Det assyriske folkemord var et folkemord begået i det Osmanniske rige under Første Verdenskrig og de omkringliggende år, hvor et stort antal af det assyriske folk blev dræbt, fordrevet eller tvunget til at flygte. Det skønnes, afhængigt af kilder, at mellem ca. 150.000 og over 300.000 assyrere mistede livet; præcise tal er omstridte, men tabene var massive og førte til varig opløsning af mange assyriske samfund i Anatolien og det nordlige Mesopotamien.

Baggrund

Assyrerne — et kristent folk med rødder i den gamle nærorientalske kultur — levede i århundreder i områder, som i nyere tid blev en del af det Osmanniske Rige. De talte aramæiske dialekter og hørte til forskellige kirkelige traditioner (f.eks. den assyriske kirke, den kaldeisk-katolske kirke og den syrisk-ortodokse kirke). Siden imperiets begyndelse var kristne mindretal ofte udsat for diskrimination, særskilte skatter og periodisk forfølgelse.

Under 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet voksede etnisk-nationalistiske tendenser i det osmanniske styre, og imperiets sammenbrud under Første Verdenskrig skabte et voldsomt sikkerhedsvakuum og politiske spændinger i grænseområderne mod Rusland og Persien. Tidligere begivenheder, blandt andet de såkaldte hamidiske massakrer i 1890'erne under sultan Adulhamed den Røde (Abdul Hamid II), bidrog til en forværring af forholdene for kristne mindretal og dannede forhistorien til de senere massakrer.

Årsager

  • Politisk og militær usikkerhed: Imperiets krigsindsats, trusler fra de russiske styrker ved østgrænsen og frygt for interne oprør førte til brutale sikkerhedspolitikker.
  • Nationalisme og religiøs intolerance: Den fremvoksende osmanniske/tyrkiske nationalisme så kristne mindretal som potentielle kollaboratører med fjender og dømte dem ofte som "udenlandske" eller illoyale.
  • Lokale konflikter: I mange områder blev massakrer og tvangsflytninger udført af en kombination af osmanniske militser og lokale væbnede grupper, herunder kurdiske styrker, ofte drevet af hævn, jordkonfiskation eller religiøs fjendtlighed.
  • Pretekst om sikkerhed: At nogle assyriske grupper i visse regioner engagerede sig i lokal oprørsvirksomhed eller sammenarbejdede med russiske styrker blev brugt som undskyldning for kollektive straffeforanstaltninger.

Forløb

I løbet af 1915 og de følgende år blev assyriske landsbyer i områder som Tur Abdin, Hakkari, Urmia og det nordlige Mesopotamien angrebet. Mange beboere blev myrdet i massakrer; andre blev deporteret på lange dødsmarscher eller bortført. Kirker, landsbyer og kulturelle monumenter blev ødelagt eller plyndret. Nogle assyriske lederfigurer og klostre forsøgte at organisere modstand eller beskyttelse, men militær overmagt og udbredt kaos gjorde det svært at forhindre volden.

Konsekvenser og eftervirkninger

  • Demografisk ændring: Mange assyriske samfund i Anatolien og omegn blev decimeret eller helt udryddet. Flere historiske beboelsesområder mistede næsten hele deres kristne befolkning.
  • Fordrivelse og diaspora: Overlevende flygtede mod syd og vest til områder i det nuværende Irak, Iran, Syrien og videre til Europa, Amerika og Australien. Den moderne assyriske diaspora har rødder i disse begivenheder.
  • Kulturelt tab: Tab af sprog, håndværk, arkitektur og kirkelige skatte skabte permanente brud i den historiske kulturarv.
  • Ejendomstab og økonomiske følger: Mange mistede hjem, jord og ejendele, som ofte blev konfiskeret eller overtaget af andre.
  • Langvarige traumer: Generationslang sorg, tab af lederskab i lokalsamfundene og fortsat politisk sårbarhed præger assyriske grupper den dag i dag.

Anerkendelse, erindring og retfærdighed

Mange assyriske organisationer, forskere og nationale regeringer har arbejdet for anerkendelse af Sayfo som et folkemord. Anerkendelsen varierer internationalt, og spørgsmålet er ofte politisk følsomt. Samtidig er der omfattende forskning, mindesmærker og erindringsarbejde i diasporasamfundene for at bevare historien og kræve dokumentation og retfærdighed.

Sayfo — aramæisk for "sværd" — bruges af mange assyrere om disse begivenheder som en måde at fastholde erindringen om ofrene og understrege betydningen af at fortælle historien videre. Arbejdet med mindesmærker, undervisning og dokumentation fortsætter både i de assyriske samfund og i det internationale samfund for at sikre, at overgrebene ikke bliver glemt.