Tadsjikere: historie, sprog og kultur i Centralasien
Opdag tadsjikernes fascinerende historie, sprog og kultur i Centralasien — fra antikke rødder til moderne Tadsjikistan, Afghanistan og Usbekistan.
Tadsjikere (persisk: تاجيک Tājīk) er et persisktalende folk, som primært lever i det nuværende Tadsjikistan, men også i store grupper i dele af Afghanistan, Usbekistan og i mindre antal i Kina. Efter den sovjetiske invasion af Afghanistan i 1979 flygtede en del tadsjikiske flygtninge til nabolandene Iran og Pakistan. De fleste tadsjikere er sunnimuslimer, hovedsageligt efter hanafi-skolen, men i nogle af de fjerntliggende bjergområder – særligt i Gorno-Badakhshan – findes grupper, der følger shia-islam i form af ismailitter.
Navn og etymologi
Betegnelsen tadsjikere som et selvstændigt etnonym blev udbredt i begyndelsen af det 20. århundrede, især i forbindelse med russiske administrative optegnelser; før det kaldte mange centralasiatiske kilder den faste, persisktalende befolkning for Sarts. I dag bruges navnet om det folk, der traditionelt taler en form for persisk sprog kaldet tadsjikisk i Tadsjikistan og Usbekistan, og som taler det, der i Afghanistan normalt kaldes dari.
Det er almindeligt accepteret, at ordet tadsjikisk stammer fra middelpersisk Tāzīk (bogstaveligt "arabisk") eller fra et iransk (sogdisk eller parthisk) beslægtet ord. Nogle tyrkere i Centralasien antog en variant, Täžik, for at betegne de persiske muslimer i Oxusbækkenet og Khorasan, som ofte stod i rivalisering med de tyrkiske nomadfolk.
Historiske rødder
Historikere ser tadsjikernes forfædre som en del af de gamle ariere og af de urbane, sedentære civilisationer i Centralasien — regioner som Khwarezm, Sogdiana og Baktrien var centrale centre. Fra forhistorisk tid og frem blev denne kultur, sprog og administrative traditioner stærkt påvirket af kontakter til den iranske højslette og af store imperier som Persien og Alexander den Stores riger.
I det første årtusinde e.Kr. blev mellem- og østeuropæiske områder i Centralasien underlagt nye magter og handelsforbindelser: sprog, religion og kultur udviklede sig videre gennem Samanide-dynastiets fremvækst, som på 800–900-tallet fremmede persisk sprog og litteratur i regionen. Senere invasioner — herunder mauryanerne, kushanerne, heptalitterne og i det 13. århundrede djengis-khanernes mongolske felttog — ændrede demografien og førte til kulturel og genetisk blanding. Mongolernes herredømme medførte også en videre islamisering og delvis assimilering, men den persiske sprog- og kulturbasis forblev stærk i mange byer.
Sprog
Tadsjikisk er en variant af persisk, tæt beslægtet med det, der i Iran kaldes farsi og i Afghanistan kaldes dari. Der er dog regionale forskelle i udtale, ordforråd og påvirkning fra nabolandes sprog. I Tadsjikistan blev tadsjikisk i sovjettiden skrevet med det kyrilliske alfabet; i Afghanistan bruges fortsat det perso-arabiske skrift til dari. Tadsjikisk har også optaget en del låneord fra russisk og forskellige tyrkiske sprog gennem århundredernes kontakt.
Der findes desuden flere dialekter og lokale varianter. I de højalpine egne taler nogle grupper vestiranske sprog (ofte kaldet pamiri-sprog), som er genetisk forskellige fra standardpersisk, men som politisk og kulturelt undertiden regnes som "tadsjikiske".
Kultur, litteratur og religion
Tadsjikisk kultur rummer både by- og landsbyskikke: traditionelle kunsthåndværk, tæppeknobling, broderi, og arkitektur i historiske byer som Samarkand og Bukhara (begge vigtige centre for persisk kulturhistorie, nu i Usbekistan) har haft stor betydning for hele regionen. Festen Nowruz (nytårsfejring ved forårsjævndøgn) er en central tradition, ligesom folkemusikformer som shashmaqam i det østlige Centralasien er kulturelle kendetegn.
Litterært har regionen en stærk forbindelse til klassisk persisk poesi og prosa. Digtere som Rudaki fra Samanidernes tid regnes ofte som grundlæggere af nyklassisk persisk litteratur i området; den persiske litterære tradition forblev et samlende element gennem middelalderen og frem.
