Det første koncil i Nikæa 325 – Konstantin og den nikænske trosbekendelse
Det første koncil i Nikæa 325: hvordan Konstantin samlede kirken og skabte den nikænske trosbekendelse — et afgørende økumenisk vendepunkt i kristen kirkehistorie.
Det første koncil i Nikæa blev afholdt i Nikæa i Bithynien i 325. Nicea er byen Iznik i Tyrkiet. Den romerske kejser Konstantin I indkaldte biskopperne i Romerriget til den første økumeniske konference i den tidlige kristne kirke. Den havde som vigtigste resultat den første ensartede kristne lære, kaldet den nikænske trosbekendelse.
Med skabelsen af trosbekendelsen blev der skabt præcedens for, at senere "generelle (økumeniske) bispekonciler" (synoder) kunne skabe trosbekendelser og kirkelovgivning. Formålet var at definere en fælles trosretning for hele kristenheden.
Baggrund og årsager
Koncilet blev først og fremmest indkaldt for at løse en alvorlig teologisk strid omkring forholdet mellem Faderen og Sønnen, kendt som arianismen, opstået efter læren til præsten Arius. Striden havde spreddt sig over hele Østromerriget og truede både kirkens indre enhed og den politiske stabilitet i kejserriget. Kejser Konstantin I søgte et fælles svar for at skabe religiøs og dermed også politisk ro.
Deltagere og ledelse
Koncilet samlede biskopper fra både øst og vest. Traditionelt omtales tallet 318 deltagende biskopper, men moderne forskning peger på, at der kan have været flere tilhørere og repræsentanter og at antallet varierer i kilderne. Koncilet blev afholdt under kejserens overopsyn; Konstantin I deltog som garant og mægler, men han var ikke biskop og deltog ikke som stemmeberettiget kirkerepræsentant.
Arius-sagen og teologiske spørgsmål
Kernen i den teologiske debat var spørgsmålet om Jesu guddommelighed: Var Sønnen (Jesus Kristus) af samme væsen som Faderen (homoousios), eller var han en skabt væsen, underordnet Faderen (som Arius hævdede)? Koncilet afviste ariansk forståelse og formulerede en klar erklæring om Sønens fulde guddommelighed.
Beslutninger og vedtagelser
Koncilet vedtog flere afgørende punkter:
- Den nikænske trosbekendelse – en kort, fælles trosformulering, som fastslog, at Sønnen er "af samme væsen" som Faderen (udtrykt i formuleringen homoousios). I moderne dansk sammenfatning begynder bekendelsen typisk: "Vi tror på én Gud, Faderen, den almægtige..." og fortsætter med at bekræfte Jesu guddommelighed og Helligånden.
- Fordømmelse af arianismen – Arius og hans lære blev erklæret kættersk; flere tilhængere blev ekskommunikeret eller forvist.
- Fastlæggelse af påskens dato – koncilet søgte en fælles beregningsmetode for påskens fejring for at undgå regionale forskelle.
- Kirkeforordninger (kanoner) – koncilet udstedte omkring 20 kanoner (kirkelove) om bl.a. ordination, bispeautoritet, konflikthåndtering mellem bisper, tilladelse eller forbud mod bispetransfer mv.
Eksempler på kanoner
- Regler for ordination og præsteembedets forhold til biskoppen.
- Forbud mod at flytte en biskop fra én bispesæde til et andet uden synodalt samtykke.
- Protokoller for håndtering af klager og kirkesager.
Konstantins rolle
Konstantin I fungerede som mægler og garanterede, at koncilets beslutninger blev håndhævet i rigets område. Han ønskede religiøs enhed, dels af teologiske, men især af politiske grunde: en samlet kirke ville bidrage til en stabil og mere ensartet administration af det store rige. Samtidig viste koncilet, at kejseren havde indflydelse over kirkelige anliggender uden direkte at være kirkens leder.
Eftervirkninger og betydning
Det første koncil i Nikæa fik langvarige konsekvenser:
- Det fastlagde en fælles trosformulering, som senere blev grundlaget for kristen ortodoksi i mange kirkesamfund.
- Det markerede begyndelsen på, at kirkelige spørgsmål blev behandlet på tværs af hele den kendte kristne verden i form af økumeniske konciler.
- På trods af fordømmelsen af arianismen fortsatte debatten i årtier, og senere politiske og kirkelige magtspil betød, at arianske grupper undertiden vendte tilbage til magtpositioner.
- Den nikænske trosbekendelse blev siden udbygget og præciseret ved senere konciler, især ved det første koncil i Konstantinopel i 381, hvor den blev udvidet (ofte omtalt som den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse).
Vurdering
Koncilet i Nikæa er et af de mest betydningsfulde møder i kirkens historie, både teologisk og institutionelt. Det satte standarden for, hvordan doktrin kunne fastlægges kollektivt, og det viste, hvordan kirke og stat kunne interagere i antikken. Resultatet havde direkte betydning for kristendommens udvikling og for forholdet mellem kirkens ledere og de verdslige magter.
Konstantin 1. indkaldte den kristne kirkes biskopper til Nicæa for at løse problemet med kirkens splittelse. (mosaik i Hagia Sophia, Konstantinopel, omkring år 1000)
Agenda
Dagsordenen for synoden var:
Hovedpunkter
Formålet med koncilet var at løse uenigheder i Alexandria-kirken om Jesu natur i forhold til Faderen; især om Jesus var af samme substans som Gud Fader eller blot af lignende substans. Alexander af Alexandria og Athanasius indtog den første holdning, mens den populære præst Arius, fra hvem udtrykket ariansk kontrovers stammer, indtog den anden holdning. Koncilet besluttede sig imod arianerne (ud af de anslåede 250-318 deltagere stemte alle undtagen 2 imod Arius). Men mange af de østlige biskopper, som var for Arius, blev forhindret i at nå frem til koncilet, indtil efter at afstemningen var blevet foretaget.
