Historien om safrandyrkning | safrandyrkning går mere end 3.000 år tilbage i tiden

Middelhavet

Minoerne havde allerede 1500-1600 f.Kr. billeder af safran i deres paladser, som viste, hvordan det kunne bruges som medicin. Senere fortalte græske legender om sørejser til Cilicien, hvor eventyrere håbede at finde verdens mest værdifulde safran. En anden legende fortæller, at en person ved navn Crocus blev forhekset og forvandlet til den originale safran-krokus. De gamle middelhavsfolk - herunder parfumeører i Egypten, læger i Gaza, byboere på Rhodos og de græske hetaerae-kurtisaner - brugte safran i deres parfumer, salver, potpourris, mascaraer, guddommelige ofre og medicinske behandlinger.

I det sene hellenistiske Egypten brugte Kleopatra safran i sine bade for at få hende til at føle sig godt tilpas. Egyptiske helbredere brugte safran til behandling af alle slags mave- og tarmsygdomme. Safran blev også brugt som stoffarve i byer i Levanten som Sidon og Tyrus. Aulus Cornelius Celsus foreskriver safran i medicin mod sår, hoste, kolik og fnat samt i mithridatium. Romerne var så glade for safran, at de romerske kolonister tog safran med sig, da de bosatte sig i det sydlige Gallien, hvor det blev dyrket i stor stil indtil Roms fald. Konkurrerende teorier hævder, at safran først kom tilbage til Frankrig med maurerne i det 8. århundrede e.Kr. eller med Avignon-papedømmet i det 14. århundrede e.Kr.

 
Denne gamle minoiske fresko fra Knossos på Kreta viser en abe (bøjet blå figur), der høster safranhøsten.  

Asien

For 50.000 år siden blev maling lavet af safran brugt til at tegne med. De er blevet fundet i det land, der i dag hedder Irak. Senere brugte folk kaldet sumererne vildtvoksende safran i deres remedier og magiske drikkevarer. Handlende transporterede safran over lange afstande før det 2. årtusinde f.Kr. De gamle persere dyrkede deres egen type safran (Crocus sativus "Hausknechtii") i Derbena, Isfahan og Khorasan i det 10. århundrede f.Kr. Undertiden blev safrantrådene vævet ind i tekstiler. De blev givet som offergaver til guderne og brugt i farvestoffer, parfume, medicin og kropsvaskemidler. Safrantråde blev også spredt ud over senge og blandet i varm te for at helbrede triste følelser. Andre mennesker var bange for, at perserne ville bruge safran som et stof og afrodisiakum. Under sine felttog i Asien brugte Alexander den Store persisk safran i sin te, ris og bade for at hjælpe med at helbrede sine krigsskader. Alexanders tropper kopierede deres leders handlinger og bragte vanen med safranbadning tilbage til Grækenland.

Ingen ved, hvordan safran kom til Sydasien. Traditionelle beretninger fra Kashmiri og Kina viser, at den kom et sted mellem 900 og 2500 år siden. I mellemtiden har historikere, der studerer gamle persiske optegnelser, dateret ankomsten til et tidspunkt før 500 f.Kr. og tilskriver den enten persisk transplantation af safrankornene til nye haver og parker eller en persisk invasion og kolonisering af Kashmir. Fønikerne markedsførte derefter safran fra Kashmir som et farvestof og et middel mod melankoli. Herefter spredte brugen af safran i fødevarer og farvestoffer sig til hele Sydasien. Buddhistiske munke i Indien tog f.eks. safranfarvede klæder i brug efter Buddha Siddhartha Gautamas død. Kjolerne blev dog ikke farvet med det dyre safran, men med gurkemeje, et billigere farvestof, eller med jackfrugt.

