Folkene på Balkan
Albanere
I en rapport fra det tyrkiske nationale sikkerhedsråd (MGK) fra 2008 anslås det, at der bor ca. 1,3 millioner mennesker af albansk afstamning i Tyrkiet, og at mere end 500.000 anerkender deres afstamning, sprog og kultur. Der findes imidlertid andre skøn, som anslår antallet af personer i Tyrkiet med albansk afstamning og/eller baggrund til op mod 5 millioner.
Disse antagelser fra den tyrkiske regering afvises imidlertid af forskere, som forklarer, at de er uden grundlag.Template:Qn
Bosniakker
I dag er bosniakernes eksistens i landet tydelig overalt. I byer som İstanbul, Eskişehir, Ankara, İzmir eller Adana kan man let finde kvarterer, gader, butikker eller restauranter med navne som Bosna, Yenibosna, Mostar eller Novi Pazar. Det er imidlertid yderst vanskeligt at vurdere, hvor mange bosniakker der bor i landet. Nogle bosniske forskere mener, at antallet af bosniakker i Tyrkiet er omkring fire millioner. Tyrkiske politikere er klar over det store antal bosniakker, der bor i Tyrkiet, og med henvisning hertil sagde den tyrkiske udenrigsminister Ahmet Davutoğlu i 2010 "Der bor flere bosniakker i Tyrkiet end i Bosnien."
Bulgarer
Folk, der identificerer sig som bulgarere, omfatter et stort antal pomakere og et lille antal ortodokse bulgarere. Ifølge Ethnologue taler i øjeblikket 300.000 pomakker i det europæiske Tyrkiet bulgarsk som modersmål. Det er meget vanskeligt at anslå antallet af pomakker sammen med de tyrkificerede pomakker, der bor i Tyrkiet, da de er blevet blandet ind i det tyrkiske samfund og ofte er blevet sprogligt og kulturelt dissimileret. Ifølge Milliyet og Turkish Daily News rapporter er antallet af pomakker og tyrkificerede pomakker i landet ca. 600 000. Ifølge det bulgarske udenrigsministerium er det bulgarsk-ortodokse kristne samfund i Tyrkiet på 500 medlemmer.
Grækerne
Grækerne udgør en befolkning af græsk- og græsk-talende østlige ortodokse kristne, som hovedsagelig bor i Istanbul, herunder i bydelen Prinsernes Øer, samt på de to øer ved den vestlige indgang til Dardanellerne: Imbros og Tenedos (tyrkisk: Gökçeada og Bozcaada). Nogle græsksprogede byzantinske kristne er blevet assimileret i løbet af de sidste tusind år.
De er resterne af de anslået 200.000 grækere, der i henhold til Lausanne-traktaten fik lov til at blive i Tyrkiet efter befolkningsudvekslingen i 1923, som indebar tvangsflytning af ca. 1,5 millioner grækere fra Anatolien og Østthrakien og af en halv million tyrkere fra hele Grækenland undtagen Vestthrakien. Efter flere års forfølgelse (f.eks. Varlık Vergisi og Istanbul-pogromet) tog emigrationen af etniske grækere fra Istanbul-området kraftigt til, hvilket reducerede det græske mindretal på 119 822 personer før angrebet til ca. 7 000 i 1978. Ifølge tal fra 2008 fra det tyrkiske udenrigsministerium er det nuværende antal tyrkiske borgere af græsk afstamning på 3 000-4 000. Ifølge Milliyet er der 15.000 grækere i Tyrkiet, mens den græske befolkning i Tyrkiet ifølge Human Rights Watch blev anslået til 2.500 i 2006. Ifølge samme kilde var den græske befolkning i Tyrkiet ved at bryde sammen, da samfundet på det tidspunkt var alt for lille til at opretholde sig selv demografisk på grund af emigration, langt højere dødelighed end fødselstal og fortsat diskrimination. I de seneste år, især efter den økonomiske krise i Grækenland, er tendensen imidlertid vendt. Nogle få hundrede til over tusind grækere migrerer nu årligt til Tyrkiet med henblik på beskæftigelse eller uddannelse.
