Menneskets oprindelse: Fra australopitheciner til Homo sapiens

I 1859 havde zoologer længe vidst, at mennesket i sin anatomi ligner de store aber. Der er også forskelle: Mennesker kan f.eks. tale. Men lighederne er mere grundlæggende end forskellene. Mennesker har også træk med en meget ældre historie, fra tidligt i hvirveldyrenes liv.

Tanken om, at arter skyldes evolution, var blevet fremsat før Darwin, men hans bog gav mange beviser, og mange blev overtalt af den. Bogen var On the Origin of Species by means of Natural Selection, som blev udgivet i november 1859. I denne bog skrev Darwin om ideen om evolution i almindelighed, snarere end om menneskets evolution. Der vil blive kastet lys over menneskets oprindelse og dets historie, var alt, hvad Darwin skrev om emnet. Ikke desto mindre var teoriens implikation klar for læserne på det tidspunkt.

Flere personer diskuterede menneskets udvikling. Blandt dem var Thomas Huxley og Charles Lyell. Huxley viste på overbevisende vis mange af lighederne og forskellene mellem mennesker og aber i sin bog Evidence as to Man's Place in Nature fra 1863. Da Darwin udgav sin egen bog om emnet, The Descent of Man, og selektion i forhold til køn, var ideen om menneskets evolution allerede kendt. Teorien var dog kontroversiel. Selv nogle af Darwins tilhængere (såsom Alfred Russel Wallace og Charles Lyell) brød sig ikke om tanken om, at mennesket har udviklet sine imponerende mentale evner og moralske sanser gennem naturlig udvælgelse.

Siden det 18. århundrede har forskerne troet, at menneskeaberne var nært beslægtede med mennesket. I det 19. århundrede spekulerede de i, at menneskets nærmeste levende slægtninge enten var chimpanser eller gorillaer. Begge lever i det centrale Afrika i tropiske regnskove. Faktisk er chimpanserne tættest på os. Biologerne troede, at mennesket har en fælles forfader med andre afrikanske menneskeaber, og at man ville finde fossiler af disse forfædre i Afrika, hvilket de også har gjort. Det er nu accepteret af stort set alle biologer, at mennesker ikke blot ligner menneskeaberne, men faktisk er menneskeaber.

Spørgsmålet blev bekræftet af undersøgelser i slutningen af det 20. århundrede af sekvenserne af proteiner og gener hos aber og mennesker. Disse undersøgelser viste, at mennesket har ca. 95-98 % af disse strukturer til fælles med chimpanser. Dette er et meget tættere slægtskab end med nogen anden type dyr, og det understøtter fuldt ud de idéer, som Darwin og Huxley fremsatte i det 19. århundrede.

"De nuværende genetiske og arkæologiske beviser, der er til rådighed i øjeblikket, tolkes generelt som støtte for en nyere enkelt oprindelse af moderne mennesker i Østafrika. Det er imidlertid her, hvor den næsten enslydende opfattelse af menneskets bosættelseshistorie slutter, og der er stor usikkerhed om alle mere detaljerede aspekter af menneskets koloniseringshistorie."

Særlige kendetegn

Primater har spredt sig i levesteder som træer og buske. De har mange træk, som er tilpasninger til deres omgivelser. Her er nogle af disse træk:

• Skulderled, der tillader store bevægelsesgrader i alle retninger.
• Fem fingre på for- og bagbenene med modsatte tommelfingre og storetæer; hænderne kan gribe, og normalt også storetæerne.
• Negle på fingre og tæer (hos de fleste arter).
• Følsomme taktile puder på enderne af fingrene.
• Øjenhuler omsluttet af knogle.
• En tendens til en reduceret snude og et fladere ansigt, som skyldes, at den er afhængig af synet på bekostning af lugtesansen.
• Et komplekst visuelt system med binokulært (stereoskopisk) syn, høj synsstyrke og farvesyn.
• Hjerne med en veludviklet lillehjernen for at sikre en god balance.
• Hjernen er stor i forhold til kroppens størrelse, især hos aber (aber og aber fra den gamle verden).
• Forstørret hjernebark (hjerne): indlæring, problemløsning.
• Reduceret antal tænder i forhold til primitive pattedyr;.
• En veludviklet blindtarmen: fordøjelse af grøntsager.
• To brystkirtler.
• Typisk én unge pr. drægtighed.
• En hængende penis og skrotale testikler.
• Lang svangerskabs- og udviklingsperiode. og
• En tendens til at holde overkroppen oprejst, hvilket fører til bipedalisme.

Det er ikke alle primater, der har disse anatomiske træk, og alle træk er heller ikke unikke for primater. Primater er ofte meget sociale og lever i grupper med "fleksible dominanshierarkier".

