Denisovanerne: opdagelsen, DNA og oprindelsen af Denisova-homininerne

Gener og slægtskab

Det mitokondrielle DNA (mtDNA) fra fingerknoglen viste tidligt, at den var genetisk forskellig fra både neandertalere og moderne mennesker. Samtidig blev der sekventeret et kernegenom (nuclear genome) fra samme eksemplar, og dette viste, at Denisovanerne var tættest beslægtet med neandertalerne i forhold til moderne mennesker. Kernegenomet peger på, at neandertalere og Denisovanere delte en fælles forfader for omtrent 400.000 år siden, mens den fælles rod med moderne mennesker ligger længere tilbage (estimeret til nogle hundrede tusinder af år — ofte angivet som ca. 500.000–700.000 år afhængigt af metode og dataset).

Der er dog forskel mellem mtDNA- og kerne-DNA-estimater: mtDNA fra Denisova-eksemplaret synes at være mere divergeret og kan antyde en ældre splittelse (i nogle analyser op imod ~1 million år). Denne forskel skyldes bl.a. komplekse demografiske forhold, gammel genetisk variation og mulighed for tidligere introgressioner mellem forskellige hominin-populationer.

Hybridisering og genetisk arv i nutidens befolkninger

Et af de mest opsigtsvækkende fund er, at der er genetisk spor af hybridisering både mellem neandertalere og Denisovanere og mellem disse grupper og moderne mennesker. Et konkret eksempel er et individskelet (ofte kaldet «Denisova 11»), som viste sig at være en direkte hybrid: en ung kvinde med en neandertal-mor og en Denisovan-far.

DNA-analyser af nutidige mennesker har vist, at dele af verdens befolkninger bærer arv fra Denisovan-lignende populationer:

• Oceaniere (særligt mange papuanske og andre befolkninger i Ny Guinea og omkringliggende øer) har typisk den største andel Denisovan-ancestry — ofte i størrelsesordenen nogle få procent (ofte rapporteret som ca. 3–6 % afhængigt af populationen).
• Nogle melanesiske og de australske aboriginals bærer også markant Denisovan-heritage (ofte angivet som cirka 3–5 %), og papuanerne er blandt de grupper med de højeste andele i flere studier.
• Der findes også lavere og mere komplicerede Denisovan-signaler i forskellige asiatiske populationer og i enkelte filippinske eller sydøstasiatiske grupper; nyere undersøgelser peger på mindst to eller flere uafhængige introgressions-begivenheder fra forskellige Denisovan-lignende grupper.

Et kendt eksempel på en adaptiv variant, som moderne mennesker har fået via Denisovan-relateret introgression, er en variant af EPAS1-genet, der hjælper tibetanske populationer med at håndtere lavt ilttryk i stor højde — sandsynligvis indlånt fra en archaic population tæt på eller beslægtet med Denisovanerne.

Fossiler, teknologi og kultur

Fossilmaterialet tilknyttet Denisovanerne er endnu meget sparsomt, og der er derfor begrænset viden om deres fulde morfologi. De kendte fossiler (fingerknogle, molar, et par andre fragmenter samt Xiahe-mandiblen) giver kun delvise spor, og derfor bygger meget af vores viden i dag på genetik frem for skeletanatomi.

I Denisova-hulen er der desuden fundet arkæologiske lag med avancerede genstande — bl.a. personlige prydgenstande, en fint udformet armring (et armbånd), og teknologi i form af højkvalitets flint- og benredskaber i lag, der kan være associeret både med neandertalere og Denisovaner. Det gør det svært i enkelte tilfælde at afgøre, hvilken gruppe der fremstillede hvilke genstande, men det viser, at disse homininer havde relativt avanceret materiel kultur.

Udbredelse og variation

Selvom de første fossiler blev fundet i Sibirien, tyder genetiske data på, at Denisovan-lignende populationer var udbredt i store dele af Asien — fra Sibirien ned over det tibetanske plateau og sandsynligvis ind i Sydøstasien. Variation i den Denisovan-relaterede arv i nutidige befolkninger antyder, at der ikke var én enkelt homogen Denisovan-population, men flere beslægtede grupper med forskellig lokal tilstedeværelse og forskellige mønstre af genetisk udveksling med andre homininer.

Navn, taksonomi og åbne spørgsmål

Der er stadig debat om, hvorvidt Denisovanerne skal betragtes som en selvstændig art (Homo denisova) eller som en underart af Homo tæt beslægtet med neandertalerne. Manglen på skeletmateriale gør taksonomien usikker. Nogle forskere fremhæver klare genetiske forskelle og det brede geografiske spor til støtte for artsstatus, mens andre peger på kontinuitet og indbyrdes hybridisering som argumenter for en mere fleksibel klassifikation.

Konklusion

Denisova-homininerne er et af de mest fascinerende eksempler på, hvordan genetik har ændret vores forståelse af menneskets fortid. Fra et enkelt fingerknoglefragment har forskere udledt, at der i Eurasien levede en nær-slægtning til neandertalerne, som bidrog genetisk til moderne befolkninger i Oceanien og dele af Asien. Mange spørgsmål står stadig åbne — særligt omkring deres præcise udseende, udbredelse, adfærd og interne variation — og nye fund og genetiske analyser forventes at kaste mere lys over disse arkaiske mennesker i fremtiden.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvem er denisovanerne?

Q: Hvor blev denisovanerne opdaget?

Spørgsmål: Hvilke andre homininer levede i Denisova-hulen?

Spørgsmål: Hvornår levede den unge hun-Denisovan-hun?

Spørgsmål: Hvor stor en procentdel af DNA'et i melanesere og aboriginalaustraliere stammer fra Denisovaner?

Spørgsmål: Hvad tyder mtDNA-analysen på om Denisovanernes oprindelse?

Spørgsmål: Hvornår havde moderne mennesker, neandertalerne og Denisovo-homininen sidst en fælles forfader?