Sri Lankas historie: Fra oldtidens kongeriger til efterkrigstiden

Indhold

• Den præ-buddhistiske æra
• Anuradhapura-æraen
• Polonnaruwa-æraen
• Andre kongeriger
• Kandy
• Kolonitiden
• Det postkoloniale Sri Lanka
• Borgerkrig
• Efterkrigstiden
• Yderligere læsning

Den præ-buddhistiske æra

Menneskelig bosættelse på øen Ceylon (dagens Sri Lanka) går tusinder af år tilbage. Arkæologiske fund viser jagt- og samlergrupper og senere landbrugssamfund i forskellige dele af øen.

Ifølge de klassiske kilder, først og fremmest den pali-sproglige krønike Mahavamsa, blev øen befolket af indflyttere fra det indiske subkontinent, bl.a. den mytiske prins Vijaya i det 5. århundrede f.Kr. Den arkæologiske dokumentation peger dog på en mere gradvis og kompleks udvikling, hvor både sydasiatiske og lokale kulturer spillede ind.

Vigtige træk:

• Udvikling fra jæger‑samlergrupper til bofaste agro-samfund
• Tidlige handelsspor i kystområderne
• Gradvis kulturel og sproglig differentiering mellem regioner

Anuradhapura-æraen (ca. 4. århundrede f.Kr. – 11. århundrede e.Kr.)

Anuradhapura var et af de mest langvarige politiske centre i Sydasien. Byen udviklede sig til en hovedstad og et religiøst centrum med omfattende irrigationssystemer, stupaer og klostre.

Religion og kultur: Buddhismen fik et afgørende gennembrud i Sri Lanka i det 3. århundrede f.Kr., da missionærer sendt fra Maurya-imperiet (ifølge traditionen ledet af kong Ashoka) indførte buddhistisk lære. Fra da af blev buddhisme en central del af statens legitimitet, kongemagt og kultur.

Statsbygning og infrastruktur: De anuradhapurbaserede konger udviklede avancerede reservoirer (tanks) og kanaler, som muliggjorde storskalalandbrug i de tørre egne. Konger som Dutugemunu (2. århundrede f.Kr.) står i traditionen for samling og religiøst byggeri.

Polonnaruwa-æraen (ca. 11.–13. århundrede)

Efter sammenbruddet af Anuradhapura som følge af invasioner (bl.a. fra sydindiske Chola-dynastiets styrker), flyttede politisk tyngde sig til Polonnaruwa. Her gennemførtes omfattende genopbygninger af irrigationssystemerne og store byggeskabelser.

Fremtrædende skikkelser: Kong Parākramabāhu I (12. århundrede) er en af de mest kendte herskere fra denne periode. Han arbejdede omfattende på at genoprette landbrugskapaciteten og samle øens administration under stærk central kontrol.

Andre kongeriger

Efter Polonnaruwa fulgte en periode med flere hovedstæder og skiftende dynastier: Dambadeniya, Gampola, Kotte og Jaffna i nord. Disse kongedømmer varierede i styrke og politisk sammenhængskraft.

Nord og syd: Den nordlige del af øen udviklede sig delvist adskilt, især med et stærkt tamilsk kongedømme i Jaffna-halvøen, mens sydlige og centrale kongeriger ofte konkurrerede om kontrollen med kystbyer og landbrugssamfund.

Kandy

Kongeriget Kandy i de centrale højland blev det sidste frie kongedømme efter europæernes fremrykning ved kysterne. Kandy bevarede sin selvstændighed længe ved hjælp af vanskelig tilgængelighed i højlandet, diplomatisk snilde og periodiske alliancebrud med kolonimagter.

I 1815 faldt Kandy til briterne efter en traktat, og det sidste kongedømme blev indlemmet i kolonistyret.

Kolonitiden (1505–1948)

Portugiserne ankom ved kysten i begyndelsen af 1500-tallet og etablerede handelsposter og kontrol over kystbyer. I midten af 1600-tallet overtog hollænderne meget af det portugisiske område. Fra slutningen af 1700-tallet begyndte briterne langsomt at dominere øen; formelt tog britisk kontrol over hele Sri Lanka i begyndelsen af 1800‑tallet.

Økonomiske forandringer: Under britisk styre blev øens landbrug omdannet i stor skala til eksportplantager — først kaffe, senere te og gummi. Det britiske styre førte også til infrastructuropåvirkninger som jernbaner og administrative reformer.