Kristne grækere blev tvunget til at udvandre. Der bor muslimske grækere i Tyrkiet i dag. De bor i byerne Trabzon og Rize. Pontiske grækere har græske aner og taler den pontiske græske dialekt, en særlig form af det græske standardsprog, som på grund af Pontus' afsides beliggenhed har gennemgået en sproglig udvikling, der adskiller sig fra den sproglige udvikling i resten af den græske verden. De pontiske grækere var til stadighed til stede i regionen Pontus (det nuværende nordøstlige Tyrkiet), Georgien og Østanatolien fra mindst 700 f.Kr. til 1922.
Siden 1924 har det græske mindretals status i Tyrkiet været tvetydig. Fra 1930'erne indførte regeringen en undertrykkende politik, som tvang mange grækere til at emigrere. Som eksempler kan nævnes de arbejdsbataljoner, der blev indkaldt blandt ikke-muslimer under Anden Verdenskrig, samt formueskatten, der hovedsagelig blev opkrævet hos ikke-muslimer i samme periode. Disse førte til økonomisk ruin og død for mange grækere. Udvandringen fik en større impuls med pogromet i Istanbul i september 1955, som førte til, at tusindvis af grækere flygtede fra byen, hvilket i sidste ende reducerede den kristne græske befolkning til ca. 7 000 i 1978 og til ca. 2 500 i 2006, før den begyndte at stige igen efter 2008.
Serbere
Ved folketællingen i 1965 talte 6.599 tyrkiske borgere serbisk som første sprog og 58.802 som andetsprog.
Folkene i Kaukasus
Abkhasisk
Abkhasere eller abkhasere (abkhasisk: Аҧсуа, Apswa; georgisk: აფხაზები [ɑpʰxɑzɛbi]) er en nordvestkaukasisk etnisk gruppe, der hovedsageligt bor i Abkhasien, en omstridt region ved Sortehavskysten. En stor abkhasisk diasporabefolkning bor i Tyrkiet, hvis oprindelse ligger i befolkningsbevægelserne fra Kaukasus i slutningen af det 19. århundrede. Mange abkhasere bor også i andre dele af det tidligere Sovjetunionen, især i Rusland og Ukraine.
Armenere
Armenierne er indfødte i det armenske højland, som svarer til den østlige halvdel af det nuværende Tyrkiet, Republikken Armenien, det sydlige Georgien, det vestlige Aserbajdsjan og det nordvestlige Iran. Selv om ordet Armenien i 1880 blev forbudt i pressen, skolebøgerne og de offentlige institutioner i Tyrkiet og efterfølgende blev erstattet af ord som Østanatolien og Nordkurdistan, havde armenierne bevaret meget af deres kultur og arv. Den armenske befolkning i Tyrkiet blev stærkt reduceret efter massakrerne i Hamidian og især det armenske folkemord, hvor over halvanden million armeniere, stort set hele den armenske befolkning i Anatolien, blev massakreret. Før folkemordet i 1914 var den armenske befolkning i Tyrkiet ca. 1 914 620 personer. Det armenske samfund i det osmanniske rige havde før folkemordet på armenierne anslået 2 300 kirker og 700 skoler (med 82 000 elever). Dette tal omfatter ikke kirker og skoler, der tilhører de protestantiske og katolske armenske sogne, da kun de kirker og skoler, der hører under det armenske patriarkat i Istanbul og den apostolske kirke, blev talt med. Efter det armenske folkemord anslås det imidlertid, at der var 200 000 armeniere tilbage i Tyrkiet. I dag skønnes der at være mellem 40 000 og 70 000 armeniere i Tyrkiet, uden at medregne hamshenierne.
