Hamidianske massakrerne 1894–1897: Systematisk forfølgelse af armeniere
Hamidianske massakrerne 1894–1897: En ekspertgennemgang af systematisk forfølgelse og drab på armenere — historisk analyse, vidnesbyrd og kontekst.
Hamidian-massakrerne fandt sted fra omkring 1895 og frem til 1897. Det anslåede antal dræbte armeniere ligger i kilderne typisk omkring 100.000–300.000, afhængigt af kilde og metode for optælling. Disse begivenheder omtales af armenierne som "de store massakrer" og regnes af mange historikere som en af de alvorligste bølger af etnisk-religiøst motiveret vold i det osmanniske rige i slutningen af 1800-tallet.
Baggrund
Massakrerne skete under sultan Abdülhamid IIs regeringstid og har fået navn efter ham ("Hamidian" = tilknyttet Hamid). På denne tid var der stigende spændinger i det osmanniske rige: krigen i 1877–1878 og Ruslands sejr førte til krav om reformer for rigets kristne minoriteter, herunder armenierne. De internationale aftaler efter krigen (bl.a. Berlin-traktaten) indebar formelle krav om beskyttelse af mindretal, men gennemførelsen af reformer var svag.
Forløb og metoder
Volden tog sig mange former: organiserede massakrer, plyndring, brandstiftelse, tvangsforskydning, voldtægter og tvungen konvertering blev rapporteret fra flere provinser. Statens rolle er omdiskuteret, men mange samtidige diplomater, missionærer og senere historikere mener, at de osmanniske myndigheder enten direkte organiserede eller aktivt tillod voldshandlingerne.
- Det fremhæves, at lovgivning som artikel 166 i den osmanniske straffelov systematisk blev anvendt til at forhindre arme niere i at bære våben, hvilket gjorde civilforsvar vanskeligere.
- Lokale kurdiske stammer blev i en række tilfælde bevæbnet eller tolereret som angrebstropper mod armenske landsbyer, og deres angreb blev ofte fulgt af ildspåsættelse og plyndring.
- Der var også former for organiseret kollektiv afstraffelse, hvor hele landsbyer blev udslettet eller tømt for befolkning.
Politiske årsager og motivation
Armeniernes krav om reform og bedre sikkerhed for deres samfund var én side; den anden var sultanens politik, præget af centralisering, pan-islamisk legitimering og frygt for imperial opløsning. Nogle samtidige diplomater og iagttagere mente, at styrkerne bag angrebene ønskede at skabe et kaos, der kunne bruges som påskud for både indenlandske og udenlandske politiske tiltag. Som Istanbuls britiske ambassadør Sir Philip Currie noterede i marts 1894, blev nogle grupper efter hans vurdering brugt til at gennemføre massakrer for at legitimere visse politiske skridt eller opfordre til udenlandsk indgriben. Selv nogle tyrkiske forfattere har i eftertid erkendt, at officielle forklaringer ofte fremstod som påskud for volden.
Internationale reaktioner og humanitær indsats
Nyheder om massakrerne vakte vrede i Europa og blandt amerikanske og europæiske missionærer i området. Regeringer og pressen fordømte volden, og der blev rejst diplomatiske protester mod Konstantinopel. Internationale nødhjælpsorganisationer, kirkelige netværk og private fonde arrangerede hjælpearbejde for de flygtninge og fordrevne, der søgte tilflugt i byer eller i nabolande.
Konsekvenser
- Forarmede og skræmte armenske samfund oplevede massiv tab af liv, ejendom og tryghed; mange flygtede til Rusland eller til større byer i riget.
- De blodige begivenheder styrkede den armenske nationale bevægelse og radikaliserede dele af befolkningen, hvilket også førte til voldelige modaktioner fra armenske revolutionære grupper.
- Hændelserne skadede Det Osmanniske Riges internationale omdømme og bidrog til øget udenlandsk indblanding i rigets interne spørgsmål.
- Mange historikere ser Hamidian-massakrerne som et vigtigt forspil til de senere, endnu større og systematiske forfølgelser af armeniere under Første Verdenskrig (1915).
Historiografisk debat
Der er stadig diskussion om omfanget af organiseret statslig planlægning kontra lokale oprør og bandekriminalitet. Tallene over døde varierer meget, og kilderne – diplomatiske rapporter, missionærberetninger, lokale arkiver og eftertidens forskning – fortolkes forskelligt. Ikke desto mindre er der bred enighed om, at volden ramte armenierne svært og at den havde både lokale og centrale elementer.
Samlet vurdering: Hamidian-massakrerne var en serie af omfattende og ofte koordinerede angreb mod armenske samfund i det sene Osmannerrige, med store menneskelige tab, ødelæggelser og varige politiske konsekvenser for både armeniere og det osmanniske styre.
Massakrerne i Erzeroum den 30. oktober 1895
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad var Hamidian-massakrerne?
A: Hamidian-massakrerne fandt sted mellem 1895 og 1897, hvor skønsmæssigt 100.000 til 300.000 armeniere blev dræbt. De er også kendt som "de store massakrer" af det armenske folk.
Spørgsmål: Hvad var årsagen til, at de armenske revolutionære grupper blev dannet?
A: De armenske revolutionære grupper blev dannet ved afslutningen af den russisk-tyrkiske krig i 1878 og voksede med indførelsen af artikel 166 i den osmanniske straffelov 166 og et angreb på Erzerum-katedralen.
Spørgsmål: Hvordan blev artikel 166 anvendt mod armeniere?
A: Artikel 166 skulle kontrollere våbenbesiddelse, men den blev brugt til at ramme armeniere ved at forbyde dem at besidde våben. Lokale kurdiske stammer blev bevæbnet for at angribe forsvarsløse armenske befolkninger.
Spørgsmål: Hvad foreslog nogle diplomater om disse begivenheder?
A: Nogle diplomater foreslog, at disse begivenheder blev begået for at vise modforanstaltninger og opfordre fremmede magter til at gribe ind, som den britiske ambassadør i Istanbul, Sir Philip Currie, så det i marts 1894.
Spørgsmål: Indrømmer tyrkiske forfattere, at dette var et påskud for massakrerne?
A: Ja, nogle tyrkiske forfattere indrømmer, at dette blot var et påskud for massakrer.
Spørgsmål: Hvem tog initiativ til disse angreb på armeniere?
A: Disse angreb på armeniere blev iværksat af lokale kurdiske stammer, som var blevet bevæbnet i henhold til artikel 166 i den osmanniske straffelov.
Spørgsmål: Hvornår fandt disse begivenheder sted?
A: Hamidian-massakrerne fandt sted mellem 1895 og 1897.
Søge