Alfred Russel Wallace: Naturforsker bag naturlig selektion og Wallace-linjen

Efter nogle få års arbejde som jernbaneinspektør sammen med sin bror ændrede Wallace sit liv ved at møde Henry Walter Bates i Leicester i 1847.

Amazonas

Wallace og Bates diskuterede ideen om en ekspedition til Amazonas. Planen var at dække udgifterne ved at sende eksemplarer tilbage til London, hvor en agent ville sælge dem mod en kommission. Desuden skulle de rejsende "indsamle fakta til løsning af problemet om arternes oprindelse", som Wallace udtrykte det i et brev til Bates. De to venner, som begge nu var erfarne amatørentomologer, mødtes i London for at forberede sig ved at se på sydamerikanske planter og dyr i de vigtigste samlinger.

Bates og Wallace sejlede fra Liverpool i april 1848 og ankom til Pará (nu Belém) i slutningen af maj. Det første år boede de i en villa i nærheden af byen og indsamlede fugle og insekter. Derefter blev de enige om at indsamle uafhængigt.

Wallace fortsatte med at kortlægge Amazonas i fire år, indsamlede prøver og lavede notater om folkeslagene, sprogene, geografien, floraen og faunaen. Den 12. juli 1852 gik Wallace om bord på briggen Helen og tog til England. Efter otteogtyve dage på havet brød balsam i skibets last i brand, og besætningen blev tvunget til at forlade skibet. Alle de eksemplarer, som Wallace havde med på skibet, det meste af hans samling, gik tabt. Han kunne kun redde en del af sin dagbog og et par skitser. Wallace og besætningen tilbragte ti dage i en åben båd, før de blev samlet op af briggen Jordeson.

Ostindien

Fra 1854 til 1862, i en alder af 31 til 39 år, rejste Wallace rundt i Hollandsk Ostindien (nu Malaysia og Indonesien) for at indsamle eksemplarer til salg og for at studere naturen. Wallace indsamlede mere end 125.000 eksemplarer i Hollandsk Ostindien (alene mere end 80.000 biller). Mere end tusind af dem repræsenterede arter, der var nye for videnskaben.

Hans observationer af de tydelige zoologiske forskelle på tværs af et smalt stræde i øgruppen førte til, at han foreslog den zoogeografiske grænse, der nu er kendt som Wallace-linjen. Bali og Lombok var to øer i øgruppen, der kun var 28 km fra hinanden på det bredeste sted (28 km), og som havde nogenlunde samme størrelse og samme klima, jordbund, beliggenhed og højde. Alligevel var deres flora og fauna så forskellige.

"I dette øhav er der to forskellige faunaer, der er nøje afgrænset, og som er lige så forskellige som dem i Afrika og Sydamerika ... men der er intet på kortet eller på øernes overflade, der markerer deres grænser. Grænselinjen går mellem øer, der ligger tættere på hinanden end andre øer, der tilhører samme gruppe. Jeg mener, at den vestlige del er en afgrænset del af det asiatiske fastland, mens den østlige del er en fragmentarisk forlængelse af et tidligere kontinent i det vestlige Stillehav".

Han undrede sig over, at dyrene og planterne på Balisiden af kanalen var af asiatisk art, mens de på Lombok-siden var af australasisk art? Det måtte betyde, at den vestlige gruppe havde udviklet sig fra en fælles vestlig stamme, mens den østlige gruppe havde udviklet sig fra en fælles østlig stamme.

Mens han udforskede øgruppen, finpudsede han sine tanker om evolution og fik sin berømte indsigt i naturlig udvælgelse. I 1858 sendte han en artikel, hvori han skitserede sin teori til Darwin; den blev offentliggjort sammen med en beskrivelse af Darwins egen teori samme år.

Beretninger om hans studier og eventyr der blev til sidst udgivet i 1869 som The Malay Archipelago (Det malaysiske øhav). Den blev en af de mest populære naturhistoriske rejsetidsskrifter i det 19. århundrede. Den blev rost af Charles Darwin og Charles Lyell og af andre, f.eks. romanforfatteren Joseph Conrad, som kaldte den sin "yndlingsbedside companion".

I modsætning til Darwin begyndte Wallace sin karriere som rejsende naturforsker og troede allerede på evolutionen. Både han og Bates havde læst Vestiges, et kontroversielt populærvidenskabeligt værk, som blev udgivet anonymt i 1844. Dette værk gik ind for en evolutionær oprindelse for solsystemet, jorden og de levende væsener. Han læste også Malthus' Principle of population, som han siger, "tyve år senere gav mig det længe søgte spor til det effektive middel i udviklingen af organiske arter". Han mente hermed kampen for eksistens, som førte Wallace til den naturlige udvælgelse.

Wallace skrev sine ideer på den lille ø Ternate i det daværende Hollandsk Ostindien. Han led af malaria. Mens de indfødte tog sig af ham, gik hans tanker til Malthus' bog.

"Jeg tænkte på [Malthus'] klare redegørelse for de 'positive hindringer for vækst' - sygdom, ulykker, krige, hungersnød - som holder befolkningen nede... Så slog det mig, at de samme årsager, eller deres ækvivalenter, til stadighed virker i dyrenes tilfælde også ... Hvorfor dør nogle, mens andre lever? Og svaret kom klart og tydeligt, nemlig at de bedst egnede i det store hele lever... Så gik det pludselig op for mig, at denne selvvirkende proces nødvendigvis ville forbedre racen..."