Armenere under den tyrkiske republikanske æra blev udsat for mange politikker, der forsøgte at afskaffe den armenske kulturarv, såsom tyrkificering af efternavne, islamisering, geografiske navneændringer, konfiskation af ejendomme, ændring af dyrenavne, ændring af navnene på armenske historiske personer (f.eks. blev navnet på den fremtrædende Balyan-familie skjult under en identitet som en overfladisk italiensk familie ved navn Baliani) og ændring og forvanskning af armenske historiske begivenheder.
Armenierne er i dag mest koncentreret omkring Istanbul. Armenierne støtter deres egne aviser og skoler. Flertallet tilhører den armenske apostolske tro, med et meget mindre antal armenske katolikker og armenske evangelikale. Samfundet har i øjeblikket 34,[skal forklares] 18 skoler og 2 hospitaler.
Tjetjenere og Ingusher
Tjetjenere i Tyrkiet er tyrkiske borgere af tjetjensk afstamning og tjetjenske flygtninge, der bor i Tyrkiet. Tjetjenere og ingusher bor i provinserne Istanbul, Kahramanmaraş, Mardin, Sivas og Muş. []
Tjerkessere
Ifølge Milliyet er der ca. 2,5 mio. tyrkiske tyrkere i Tyrkiet. Sådanne antagelser er imidlertid uden grundlag. Ifølge forskere og EU er der tre til fem millioner cirkassiere i Tyrkiet. De nært beslægtede etniske grupper Abazins (10 000) og Abkhasier (39 000) regnes også som cirkassiere. Tcirkassierne er et kaukasisk indvandrerfolk; langt de fleste af dem er blevet assimileret, og kun 20 % taler stadig tyrkisk. I Tyrkiet er de normalt sunnimuslimer (Hanafi).
Dagestani-folkene
Der findes forskellige etniske grupper fra Dagestan i Tyrkiet. Dagestani-folket bor i landsbyer i provinser som Balıkesir og Tokat og er også spredt i andre dele af landet. Et flertal af dem er nogais; lezginer og avarer er andre vigtige etniske grupper. Kumykker er også til stede. []
Georgiere
Ifølge avisen Milliyet er der ca. 1 million mennesker af georgisk herkomst i Tyrkiet. Georgiere i Tyrkiet er for det meste sunnimuslimer af Hanafi madh'hab. Indvandrede georgiere kaldes "Chveneburi", men indfødte muslimske georgiere bruger også dette udtryk. Muslimske georgiere udgør flertallet i dele af Artvin-provinsen øst for Çoruh-floden. Indvandrede muslimske grupper af georgisk oprindelse, som findes spredt i Tyrkiet, kaldes Chveneburi. Den mindste georgiske gruppe er katolikker, der bor i Istanbul.
Laz
De fleste Laz-folk bor i dag i Tyrkiet, men Laz-minoritetsgruppen har ingen officiel status i Tyrkiet. Deres antal anslås i dag til 2.250.000. Laz er sunni-muslimer. Kun et mindretal er tosprogede på tyrkisk og deres oprindelige laziske sprog, som tilhører den sydkaukasiske gruppe. Antallet af Laz-talere er faldende og er nu begrænset til hovedsageligt til Rize- og Artvin-områderne. Den historiske betegnelse Lazistan - der tidligere henviste til et smalt landområde langs Sortehavet, der var beboet af Laz'erne samt af flere andre etniske grupper - er blevet forbudt fra officiel brug og erstattet af Doğu Karadeniz (som også omfatter Trabzon). Under den russisk-tyrkiske krig i 1877-1878 blev den muslimske befolkning i Rusland nær krigszonerne udsat for etnisk udrensning; mange Lazere, der boede i Batum, flygtede til Det Osmanniske Rige og bosatte sig langs den sydlige Sortehavskyst øst for Samsun.