Geografisk fordeling og demografi
Tadsjikere udgør flertallet i Tadsjikistan og er en af de store etniske grupper i Afghanistan. Der er også vigtige tadsjikiske befolkninger i Usbekistan (især i Fergana-dalen), samt små grupper i Kina og i diasporasamfund i lande som Iran, Pakistan og Rusland. Mange tadsjikere har i de senere årtier migreret som gæstearbejdere til Rusland og andre steder, hvilket har skabt en stor international diaspora.
Moderne historie og politik
I det 20. århundrede indførte Sovjetunionen administrative grænser og politikker, der formede moderne tadsjikisk identitet: Tadsjik ASSR blev oprettet i 1924 og senere udvidet til Tadsjik SSR i 1929. Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 blev Tadsjikistan en selvstændig stat. Landet oplevede en blodig borgerkrig 1992–1997, som var både ideologisk og regionelt betinget, og som efterlod dybe sociale og politiske spor.
Siden da har Tadsjikistan arbejdet på genopbygning, men landet står fortsat over for udfordringer som økonomisk afhængighed af udvandrede arbejdere, begrænsede naturressourcer og regionale sikkerhedsspørgsmål. I Afghanistan udgør tadsjikere en betydelig gruppe, som spiller en væsentlig rolle i landets politik, kultur og økonomi.
Identitet og mangfoldighed
- Etnisk kompleksitet: Tadsjikisk identitet er både sproglig, kulturel og historisk. I nogle områder identificerer de lokale sig primært ud fra sprog (persisk), i andre ud fra religiøse eller regionale bånd.
- Pamiri og bjergfolk: I de højlandske regioner findes folk, der taler pamiri-sprog (østiraniske sprog) og som religiøst adskiller sig ved deres ismailiske praksis; politisk regnes nogle af disse grupper som tadsjikere, men sprogligt og kulturelt rummer de særskilte traditioner.
Samlet set er tadsjikernes historie et langt forløb af kontinuitet og forandring: de er bærere af en persisk sprog- og kulturarv i hjertet af Centralasien, formet af kontakter til nabofolk, imperier og moderne nationalstatsdannelse.
Relaterede sider
- Persiske folk
- Hazara-folket
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er tajikere?
A: Tadsjikere er en persisktalende iransk etnisk gruppe, som hovedsagelig findes i det nuværende Tadsjikistan, herunder i dele af Afghanistan, Usbekistan og Kina. Alternative navne for tadsjikerne er (øst)persisk, Dehqan og Farsiwan.
Sp: Hvornår flygtede nogle tadsjikiske flygtninge for at bo i nabolandene?
Svar: Efter den sovjetiske invasion af Afghanistan i 1979 flygtede nogle tadsjikiske flygtninge for at bo i nabolandene Iran og Pakistan.
Spørgsmål: Hvilken religion følger de fleste tadsjikere?
Svar: De fleste tadsjikere er sunnimuslimer, men nogle få i fjerntliggende bjergområder følger shia-islam sammen med nogle få i byer som Herat og Kabul.
Spørgsmål: Hvordan begyndte man at bruge navnet "tadsjikisk" om denne befolkningsgruppe?
A: Russerne begyndte at bruge navnet tadsjikisk om denne befolkningsgruppe i begyndelsen af det 20. århundrede. Før det blev de kaldt Sarts.
Sp: Hvilket sprog taler tadsjikere?
A: Tadsjikerne taler en form for persisk sprog, der kaldes tadsjikisk i Tadsjikistan og Usbekistan og officielt kaldes dari i Afghanistan.
Spørgsmål: Hvorfra mener historikere, at tadsjikerne kan have forbindelse til gamle arierefolk?
A: Historikere mener, at tadsjikerne kan være forbundet med gamle arierefolk, som levede i Centralasien i tusindvis af år. De blev med tiden inkluderet i imperier som Persien og Alexander den Stores imperium samt blandet med senere invasioner som mauryanere, kushaner og heptalitter.
Spørgsmål: Hvordan bosatte mongolerne sig i mange populære persiske byer efter at have udslettet deres befolkning?
A: I det 13. århundrede bosatte Djengis Khan og hans mongolske hær sig i mange populære persiske byer efter at have udryddet befolkningen. Mongolerne overtog senere det persiske sprog og islamisk religion, og nogle af dem hævder, at de delvis stammer fra dem.
Søge