Turkificering: Kulturel og sproglig assimilation i Tyrkiet
Turkificering: Dybtgående analyse af kulturel og sproglig assimilation i Tyrkiet — historie, tvangstiltag og arven efter Atatürk.
Turkificering var processen med at gøre et kulturelt, sprogligt eller etnisk ikke-tyrkisk område til et kulturelt, sprogligt eller tyrkisk område. Turkificering kunne være både frivillig og tvungen. Inden tyrkernes store indvandringer og etableringen af det osmanniske rige var Anatolien og de omkringliggende områder hjem for mange forskellige folkeslag — grækere, armeniere, kurdere, jøder, assyrere, lazere, circassiere m.fl. Mange af disse grupper var gennem århundreder udsat for både kulturel og sproglig assimilation. Under Mustafa Kemal Atatürk og den tidlige republikperiode oplevede disse grupper en ny, stærkt institutionel bølge af politikker, der i særlig grad søgte at fremme tyrkisk sprog og identitet.
Historisk baggrund
Fænomenet har rødder både i det osmanniske rige og i den moderne tyrkiske nationalismes opståen. Under det osmanniske styre fungerede det såkaldte millet-system, hvor religiøse samfund havde et vist selvstyre, men nationalitetsbevidstheden voksede markant i 1800-tallet. I kølvandet på første verdenskrig, det osmanniske riges sammenbrud og befolkningsudvekslingen mellem Grækenland og Tyrkiet (1923) blev befolkningssammensætningen ændret markant. Samtidig opstod en stærk republikansk moderniserings- og nationaliseringsbevægelse, som satte sprog og fælles national identitet i centrum.
Republikken og statslige reformer
I perioden efter 1923 iværksatte den nye republik en række reformer, der direkte eller indirekte fremmede turkificering:
- Sprog- og alfabetreformer: I 1928 blev det arabiske alfabet erstattet af et latinsk baseret tyrkisk alfabet. Derudover igangsattes en aktiv renæssance af tyrkiske ord og fjernelse af persiske og arabiske låneord (sprogreformer og ordbogsarbejde).
- Kulturelle og symbolske love: Love som Surname Law (1934) og Hat Law (1925) skulle skabe en fælles, moderne tyrkisk identitet.
- Uddannelse og centralisering: Skolevæsenet blev centraliseret, og tyrkisk sprog og historie fik en central plads i undervisningen. Minoritetssprog blev i praksis ofte udelukket fra officiel skoleundervisning.
- Toponymi og national historie: Stednavne med ikke-tyrkiske oprindelser blev ændret, og statens officielle historieudlæg fremmede en ensartet national fortælling (fx Turkish History Thesis, Sun Language Theory).
Metoder og praksis
Metoderne varierede fra lovgivning og økonomisk/administrativ omstrukturering til tvangsmæssige foranstaltninger:
- Lovgivning, bureaukratiske krav og udnævnelser, som favoriserede tyrkisk sprog og personale.
- Uddannelsespolitik, censur og begrænsninger i offentlig brug af minoritetssprog.
- Omregistrering, omdøbning af landsbyer og byer samt officielle kampagner for at ændre navne og identiteter.
- I nogle tilfælde alvorlige overgreb, fordrivelse og konflikter, som også har efterladt langvarige spor i forholdet mellem staten og visse minoriteter.
Konsekvenser og kulturel blanding
Resultatet af århundreders kontaktskift og politikker blev en kultur, der i mange områder udtrykker en synkretisme: en blanding af vestlige modernistiske impulser, islamiske traditioner og elementer fra ældre centralasiatiske (bl.a. shamanistiske/tengristiske) og lokale folkelige praksisser. Denne blanding ses i madkultur, musik, folklore, beklædning og sociale skikke. Samtidig medførte turkificeringspolitikker tab af sprog, kulturarv og traditioner for mange mindretal, hvilket har påvirket både individuelle samfund og kollektive erindringer.
Samtidige forhold og rettighedsdebatter
Fra 1990'erne og især i 2000'erne kom der internationalt pres og interne politiske reformer, som førte til visse lempelser: øget multimedieudsendelse på minoritetssprog, tilladelse til visse former for undervisning i eller på andre sprog og politiske initiativer for at anerkende kulturelle rettigheder. Dog er anerkendelsen af mindretal og deres rettigheder fortsat begrænset og omstridt. Ifølge traktaten i Lausanne (1923) er visse ikke-muslimske grupper (bl.a. grækere, armeniere og jøder) formelt anerkendt som minoriteter, mens mange andre grupper — særlig kurdere — ikke har haft fuld juridisk anerkendelse som etnisk minoritet og oplever fortsat politiske og kulturelle spændinger.
Afsluttende bemærkninger
Turkificering er et sammensat fænomen med historiske, politiske, sproglige og kulturelle dimensioner. Det forklarer dels den stærke vægt på et fælles tyrkisk sprog og identitet i staten, og dels hvorfor dagens tyrkiske kultur fremstår som en blanding af vestlige, islamiske og ældre centralasiatiske traditioner. Diskussionen om turkificering berører i dag spørgsmål om minoritetsrettigheder, kulturarv og hvordan en moderne stat bedst håndterer etnisk og sproglig mangfoldighed uden at udviske gruppernes særlige særpræg.
Søge