Centralasiatiske folkeslag
Tyrkiet modtog 3.800 flygtninge fra Pakistan-baserede kasakher, turkmenere, kirgisere og usbekere, som oprindeligt kom fra Afghanistan under den sovjetisk-afghanske krig. Kayseri, Van, Amasva, Cicekdag, Gaziantep, Tokat, Urfa og Serinvol modtog via Adana 3 800 pakistanske kasakhiske, turkmenske, kirgisiske og usbekiske flygtninge med base i Pakistan med UNHCR-bistand.
Kasakher
Der bor omkring 30.000 kasakhiske mennesker i Zeytinburnu-Istanbul. Det er kendt, at der er kasakhiske folk i andre dele af Tyrkiet, f.eks. i Manisa og Konya. I 1969 og 1954 indvandrede kasakhere til Anatoliens Salihli-, Develi- og Altay-regioner. Tyrkiet blev hjemsted for flygtninge kasakhiske flygtninge. Kazakh Turks Foundation (Kazak Türkleri Vakfı) er en organisation for kasakhiske tyrkere i Tyrkiet. Kasakherne i Tyrkiet kom via Pakistan og Afghanistan. Kazak Kültür Derneği (Kazakh Culture Association) er en kasakhisk diasporaorganisation i Tyrkiet.
Kirgisisk
Området omkring Van-søen i Tyrkiet er hjemsted for kirgisiske flygtninge fra Afghanistan. Tyrkiet blev en destination for kirgisiske flygtninge på grund af den sovjetisk-afghanske krig fra Afghanistans Wakhan-område. 500 af dem blev tilbage og rejste ikke til Tyrkiet sammen med de andre. Kirgisisk venskabs- og kulturselskab (Кыргызстан Достук жана Маданияят Коому) (Kırgızistan Kültür ve Dostluk Derneği Resmi Sitesi) er en kirgisisk diasporaorganisation i Tyrkiet.
De blev i 1982 fløjet fra Pakistan, hvor de havde søgt tilflugt efter den sovjetiske invasion af Afghanistan i slutningen af 1979. Deres oprindelige hjem lå i den østlige ende af Wakhan-korridoren i Pamir-området, der grænser op til Kina. Det vides ikke, hvor mange kirgisere der stadig bor i Van, og hvor mange der er flyttet videre til andre dele af Tyrkiet.
Turkmensk
Der er kun 1.500 etniske turkmenere i Tyrkiet.
Tadsjikisk
Der er kun 1.000 etniske tadsjikere i Tyrkiet.
Usbekere
Tyrkiet er hjemsted for 45.000 usbekere. I 1800-tallet blev Konyas nordlige Bogrudelik beboet af tatariske Bukharlyks. I 1981 flyttede afghanske Turkestan-flygtninge fra Pakistan til Tyrkiet for at slutte sig til de eksisterende samfund i Kayseri, Izmir, Ankara og Zeytinburnu. Usbekere med base i Tyrkiet har etableret forbindelser til usbekere med base i Saudi-Arabien.
Uyghurs
Tyrkiet er hjemsted for 50.000 uighurer. Der bor et samfund af uighurer i Tyrkiet. Kayseri modtog i 1966-1967 via UNHCR næsten 360 uighurer fra Pakistan. Den tyrkisk baserede uygurdiaspora havde en række familiemedlemmer blandt saudiarabiske, afghanske, indiske og pakistanske uygurere, der blev tilbage, mens UNHCR og den tyrkiske regering fik Kayseri til at modtage 75 uygurere i 1967 og 230 uygurere i 1965 og et antal i 1964 under Alptekin og Bughra. Vi kalder aldrig hinanden uygur, men kalder kun os selv for østturkestanere eller kashgarlik, turpanli eller endog tyrkere. - ifølge nogle uygurere, der er født i Tyrkiet.
Der bor et samfund af uygurere i Istanbul. Tuzla- og Zeytinburnu-moskeerne bruges af uygurerne i Istanbul. Fromhed er et kendetegn for de tyrkiske uighurer.
