Iran-Irak-krigen 1980-1988: årsager, forløb og konsekvenser

Situationen i Irak

Ba'ath-ideologi og den irakiske demografi

I midten af det 20. århundrede regerede Baath-partierne både i Syrien og Irak. Ideologien bag Ba'athismen er at forene de arabiske regioner og skabe en panarabisk stat. Ideologien er også orienteret mod socialisme. Selv om Ba'ath-ideologien har nationalistiske rødder og ikke er relateret til religion, har Ba'ath-ledere og -politikere ofte brugt religiøse udgange til at opnå popularitet og støtte fra befolkningen. Selv om den panarabiske nationalisme fungerede godt i andre arabiske lande som Egypten, var det et vanskeligt tilfælde i Irak. Årsagen hertil er den irakiske befolknings mangfoldighed. På grund af splittelsen mellem sunni- og shiamuslimer og mellem arabere og kurdere anses Irak for at være et af de vanskeligste lande at styre. Det var særlig vanskeligt, da Baath-partiet var dominerende sunni, mens befolkningen i Irak, hvor shia-islam stammer fra, er dominerende shia (55 %). Iraks daværende præsident var Saddam Hussein, som tog det meste af magten i egne hænder og stræbte efter et stærkt arabisk lederskab. Hans ambitioner om at tage lederskab i den arabiske verden var også et centralt element i hans senere angreb på Iran.

Shatt al-Arab

Shatt al-Arab-vandvejen, der grænser op til Irak og Iran, er af afgørende betydning for Irak, fordi den er landets eneste store udløb til havet. Vandvejen kontrolleres af Irak og har været en kilde til spændinger mellem staterne længe før den iranske revolution. Hovedårsagen til spændingerne omkring denne vandvej har været dens funktion som grænse. På grund af dette har den været et problem mellem osmannerne og Iran. Efter det osmanniske riges fald blev vandvejen kontrolleret af Irak, men i 1969 nægtede Shah Reza at betale afgifter for iranske skibe, der passerede vandvejen. Han begyndte også at støtte kurdiske separatistgrupper i det nordlige Irak. For at stoppe Irans støtte til kurderne underskrev Saddam Algier-aftalen i 1975. Iran holdt op med at støtte kurderne, og grænsen blev placeret midt i vandvejen. En af grundene til, ifølge Saddam selv, at han blev presset til at underskrive denne aftale var Irans militære fremgang under shahens styre. Saddam trak aftalen tilbage flere dage før han invaderede Iran i september 1980, idet han henviste til vandvejens betydning. Før og under krigen talte Saddam højt om Iraks ret til Shatt al-Arab samt Khuzestan, den tilgrænsende iranske region, der hovedsageligt er beboet af iranske arabere.

Truslen fra den iranske revolution

Den nye iranske stats panislamiske karakter stod i kontrast til den arabisk-nationalistiske kontekst i Irak. Efter oprettelsen af den islamiske republik i Iran følte Husseins sekulære, men autoritære styre sig truet. En stor persisk stat udgjorde en trussel mod Husseins panarabiske ideologi. Shia-muslimerne i Irak udgjorde allerede en trussel mod Saddam ved at protestere og mobilisere sig mod Baath-regimet. Dette blev kun værre, efter at de iranske revolutionære opfordrede irakerne til også at indlede en revolution. Ud over disse politiske trusler var Irak i en mere skrøbelig situation geografisk set.

Situationen i Iran

Den iranske revolution

I Iran havde Pahlavi-dynastiet regeret siden 1925, efter at Qajar-dynastiet var blevet styrtet. Pahlavi-imperiet havde til formål at skabe en vestlig og progressiv iransk stat. Den anden og sidste monark, Shah Mohammed Reza], begyndte at gennemføre mere dristige reformer, der berørte borgernes dagligdag. Som en reaktion herpå begyndte modstanden fra alle dele af samfundet at vokse. Især præster opfordrede folket til at stå op imod vestliggørelsen og stræbe efter en islamisk stat styret af islamiske jurister. Khomeini var en af de ledende gejstlige i denne periode med politiske spændinger. I 1977 førte disse spændinger til store demonstrationer og til sidst til shahens landsforvisning. I 1979 blev Den Islamiske Republik Iran officielt oprettet under ledelse af ayatollah Khomeini. Denne pludselige ændring af begivenhederne i Iran kom som en overraskelse for de fleste lande. Fremkomsten af en shiamagt vakte bekymring i flere omkringliggende lande. Især i Irak, hvor shia-flertallet blev styret af sunni-mindretallet. Det var ikke kun præsternes magtovertagelse, der var bekymrende. Khomeini og hans modparter var også højlydte med hensyn til deres ønske om at skabe islIslamiske stater i de omkringliggende lande med muslimsk flertal. Det endelige mål var at skabe en forenet panislamisk stat under Khomeinis styre.

