Den russiske borgerkrig var en omfattende konflikt, der udkæmpedes fra november 1917 til oktober 1922 mellem en række rivaliserende politiske, sociale og nationale grupper i Rusland. De mest centrale parter var Den Røde Hær på den ene side og forskellige fraktioner samlet som Den Hvide Hær på den anden. Den Røde Hær bestod hovedsageligt af styrker organiseret af kommunister (bolsjevikkerne), mens Den Hvide Hær samlede monarkister, konservative, liberale og andre, der var imod bolsjevikisk styre. Udover disse to hovedgrupper deltog mange lokale og nationale bevægelser, og flere udenlandske magter involverede sig militært eller logistisk til støtte for de hvide styrker. Efter flere års intens krigsførelse sejrede de røde, og kommunisterne etablerede i 1922 Sovjetunionen.

Baggrund

Zar Nikolaus II, det russiske imperiums traditionelle, enevældige hersker, havde mistet tronen under februarrevolutionen 1917. Efter zarens fald rejste sig politisk ustabilitet: midlertidige regeringer, sovjeter (arbejder- og soldaterråd) og uklare magtforhold. I oktober 1917 (den såkaldte Oktoberrevolution, som i den gregorianske kalender falder i november) greb bolsjevikkerne magten i Petrograd, og landet gled hurtigt ud i væbnet konflikt mellem dem, der støttede bolsjevikkerne, og dem, der ønskede andre løsninger.

Hovedaktører, ledere og fronter

Krigen udspandt sig over store dele af det tidligere kejserrige og involverede flere hovedfronter:

  • Vestfronten og det europæiske Rusland: kampe omkring Moskva, Petrograd og Ukraine.
  • Sydfronten: konflikter i Kaukasus og ved Sortehavskysten.
  • Sibirien og østfronten: interventioner og kampagner mod øst.

Vigtige ledere og bevægelser inkluderer blandt de røde: Vladimir Lenin og militært især Lev Trotskij, der reorganiserede og professionaliserede Den Røde Hær og introducerede mobile kommandoenheder som den berømte togruteledelse. På de hvide sider Figurereledere som Admiral Alexander Kolchak i Sibirien, General Anton Denikin i det sydlige Rusland og General Nikolaj Judenic ved nordvestfronten. Derudover opstod lokale og nationalistiske styrker — for eksempel bøndernes "grønne" bevægelser i Ukraine under anarkisten Nestor Machno — som hver især kæmpede for egen sag og ofte skiftede allierede.

Andre grupper og udenlandsk indblanding

I Ukraine og andre randområder organiserede nogle grupper sig for national uafhængighed eller for lokale interesser; nogle kaldte sig den grønne hær. Disse "grønne" var ofte bonde- og partisangrupper, og de kunne være fjendtlige over for både røde og hvide. Flere nationalistiske bevægelser i de baltiske stater, Polen og Finland lykkedes i at skabe eller konsolidere selvstændighed — blandt dem Finland, Polen, Litauen, Letland og Estland.

Samtidig bekymrede vestlige magter sig om spredningen af bolsjevisme og støttede derfor anti-bolsjevikiske styrker. Landene sendte tropper, udstyr og materiel, og deltog i den såkaldte sibiriske intervention. Blandt de mest aktive var Japan, Storbritannien, Frankrig og USA. Den udenlandske tilstedeværelse var dog begrænset i omfang og virkede ofte kontraproduktivt, fordi den kunne forstærke nationalistisk og anti-vestlig modstand i store dele af befolkningen.

Hvorfor de Røde vandt

Der er flere årsager til den røde sejr:

  • Geografisk fordel: bolsjevikkerne kontrollerede de industrielle og befolkningstætte centrale områder (Moskva, Petrograd) samt de vigtigste jernbaner og fabrikker, hvilket gav logistiske fordele.
  • Organisation og central kommando: under ledelse af Trotskij blev Den Røde Hær professionaliseret med en centraliseret kommandostruktur og mobil udnyttelse af jernbanenettet.
  • Ideologisk sammenhængskraft: bolsjevikkerne formåede at fastholde en ideologisk sammensmeltning og disciplin, hvilket gav bedre evne til mobilisering og opretholdelse af struktur under krisen.
  • De hvide var splittede: de forskellige hvide befæstelser savnede et samlet politisk program, var internt uenige, konkurrerede om udenlandsk støtte og manglende folkelig opbakning blandt bønderne, som ofte frygtede hvide genoprettelse af jordprivilegier.
  • Brug af repression og terror: bolsjevikkerne anvendte organer som Tjekkaen til at knuse oppositionen og opretholde kontrol i baglandet — samtidig betød politikkens hårdhed også stor menneskelig pris.

Metoder og sociale følger

Bolsjevikkerne indførte krigsøkonomiske foranstaltninger under betegnelsen "krigskommunisme": nationalisering af industri, central fordeling af fødevarer og tvangsindkvartering/rekvisition af landbrugsprodukter fra bønderne. Disse politikker holdt hær og byer forsynet, men førte også til modstand og var en baggrund for sult i flere områder. Samtidig førte de lange kampe, plyndringer og skiftende myndigheder til ødelæggelser, massefordrivelser og store civile tab.

Omfang af tab og krigens afslutning

Tabene var enorme. Historikere vurderer, at mellem flere millioner og op til 7–12 millioner mennesker døde som følge af kamphandlinger, politisk vold, sygdom og sult i årene omkring krigen. Konflikten skabte desuden omfattende økonomisk og social ødelæggelse.

Krigens sidste faser afsluttedes gradvis: de hvide styrker blev slået tilbage i forskellige områder, og i oktober 1922 var hovedmodstanden brudt sammen. I kølvandet på krigen gennemførte bolsjevikkerne politiske oprydninger, konsoliderede magten og ændrede nogle af de mest ekstremt centraliserede økonomiske politikker med indførelse af NEP (den Nye Økonomiske Politik) fra 1921 for at stabilisere økonomien.

Konsekvenser

Den russiske borgerkrig havde dybtgående konsekvenser:

  • Politisk: kommunisternes sejr førte direkte til dannelsen af Sovjetunionen i 1922 og konsolidering af et étpartistyre under Bolsjevikpartiet.
  • Socialt og økonomisk: store tab af liv, ødelagt infrastruktur, landbrugskrise og urban nedgang efterfulgt af gradvis genopbygning under nye økonomiske politikker.
  • Internationalt: Vestlige interventioner var relativt begrænsede i effekt, men konflikten og Sovjetunionens fremkomst påvirkede international politik i årtier ved at skabe dyb mistillid mellem kommunistiske og kapitalistiske stater.
  • Nationalt: flere tidligere provinser opnåede eller konsoliderede selvstændighed, herunder Finland, Polen, Litauen, Letland og Estland.

Samlet set var den russiske borgerkrig en af de mest omvæltende og blodige konflikter i det 20. århundrede, som ikke blot ændrede Ruslands politiske landskab, men også satte spor i hele verdenshistorien.