Josef Vissarionovitj Stalin (født som Ioseb Besarionis dze Jughashvili) (18. december 1878 - 5. marts 1953) (navn på georgisk ;? / russisk ; Иосиф Виссарионович Сталин) var en georgisk politiker, som blev en af de mest magtfulde og omstridte statsmænd i det 20. århundrede. Han blev udnævnt til generalsekretær for det kommunistiske parti i 1922 og konsoliderede gradvist magten efter Vladimir Lenins død i 1924. I praksis stod han derefter som den øverste leder i Sovjetunionen, en position han beholdt til sin død som følge af en hjerneblødning i 1953.

Politisk linje og økonomiske reformer

Stalin førte en politik med kraftig centralisering af magten og en hurtig industrialisering gennem en række femårsplaner. Hans økonomiske mål var at omdanne Sovjetunionen fra et overvejende landbrugssamfund til en tungindustristat. Centrale elementer i hans politik omfattede kollektivisering af landbruget, massiv satsning på stål, minedrift og maskinindustri samt tvungen opsamling af kornrester, som førte til alvorlige sociale omvæltninger og sult i visse regioner.

Den ideologiske ramme for hans politik blev ofte kaldt marxisme-leninisme, og den styreform og praksis, som udviklede sig under hans ledelse — præget af stærk statskontrol, undertrykkelse af politisk opposition og en personliggørelse af lederskabet — kaldes i dag typisk stalinisme.

Undertrykkelse og udrensninger

Under Stalins styre gennemførtes omfattende politiske udrensninger, kendt som Den Store Terror i slutningen af 1930'erne. Hundredtusinder blev anklaget for kontrarevolutionære handlinger, mange blev henrettet efter skueprocesser, og millioner blev sendt til arbejdslejre (Gulag-systemet). Disse tiltag blev begrundet med ønsket om at sikre revolutionens sejr og forhindre opposition, men de medførte også udbredt frygt og tab af liv.

Historikere og forskere er uenige om de nøjagtige dødstal, men de samlede menneskelige omkostninger af politiske udrensninger, tvangskollektivisering, deportationer og sultkatastrofer (herunder de omdiskuterede dødstal i Ukraine i begyndelsen af 1930'erne) løber op i flere millioner.

Anden Verdenskrig

I august 1939 indgik Sovjetunionen en ikke-angrebspagt med Nazi-Tyskland (Molotov–Ribbentrop-pagten). Kort efter, i september 1939, invaderede Polen den 17. september 1939 fra øst sammen med tyske styrker fra vest, og territoriale ændringer fulgte hurtigt.

Den 22. juni 1941 brød Tyskland pagten med den store invasion kaldet Operation Barbarossa. Efter denne tyske angreb begyndte Sovjetunionen at føre en omfattende, blodig kamp mod Nazityskland. Til trods for enorme menneskelige tab og ødelæggelser spillede Sovjetunionen en afgørende rolle i krigens afslutning i Europa. Sovjetiske styrker drev Tyskland tilbage på Østfronten og indtog blandt andet Berlin i 1945.

Efterkrigstiden og opbygning af indflydelsessfære

Efter krigen udvidede Sovjetunionen sin indflydelse over store dele af Østeuropa og sikrede sig kontrollen over en betydelig del af Tyskland. I de besatte østeuropæiske lande blev der oprettet loyale, marxistisk-leninistiske enpartistater, som ofte støttede sig til sovjetisk politisk, økonomisk og militær indflydelse. Denne udvikling var en af baggrundene for opdelingen af verden i to blokke og fremkomsten af Sovjetunionen som en global supermagt, hvilket banede vejen for den kolde krig.

Arv og kontroverser

Stalins arv er stærkt omdiskuteret. På den ene side fremhæves hans rolle i industrialiseringen af Sovjetunionen og dens sejr over Nazityskland. På den anden side kritiseres hans regime for systematisk undertrykkelse af politisk frihed, omfattende menneskerettighedskrænkelser, tvangsforflytninger af folkegrupper, og repressive metoder, som kostede millioner af menneskeliv.

Stalinisme bruges i dag om den styreform, der kombinerer central planlægning, étpartistyre, stærk statsapparat og et omfattende sikkerheds- og overvågningssystem samt kult af personlighed omkring lederen. Debatten om omfanget af ansvar og de præcise dødstal fortsætter blandt historikere, men der er en bred konsensus om, at Stalins styre medførte store menneskelige lidelser.

Død

Josef Stalin døde den 5. marts 1953 af en hjerneblødning (slagtilfælde). Hans død indledte en periode med intern opgør om lederskabet i partiet og senere en begrænset afstaliniseringsproces under partisekretær Nikita Khrusjtjov, som i 1956 fordømte mange af Stalins overgreb.

Stalin forbliver en af historiens mest kontroversielle figurer — både som arkitekt bag et omdannet Sovjetunionen og som ansvarlig for omfattende repressioner med store menneskelige omkostninger.