Assyrisk folkedrab | folkedrab af det osmanniske rige, hvor over 300,000 assyrere blev dræbt under razziaer
Det assyriske folkemord var et folkemord begået af Det Osmanniske Rige, hvor over 300.000 assyrere blev dræbt under angreb.
Assyrerne kalder det Sayfo, som er det aramæiske ord for "sværd". Mange assyrere blev betragtet som urene af tyrkerne og blev massakreret, fordi de ikke opgav kristendommen og blev muslimer. Assyrerne mistede deres hjem og ejendele til sultanen, Adulhamed den Røde. Allerede før folkemordet var de blevet forfulgt og tvunget til at betale høje skatter.
Siden oldtiden og babyloniernes erobring har assyrerne ikke haft deres egen nation. Deres diaspora har spredt sig til mange forskellige lande.
Under araberne og tyrkerne blev de undertrykt og tvangsassimileret til imperierne, og mange mistede deres uafhængighed. De, der har overlevet, har bevaret deres fælles enhed, især i deres dybe kristne tro.
Personlig erfaring citeret fra Assyrian Voice
| " | "En dag samlede muslimerne alle børn på mellem seks og femten år og førte dem til politiets hovedkvarter. Der førte de de stakkels små tingester op på toppen af et bjerg kaldet Ras-el Hadjar og skar halsen over på dem en efter en, hvorefter de kastede deres kroppe i en afgrund." | " |
Oversigt over massakren
Det assyriske folkedrab (også kendt som Sayfo eller Seyfo) blev begået mod den assyriske befolkning i Det Osmanniske Rige under Første Verdenskrig af ungtyrkerne. Den assyriske befolkning i det nordlige Mesopotamien omfattede Tur Abdin-, Hakkari-, Van- og Siirt-regionerne i det nuværende sydøstlige Tyrkiet og Urmia-regionen i det nordvestlige Iran. De blev tvangsforflyttet og massakreret af osmanniske (tyrkiske) og kurdiske styrker mellem 1914 og 1920 under ungtyrkernes regime. Under ledelse af Djevdet Bey, den osmanniske guvernør, blev mindst 55 000 assyriske kristne martyrdød. Han anses for at være ansvarlig for massakrerne på armeniere og assyrere i og omkring Van. Forskere har anslået antallet af assyriske ofre til mellem 300 000 og 750 000.
Det assyriske folkemord fandt sted i samme sammenhæng og i samme periode som det armenske og det græske folkemord. Men i modsætning til disse er der ikke blevet foretaget nogen officiel national eller international anerkendelse af det assyriske folkemord, og mange beretninger omtaler det assyriske folkemord som en del af de større begivenheder, der indgår i det armenske folkemord.
Washington Post og andre førende aviser i de vestlige lande rapporterede om det assyriske folkedrab, mens det foregik.
En artikel fra The New York Times, 27. marts 1915.
40 kristne dør om dagen, siger assyriske flygtninge - Syracuse Herald, 1915.
Kort, der viser den armenske (i farver) og kristne (i skraveringer) befolkning i de østlige osmanniske provinser i 1896. I de områder, hvor den kristne befolkningsandel var større end den armenske, bestod den ikke-armenske kristne befolkning i vid udstrækning af assyrere (undtagen i de områder, der var beboet af osmanniske grækere). Assyrerne boede hovedsagelig i de sydlige og sydøstlige dele af regionen
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er det assyriske folkedrab?
A: Det assyriske folkemord var et folkemord begået af det osmanniske rige, hvor over 300.000 assyrere blev dræbt under angreb.
Spørgsmål: Hvad kalder assyrerne det?
A: Assyrerne kalder det Sayfo, som er et aramæisk ord for "sværd".
Spørgsmål: Hvorfor blev mange af dem massakreret?
A: Mange assyrere blev betragtet som urene af tyrkerne og blev massakreret, fordi de ikke opgav kristendommen og blev muslimer.
Spørgsmål: Hvem mistede de deres hjem og ejendele til?
A: De mistede deres hjem og ejendele til sultan Adulhamed den Røde.
Spørgsmål: Hvor længe har de været forfulgt?
A: Siden oldtiden, da de blev erobret af babylonierne, har de været forfulgt og tvunget til at betale høje skatter.
Spørgsmål: Har de stadig deres egen nation i dag?
Svar: Nej, siden oldtiden har de ikke haft deres egen nation. Deres diaspora har spredt sig over mange forskellige lande.
Spørgsmål: Hvordan bevarer de, der overlevede, deres fælles sammenhold?
A: De, der har overlevet, bevarer deres fælles sammenhold gennem deres dybe kristne tro.
