Den nikænske trosbekendelse

Den nikænske trosbekendelse, den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse eller troens ikon/symbol, er den mest udbredte eller økumeniske kristne trosbekendelse.

Siden den oprindelige formulering er den fortsat blevet brugt i den romersk-katolske, syrisk-ortodokse (jakobitiske), øst-ortodokse, orientalsk-ortodokse, assyriske, anglikanske, lutherske og de fleste andre protestantiske kirker.

  Ikon, der forestiller kejser Konstantin sammen med biskopperne fra det første koncil i Nikæa (325), der holder den nikænske trosbekendelse, som blev vedtaget i 381.  Zoom
Ikon, der forestiller kejser Konstantin sammen med biskopperne fra det første koncil i Nikæa (325), der holder den nikænske trosbekendelse, som blev vedtaget i 381.  

Sammenligning mellem trosbekendelsen fra 325 og trosbekendelsen fra 381

Den følgende tabel viser side om side den tidligere (325) og den senere (381) form af denne trosbekendelse i den engelske oversættelse i Schaff's Creeds of Christendom, som i parentes angiver de dele af 325-teksten, der blev udeladt eller flyttet i 381, men som ikke bruger typografiske tegn til at angive, hvilke sætninger, der ikke var med i 325-teksten, der blev tilføjet i 381.

Det første koncil i Nicea (325)

Det første koncil i Konstantinopel (381)

Vi tror på én Gud, den almægtige Fader, som har skabt alt synligt og usynligt.

Vi tror på én Gud, den almægtige Fader, himlens og jordens skaber og alle synlige og usynlige ting.

Og i én Herre Jesus Kristus, Guds Søn, født af Faderen [den enbårne, dvs. af Faderens væsen, Gud af Gud], Lys af Lys, Gud af Gud af Gud, undfanget, ikke skabt, men af ét væsen med Faderen;

Og i én Herre Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, født af Faderen før alle verdener (æoner), lys af lys, Gud af Gud af Gud, undfanget, ikke skabt, men af ét væsen med Faderen;

ved hvem alle ting blev skabt [både i himlen og på jorden];

ved hvem alle ting blev skabt;

som for os mennesker og for vores frelse steg ned og blev inkarneret og blev menneske;

som for os mennesker og til vor frelse kom ned fra himlen og blev inkarneret af den Helligånd af Jomfru Maria og blev menneske;

han led, og på den tredje dag opstod han igen og steg op til himmelen;

Han blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus og led og blev begravet, og på den tredje dag opstod han igen, som Skrifterne foreskriver, og han steg op til Himmelen og sidder ved Faderens højre hånd;

derfra skal han komme for at dømme de levende og de døde.

Derfra skal han komme igen med herlighed for at dømme de levende og de døde;

hvis rige ikke har nogen ende.

Og i Helligånden.

og i Helligånden, den Herre og Livets Giver, som udgår fra Faderen, som sammen med Faderen og Sønnen tilbedes og forherliges, og som talte ved profeterne. I én hellig, katolsk og apostolsk kirke, vi anerkender én dåb til syndernes forladelse, vi ser frem til de dødes opstandelse og til den kommende verdens liv. Amen.

[Men de, der siger: "Der var en tid, da han ikke var", og "Han var ikke, før han blev skabt", og "Han blev skabt af intet", eller "Han er af en anden substans" eller "essens", eller "Guds Søn er skabt", eller "foranderlig" eller "foranderlig" - de er fordømt af den hellige katolske og apostolske kirke.]

Følgende tabel viser på samme måde teksterne fra de to konciler, som de er gengivet på det græske originalsprog på webstedet Symbolum Nicaeno-Constantinopolitanum - græsk:

Det første koncil i Nicea (325)

Det første koncil i Konstantinopel (381)

Πιστεύομεν εἰς ἕνα Θεὸν Πατέρα παντοκράτορα, πάντων ὁραρατῶν τε και ἀοράτων ποιητήν.

Πιστεύομενν εἰς ἕνα Θεὸν Πατέρα παντοκράτορα, ποιητὴν οὐρανοῦ καὶ γῆς, ὁρατῶν τε πάντων και ἀοράτων.

Πιστεύομενν εἰς ἕνα κύριον Ἰησοῦν Χριστόν, τὸν υἱὸν τοῦ θεοῦ, γεννηθέντα ἐκ τοῦ παρὸς μονογενενῆ, τουτέστιν ἐκ τῆς ουσίας τοῦ πατρός, θεὸν εκ θεοῦ ἀληθινου, γεννηθέντα, οὐ ποιηθέντα, ὁμοούσιον τῳ πατρί

Και εἰς ἕνα κύριον Ἰησοῦν Χριστόν, τὸν υἱὸν τοῦ θεοῦ τὸν μονογενῆ, τὸν ἐκ τοῦ πατρὸς γεννηθέντα πρὸ πάντων τῶν αἰώνων, φῶς ἐκ φωτός, θεὸν ἀληθινὸν ἐκ θεοῦ6↩ ἀληθινοῦ, γεννηθέντα οὐ ποιηθέντα, ὁμοούσιον τῷ πατρί-