I Istanbuls distrikter Küçükçekmece, Sefaköy og Zeytinburnu bor der uighuriske samfund. Eastern Turkistan Education and Solidarity Association er beliggende i Tyrkiet. Abdurahmon Abdulahad fra East Turkistan Education Association støttede usbekiske islamister, der protesterede mod Rusland og Islam Karimovs usbekiske regering. Uyghurer er ansat i restauranterne i Küçükçekmece og Zeytinburnu. East Turkistan Immigration Association, East Turkistan Culture and Solidarity Association og Eastern Turkistan Education and Solidarity Association er uighuriske diasporaorganisationer i Tyrkiet.
Turkiske folk
Aserbajdsjanere
Det er svært at fastslå, hvor mange etniske aserbajdsjanere der i øjeblikket bor i Tyrkiet, fordi etnicitet er et ret flydende begreb i landet, og ifølge Looklex Encyclopaedia udgør aserbajdsjanere 800.000 af Tyrkiets befolkning. Op til 300.000 af de azerier, der bor i Tyrkiet, er borgere fra Aserbajdsjan. I den østlige Anatolien-region omtales azerier nogle gange som acem (se Ajam) eller tat. De er i øjeblikket den største etniske gruppe i byen Iğdır og den næststørste etniske gruppe i Kars.
Krimtatarer
Før det 20. århundrede var krimtatarerne indvandret fra Krim til Tyrkiet i tre bølger: Den første efter den russiske annektering af Krim i 1783, den anden efter Krimkrigen i 1853-56 og den tredje efter den russisk-tyrkiske krig i 1877-78. Det officielle antal[] krimtatarer er 150.000 (i centrum af Eskişehir), men den reelle befolkning (i hele Tyrkiet) er måske et par millioner. De bor mest i Eskişehir-provinsen og Kazan-Ankara.
Karachay
Karachay-folket bor i landsbyer koncentreret i Konya og Eskişehir.
Meskhetianske tyrkere
Der findes et samfund af meskhetianske tyrkere (Ahiska-tyrkere) i Tyrkiet.
Iranske folk
Abdal
Grupper af nomadiske og semi-nomadiske vandrende folk, der hovedsagelig findes i det centrale og vestlige Anatolien. De taler deres eget sprog og følger den alevitiske tro.
Afghaner
Afghanerne er en af de største grupper af irregulære indvandrere i Tyrkiet. I perioden 2003-2007 var antallet af anholdte afghanere betydeligt, og statistikkerne er næsten fordoblet i løbet af det seneste år. De fleste var flygtet fra krigen i Afghanistan. I 2005 var der 300 flygtninge fra Afghanistan, og de udgjorde en betydelig del af Tyrkiets registrerede migranter. De fleste af dem var spredt ud over satellitbyer med Van og Ağrı som de mest specifikke steder. I de følgende år steg antallet af afghanere, der kom ind i Tyrkiet, kraftigt, kun overgået af migranter fra Irak; i 2009 var der 16 000 personer, der blev udpeget under kategorien Irak-Afghanistan. Trods et dramatisk fald på 50 % i 2010 bekræftede rapporterne, at hundredvis af dem boede og arbejdede i Tyrkiet. I januar 2010 udgjorde afghanerne en sjettedel af de resterende 26.000 flygtninge og asylansøgere. Ved udgangen af 2011 forventes deres antal at stige til 10 000, hvilket vil gøre dem til den største befolkningsgruppe og overgå andre grupper.
Kurdere
Etniske kurdere er det største mindretal i Tyrkiet og udgør ca. 20 % af befolkningen ifølge Milliyet, 18 % af den samlede befolkning eller ca. 14 millioner mennesker ifølge CIA World Factbook og hele 23 % ifølge kurdologen David McDowall. I modsætning til tyrkerne taler kurderne et iransk sprog. Der bor kurdere over hele Tyrkiet, men de fleste bor i den østlige og sydøstlige del af landet, hvorfra de stammer.
