Stenalderen var en forhistorisk tid, hvor mennesker fremstillede mange af deres redskaber af sten. Træ, knogler og andre materialer blev også brugt til redskaber, ofte i kombination med sten (kompositredskaber), men organiske materialer forsvinder lettere, og derfor finder arkæologer oftere stenredskaber. Sten — især en hård slags kaldet flint — blev knust og formet ved flintebankning for at lave skærende egg, spidser og skrabere.

Hvornår begyndte stenalderen?

Perioden begyndte med de første stenredskaber for ca. 2,7 millioner år siden. Selvom stenredskaber dominerer fundmaterialet, var menneskers levevis og teknologi langt mere varieret end kun stenværktøj. Nogle samfund bevarede elementer af en stenalderlivsstil (jagt, indsamling, og brug af simple redskaber) ind i moderne tider — især i områder hvor kontakt med metal- og landbrugskulturer kom sent eller kun delvist — men disse grupper var ofte i kulturel og teknologisk udveksling med omverdenen.

Økologi, jagt og bolig

Mennesker i stenalderen levede overvejende som jægere og samlere. De dræbte dyr for at få kød, fedt og skind til tøj og ly, brugte træstænger, snore og tænder/knoglespidser til redskaber og byggede primitive hytter af træ, skind og grene. I kolde perioder blev ild udnyttet til varme, madlavning og lys — evnen til at bruge og vedligeholde ild var afgørende for overlevelse. Der findes også spor af tidlig kunst (grottesmalerier, små figuriner) og symbolsk adfærd, som tyder på sociale og religiøse forestillinger.

Opdeling af stenalderen

Tiden efter stenalderen er bronzealderen, der er opkaldt efter metallet bronze. Stenalderen sluttede gradvist, efterhånden som menneskene udviklede metallurgi og begyndte at fremstille værktøj af metaller. Det første metal, der blev almindeligt brugt, var kobber, ofte i form af knuste og formede naturskabte kobberstykker, og senere ved smelte- og legeringsprocesser til fremstilling af bronze. I nogle dele af verden — f.eks. i Mellemøsten — begyndte folk at bruge bronze i større omfang i løbet af 3. og begyndelsen af 2. årtusinde f.Kr.; tidspunkter varierer meget mellem regioner.

Arkæologer inddeler stenalderen ofte i tre hoveddele: Paleolithic ("gammel sten"), Mesolithic ("mellemsten") og Neolithic ("ny sten"). Disse betegnelser beskriver brede teknologiske og økonomiske ændringer:

  • Palæolitikum: lang periode med jæger-samlerøkonomi og udvikling af rådsystemer for at lave stenredskaber (se næste afsnit).
  • Mesolitikum: en regional overgangsperiode efter den sidste istid, karakteriseret ved udvikling af nye redskabstyper (mikrolitter), finere jagtteknikker og tilpasning til ændrede landskaber.
  • Neolitikum: introduktion af landbrug og husdyrhold, keramisk produktion (Keramikken), fast bosættelse, og nye sociale strukturer — men også stor regional variation i tid og udformning.

Palæolitikum i korte træk

Palæolitikum er en forhistorisk æra, der er kendetegnet ved udviklingen af stenredskaber. Den dækker en meget stor del af menneskehedens historie — fra de tidligste kendte hominide redskaber til slutningen af den sidste istid. Tidsmæssigt løber palæolitikum fra for omkring 2,6–2,7 millioner år siden frem til slutningen af Pleistocæn (omtrent 12.000 år siden), selvom nogle opdelinger taler om forlængede regionale faser; i almindelig brug opdeles palæolitikum i ældre, mellemste og yngre palæolitikum.

Vigtige karakteristika ved palæolitikum:

  • Udvikling og forfining af stenredskaber (fx håndøkser, skiveknive, spydspidser) og teknikker som flintebankning.
  • Kontrol over ild, forbedret jagtteknik og brug af sprog og social organisering til samarbejde.
  • Spredning af menneskelige forfædre ud af Afrika og bosættelse af store dele af Eurasien, Australien og senere Amerika.
  • Kunsterisk og symbolsk adfærd: hulemalerier, ristninger og små figuriner (fx Venus-figurer) fra yngre palæolitikum.

Mesolitikum og neolitikum — regionale forskelle

Mesolitikum optræder især i tempererede zoner efter afslutningen af den sidste istid, hvor landskaber og ressourcer ændrede sig hurtigt. Redskaber blev ofte mindre og mere specialiserede (mikrolitter), og befolkninger udviklede fiskeri og indsamling i vådområder. Overgangen til neolitikum skete ikke samtidig overalt: i Mellemøsten begyndte landbrug og bydannelse flere tusinde år før i Nordeuropa, hvor jagt og samleøkonomi fortsatte længere.

Neolitisk kultur er ofte kendetegnet ved:

  • Husdyrhold og kulturplanter (domestikation).
  • Fremstilling af Keramikken til opbevaring og madlavning.
  • Fast bosættelse, landsbydannelser og gradvis social differentiering.
  • Store bygningsværker og ritualarkitektur i nogle områder (fx megalitter i Europa, komplekse landsbyer i Anatolien og Levanten).

Afsluttende bemærkninger

Stenalderen er ikke én ensartet periode, men en række lange faser med store regionale forskelle i tid, teknologi og levevis. Overgangen til metalalderen skete gradvist og lokalt ved indførelsen af nye teknikker som smeltning og legering, først med kobber og senere med bronze. Arkæologiske fund, herunder stenredskaber, knogler, bebyggelsesrester og kunst, giver os i dag viden om, hvordan mennesker over tusinder af år tilpassede sig skiftende klimaer og udviklede de første former for teknologi, samfund og kultur.