Nogle historikere mener, at safran først kom til Kina med de mongolske invasioner via Persien. På den anden side er safran nævnt i gamle kinesiske medicinske tekster, herunder den 40-binds Shennong Bencaojing (神農本草經-"Shennong's Great Herbal", også kendt som Pen Ts'ao eller Pun Tsao) farmakopé, en tome fra 200-300 f.Kr. Traditionelt tilskrives den legendariske Yan ("Ild") kejser (炎帝) Shennong, og den dokumenterer 252 fytokemisk-baserede medicinske behandlinger af forskellige sygdomme. Alligevel omtalte kineserne allerede omkring det 3. århundrede e.Kr. safran som værende af kashmirsk oprindelse. Wan Zhen, en kinesisk lægeekspert, rapporterede for eksempel, at "[d]et er i Kashmir, at safran er hjemmehørende, hvor folk dyrker det hovedsagelig for at tilbyde det til Buddha". Wan reflekterede også over, hvordan safran blev brugt i hans tid: "Blomsten [safrankrokus] visner efter nogle få dage, og derefter får man safran. Den er værdsat for sin ensartede gule farve. Det kan bruges til at aromatisere vin."

 
Den 17,8 m høje monolit af Jain Tirthankara Bhagavan Gomateshwara Bahubali, som blev hugget mellem 978-993 e.Kr. og befinder sig i Shravanabelagola i Indien, bliver hvert 12. år smurt med safran af tusindvis af troende som en del af Mahamastakabhisheka-festivalen.  

Europa

I Europa faldt safrandyrkningen kraftigt efter Romerrigets fald. Safran blev genindført, da den islamiske civilisation "Al-Andalus" bredte sig til Spanien, Frankrig og Italien. Under den sorte død i det 14. århundrede steg efterspørgslen efter safranbaseret medicin voldsomt, og meget safran måtte importeres via venetianske og genovanske skibe fra sydlige lande og Middelhavslandene, f.eks. fra Rhodos. Adelsmænds tyveri af en af disse sendinger udløste den fjorten uger lange "safran-krig". Konflikten og den deraf følgende frygt for det grasserende safranpirateri gav anledning til en betydelig safrandyrkning i Basel, som voksede sig velstående. Dyrkning og handel spredte sig derefter til Nürnberg, hvor en epidemi af forfalskninger af safran førte til Safranschou-loven, hvorefter safranforfalskere blev idømt bøder, fængselsstraffe og henrettet. Kort efter spredte safrandyrkningen sig til hele England, især Norfolk og Suffolk. Byen Saffron Walden i Essex, der blev opkaldt efter den nye specialafgrøde, blev Englands vigtigste safranproduktions- og handelscentrum. En tilstrømning af mere eksotiske krydderier som chokolade, kaffe, te og vanilje fra de nye østlige og oversøiske lande, som man havde fået kontakt med, fik imidlertid den europæiske dyrkning og brug af safran til at falde. Kun i Sydfrankrig, Italien og Spanien var der fortsat en betydelig dyrkning af safran.

Europæerne bragte safran med til Amerika, da indvandrere fra Schwenkfelder-kirken forlod Europa med en kuffert med safrankornene; mange Schwenkfelders havde nemlig dyrket safran i stor stil i Europa. I 1730 dyrkede hollænderne i Pennsylvania hollandsk safran i hele det østlige Pennsylvania. De spanske kolonier i Caribien købte store mængder af dette nye amerikanske safran, og den store efterspørgsel sikrede, at safrans listepris på Philadelphia-varebørsen blev sat på niveau med guldets pris. Handelen med Caribien brød senere sammen i kølvandet på krigen i 1812, hvor mange safrantransporterende handelsskibe blev ødelagt. Alligevel fortsatte hollænderne i Pennsylvania med at dyrke mindre mængder safran til lokal handel og til brug i deres kager, nudler og kyllinge- og ørredretter. Amerikansk safrandyrkning overlevede ind i moderne tid hovedsageligt i Lancaster County i Pennsylvania.

 
I middelalderens europæiske illuminerede manuskripter, som f.eks. denne fremstilling fra det 13. århundrede af ærkebiskop af Canterbury Thomas Beckets mord, blev der ofte brugt safranfarve til at give gule og orange nuancer.