I 1930'erne havde den tyrkiske regerings politik til formål at tvangsassimilere og turkificere de lokale kurdere. Siden 1984 har de kurdiske modstandsbevægelser omfattet både fredelige politiske aktiviteter for grundlæggende borgerrettigheder for kurdere i Tyrkiet og voldelige væbnede oprør for en separat kurdisk stat.
Osseterne
Osseterne emigrerede fra Nordossetien siden anden halvdel af det 19. århundrede, i slutningen af den Kaukasiske Krig. I dag bor de fleste af dem i Ankara og Istanbul. Der er 24 ossetiske landsbyer i det centrale og østlige Anatolien. Osseterne i Tyrkiet er opdelt i tre hovedgrupper, afhængigt af deres indvandringshistorie og de efterfølgende begivenheder: de, der bor i Kars (Sarıkamış) og Erzurum, de, der bor i Sivas, Tokat og Yozgat og de, der bor i Muş og Bitlis.
Persere
500.000 til 650.000.
Zazas
Zazas er et samfund, der identificerer sig som etniske kurdere. Deres sprog zazaki er et sprog, der tales i det østlige Anatolien mellem floderne Eufrat og Tigris. Det hører til den nordvestiranske gruppe af den iranske sproggren af den indoeuropæiske sprogfamilie. Zaza-sproget er beslægtet med kurdisk, persisk og balōchi. En nøjagtig angivelse af antallet af zaza-talere er ukendt. Interne Zaza-kilder anslår det samlede antal Zaza-talere til 3 til 6 millioner.
Europæiske folkeslag
Briterne
Der er mindst 34.000 briter i Tyrkiet. De består hovedsageligt af britiske statsborgere, der er gift med tyrkiske ægtefæller, britiske tyrkere, der er flyttet tilbage til landet, studerende og familier til langtidsudlændinge, der er ansat overvejende i industrien.
Hollandsk
Der bor ca. 15.000 hollændere i Tyrkiet.
Tyskere
Der bor over 50.000 tyskere i Tyrkiet, primært tyskere gift med tyrkiske ægtefæller, arbejdstagere, pensionister og langtidsturister, der køber ejendomme langs den tyrkiske kystlinje og ofte tilbringer det meste af året i landet. Derudover er mange tyrkiske tyskere også vendt tilbage og bosat sig, og det er ikke ualmindeligt at høre tyrkere tale tysk i Istanbuls gader.
Levantines
Levantinerne bor fortsat i Istanbul (mest i bydelene Galata, Beyoğlu og Nişantaşı), İzmir (mest i bydelene Karşıyaka, Bornova og Buca) og den mindre vigtige havneby Mersin, hvor de har haft stor indflydelse på skabelsen og genoplivningen af en tradition for opera. Berømte personer fra det nuværende levantinske samfund i Tyrkiet omfatter Maria Rita Epik, den fransk-levantinske Caroline Giraud Koç og den italiensk-levantinske Giovanni Scognamillo. Der bor omkring 35 000 levanteiner i Tyrkiet.
Stænger
Der er kun 4.000 etniske polakker i Tyrkiet, som er blevet assimileret[] i den tyrkiske hovedkultur. Indvandringen startede dog under delingerne af det polsk-litauiske fællesskab. Józef Bem var en af de første indvandrere, og prins Adam Jerzy Czartoryski grundlagde Polonezköy i 1842. De fleste polakker i Tyrkiet bor i Polonezköy i Istanbul.
Russerne
Der bor omkring 50.000 russere i Tyrkiet. Russerne begyndte at migrere til Tyrkiet i første halvdel af 1990'erne. De fleste flygtede fra de økonomiske problemer, der var fremherskende efter opløsningen af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker. I denne periode giftede mange russiske indvandrere sig med og assimilerede sig med de lokale tyrkere, hvilket gav anledning til en hurtig stigning i antallet af blandede ægteskaber. Der findes en russisk sammenslutning for uddannelse, kultur og samarbejde, som har til formål at udbrede det russiske sprog og den russiske kultur i Tyrkiet samt at fremme samfundets interesser.