Militær magt

Shah Mohammed Reza havde investeret meget i moderniseringen af den iranske hær. Han blev fuldt ud støttet af USA, da de støttede Irans antikommunistiske holdning og så dette som en mulighed for at få en stat, der støttede USA's interesser i regionen. Shah udvidede således flåden, luft- og landstyrkerne med moderne våben og importerede vestlige trænere til hæren. Af denne grund blev Iran mere kompetent end Irak, også når man tager hensyn til de officerer i hæren, som var næsten dobbelt så mange som i Irak. Revolutionen ændrede imidlertid denne militære overlegenhed drastisk. Revolutionærerne forstod ikke behovet for omfattende våbenleverancer og ønskede ikke at være USA's politimand. Derfor annullerede Khomeini og hans regering straks militærkontrakterne og sendte de vestlige trænere væk. På grund af det pludselige regimeskift faldt officerernes moral også betydeligt, ifølge den irakiske efterretningstjeneste på det tidspunkt. En parallel militærstyrke blev oprettet af Khomeini, da de tidligere officerer var i fare for en potentiel kontrarevolution. Disse faktorer fik Iran til at forblive med en begrænset militærstyrke.

Irakisk invasion

Begyndelsen af invasionen

Irak invaderede Iran den 22. september 1980. Hussein var sikker på, at invasionen ville gå hurtigt, da den irakiske hær var veludrustet takket være Saddams investeringer i militæret. Hussein troede også på en hurtig sejr på grund af efterretningsrapporter om, at den iranske hær havde været ineffektiv efter den iranske revolution. Det skulle senere vise sig, at denne invasion ville være til fordel for Khomeini ved at give ham mulighed for at eliminere sine modstandere og for at forene sin nation til nationalt forsvar I centrum af Iraks mål var annekteringen af den østlige bred af Shaat Al-Arab-vandvejen, som havde været genstand for talrige grænseskænderier mellem de to lande tilbage til slutningen af 1960'erne. Iraks præsident, Saddam Hussein, ønskede også at annektere den iranske provins Khuzestan, som i høj grad er befolket af iranske arabere.

Offensive kampe

Irak mobiliserede mange fly til at gennemføre luftangreb på 15 byer og luftbaser i Iran, herunder hovedstaden Teheran. Fra marts 1982 gik de iranske styrker over til en modoffensiv. Den 29. juni 1982 meddelte Irak, at det havde trukket sine styrker tilbage fra det besatte iranske område, og grænsen mellem de to lande blev genoprettet til førkrigstilstanden. Det iranske forsvar fokuserer på den nordlige front for at blokere hovedruterne og forsinke den irakiske hærs fremrykning. Iran har blokeret den irakiske offensivs fremdrift og har gradvist taget initiativet i krigen. I september 1981 indledte Iran en større modoffensiv. I slutningen af september blev den irakiske belejring af Abadan ophævet med iværksættelsen af en større modoffensiv i Abadan. Den 20. april koncentrerede Iran igen styrkerne med næsten tre divisioner, og et stort antal revolutionsgardere, omkring 100.000, indledte offensiven "Jerusalem Al-Quds-operationen" for at genvinde byen Khorramshahr. Efter 25 dages hårde kampe blev byen Khorramshahr, en vigtig havneby i den sydlige del af landet, endelig tilbageerobret. Den 10. juni foreslog og gennemførte Irak ensidigt en våbenhvile, meddelte, at det anerkendte den fortsatte gyldighed af Algier-aftalen, som de to lande havde undertegnet i 1975, og at det var rede til at forhandle med Iran på grundlag af anerkendelse af Iraks grundlæggende rettigheder.

1988 var året, hvor krigen mellem Iran og Irak tog et vendepunkt. Mellem februar og april brugte de to parter hundredvis af missiler til at angribe hinandens byer og udløste et "byangreb" af hidtil uset omfang.

