Oprindelse og tidlige migrationer
De tyrkiske folk menes at have deres oprindelse i det østasiatiske område, særligt i og omkring Manchuriet i det nordøstlige Kina og dele af Mongoliet. Arkæologiske og sproghistoriske forslag peger på, at tidlige prototyrkere opstod i dette område og spredte sig vestpå gennem Sibirien og Altai-regionen i flere bølger. En af de nævnte kulturer i diskussionen er Xinglongwa-kulturen langs Liao-floden, som nogle forskere fremhæver som et muligt hjemland for tidlige tyrkiske grupper.
Sprog og klassifikation
De tyrkiske folk taler sprog, der hører til den turkiske familie. Denne sprogfamilie omfatter mange levende sprog, blandt andre tyrkisk (i moderne betydning), azerisk, kasakhisk, kirgisisk, turkmensk, usbekisk, uigurisk, tatarisk og flere mindre sprog. Sprogene er beslektede i varierende grad; nogle nabosprog er gensidigt forståelige, mens andre er langt fra hinanden historisk og strukturelt.
Udbredelse i dag
I dag bor tyrkiske folk først og fremmest i det nordlige og centrale Eurasien. De dominerer det moderne Centralasien, der er mange i Kaukasusområdet, Mellemøsten og Østeuropa. Der findes også betydelige tyrkiske befolkningsgrupper i Pakistan og i Indien, hvor de over tid er blevet blandet med lokale befolkninger (et nyere eksempel er muhajir-gruppen i Pakistan). Større moderne stater med tyrkisk-sprogede majoriteter eller store minoritetsgrupper omfatter blandt andre Tyrkiet og Aserbajdsjan — samt igen Aserbajdsjan i en række historiske og demografiske sammenhænge.
Kultur, religion og skriftsprog
Kulturelt og religiøst er tyrkiske folk mangfoldige. Islam (især sunniislam) er udbredt blandt mange tyrkiske befolkninger, men der findes også shiitiske fællesskaber (fx i dele af Aserbajdsjan), kristne minoriteter (fx gagauzere) og historisk indslag af andre trosformer. Historisk er forskellige skriftsystemer blevet brugt: oldtyrkisk runeskrift, arabisk skrift i islamisk kontekst, kyrillisk i sovjettiden og latinsk alfabet i lande som Tyrkiet og dele af Centralasien efter sprogreformer. Skriftskifte og sprogreformer har haft stor betydning for modernisering og national identitet i det 20. århundrede.
Udseende og genetik
Fysisk fremtoning og genetisk sammensætning hos tyrkiske folk er meget varieret på grund af årtusinders migrationer og lokal blanding. Tidlige prototyrkere beskrives i nogle kilder som nærmere østasiatiske i udseende, og i ældre antropologisk terminologi ses undertiden betegnelser som mongoloid), men moderne genetik viser komplekse admixturmønstre med både østasiatiske og vestlige (vesteurasiske/indoeuropæiske) komponenter afhængigt af region. Vestlige tyrkiske befolkninger i Tyrkiet, Aserbajdsjan og nærområder har ofte et udseende, der i højere grad afspejler indslag fra middelhavs- og iranske populationer på grund af historisk blanding med forskellige indoeuropæiske grupper og andre lokalbefolkninger.
Historisk udvikling og centrale begreber
Betegnelsen «tyrker» dækker både mange nutidige etniske grupper og en række historiske polities som de seljukkiske og timuridiske riger. De ældste kendte tyrkiske grupper kaldes ofte prototyrkere; fra deres østasiatiske oprindelse spredte nogle sig mod vest og spillede en central rolle i middelalderens centralasiatiske og mellemøstlige historie. Der er tæt forbindelse til folkeslag i de højalpine og skovsteppe-områder, fx Altai-folket, som indgår i mange rekonstruktioner af bevægelserne.
Opsummering
- Oprindelse: Østasiatiske område omkring Manchuriet og Mongoliet.
- Sprog: Hører til den turkiske familie og omfatter mange moderne sprog og dialekter.
- Udbredelse: Fra Eurasien ud til Centraleuropa, Mellemøsten og Sydasien (Pakistan, Indien, mv.).
- Variation: Store forskelle i kultur, religion, sprog og genetik mellem grupper og regioner.
Samlet set dækker begrebet «tyrkiske folk» en bred og mangfoldig samling af folkeslag med fælles sproglige rødder og en lang historie af migration, kulturel udveksling og lokal tilpasning.