δι' οὗ τὰ πάντα ἐγένετο, τά τε τε ἐν τῳ ούρανῳ καὶ τὰ ἐπὶ τῆς γῆς

δι' οὗ τὰ πάντα ἐγένετο-

τὸνν δι' ἡμᾶς τοὺς ἀνθρώπους καὶ διὰ τὴν ἡμετέρανν σωτηρίαν κατελθόντα καὶ σαρκωθέντα και ενανθρωπήσαναντα,

τὸνν δι' ἡμᾶς τοὺς ἀνθρώπους καὶ διὰ τὴν ἡμετέραν σωτηρίαν κατελθόντα ἐκ τῶν οὐρανῶν καὶ σαρκωθέντα ἐκ πνεύματος ἁγίου καὶ Μαρίας τῆς παρθένου καὶ ἐνανθρωπήσαναντα,

παθόντα, καὶ ἀστάντα τῇ τριτῇ τριτῇ ἡμέρᾳ, καὶ ἀνελθόντα εἰς τοὺς οὐρανούς,

σταυρωθέντα τε ὑπὲρ ἡμῶν ἐπὶ Ποντίου Πιλάτου, καὶ παθόντα καὶ ταφέντα, καὶ ἀναστάντα τῇ τρίτῃ ἡμέρα κατὰ τὰς γραφάς, καὶ ἀνελθόντα εἰς τοὺς οὐρανοὺς, καὶ καθεζόμενον ἐκ δεξιῶν τοῦ πατρός

καὶ ἐρχόμενον κρῖναι ζῶντας καὶ νεκρούς.

καὶ πάλιν ἐρχόμενον μετὰ δόξης κρῖναι ζῶντας καὶ νεκρούς-

οὗ τῆς βασιλείας οὐκ ἔσται τέλος.

Καὶ εἰς τὸ Ἅγιον Πνεῦμα.

Καὶ εἰς τὸ Πνεῦμα τὸ Ἅγιον, τὸ κύριον, (καὶ) τὸ ζωοποιόν, τὸ ἐκ τοῦ πατρὸς ἐκπορευόμενον, τὸ σὺν πατρὶ καὶ υἱῷ συμπροσκυνούμενον καὶ συνδοξαζόμενον, τὸ λαλῆσαν διὰ τῶν τῶν προφητῶν. εἰς μίαν, ἁγίαν, καθολικικὴν καὶ ἀποστολικὴν ἐκκκλησίαν- ὁμολογοῦμεν ἓν βάπτισμα εἰς ἄφεσιν ἁμαρτιῶν- προσδοκοῦμεν ἀνάστασιν νεκρῶν, καὶ ζωὴν τονῦ μέλλοντος αἰῶνος. Ἀμήν.

Τοὺς δὲ λέγοντας, ὁτι ἦν ποτε ὅτε οὐκ ἦν, καὶ πρὶν γεννηθῆναι οὐκ ἦν, καὶ ὅτι ἐξ ἑτέρας ὑποστάσεως ἢ οὐσίας φάσκοντας εἶναι, [ἢ κτιστόν,] τρεπτὸν ἢ ἀλλοιωτὸν τὸν υἱὸν τοῦ θεοῦ, [τούτους] ἀναθεματίζει ἡ καθολικὴ [καὶ ἀποστολικὴ] ἐκκκκλησία.

 

Problemer

Der var visse problemer med den nikænske trosbekendelse. I 529 blev den såkaldte filioque-klausul tilføjet til trosbekendelsen. Denne klausul er en af de største forskelle mellem den romersk-katolske kirke og den østlige ortodokse kirke. Den katolske kirke har denne klausul, mens den østlige ortodokse kirke ikke har den. Klausulen handler om, hvor gudfrygtig Faderen er i forhold til Sønnen. Hvor der i den oprindelige nikænske trosbekendelse står "Vi tror på Helligånden ... som udgår fra Faderen", står der i den ændrede, romersk-katolske version "Vi tror på Helligånden ... som udgår fra Faderen og Sønnen". Romersk-katolske kristne accepterer denne ændring, men øst-ortodokse kristne afviser den. Mange østlige katolske kirker (østlige i liturgi, men i fuldt fællesskab med paven) bruger ikke klausulen i deres trosbekendelse. De mener dog, at den doktrin, som den repræsenterer, er sand, da det er et dogme i den romersk-katolske tro. Mange protestantiske kirker, som tager stilling til dette spørgsmål, accepterer normalt filioque.

Efter øst-vest-skismaet i 1054 forsøgte den østlige og vestlige kirke at blive genforenet på to separate middelalderlige konciler, og filioque var et emne på hvert koncil. Trods græske indrømmelser opnåede hverken det andet koncil i Lyon (1274) eller koncilet i Ferrera-Florence (1438 - 1535) den ønskede forening.

Klausulen kaldes oftest for "filioque" eller blot filioque.

 

Relaterede sider

 

AlegsaOnline.com - 2020 / 2023 - License CC3