Den ungarske revolution i 1956 eller den ungarske opstand i 1956 (ungarsk: 1956-os forradalom eller felkelés) var et spontant landsdækkende oprør. Den var rettet mod den ungarske folkerepubliks regering og dens sovjetisk påtvungne politik. Den varede fra den 23. oktober til den 10. november 1956. Det var den første større trussel mod den sovjetiske kontrol, siden Sovjetunionens styrker fordrev nazisterne i slutningen af Anden Verdenskrig og overtog Østeuropa. På trods af at oprøret mislykkedes, fik det stor indflydelse. Den spillede en rolle i Sovjetunionens fald årtier senere.



Baggrund

Efter Anden Verdenskrig blev Ungarn en af Sovjetunionens satellitstater. Det kommunistiske styre indførte kollektivisering, politisk undertrykkelse og økonomisk styring efter sovjetisk model. Utilfredshed voksede over bureaukrati, korruption, lav levestandard og politisk vold. Inspiration til oprøret kom bl.a. fra afstaliniseringsbølgen efter Nikita Khrusjtjovs taler i februar 1956 og fra studenter- og intellektuelle bevægelser, som krævede frihed og reformer.

Forløb og hovedbegivenheder

  • 23. oktober 1956: En studenterdemonstration i Budapest vokser hurtigt og tiltrækker tusinder. Demonstranter kræver bl.a. frie valg, ytringsfrihed, tilbagetrækning af sovjetiske tropper og frigivelse af politiske fanger.
  • 24.–28. oktober: Kampene spredes, nogle enheder af det ungarske militær og politiet sympatiserer med demonstranterne. Den reformorienterede politikker Imre Nagy bliver udnævnt til formand for rådspræsidenten og forsøger at forhandle og indføre reformer.
  • Etablering af fagforeninger, uafhængige organisationer og forsøg på politisk pluralisme sker i løbet af de næste dage.
  • 4. november 1956: Sovjetiske styrker indleder en massiv invasion for at knuse opstanden. Hovedstaden Budapest udsættes for hårde kampe og bombardementer.
  • 10. november 1956: De væbnede opstande er stort set nedkæmpet. Mange oprørere fortsætter dog sporadiske kampe eller går i skjul.

Lederskab og centrale personer

Imre Nagy var den mest kendte leder for reformbevægelsen; han ønskede et uafhængigt Ungarn med politiske og økonomiske reformer og med tilbagetrækning af sovjetiske tropper. På den anden side stod János Kádár, som efter den sovjetiske invasion blev indsættet som leder af en pro-sovjetisk regering og gennemførte en hårdhændet konsolidering af magten.

Undertrykkelse, tab og retsopgør

Oprøret blev brutalt slået ned. De præcise dødstal er usikre, men skøn tyder på, at omkring 2.500 ungarere og flere hundrede sovjetiske soldater mistede livet; tusinder blev såret. Efterfølgende arresteredes mange, og hundredevis blev dømt. Imre Nagy blev arresteret, udleveret til de nye ungarske myndigheder, dømt og henrettet i 1958. En større udvandring fulgte, og mange af oprørerne blev fængslet eller forfulgt i årene efter.

Internationale reaktioner

Vestlige lande fordømte invasionen politisk og moralsk, men gav ingen militær hjælp. FN drøftede sagen gentagne gange uden at kunne ændre situationen. Den manglende vestlige indgriben viste begrænsningerne i den kolde krigs geopolitik og efterlod mange ungarere skuffede over den internationale respons.

Eftervirkninger og betydning

  • Politisk stabilisering: János Kádár konsoliderede magten og indførte over tid et mere pragmatisk regime ofte omtalt som "goulashkommunisme", som kombinerede politisk kontrol med visse økonomiske lempelser.
  • Flygtninge: Omtrent 200.000 ungarere flygtede til Vesten, hvilket skabte menneskelige og politiske konsekvenser i Europa.
  • Symbolsk betydning: Selvom opstanden militært blev slået ned, forblev den et symbol på modstand mod totalitær kontrol og inspirerede senere reformbevægelser i Østeuropa.
  • Langsigtet effekt: Begivenhederne i 1956 svækkede troen på den sovjetiske model i Østeuropa og lagde en del af fundamentet for de større forandringer, der førte til Sovjetblokkens sammenbrud mange årtier senere.

Minde og historiografi

1956-opstanden er i dag en central begivenhed i Ungarns moderne historie. Den bliver mindet i kultur, litteratur og politik som et eksempel på folkelig modstand og længsel efter frihed. Diskursen om begivenhederne har udviklet sig over tid, og nye kilder har bidraget til en mere nuanceret forståelse af både de folkelige grunde til opstanden og de dramatiske begivenheder under nedkæmpelsen.

Samlet set var 1956-opstanden en dramatisk og blodig påmindelse om de menneskelige omkostninger ved command-and-control-politik og om den stærke længsel efter politisk frihed i Østeuropa under Den kolde Krig.