Dette var udgangspunktet for hans brev til Darwin, hvori han redegjorde for ideen om naturlig selektion.

I 1864 udgav Wallace en artikel med titlen The origin of human races and the antiquity of Man deduced from the theory of natural selection, hvor han anvendte teorien på mennesker. Huxley havde allerede offentliggjort sit synspunkt om, at evolutionen gjaldt for mennesket som for andre levende væsener.

Wallace mente ikke, at naturlig udvælgelse kunne være årsag til matematisk, kunstnerisk eller musikalsk genialitet, metafysiske overvejelser, vid og humor. Han sagde til sidst, at noget i "det usynlige åndelige univers" havde grebet ind mindst tre gange i historien. Den første gang var skabelsen af liv fra uorganisk stof. Den anden gang var indførelsen af bevidsthed hos de højere dyr. Og den tredje gang var skabelsen af de højere mentale evner i menneskeheden. Han mente også, at universets formål var udviklingen af den menneskelige ånd.

Mange, herunder Huxley, Hooker og Darwin selv, var meget kritiske over for disse ideer. Som en videnskabshistoriker har påpeget, var Wallaces synspunkter på dette område i modstrid med to af darwinismens vigtigste grundsætninger. Disse er: evolutionen har ikke et mål, og den er ikke rettet mod eller centreret omkring menneskeheden. De fleste biografer mener, at hans tanker om menneskets udvikling blev påvirket af hans tilegnelse af spiritismen, som fandt sted på samme tid.

Spiritualisme

Wallace var ikke tilhænger af nogen form for åbenbaret religion, men han troede på spiritisme. Dette har forvirret biograferne, som har haft svært ved at forstå, hvorfor en sådan mand skulle tro på ånder. Tidligt i sit liv eksperimenterede han med hypnose, hvilket dengang blev betvivlet og kritiseret. Han brugte nogle af sine studerende i Leicester som forsøgspersoner, med betydelig succes. Tilsyneladende overbeviste det ham om ikke at forkaste ideer, som blev betvivlet. Selv da Huxley fortalte ham, at et af hans yndlingsmedier var et bevist svindelnummer, nægtede han at tro på det. Han foretrak beviserne fra sine egne erfaringer.

Wallaces offentlige støtte til spiritismen og hans forsvar af spiritistiske medier mod beskyldninger om svindel skadede hans videnskabelige omdømme. Det belastede hans forhold til venner som Bates, Huxley og Darwin, som mente, at han var overdrevent godtroende. Andre blev åbent fjendtligt indstillet over for Wallace på grund af dette spørgsmål. Wallace og andre videnskabsmænd, der forsvarede spiritismen, blev udsat for megen kritik fra pressen, og The Lancet, det førende engelske medicinske tidsskrift, var særlig hård. Kontroversen påvirkede offentlighedens opfattelse af Wallace i resten af hans karriere, selv om han altid blev respekteret på andre måder.

• 1878. Mirakler og moderne spiritisme: tre essays. Spiritualist Press, London.

Wallace havde en bred vifte af interesser og skrev bøger om dem alle. Han skrev imod vaccination, for frenologi, for spiritisme, for nationalisering af jord, imod at månen skulle have kanaler, og for sociale forandringer og for menneskehedens fremskridt og forbedring. Han troede ikke på religion, men han troede på spiritisme. Han var radikal i politik, økonomi og sociale reformer. Han var et venligt og ærefuldt menneske, men han kunne være en hård modstander, hvis han mente, at der foregik noget uretfærdigt. Selv titlerne på nogle af hans bøger var opsigtsvækkende, som f.eks:

• Dårlige tider: et essay om handelsdepressionen, der sporer den til dens kilder i enorme udenlandske lån, overdrevne krigsudgifter, den stigende spekulation og de stigende antal millionærer og deres affolkning af landområderne; med forslag til løsninger. Med et appendiks om nationalisering af boligejendomme. Macmillan, London. 1885.
• Nationalisering af jord: nødvendighed og mål. En sammenligning af systemet med godsejere og forpagtere med systemet med besiddende ejendomsret i deres indflydelse på befolkningens velfærd. Swan Sonnenschein, London 1892.
• Vaccination er en vrangforestilling: dens strafferetlige håndhævelse er en forbrydelse. Dette essay blev skrevet med det formål at påvirke parlamentet og sikre en hurtig afskaffelse af de uretfærdige, grusomme og skadelige vaccinationslove. Til dette formål har det været nødvendigt at tale klart og tydeligt om den uvidenhed og inkompetence, som den kongelige kommission har udvist, hvilket jeg beviser ved hjælp af deres endelige rapport og de beviser, som de har indsamlet og trykt. (Forord). Genoptrykt som en særskilt del af kapitel XVIII i Det vidunderlige århundrede. Swan Sonnenschein, London 1898.

Wallace skrev omkring 22 bøger, alt efter hvordan man tæller dem. Blandt hans største værker kan nævnes:

• 1853 Rejser til Amazonas og Rio Negro
• 1858 Om sorternes tendens til at afvige ubegrænset fra den oprindelige type (dette er den berømte artikel om naturlig udvælgelse)
• 1869 Det malaysiske øhav.
• 1870 Bidrag til teorien om naturlig udvælgelse.
• 1876 Dyrenes geografiske udbredelse
• 1878 Tropisk natur og andre essays
• 1880 Island Life
• 1889 Darwinisme