Andre mindretal
Afrikanere
For flere århundreder siden kom en række afrikanere, som regel via Zanzibar som Zanj og fra steder som Niger, Saudi-Arabien, Libyen, Kenya og Sudan, til det osmanniske rige og bosatte sig i Dalaman, Menderes og Gediz-dalene, Manavgat og Çukurova. Afrikanske kvarterer i İzmir i det 19. århundrede, herunder Sabırtaşı, Dolapkuyu, Tamaşalık, İkiçeşmelik og Ballıkuyu, er nævnt i samtidige optegnelser. På grund af slavehandelen i det osmanniske rige, der havde blomstret på Balkan, havde kystbyen Ulcinj i Montenegro sit eget sorte samfund. Som følge af slavehandlen og kaperskabets aktiviteter fortælles det, at der indtil 1878 levede 100 sorte mennesker i Ulcinj. Den osmanniske hær indsatte også anslået 30 000 sorte afrikanske soldater og kavalerister i sin ekspedition i Ungarn under den østrigsk-tyrkiske krig 1716-18.
Arabere
Der er mellem 800.000 og 1 million arabere i Tyrkiet, og de bor hovedsagelig i provinser nær den syriske grænse, især i Hatay-regionen, hvor de udgjorde to tredjedele af befolkningen i 1939. Hvis man medregner de seneste syriske flygtninge, udgør de dog 5,3 %[] af befolkningen. De fleste af dem er sunnimuslimer. [] Der er dog en lille gruppe alawitter og en anden gruppe af arabiske kristne (mest i Hatay-provinsen) i fællesskab med den antiokisk-ortodokse kirke. []
Tyrkiet oplevede en stor tilstrømning af irakere mellem 1988 og 1991 som følge af både Iran-Irak-krigen og den første Golfkrig, hvor mellem 50.000 og 460.000 irakere kom til landet.
Syrere i Tyrkiet omfatter indvandrere fra Syrien til Tyrkiet samt deres efterkommere. Antallet af syrere i Tyrkiet anslås til over 3,58 mio. mennesker i april 2018 og består hovedsagelig af flygtninge fra den syriske borgerkrig.
Assyrerne
Assyrerne var engang et stort etnisk mindretal i det osmanniske rige, men efter det assyriske folkemord i begyndelsen af det 20. århundrede blev mange af dem myrdet, deporteret eller endte med at emigrere. De tilbageværende er kun få i deres oprindelige sydøstlige Tyrkiet (dog i større antal end andre grupper, der blev myrdet i de armenske eller græske folkedrab) og i Istanbul. De tæller omkring 30 000.
Jøder
Der har været jødiske samfund i Lilleasien siden mindst det 5. århundrede f.Kr., og mange spanske og portugisiske jøder, der blev fordrevet fra Spanien, kom til Det Osmanniske Rige (herunder regioner i det nuværende Tyrkiet) i slutningen af det 15. århundrede. På trods af udvandringen i det 20. århundrede har det moderne Tyrkiet fortsat en lille jødisk befolkning på ca. 20.000 personer.
Roma
Ifølge Milliyet er der ca. 700.000 romaer i Tyrkiet. Sulukule er den ældste romabosættelse i Europa. Ifølge forskellige tyrkiske og ikke-tyrkiske skøn er antallet af romaer op til 4 eller 5 millioner, mens de ifølge en tyrkisk kilde kun udgør 0,05 % af Tyrkiets befolkning (eller ca. personer). Efterkommerne af de osmanniske romaer er i dag kendt som Xoraxane romaer og er af islamisk tro.
Mindre udlænding
Australiere
Der er op til 12.000 australiere i Tyrkiet. Af disse bor langt de fleste i hovedstaden Ankara (ca. 10.000), mens de resterende bor i Istanbul. Australske udlændinge i Tyrkiet udgør en af de største oversøiske australske grupper i Europa og Asien. Langt størstedelen af de australske statsborgere i Tyrkiet er tyrkiske australiere.
