Februarrevolutionen (Rusland)

Historie

Industrialisering og arbejdere

Industrialiseringen havde allerede spredt sig fra Petrograd (nu Sankt Petersborg) og andre byer i august 1917. Da Rusland tabte Krimkrigen til England og Frankrig i 1856, blev det tydeligt, at Rusland havde brug for økonomiske og sociale forandringer for at kunne følge med andre lande. Store reformer fulgte, herunder afskaffelse af livegenskab i 1861, retsreform i 1864 og oprettelse af nationale regeringsgrupper, kaldet Semstwos, i 1864. Denne strategi skulle fremme den industrielle vækst.

Økonomisk krise og kulturelle ændringer

Rusland havde en økonomisk krise under Krimkrigen. Landet havde ikke nok nye våben eller nye maskiner. Efter krigen forsøgte zaren, Ruslands kejser, at ændre dette. Han øgede Ruslands evne til at fremstille ting på fabrikker. Det kostede det russiske folk en masse penge.

De fleste økonomiske, sociale og kulturelle forandringer fandt sted i byerne. For at blive klar til at udvikle en mere moderne industri blev der lavet nye love for at øge de regionale lederes magt. Den kulturelle modernisering omfattede udvikling af nye stilarter inden for litteratur og kunst. En ny gruppe mennesker, der fokuserede på kunst og litteratur, søgte yderligere reformer.

Landbruget i det zaristiske Rusland

Den russiske nationaløkonomi var stadig hovedsagelig baseret på landbrug, og de fleste mennesker var bønder. Da antallet af mennesker voksede hurtigere end områdets evne til at dyrke fødevarer, var der alvorlig fødevaremangel.

De sociale protester fra landbruget var normalt spontane, men varede ikke længe. Landmændene gik altid tilbage til deres gårde. Det skete i det varme efterår i 1905 og igen i sensommeren 1917. Landdistrikterne forblev rolige, efter at Første Verdenskrig begyndte i 1914. Da langt størstedelen af soldaterne kom fra landsbyerne, var der kun få mennesker tilbage til at kæmpe mod myndighederne.

Med alt dette tilbage var spørgsmålet, hvorfor bønderne gjorde oprør mod deres egne godsejere, men aldrig gik sammen for at arbejde omhyggeligt sammen. Kun denne nye forbindelse mellem landmændene i landdistrikterne og indbyggerne i byerne gav den sociale protest i landbruget en revolutionær karakter.

Nederlag i Første Verdenskrig

Krigen kostede Rusland mere end en million døde. Krigen var som i alle europæiske stater begyndt med en høj national moral. Men nederlaget i Gorlice-Tarnów-offensiven i 1915 førte til andre nederlag. De enevældige Romanovs legitimitet blev yderligere svækket af, at Nikolaus II personligt havde overtaget kommandoen over de væbnede styrker, og derfor ville hvert yderligere tilbagetog og nederlag skade regimets omdømme.

Arbejderne og landmændene var ligesom andre russere utilfredse. De støttede ikke længere zaren. I september 1915 sendte zaren parlamentet hjem. Spændingerne steg og bragte den indre fred i riget i fare.

Tsarens abdikation

I 1915 overtog zar Nikolaj II kommandoen over tropperne under Første Verdenskrig. Men han gjorde ikke et godt stykke arbejde, og hæren tabte slag på pinlige måder. Nikolaj II kom ikke godt ud af det med den valgte Duma. Nikolaj II ignorerede rådene fra sin tidligere finansminister Sergej Juljewitsch Witte, som anbefalede omfattende reformer. De hyppige nederlag førte sammen med fødevaremangel og den katastrofale forsyningssituation til revolutionen. Befolkningens stigende vrede viste sig i Dumaen, som var domineret af repræsentanter for middelklassen og aristokratiet. I dumaen i 1915 var den progressive blok den stærkeste parlamentariske opposition.

I februar 1917 stoppede hærenhederne med at bekæmpe de revolutionære i hovedstaden og sluttede sig i stedet til dem. De overtog kontrollen med hovedstaden og forhindrede zaren i at vende tilbage. Han indvilligede til sidst i at give afkald på tronen.