Ateisme | afvisning af troen på en gud eller guder

Ateismens historie

Anaxagoras var den første kendte ateist. Han var en jonisk græker, født i Clazomenae i det nuværende Lilleasien. Han rejste rundt til andre græske byer, og hans idéer var velkendte i Athen. Sokrates nævnte, at man kunne købe hans værker i Athen for en drakme. Til sidst blev han retsforfulgt og dømt for ugudelighed og blev forvist fra Athen.

Anaxagoras' overbevisninger var interessante. Han mente, at solen ikke var en gud, og at den ikke var animeret (levende). Solen var "en rødglødende masse, der var mange gange større end Peloponnes". Månen var et fast legeme med geografiske træk og lavet af samme stof som Jorden. Verden var en klode (kugleformet).

 

Årsager til ateisme

Ateister giver ofte grunde til, at de ikke tror på en gud eller guder. Tre af de grunde, som de ofte anfører, er problemet med ondskab, argumentet med inkonsekvente åbenbaringer og argumentet med ikke-tro. Det er ikke alle ateister, der mener, at disse grunde er et fuldstændigt bevis for, at guder ikke kan eksistere, men det er de grunde, der gives som støtte for at afvise troen på, at guder eksisterer.

Nogle ateister tror ikke på nogen gud, fordi de mener, at der ikke findes beviser for nogen gud eller guder og gudinder, så at tro på nogen form for teisme er ensbetydende med at tro på ubeviste antagelser. Disse ateister mener, at en mere enkel forklaring på alting er metodologisk naturalisme, som betyder, at kun naturlige ting eksisterer. Occams barberkniv viser, at enkle forklaringer uden mange ubeviste gæt er mere sandsynlige for at være sande.

 

Etymologi

Ordet "ateisme" stammer fra det græske sprog. Det kan opdeles i a- (ἄ), et græsk præfiks, der betyder "uden", og theos (θεός), der betyder "gud", og kombineres til "uden guder" eller "gudløs". I det antikke Grækenland betød det også "ugudelig".

Fra omkring det 5. århundrede f.Kr. blev ordet brugt til at beskrive folk, der "afbrød forbindelserne med guderne" eller "fornægtede guderne". Før da havde betydningen været tættere på "ugudelig". Der findes også det abstrakte navneord ἀθεότης (atheotēs), "ateisme".

Cicero omskrev det græske ord til det latinske atheos. Dette ord blev ofte brugt i debatten mellem de tidlige kristne og hellenisterne. Hver side brugte det til at betegne den anden side på en dårlig måde.

Karen Armstrong skriver, at "I det sekstende og syttende århundrede var ordet 'ateist' stadig udelukkende forbeholdt polemik ... Udtrykket 'ateist' var en fornærmelse. Ingen ville have drømt om at kalde sig selv ateist." Ateisme blev først brugt til at beskrive en åbenlyst positiv tro i slutningen af 1700-tallets Europa, hvilket betød vantro på den monoteistiske abrahamitiske gud. I det 20. århundrede blev begrebet udvidet til at referere til ikke at tro på alle guddomme. I det vestlige samfund er det dog stadig almindeligt at beskrive ateisme som blot "vantro på Gud".

 
Det græske ord αθεοι (atheoi), som det forekommer i Efeserbrevet (2:12) på papyrus 46 fra det tidlige 3. århundrede. Det skrives normalt på engelsk som "[those who are] without God".  

Ateisme i samfundet

Mange steder er (eller var) det en forbrydelse at offentliggøre ideen om ateisme. Det kunne f.eks. være at hævde, at Bibelen eller Koranen ikke kan være sand, eller at sige eller skrive, at der ikke findes nogen gud.

Muslimsk frafald, dvs. at blive ateist eller tro på en anden gud end Allah, kan være en farlig handling på steder med mange konservative muslimske folk. Mange religiøse domstole har straffet og nogle straffer stadig denne handling med dødsstraf. Mange lande har stadig love mod ateisme. Selv om det af de fleste muslimske lærde anses for at være en synd, er ikke alle enige om, at det bør kunne straffes. F.eks. fremgår det klart af "Surat Al Kafirun" i Koranen, at enhver har frihed til at vælge sin religion og tro. Lovene mod ateisme i den muslimske verden er ikke universelle og er baseret på de enkelte samfunds fortolkning af den hellige bog.