Andre ligheder

Nært beslægtede dyr har næsten altid nært beslægtede parasitter. Dette skyldes normalt, at parasitterne udvikler sig sammen med deres værter, og når værtspopulationerne deler sig, deler deres parasitter sig også. Det er også muligt for parasitter at komme fra en art til en anden. To af de alvorligste parasitinfektioner hos mennesker i Afrika stammer fra aber. De kan hver især være blevet overført til mennesker ved en enkelt begivenhed på tværs af arterne.

Der findes flere arter af myg og flere arter af malariaparasitten Plasmodium. Den alvorligste type, P. falciparum, som dræber mange millioner mennesker hvert år, stammer oprindeligt fra gorillaer. Det er nu så godt som sikkert, at chimpanser er kilden til HIV-1, som er den vigtigste årsag til AIDS. Disse oplysninger stammer fra sekvensanalyser af abe- og menneskevirus.

Relevansen af dette for evolutionen er, at vores fysiologi er så tæt på abernes, at deres parasitter kunne overføres til mennesker med stor succes. Mennesker har langt mindre modstandsdygtighed over for disse parasitter, som er gamle af oprindelse, men forholdsvis nye for vores art.

Det var først i 1920'erne, at man fandt fossiler af hominider i Afrika. I 1924 beskrev Raymond Dart Australopithecus africanus. Eksemplaret blev kaldt Taung Child, et australopithecin spædbarn, der blev fundet i en grotte, der blev udvundet til beton i Taung i Sydafrika. Resterne var et bemærkelsesværdigt velbevaret lille kranie og en afstøbning af indersiden af individets kranie. Selv om hjernen var lille (410 cm³), var dens form afrundet i modsætning til chimpanser og gorillaer og lignede mere en moderne menneskehjerne. Desuden havde eksemplaret korte hjørnetænder, og placeringen af foramen magnum var tegn på tobenet bevægelse. Alle disse træk overbeviste Dart om, at Taung-babyen var en tobenet menneskelig forfader, en overgangsform mellem aber og mennesker.

Det tog yderligere 20 år, før Darts påstande blev taget alvorligt. Det var efter at andre lignende skeletter var blevet fundet. Den mest almindelige opfattelse på det tidspunkt var, at en stor hjerne udviklede sig før bipedaliteten, dvs. evnen til at gå på to fødder mere eller mindre oprejst. Man mente, at intelligens svarende til det moderne menneskes intelligens var nødvendig for bipedalitet. Det viste sig at være forkert: Bipedaliteten kom først.

Man mener nu, at australopithecinerne er de umiddelbare forfædre til slægten Homo, som moderne mennesker tilhører. Både australopithecinerne og Homo sapiens er en del af stammen Hominini, men nyere data har rejst tvivl om A. africanus' position som en direkte forfader til moderne mennesker; den kan meget vel have været en fætter. Australopithecinerne blev oprindeligt klassificeret som enten gracile eller robuste. Den robuste variant af Australopithecus er siden blevet omklassificeret som Paranthropus, selv om den af nogle forfattere stadig betragtes som en underslægt af Australopithecus.

I 1930'erne, da de robuste eksemplarer blev beskrevet første gang, blev Paranthropus-slægten brugt. I løbet af 1960'erne blev den robuste variant flyttet over i Australopithecus. Den seneste tendens er gået tilbage til den oprindelige klassifikation som en separat slægt.

Det var Carolus Linnaeus, der valgte navnet Homo. I dag findes der kun én art i slægten: Homo sapiens. Der fandtes andre arter, men de er uddøde.

Figuren viser, hvor nogle af dem boede og på hvilket tidspunkt. Nogle af de andre arter kan have været forfædre til H. sapiens. Mange var sandsynligvis vores "fætre", de udviklede sig væk fra vores forfædrene linje.

Antropologer er stadig i gang med at undersøge den nøjagtige afstamningslinje. Der er endnu ikke opnået enighed om, hvilke arter der skal regnes som særskilte arter og hvilke der skal regnes som underarter. I nogle tilfælde skyldes det, at der kun findes meget få fossiler, i andre tilfælde skyldes det de små forskelle, der anvendes til at klassificere arter i Homo-slægten.

Udviklingen af slægten Homo fandt hovedsageligt sted i Pleistocæn. Hele slægten er kendetegnet ved at bruge stenredskaber, som i begyndelsen var grove, men som blev mere og mere sofistikerede. Det er så meget, at Pleistocæn i arkæologi og antropologi sædvanligvis omtales som palæolitisk tid eller stenalder.

Homo habilis

Homo habilils var sandsynligvis den første art af Homo. Den udviklede sig fra Australopithecus for ca. 2,5 millioner år siden. Den levede indtil for ca. 1,4 millioner år siden. Den havde mindre kindtænder (bagtænder) og større hjerner end Australopithecinerne.

