Lausanne-traktaten (1923): Grænser og konflikter mellem Tyrkiet og Grækenland

Lausanne-traktaten 1923: afgørende grænsedragning mellem Tyrkiet og Grækenland — historiske tvister om øer, klipper og nærved-militære konflikter i Det Ægæiske Hav.

Lausanne-traktaten blev underskrevet den 24. juli 1923 i Lausanne, Schweiz, efter at den nye tyrkiske republik under Mustafa Kemal Atatürk havde sejret i den græsk-tyrkiske krig 1919–1922. Traktaten fastlægger de internationale grænser for det nuværende Grækenland og det nuværende Tyrkiet og regulerer flere andre forhold i Tyrkiet og regionen. Blandt de andre lande, der underskrev traktaten, er Italien, Frankrig, Storbritannien, Japan og Kongeriget Jugoslavien.

Baggrund

Lausanne-traktaten afløste den fredstraktat, der var foreslået i Treaty of Sèvres (1920), som havde pålagt det ottomanske rige hårde vilkår. Efter den tyrkiske modstand og en succesfuld militær kampagne omforhandlede de allierede magter betingelserne i Lausanne, hvor Tyrkiets suverænitet over Anatolien og Østthrakien blev anerkendt.

Hovedpunkter i traktaten

• Fastlæggelse af landgrænser mellem Tyrkiet og nabolande, herunder det nye græske-turkiske skel.
• Suverænitet over Anatolien og Østthrakien til Tyrkiet og anerkendelse af den tyrkiske republik som efterfølgerstat til store dele af det tidligere Osmannerrige.
• Regulering af mindretalsrettigheder og beskyttelse af visse minoriteter; dog blev der i praksis foretaget undtagelser og senere traktater ændrede forholdene yderligere.
• En særlig konvention om Det Tyrkiske Stræde blev indgået samtidig, som midlertidigt regulerede skibstrafik og kontrol over Bosporus og Dardanellerne (senere ændret af Montreux-konventionen i 1936).

Befolkningsudveksling og demografiske konsekvenser

Et centralt element i efterspillet var den aftalte, obligatoriske befolkningsudveksling mellem Grækenland og Tyrkiet (konventionen af 1923). Hundretusinder af etniske grækere i Anatolien og et stort antal etniske tyrkere i Grækenland blev flyttet, hvilket førte til massive menneskelige omkostninger, tab af ejendom og varige demografiske forandringer. Undtagelser blev givet for den græske befolkning i Konstantinopel (Istanbul) samt øerne Imbros (Gökçeada) og Tenedos (Bozcaada).

Øer, demilitarisering og græsk-tyrkiske uoverensstemmelser

Lausanne tildelte de fleste øer i Det Ægæiske Hav til Grækenland, mens Tyrkiet beholdt kontrol over Anatolien og visse nærliggende øer. Traktaten indeholdt bestemmelser om demilitarisering af nogle øer, og netop denne fordeling af suverænitet, kombineret med uklare grænse- og maritimrettigheder, er kernen i mange senere tvister mellem de to lande.

Tvivl, konflikter og næsten-krige: 1987 og 1996

Gennem det 20. og 21. århundrede har Grækenland og Tyrkiet haft tilbagevendende uoverensstemmelser om:

• Hvem der ejer visse (ofte ubeboede) øer og klipper i Det Ægæiske Hav.
• Tildeling og udstrækning af territorialfarvand, søgrænser, kontinentalhylde og senere EEZ (økonomiske zoner).
• Luftfartsrettigheder og luftrumshævdelse (fx uenighed om hvorvidt Grækenland kan hævde 10 sømil af luftrum mod Tyrkiets 6 sømil).
• Militarisering af øer, hvor Grækenland og Tyrkiet tolker traktaterne forskelligt mht. hvilke øer der måtte befæstes.

De mest alvorlige konfrontationer fandt sted i 1987 og især i januar 1996 omkring de små klipper Imia/Kardak, hvor begge lande sendte flådestyrker og nærheden kom tæt på væbnet konfrontation før NATO-intervention og diplomatiske aftaler afværgede krig. Begge kriser understregede, hvor følsomme disse spørgsmål er, og hvor tæt regionale uenigheder kan føre til militær optrapning.

Eftervirkninger og nutidig situation

Selvom Lausanne stadig udgør grundlaget for meget af den bilaterale græsk-tyrkiske orden, er flere spørgsmål uløste og genstand for fortsatte forhandlinger, national lovgivning og institutionelle skridt i EU og NATO. Nøgletemaer i nutidens tvister omfatter:

• Delimitering af maritime zoner som EEZ og kontinentalhylde — med både juridiske krav og økonomiske interesser (fx efterforskning efter naturgas) i spil.
• Fortolkning af militærforbud/demilitarisering for visse øer.
• Muligheder for international voldgift (fx International Court of Justice) er ofte nævnt, men begge parter er tilbageholdende med at overgive visse suverænitetskrav.

Organisationer som EU og NATO spiller en mæglerrolle i at forhindre eskalation, men den bilaterale tillid er sårbar, og periodiske diplomatiske eller maritime spændinger fortsætter med at præge forholdet.

Betydning

Lausanne-traktaten er central for forståelsen af moderne græsk-tyrkiske relationer. Den afgjorde de geografiske rammer for de to nationale stater efter Første Verdenskrig og de osmanniske rigers opløsning, men dens formuleringer og efterfølgende undtagelser/domstolspraksis har også efterladt rum for tolkning, hvilket har bidraget til vedvarende grænse- og suverænitetskonflikter i Ægæerhavet.

Søg efter bogstav