Arbejdermigration: For at holde plantagerne kørende importerede briterne udbredt arbejdskraft fra det sydindiske fastland — især tamilske arbejdere — hvilket skabte en varig demografisk og social ændring.

Det postkoloniale Sri Lanka (1948–1980'erne)

Sri Lanka opnåede formel uafhængighed fra Storbritannien i 1948. Den nye stat arvede en multi-etnisk befolkning og et politisk system baseret på britiske institutioner.

Et centralt tema i de første årtier var spørgsmålet om national identitet og sprog. Vedtagelsen af love, der fremhævede singalesisk sprog og buddhismens særlige rolle (f.eks. “Sinhala Only Act” i 1956), skabte stærk utilfredshed blandt den tamilske minoritet. Sociale spændinger førte til voldelige sammenstød i flere omgange (f.eks. raceurolighederne i 1958).

Den økonomiske politik skiftede mellem statslig intervention og liberalisering, mens politiske partier som SLFP og UNP dominerede den parlamentariske scene.

Borgerkrigen (ca. 1983–2009)

Etableringen af væbnede tamilske frigørelsesgrupper kulminerede i etableringen af Liberation Tigers of Tamil Eelam (LTTE) under V. Prabhakaran. Efter omfattende spændinger og vold førte de blodige optøjer i juli 1983 ("Black July") til en langvarig og brutal væbnet konflikt mellem LTTE og den centralstatlige hær.

Konflikten havde flere faser, inklusiv:

• Indisk intervention (IPKF) i slutningen af 1980'erne
• Væbnede offensiver og perioder med våbenhvile i 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne
• En afgørende militær offensiv i slutningen af 2000'erne, som førte til LTTE's militære nederlag i 2009

Konsekvenserne var dybe: titusinder døde, store civile lidelser, massive flygtningestrømme, omfattende ødelæggelser i det nordlige og østlige Sri Lanka og alvorlige påstande om krigsforbrydelser og menneskerettighedsovertrædelser på begge sider. Spørgsmål om ansvar, sandhed og forsoning har præget den efterfølgende politiske debat.

Efterkrigstiden (2009–midten af 2020'erne)

Efter krigens afslutning i 2009 stod Sri Lanka over for opgaven med genopbygning, økonomisk genopretning og forsoning. Regeringens håndtering af efterspillet blev kritiseret internationalt for manglende evne eller vilje til at gennemføre en troværdig sandheds- og forsoningsproces.

I de følgende år oplevede landet følgende udviklinger:

• Skiftende politiske lederskaber og fraktioner, herunder midlertidige alliancer mellem partier.
• Gentagne krav om retfærdighed fra ofre for konflikten og internationale opfordringer til ansvarlighed.
• Økonomiske udfordringer, økonomisk vækst var vekslende og sårbar over for globale chok.

Fra 2019 og især i 2021–2023 blev økonomien ramt af alvorlige problemer: faldende valutareserver, manglende valutastrømme til import, stigende gældsbyrde og alvorlig mangel på brændstof, medicin og fødevarer. Disse problemer kulminerede i omfattende folkelige protester i 2022, hvor præsident Gotabaya Rajapaksa måtte træde tilbage og forlade landet efter massiv folkelig modstand.

Siden 2022 har Sri Lanka arbejdet med at forhandle støtte fra internationale kreditorer og multilaterale institutioner, gennemføre økonomiske reformer og stabilisere den politiske situation. Processen er lang og indebærer betydelige sociale omkostninger.

Yderligere læsning

Forslag til bøger og kilder for videre fordybelse:

• Mahavamsa – den klassiske pali-krønike, vigtig som historisk kilde og kulturelt referencepunkt.
• K. M. de Silva, A History of Sri Lanka – overblik over øens politiske og sociale historie.
• Jonathan Spencer, Sri Lanka: History and the Roots of Conflict – analyser af årsagerne til konflikten og dens sociale baggrund.
• International Crisis Group og Human Rights Watch-rapporter – nyttige for forståelse af nyere tiders konflikter og menneskerettighedsspørgsmål.

Kort sagt er Sri Lankas historie præget af langvarige indenlandske civilisationer, stærke religiøse og kulturelle traditioner, ydre påvirkninger fra kolonimagter og en moderne periode kendetegnet ved politiske spændinger og økonomiske udfordringer. Forståelse af nutidens Sri Lanka kræver både kendskab til de historiske rødder og opmærksomhed på de sociale og økonomiske betingelser, som stadig former landet.