel.
Spørgsmål: Hvordan ser den jødiske befolkning ud i dag sammenlignet med før Anden Verdenskrig?
A: I dag er der stadig betydelige samfund tilbage i Frankrig, Det Forenede Kongerige og Rusland i forhold til før Anden Verdenskrig, men mange lande mistede de fleste, hvis ikke alle deres jødiske befolkninger på grund af Nazi-Tysklands besættelse under Anden Verdenskrig, f.eks. Polen, hvor der i dag kun er 3 000 tilbage af de 3 millioner, der var tilbage før Anden Verdenskrig.
