Nikolaj II omdirigerer her; for andre personer ved navn Nicholas II, se Nicholas.

Nikolaus II af Rusland (18. maj 1868 - 17. juli 1918) var den sidste zar (kejser) af det russiske imperium. Han blev zar i 1894, efter sin far zar Alexander III døde. Nikolaj regerede indtil revolutionen i 1917, og hans regeringstid var præget af forsøg på modernisering, voksende social uro og flere alvorlige kriser.

Tidlige år og familieliv

Nikolaj giftede sig med prinsesse Alix af Hessen, der var barnebarn af dronning Victoria. Sammen fik de fem døtre og en søn: Olga, Tatiana, Maria, Anastasia og Alexi. Deres søn Alexi led af hæmofili, en arvelig blodsygdom, som skabte megen bekymring og desperation i familien. Efter 1905 knyttede familien sig til den mystiske skikkelse Grigori Rasputin, som man troede kunne lindre Alexis plager — en tilknytning, der senere skadede zarens omdømme.

Regeringens mål og begrænsninger

I begyndelsen af sin regeringstid arbejdede Nikolaj for at modernisere landet. Sammen med ministre som Sergej Witte og Pjotr Stolypin fremmede han udbygning af jernbaner, økonomisk udvikling, jordbrugsreformer og forbedring af uddannelse. Reformer og udenrigspolitik førte også til tætte forbindelser med Frankrig. Mange af planerne blev dog hæmmet af adelen, bureaukratiet og zarens egen tilbageholdenhed som beslutningstager.

Kriseåret 1905 og den begrænsede forfatning

Året 1905 blev afgørende. Efter Ruslands ydmygende nederlag i krigen mod Japan og den blodige begivenhed kendt som Bloody Sunday, hvor fredelige demonstranter blev skudt på i Sankt Petersborg, brød omfattende protester og strejker ud. Nikolaj reagerede med at oprette en lovgivende forsamling, dumaen, men han ville ikke give denne forsamling stor magt. 1905 var også året for andre tragedier og konflikter i hans regeringstid, f.eks. Khodynka-tragedien og angreb på den jødiske befolkning, som forværrede den sociale spænding.

Første Verdenskrig og monarkiets sammenbrud

I 1914 førte Nikolaj Rusland ind i Første Verdenskrig. Krigen medførte enorme tab, økonomisk sammenbrud og stigende utilfredshed med regeringens evne til at styre landet. Militære nederlag, mangel på fødevarer og brændstof samt regeringens ineffektivitet underminerede både regimets og zarens autoritet. Uroen kulminerede i februar/marts 1917, hvor folkelige oprør og militærmytteri tvang Nikolaj til at abdicere.

Arrestation, henrettelse og eftermæle

Efter abdikation blev Nikolaj og hans familie holdt i husarrest af den provisoriske regering og senere af bolsjevikkerne. Den 17. juli 1918 blev Nikolaj, hans kone og deres børn henrettet af en henrettelsespeloton på ordre fra den nye bolsjevikregering. Deres død markerede enden på Romanov-dynastiet og symboliserede monarkiets fald i Rusland.

Kanonisering og knoglers fund

I 1981 blev zarens familie gjort til helgener af den russisk-ortodokse kirke. I 1990 blev rester, som menes at være medlemmer af den kejserlige familie, fundet i en skov; efter omfattende undersøgelser blev dele af familien begravet med statslige ceremonier i Sankt Petersborg i 1998.

Betydning og historisk vurdering

Nikolajs regeringstid vurderes forskelligt af historikere. Nogle peger på hans forsøg på modernisering og hans konservative omhu for traditioner; andre fremhæver hans ubeslutsomhed, manglende politiske evner og de katastrofale konsekvenser af at føre Rusland ind i en verdenskrig, som landet ikke var forberedt på. Kombinationen af sociale uligheder, økonomiske problemer og politisk ufleksibilitet skabte grobund for revolutionen og et markant brud i russisk historie.

Samlet set står Nikolaj II som en kompleks skikkelse: en zar, der ønskede at bevare monarkiet og Rusland, men som mødte kræfter — både indre og ydre — som overgik hans evne til at styre dem.