Ateisme bliver mere og mere udbredt, især i Sydamerika, Nordamerika, Oceanien og Europa (i procent af de mennesker, der tidligere havde en religion og begyndte at være ateister).

I mange lande, især i den vestlige verden, findes der love, der beskytter ateisternes ret til at give udtryk for deres ateistiske tro (ytringsfrihed). Det betyder, at ateister har de samme rettigheder i henhold til loven som alle andre. Religionsfrihed i international lovgivning og traktater omfatter også friheden til ikke at have en religion.

I dag betegner ca. 2,3 % af verdens befolkning sig selv som ateister. Omkring 11,9 % betegnes som ikke-teister. Mellem 64 % og 65 % af japanerne beskriver sig selv som ateister, agnostikere eller ikke-troende, og op til 48 % i Rusland. Procentdelen af sådanne personer i EU's medlemslande ligger mellem 6 % (Italien) og 85 % (Sverige). I USA konkluderer Pew og Gallup - to af de mest velrenommerede meningsmålingsfirmaer i USA - at ca. 10 % af amerikanerne siger, at de ikke tror på Gud, og dette tal er langsomt steget i løbet af årtierne. Det reelle tal er sandsynligvis højere end dette på grund af stigmatiseringen omkring ateisme.

 
Kort over den irreligiøse befolkning i procent i verden. Nogle lande, f.eks. Brasilien, Mexico og Chile, har ikke kategorier for ateisme, agnosticisme og humanisme i folketællingsfeltet. I nogle lande er ateisme også ulovligt eller ikke acceptabelt. På grund af dette kan et stort antal ateister være skjult nogle steder.  

Definition af ateisme

Folk er uenige om, hvad ateisme betyder. De er uenige om, hvornår man skal kalde visse mennesker ateister eller ej.

Implicit og eksplicit ateisme

Ateisme beskrives generelt som det at man ikke tror på Gud.

George H. Smith skabte udtrykkene "implicit ateisme" og "eksplicit ateisme" for at beskrive forskellen mellem forskellige typer af ateisme. Implicit ateisme er, når man ikke tror på Gud, fordi man ikke kender til begrebet Gud. Eksplicit ateisme er, når man ikke tror på Gud, efter at man har lært om ideen.

I 1772 sagde baron d'Holbach, at "alle børn fødes som ateister; de har ingen idé om Gud".

I 1979 sagde George H. Smith, at: "Den mand, der ikke er bekendt med teismen, er ateist, fordi han ikke tror på en gud. Denne kategori ville også omfatte barnet [som er i stand til] at forstå de involverede spørgsmål, men som stadig er uvidende om disse spørgsmål. Det faktum, at dette barn ikke tror på gud, kvalificerer det som ateist".

Disse to citater beskriver implicit ateisme.

Ernest Nagel er uenig med Smiths definition af ateisme som "fravær af teisme" og siger, at kun eksplicit ateisme er sand ateisme. Det betyder, at Nagel mener, at en person for at være ateist skal kende til Gud og derefter afvise idéen om Gud.

"Svag" og "stærk" ateisme

Filosoffer som Antony Flew har set på stærk (undertiden kaldet positiv) ateisme i forhold til svag (undertiden kaldet negativ) ateisme. Ifølge denne idé er enhver, der ikke tror på en gud eller guder, enten en svag eller en stærk ateist.

Stærk ateisme er den sikre tro på, at der ikke findes nogen gud. En ældre måde at sige stærk ateisme på er at sige "positiv ateisme". Svag ateisme er alle andre former for ikke at tro på en gud eller guder. En ældre måde at sige svag ateisme på er at sige "negativ ateisme" Disse udtryk er blevet brugt mere i filosofiske skrifter og i katolske trosretninger. siden mindst 1813. Ifølge denne definition af ateisme er de fleste agnostikere svage ateister.

