Den nikænske trosbekendelse, også kaldet den nikæno‑konstantinopolitanske trosbekendelse eller mere billedligt troens ikon/symbol, er den mest udbredte og økumeniske kristne trosbekendelse. Den fungerer som et fælles teologisk udtryk for centrale kristne læresætninger om Gud Fader, Jesus Kristus og Helligånden.

Siden den oprindelige formulering er den fortsat blevet brugt i den romersk-katolske, syrisk-ortodokse (jakobitiske), øst-ortodokse, orientalsk-ortodokse, assyriske, anglikanske, lutherske og de fleste andre protestantiske kirker.

Oprindelse og historisk baggrund

Trosbekendelsen blev første gang formuleret ved kirkemødet i Nikæa i år 325 som svar på kontroverser om Jesu natur, især ariansk lære, der hævdede, at Jesus var skabt og ikke af samme væsen som Gud Fader. Den oprindelige tekst fra Nikæa blev senere revideret og udvidet ved kirkemødet i Konstantinopel i år 381. Af den grund kaldes den ofte den nikæno‑konstantinopolitanske trosbekendelse.

Hvad erklærer trosbekendelsen?

Trosbekendelsen fastlægger centrale kristne sandheder med særlig vægt på treenighedslæren. Kort sagt affirmerer den blandt andet:

  • Troen på én Gud, Fader almægtig, skaberen af himmel og jord.
  • At Jesus Kristus er Guds ene Søn, ”født, ikke skabt”, af samme væsen (homoousios) som Faderen — en formulering der understreger hans guddommelighed.
  • At Jesus blev menneske, led under Pontius Pilatus, blev korsfæstet, døde, blev begravet og opstod på den tredje dag; at han sidder ved Faderens højre hånd og vil dømme levende og døde.
  • Troen på Helligånden, som giver liv, virker i kirken og er aktiv i helliggørelsen.
  • Bekendelse af den ene, hellige, katolske (universelle) og apostoliske kirke, dåbens betydning, syndernes forladelse og opstandelsen til evigt liv.

Variationer og teologiske uenigheder

Der findes mindre tekstlige variationer mellem forskellige traditioner. Et af de største og mest langvarige stridspunkter er tilføjelsen af den såkaldte filioque‑sætning i den vestlige tekstform: at Helligånden »udgår fra Faderen og fra Sønnen« (filioque). Denne tilføjelse blev indført i Vesten og er en væsentlig årsag til teologiske og kirkelige spændinger mellem østlige og vestlige kristne traditioner.

Liturgisk brug og økumenisk betydning

Den nikænske trosbekendelse reciteres endnu i mange kirkers gudstjenester — i den romersk‑katolske messe, i ortodokse gudstjenester og i mange protestantiske gudstjenester — som en kort og autoritativ opsummering af troens kerne. Dens brede accept på tværs af kirkesamfund gør den til et centralt økumenisk fælleseje, et grundlag for samtale mellem forskellige kirkesamfund om fælles tro og forskelle.

Hvorfor er den vigtig i dag?

Udover at formulere klassiske kristne sandheder, fungerer den nikænske trosbekendelse som et historisk dokument, der viser, hvordan tidlige kirker håndterede teologiske uenigheder og bevarede fællesskab ved at udtrykke fælles dogmer. For nutidige kirker er den et referencepunkt i teologisk undervisning, trosbekendelser og økumeniske bestræbelser, når man søger fælles udtryk for, hvad det vil sige at være kristen.