Mod Homo erectus

Der er to foreslåede arter, som levede for 1,9 til 1,6 millioner år siden. Deres relation er ikke blevet afklaret. Den ene af dem kaldes Homo rudolfensis. Den kendes fra et enkelt ufuldstændigt kranie fra Kenya. Forskere har foreslået, at dette blot var endnu en habilis, men dette er ikke blevet bekræftet. Den anden kaldes i øjeblikket Homo georgicus. Den er fra Georgien og er muligvis en mellemform mellem H. habilis og H. erectus eller en underart af H. erectus.

Homo ergaster og Homo erectus

Homo erectus blev først opdaget på øen Java i Indonesien i 1891. Opdageren, Eugene Dubois, kaldte den oprindeligt Pithecanthropus erectus på grund af dens morfologi, som han anså for at være et mellemprodukt mellem menneske- og abernes morfologi. Homo erectus levede fra ca. 1,8 millioner til 70.000 år siden. De tidligere eksemplarer (fra 1,8 til 1,2 millioner år siden) betragtes nogle gange som en anden art eller en underart. kaldet Homo ergaster eller Homo erectus ergaster.

I det tidlige Pleistocæn, 1,5-1 mya, i Afrika, Asien og Europa, udviklede nogle populationer af Homo habilis formentlig større hjerner og lavede mere avancerede stenredskaber; disse og andre forskelle er tilstrækkelige til, at antropologer har klassificeret dem som en ny art, H. erectus. Desuden var H. erectus den første menneskelige forfader, der gik virkelig oprejst. Dette blev muliggjort af udviklingen af låseknæ og en anden placering af foramen magnum (det hul i kraniet, hvor rygsøjlen går ind). De brugte muligvis ild til at tilberede deres kød.

Et berømt eksempel på Homo erectus er Pekingmanden; andre blev fundet i Asien (især i Indonesien), Afrika og Europa. Mange palæoantropologer bruger nu betegnelsen Homo ergaster for de ikke-asiatiske former af denne gruppe. De forbeholder kun H. erectus til de fossiler, der er fundet i Asien, og som opfylder visse krav (med hensyn til skelet og kranie), som adskiller sig en smule fra ergaster.

Neandertaler-menneske

Homo neaderthalensis (normalt kaldet neandertaler-mennesket) levede fra ca. 250.000 til ca. 30.000 år siden. Også, mindre almindeligt, som Homo sapiens neanderthalensis: Det er stadig omdiskuteret, om det var en separat art Homo neanderthalensis eller en underart af H. sapiens. Mens debatten stadig er uafklaret, tyder beviser fra mitokondrie-DNA og Y-kromosomal DNA-sekventering på, at der kun har fundet lidt eller ingen genstrøm sted mellem H. neanderthalensis og H. sapiens, og at de to derfor var separate arter. I 1997 udtalte Dr. Mark Stoneking, den daværende lektor i antropologi ved Pennsylvania State University, følgende:

"Disse resultater [baseret på mitokondrie-DNA udtaget fra neandertalerknogler] indikerer, at neandertalerne ikke bidrog med mitokondrie-DNA til moderne mennesker... Neandertalerne er ikke vores forfædre".

Yderligere undersøgelser af en anden kilde til neandertaler-DNA understøttede disse resultater.

Denisovan mand

En genetisk analyse af et stykke fingerknogle, der er fundet i Sibirien, har givet et overraskende resultat. Den stammer fra omkring 40.000 år siden, hvor neandertalerne og det moderne menneske levede i området. Tyske forskere fandt ud af, at dens mitokondrie-DNA hverken svarede til vores art eller neandertalerne. Hvis dette resultat er korrekt, tilhører knoglen en hidtil ukendt art. Graden af forskel i DNA'et antyder, at denne art har splittet sig fra vores stamtræ for omkring en million år siden, altså længe før splittelsen mellem vores art og neandertalerne.

Homo floresiensis

Homo floresiensis, som levede for omkring 100.000-12.000 år siden, har fået tilnavnet hobbit på grund af sin lille størrelse. Dens størrelse kan være et resultat af ø-dværgvækst, en tendens til at store pattedyr udvikler mindre former på øer. H. floresiensis er fascinerende både på grund af sin størrelse og sin alder. Den er et konkret eksempel på en nyere art af slægten Homo, der viser afledte træk, som ikke deles med moderne mennesker. Med andre ord deler H. floresiensis en fælles forfader med moderne mennesker, men har delt sig fra det moderne menneskes slægt og fulgt en anden evolutionær vej. Det vigtigste fund var et skelet, som menes at være en kvinde på omkring 30 år. Det blev fundet i 2003 og er blevet dateret til ca. 18.000 år gammelt. Den levende kvinde blev anslået til at være en meter høj og havde et hjernevolumen på kun 380 cm³ Det er lille for en chimpanse og mindre end en tredjedel af H. sapiens' gennemsnit på 1400 cm³ .