Michael Martin siger, at agnosticisme omfatter svag ateisme. Nogle agnostikere, herunder Anthony Kenny, er uenige. De mener, at det at være agnostiker er noget andet end at være ateist. De mener, at ateisme ikke er anderledes end at tro på en gud, fordi begge kræver tro. Dette overser den virkelighed, at agnostikere også har deres egen tro eller "krav på viden"

Agnostikere siger, at man ikke kan vide, om der findes en gud eller guder. Efter deres mening kræver en stærk ateisme et spring i troen.

Ateister svarer normalt ved at sige, at der ikke er nogen forskel på en idé om religion uden beviser og en idé om andre ting Manglen på beviser for, at Gud ikke eksisterer, betyder ikke, at der ikke findes nogen Gud, men det betyder heller ikke, at der findes en Gud. Den skotske filosof J.J.C. Smart siger, at "nogle gange kan en person, der i virkeligheden er ateist, beskrive sig selv, endda lidenskabeligt, som agnostiker på grund af en urimelig generaliseret filosofisk skepsis, som ville udelukke os fra at sige, at vi ved noget som helst, undtagen måske sandhederne i matematik og formel logik". Nogle populære ateistiske forfattere som f.eks. Richard Dawkins viser gerne forskellen mellem teistiske, agnostiske og ateistiske holdninger ved hjælp af den sandsynlighed, der tildeles udsagnet "Gud eksisterer".

 
En oversigt over forholdet mellem svag/stærk og implicit/eksplicit ateisme  

Ateisme i det daglige liv

I hverdagen definerer mange mennesker naturfænomener uden at have brug for en gud eller guder. De benægter ikke eksistensen af en eller flere guder, de siger blot, at denne eksistens ikke er nødvendig. Ifølge dette synspunkt giver guder ikke livet et formål og påvirker det heller ikke. Mange videnskabsmænd praktiserer det, de kalder metodologisk naturalisme. De indtager stille og roligt den filosofiske naturalisme og anvender den videnskabelige metode. Deres tro på en gud påvirker ikke deres resultater.

Praktisk ateisme kan antage forskellige former:

• Fravær af religiøs motivation - troen på guder motiverer ikke moralsk handling, religiøs handling eller nogen anden form for handling;
• Aktiv udelukkelse af problemet med guder og religion fra intellektuel udøvelse og praktisk handling;
• Ligegyldighed - fraværet af interesse for problemerne med guder og religion; eller
• Ubevidsthed om begrebet en guddom.

 

Teoretisk ateisme

Teoretisk ateisme forsøger at finde argumenter mod Guds eksistens og at modbevise teismens argumenter, som f.eks. argumentet om design eller Pascal's Wager. Disse teoretiske argumenter har mange former, hvoraf de fleste er ontologiske eller epistemologiske. Nogle er baseret på psykologi eller sociologi.

Velkendte filosoffers holdninger

Immanuel Kant

Ifølge Immanuel Kant kan der ikke være noget bevis for et højeste væsen, som er lavet ved hjælp af fornuften. I sit værk "Kritik af den rene fornuft" forsøger han at vise, at alle forsøg på enten at bevise Guds eksistens eller at modbevise den ender i logiske modsigelser. Kant siger, at det er umuligt at vide, om der findes nogen højere væsener. Dette gør ham til agnostiker.

Ludwig Feuerbach

Ludwig Feuerbach udgav "Kristendommens væsen" i 1841. I sit værk postulerer han følgende:

1. Religion er ikke kun en historisk eller transcendental kendsgerning, men først og fremmest et resultat af den menneskelige bevidsthed, dens sind eller dens fantasi.
2. Alle religioner er kun forskellige i deres form, men de har én ting til fælles: De er projektioner af uopfyldte behov i den menneskelige natur. Gud og alt religiøst indhold er ikke andet end psykologiske projektioner. De materielle årsager til disse projektioner har deres rod i menneskets natur.

Følgende sætninger opsummerer Feuerbachs forfatterskab:

• Mennesket skabte Gud i sit billede
• Homo homini Deus est ("Mennesket er en gud for mennesket")

 

Relaterede sider

• Sekulær humanisme
• Agnosticisme
• Statslig ateisme
• Loven om de tre faser
• Gud er død