Slutningen af krigen

Krigen varede i syv år og 11 måneder (fra den 2. september 1980 til den 20. august 1988) og gennemgik fire strategiske faser: Iraks angreb, Iraks modangreb, iransk-irakisk dødvande og Iraks modangreb. De to parter er ufleksible og kræver en alt for høj pris for en våbenhvile. Og Iran planlagde at bruge hele landets ressourcer på at deltage i det, idet landets store befolkning og religiøse fanatisme tilskynder dem til at spille på den lange bane.

Krigen mellem Iran og Irak var en af de længste krige i det 20. århundrede. Det var en sand udmattelseskrig, en pyrrhuskrig uden nogen sejrherre. Før krigen havde Irak valutareserver på 37 milliarder dollars. Ved krigens afslutning var landets udlandsgæld på over 70 milliarder amerikanske dollars, hvoraf over 40 milliarder amerikanske dollars var våbenskyld til vestlige lande og Sovjetunionen, og de resterende 30 milliarder amerikanske dollars var lån til andre arabiske lande.

Irak led 180.000 dødsfald, 250.000 sårede og 350 mia. dollars i direkte tab (herunder militærudgifter, krigsskader og økonomiske tab). Iran skylder også 45 milliarder dollars i udlandsgæld, har 350.000 døde og mere end 700.000 sårede, og 200.000 kvinder alene i Teheran har mistet deres mænd; direkte tab på 300 milliarder dollars. Krigen har forsinket begge landes økonomiske udviklingsplaner med mindst 20 til 30 år. Kampen har kostet begge lande store tab, idet den har standset den økonomiske vækst, sænket olieeksporten og kostet millioner af mennesker livet. Som følge heraf er Irak også blevet pålagt en stor gæld, der alene for Kuwaits vedkommende beløber sig til 14 milliarder dollars. Det var en af grundene til, at Saddam Hussein invaderede Kuwait.

Ved krigens afslutning blev den nationale grænse mellem de to lande genoprettet til førkrigssituationen.

Situationen efter krigen

Det internationale samfunds mægling mislykkedes flere gange. Iran og Irak accepterede ikke FN's mægling før juli 1988, og den formelle våbenhvile ophørte i august. Set ud fra et internationalt synspunkt var USA's og Sovjetunionens indblanding dømt til at gøre krigen uoverskuelig og langvarig fra begyndelsen, hvilket begrænsede meningsfulde resultater og forårsagede uberettigede langvarige sociale og politiske problemer.

USA og Sovjetunionen havde tilfældigvis en lignende holdning til Iran-Irak-krigen: De indtog begge en neutralitets- og magtbalancepolitik og forsøgte at opretholde magtbalancen på begge sider. De bejlede begge til og undertrykte Iran, men der var forskelle i taktikken. Både Irak og Iran er beliggende i Golfregionen, som er yderst vigtig i USA's og Sovjetunionens globale strategi. Selv om USA og Sovjetunionen erklærede sig neutrale og ikke var direkte involveret i Golfregionen, grupperede de sig med deres allierede. De benyttede sig af krigens mulighed for at optrappe konkurrencen i Golfregionen og presse hinanden ud til deres egen nationale fordel.

Andre fakta

Krigen mellem Iran og Irak er en international fortolkning af denne krig, og den har forskellige titler afhængigt af landet. I Iran er den kendt som "den irakiske invasion", "den hellige modstandskrig" eller "den iranske revolutionskrig", og i Irak som "Saddam Husseins Qadisiah". Krigen var i det væsentlige en otteårig direkte militær konflikt mellem Iran og Irak.

Da begge lande ikke kunne komme videre på slagmarken, besluttede de at sabotere forsyningskonvojer fra hver side, og mange skibe fra andre lande blev ramt af tab. Da skibsangrebet mellem Iran og Irak påvirkede de ikke-krigsførende landes interesser, foreslog Kuwait i november og december 1986, at USA, Sovjetunionen, Kina, Frankrig og Det Forenede Kongerige, de fem permanente medlemmer af FN, chartrede skibe og eskorterede kravene.

Både Irak og Iran led store tab i krigen. Ud over konventionel krigsførelse gjorde de en ekstra indsats for at ødelægge fjendens logistik og økonomiske faciliteter ved at angribe byer, skibe og oliefelter. Det blev også rapporteret, at der blev anvendt kemiske våben mod civile.

• Den Persiske Golf
• Golfkrigen