Brasilianere
Brasilianerne i Tyrkiet er et af de meget små brasilianske samfund uden for Brasilien, der tæller omkring 275. Størstedelen af brasilianerne i Tyrkiet arbejder på ambassader og/eller konsulater i Istanbul og Ankara, mens et mindre antal arbejder i private virksomheder i andre storbyer.
Canadiere
Der bor over 1.100 canadiere i Tyrkiet, hvoraf de fleste bor i Ankara og Istanbul ifølge Registration of Canadians Abroad (ROCA) og de lokale canadiske ambassader og konsulater i landet. I de seneste år har antallet af canadiere, der bosætter sig i Tyrkiet, været stærkt stigende, og landet er fortsat en af de hurtigst voksende destinationer for canadiere, der rejser til udlandet. De voksende tal er blevet kædet sammen som en af årsagerne til, at antallet af canadiske turister, der vælger at besøge Tyrkiet hvert år, er steget voldsomt. I 2009 havde ca. 150 000 canadiere været i Tyrkiet, hvilket er en stigning i forhold til de 39 000 i 1995.
Kinesisk
Der er et lille samfund af kinesere i Tyrkiet, for det meste midlertidige udlændinge. Nogle få hundrede kinesiske studerende er indskrevet på forskellige tyrkiske universiteter. Tyrkiet har et betydeligt antal muslimske uighurer, der stammer fra Xinjiang-regionen i Kina. De er kommet i stort antal siden begyndelsen af 1950'erne fra de nordvestlige provinser i Kina, og som led i deres migration til Mellemøsten valgte mange af dem at slå sig ned i bycentrene i Tyrkiet. I dag har de effektivt knyttet sig til den lokale økonomi og kan ses udøve forskellige former for handel.
Filippinerne
Der var 5.500 filippinere i Tyrkiet i 2008 ifølge skøn fra Kommissionen for filippinske udlændinge i udlandet og den filippinske ambassade i Ankara. De fleste af dem er registreret som tjenestepiger og "oversøiske arbejdere", der er ansat i husholdninger hos diplomatiske samfund og tyrkiske elitefamilier. Desuden er 10 % eller ca. 500 filippinere i Tyrkiet kvalificerede arbejdere og fagfolk, der arbejder som ingeniører, arkitekter, læger og lærere. De fleste filippinere er bosiddende i Istanbul, Ankara, Izmir, Antalya og de omkringliggende områder.
Indianere
Indianerne i Tyrkiet er et lille samfund på 300 personer og består af ca. 100 familier. De fleste af dem arbejder som læger og computeringeniører eller som ansatte i multinationale selskaber. Indien har også en lille forretningsmæssig tilstedeværelse i Tyrkiet gennem repræsentationskontorer for Reliance Industries, Tata Motors og Indorama.
Japansk
Der er en mellemstor befolkning af japanere i Tyrkiet, som for det meste består af nyligt udstationerede japanere og deres efterkommere født i Tyrkiet. I september 2010 havde det japanske udenrigsministerium opgjort 1 430 personer. De fleste japanere, der bor i Tyrkiet, er bosat i Ankara og Istanbul.
Pakistanere
Pakistanere i Tyrkiet refererer til et lille samfund, der hovedsageligt består af udlændinge og studerende. Mange af de pakistanske studerende studerer på tyrkiske universiteter og højere læreanstalter. Der er også et stort antal lang- og kortvarige økonomiske indvandrere fra Pakistan i Tyrkiet, som ofte har til hensigt at rejse ind i EU. Pakistan har en permanent ambassade i Ankara og et generalkonsulat i Istanbul, som har til formål at varetage samfundets interesser i hele landet. Omkring 800 pakistanske studerende studerer i Tyrkiet.
.png){kind=small}