Et andet resultat af koncilet var en aftale om datoen for den kristne påske (Pascha på græsk; Easter på moderne dansk), den vigtigste fest i den kirkelige kalender. Koncilet besluttede sig for at fejre opstandelsen den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn, uafhængigt af Bibelens hebraiske kalender, og bemyndigede biskoppen af Alexandria til årligt at meddele den nøjagtige dato til sine biskopskolleger.
Koncilet i Nikæa var historisk betydningsfuldt, fordi det var det første forsøg på at nå til enighed i kirken gennem en forsamling, der repræsenterede hele kristenheden. "Det var den første lejlighed til at udvikle en teknisk kristologi." Endvidere "signalerede Konstantin ved at indkalde til og lede koncilet en vis grad af kejserlig kontrol over kirken". Med skabelsen af den nikænske trosbekendelse blev der skabt præcedens for, at efterfølgende almindelige konciler kunne skabe en trosbekendelse og kanoner, som skulle blive retningslinjer for doktrinær ortodoksi og en kilde til enhed for hele kristenheden - en betydningsfuld begivenhed i kirkens og Europas senere historie.
Karakter og formål
Det første koncil i Nikæa blev indkaldt af Konstantin I på anbefalinger fra en synode ledet af Hosius af Cordoba i påsken 325. For de fleste biskopper var Arius' lære kættersk og en fare for sjæles frelse. I sommeren 325 mødte biskopperne fra alle provinser op i Nikæa (nu kendt som İznik i det nuværende Tyrkiet), et sted, der var let tilgængeligt for de fleste af dem, især dem fra Lilleasien, Syrien, Palæstina, Egypten, Grækenland og Thrakien.
Omkring 300 biskopper deltog, fra alle regioner i imperiet undtagen Storbritannien. Dette var det første almindelige koncil i kirkens historie siden det apostolske koncil i Jerusalem. På koncilet i Nikæa havde "Kirken taget sit første store skridt til at definere doktrinen mere præcist som svar på en udfordring fra en kættersk teologi". Koncilets resolutioner var økumeniske og derfor beregnet for hele kirken.
Deltagere
Konstantin havde inviteret alle 1800 biskopper i den kristne kirke (ca. 1000 i øst og 800 i vest), men kun 250-320 biskopper deltog faktisk. Eusebius af Cæsarea talte 250, Athanasius af Alexandria talte 318, og Eustathius af Antiokia talte 270 (alle tre var til stede på koncilet). Senere talte Socrates Scholasticus mere end 300, og Evagrius, Hilarius, Hieronymus og Rufinus talte 318.
Biskopperne fik fri rejse til koncilet og fik også gratis logi. Disse biskopper rejste ikke alene; hver enkelt havde tilladelse til at tage to præster og tre diakoner med sig. Det samlede antal deltagere må således have været over 1500. Eusebius taler om en næsten utallig skare af ledsagende præster, diakoner og akolytter.
Dette koncil fik også en særlig betydning, fordi forfølgelsen af de kristne netop var afsluttet med kejser Konstantin og Licinius' Milanoedikt fra februar 313.
De østlige biskopper udgjorde det store flertal. Af disse havde de tre patriarker den første plads: Alexander af Alexandria, Eustathius af Antiokia og Macarius af Jerusalem. De latinsksprogede provinser sendte mindst fem repræsentanter: Marcus af Calabria fra Italia, Cecilian af Karthago fra Afrika, Hosius af Córdoba fra Hispania, Nicasius af Dijon fra Gallien og Domnus af Stridon fra Donauprovinsen. Pave Silvester I var ikke til stede, da han var syg, men han blev repræsenteret af to præster.
Athanasius af Alexandria, en ung diakon og ledsager af biskop Alexander af Alexandria, var blandt assistenterne. Athanasius brugte det meste af sit liv på at kæmpe mod arianismen. Alexander af Konstantinopel, der dengang var præst, var også til stede som repræsentant for sin gamle biskop.
Spørgsmål og svar
Q: Hvornår blev det første koncil i Nikæa afholdt?
A: Det første koncil i Nikæa blev afholdt i 325.
Q: Hvor blev det første koncil i Nikæa afholdt?
A: Det første koncil i Nikæa blev afholdt i Nikæa i Bithynien, som nu er kendt som byen Iznik i Tyrkiet.
Q: Hvem indkaldte biskopperne fra det romerske imperium til det første koncil i Nikæa?
A: Den romerske kejser Konstantin I indkaldte biskopperne i Romerriget til det første koncil i Nikæa.
Q: Hvad var det vigtigste resultat af det første koncil i Nikæa?
A: Det vigtigste resultat af det første koncil i Nikæa var skabelsen af den nikænske trosbekendelse, som etablerede den første ensartede kristne doktrin.
Q: Hvilken præcedens blev etableret med skabelsen af den nikænske trosbekendelse?
A: Skabelsen af den nikænske trosbekendelse skabte præcedens for efterfølgende "generelle (økumeniske) biskoppelige råd" (synoder) til at skabe erklæringer om tro og kirkelov.
Q: Hvad var formålet med det første koncil i Nikæa?
A: Formålet med det første koncil i Nikæa var at definere enhed i troen for hele kristenheden.
Q: Hvordan forholder den nikænske trosbekendelse sig til de efterfølgende biskoppelige konciler?
A: Den nikænske trosbekendelse skabte præcedens for, at efterfølgende biskoppelige konciler kunne skabe troserklæringer og kirkelove for at definere enhed i troen for hele kristenheden.
Søge