Der er en løbende debat om, hvorvidt H. floresiensis virkelig er en separat art. Nogle forskere mener, at H. floresiensis var en moderne H. sapiens, der led af patologisk dværgvækst. Moderne mennesker, der lever på Flores, øen, hvor skelettet blev fundet, er pygmæer. Denne kendsgerning er i overensstemmelse med begge teorier. Et af angrebene på H. floresiensis er, at den blev fundet med redskaber, der kun forbindes med H. sapiens.

På Flores er der fundet stenfakter, som kan dateres til for en million år siden. Disse artefakter er proxies, hvilket betyder, at der ikke var skeletter af mennesker, men at kun en art af Homo kunne have lavet dem. Artefakterne er flager og andre redskaber, 48 i alt, hvoraf nogle viser tegn på at være blevet bearbejdet til at producere en skærekant. Det betyder, at der var mennesker til stede på Flores på denne dato, men det fortæller os ikke, hvilken art det var.

Homo sapiens

Homo sapiens har levet fra for ca. 300.000 år siden til i dag. Mellem 400.000 år siden og den anden varmeperiode i den midterste del af Pleistocæn for ca. 250.000 år siden voksede menneskets kranie mere og mere i retning af den nuværende form. Vores art udviklede mere sofistikerede teknologier baseret på stenredskaber. En mulighed er, at der skete en overgang fra H. erectus til H. sapiens. Beviserne fra Java-mennesket tyder på, at der var en indledende migration af H. erectus ud af Afrika. Derefter, langt senere, en videreudvikling af H. sapiens fra H. erectus i Afrika. Derefter erstattede en efterfølgende migration inden for og ud af Afrika til sidst den tidligere H. erectus.

Ud af Afrika

Undersøgelser af det menneskelige genom, især Y-kromosom-DNA og mitokondrie-DNA, støtter en relativt ny afrikansk oprindelse. Beviserne fra DNA støtter også den nyere afrikanske oprindelse. Detaljerne i denne store saga er endnu ikke fuldt ud fastlagt, men for ca. 90.000 år siden havde moderne mennesker bevæget sig ind i Eurasien og Mellemøsten. Det var det område, hvor neandertalerne, Homo neanderthalensis, havde levet i lang tid (mindst 500.000 år i Vesteuropa).

For ca. 42-44.000 år siden nåede Homo sapiens frem til Vesteuropa, herunder Storbritannien. I Europa og Vestasien erstattede Homo sapiens neandertalerne for ca. 35.000 år siden. Hvordan dette skete, er ikke kendt i detaljer.

På omtrent samme tidspunkt ankom Homo sapiens til Australien. Deres ankomst til Amerika skete langt senere, for ca. 15.000 år siden. Alle disse tidligere grupper af moderne mennesker var jægere og samlere.

Forskning har vist, at mennesker er genetisk set ret ens. Individernes DNA er mere ens end normalt hos de fleste arter. Dette kan skyldes deres relativt nylige udvikling eller Toba-katastrofen. Hudfarve er en tilpasning til forskellige klimaer. Disse træk er en meget lille del af Homo sapiens-genomet og omfatter ydre kendetegn som hudfarve og næseform og indre kendetegn som f.eks. evnen til at trække vejret mere effektivt i store højder.

H. sapiens idaltu, fra Etiopien for ca. 160.000 år siden, er en foreslået underart. Det er det ældste kendte anatomisk moderne menneske.

Denne liste er opstillet i kronologisk rækkefølge efter slægt.

• Sahelanthropus
• Sahelanthropus tchadensis
• Orrorin
• Orrorin tugenensis
• Ardipithecus
• Ardipithecus kadabba
• Ardipithecus ramidus
• Australopithecus
• Australopithecus anamensis
• Australopithecus afarensis
• Australopithecus bahrelghazali
• Australopithecus africanus
• Australopithecus garhi
• Paranthropus
• Paranthropus aethiopicus
• Paranthropus boisei
• Paranthropus robustus
• Kenyanthropus
• Kenyanthropus platyops
• Homo
• Homo habilis
• Homo rudolfensis
• Homo ergaster
• Homo georgicus
• Homo erectus
• Homo cepranensis
• Homo antecessor
• Homo heidelbergensis
• Homo rhodesiensis
• Homo neanderthalensis
• Homo sapiens idaltu
• Homo sapiens (Cro-magnon)
• Homo sapiens sapiens
• Homo floresiensis

• ENCODE: den komplette analyse af det menneskelige genom
• Palæoantropologi