Den østlige ortodokse kirke, ofte blot kaldet ortodokse kirke, er en kristen kirke. Denne form for kristendom omtales også som ortodoks kristendom eller ortodoksi. Medlemmerne kaldes ortodokse kristne. Der findes en anden gruppe af kirker med lignende navn, de orientalsk-ortodokse, som ikke er i fællesskab med den østlige ortodokse kirke. Samlet er der omkring 300 millioner ortodokse kristne i verden. De fleste bor i Østeuropa og i Mellemøsten, men der findes betydelige ortodokse fællesskaber i diasporaen over hele verden.
Den østlige ortodokse kirke lærer, at den er den kirke, som Jesus Kristus grundlagde gennem sine instruktioner til apostlene. Kirken fastholder, at den praktiserer den oprindelige kristne tro og bygger på den hellige tradition, der er overleveret fra apostlene — både skriftligt og gennem levende kirketraditioner.
Tro og teologi
Grundlaget for ortodoks tro er den treenige Gud (Faderen, Sønnen og Helligånden), inkarnationen af Jesus Kristus og frelsens mysterier. Teologien vægter hellig tradition højt: skrifterne (Bibelen), kirkefædrene og de syv universelle økumeniske koncilers læresætninger betragtes som bærende for dogmerne. Der lægges vægt på mystisk deltagelse i Guds liv gennem sakramenterne og på helliggørelse (deificatio eller theosis), hvor mennesket ved Guds nåde tager del i Guds liv.
Gudstjeneste og liturgi
Den centrale gudstjeneste kaldes den guddommelige liturgi. Liturgien tilbereder og kulminerer i nadveren (eukaristien), som i praksis svarer til eukaristien i den romersk-katolske kirke, men har sin egen teologiske og liturgiske form. De mest brugte liturgier i den østlige ortodokse tradition er:
- Den guddommelige liturgi efter Sankt Johannes Chrysostomos
- Den guddommelige liturgi efter Sankt Basilios den Store
- Den liturgi som tilskrives Sankt Jakob (ofte brugt i visse kirkesamfund)
Liturgien foregår ofte foran et ikonostas (en væg med ikoner), og liturgien ledsages af korsang eller bygget på en traditionel kirkekor- eller byzantinsk klang. Ikoner, røgelse, processioner og faste former for bedemønstre er vigtige elementer.
Sakramenter og kirkeliv
Ortodokse kirker anerkender almindeligvis syv hovedsakramenter (ofte kaldet mysterier):
- dåb
- krisma/konfirmation (myringe)
- eukaristi (nadveren)
- skriftemål (bod)
- vielse
- præste- og biskopsordination
- syges salvelse
Klostervæsenet spiller en central rolle i åndeligheden: munkelivets bedemønster, tilbagetrukkenhed og askese har historisk fostret mange teologer og helgener. Mount Athos i Grækenland er et af de mest kendte klostercentre i den ortodokse verden.
Kirkelig organisation og lederskab
Den østlige ortodokse kirke består af en række selvstyrende (autokefale) og autonome kirker, fx den russisk-ortodokse, græsk-ortodokse, serbisk-ortodokse, rumænsk-ortodokse og georgiske kirke. Økumeniske Patriark af Konstantinopel omtales ofte som primus inter pares (først blandt lige), men han har ikke en universel overhøjhed svarende til paveembedet i den katolske kirke. Beslutninger træffes gennem bispesynoder og kirkemøder.
Ikoner, bønneliv og faste
Ikoner har en central plads i ortodoks fromhed. De bruges i offentlig og privat tilbedelse som billeder, der peger mod mysteriet om Kristus og de hellige. Veneration af ikoner adskilles teologisk fra tilbedelse, som alene gives til Gud. Bønne- og fastepraksis er struktureret: mange ortodokse faster regelmæssigt (fx onsdage og fredage) og deltager i større fastetider som den store faste før påsken (Pascha).
Helligdage og kalender
Pascha (påskefejringen) er kirkens største fest og fastsættes efter en særlig ortodoks beregning. Der findes forskelle i brug af kirkekalender: nogle kirker følger den julianske kalender (eller en revideret udgave), andre følger den gregorianske eller en revideret jul. Dette kan give forskel i datoer for jul og andre bevægelige fester mellem forskellige ortodokse kirkesamfund.
Historie og forhold til andre kirker
Den østlige ortodokse kirke hævder kontinuitet med den tidlige kirke og de økumeniske konciler. Større historiske begivenheder omfatter kirkens udvikling i det byzantinske rige og spredning til slaviske lande. Af skismaer fremhæves adskillelsen fra den romersk-katolske kirke i 1054 (ofte kaldet det store skisma) og manglende fuldt fællesskab med de orientalsk-ortodokse kirker efter koncilstridigheder som Chalcedon.
Moderne udfordringer og økumenisk dialog
I dag arbejder mange ortodokse kirker med at bevare traditionen i en moderne verden, støtte diaspora-fællesskaber og indgå i økumenisk dialog med andre kristne kirkesamfund om teologiske spørgsmål og fælles sociale udfordringer. Samtidig er interne spørgsmål som forholdet mellem autokefali og kirkesamfundenes selvstændighed genstand for debat.
Den østlige ortodokse kirke er således både historisk og levende: dens liturgi, teologi, ikonografi og klostervæsen udgør fortsat grundpiller i millioner af menneskers religiøse liv verden over.
