Den kinesiske borgerkrig (kinesisk ; 中国内战) (russisk ; Гражданская Война в Китае) var en omfattende borgerkrig, der i hovedtræk blev udkæmpet mellem 1927 og 1949 mellem det kinesiske kommunistparti (KKP) og Kuomintang (KMT, også kaldet det kinesiske nationalistparti). Konflikten handlede i sidste ende om kontrollen og legitimiteten af den kinesiske regering og om landets politiske og sociale fremtid. Krigen begyndte i april 1927 under den såkaldte nordlige ekspedition (國民革命軍北伐) og udviklede sig gennem en række faser, med et længere ophold under anden kinesisk-japanske krig (1937–1945). De væbnede kampe sluttede for det meste i slutningen af 1949; nogle historikere betegner konflikten dog som uafsluttet, fordi der aldrig blev indgået en formel fredsaftale, og forholdet mellem Republikken Kina (ROC) og Folkerepublikken Kina (PRC) stadig er præget af rivalisering og gensidige krav på at være den eneste legitime suveræne regering for hele Kina.

  • Yan'an-rettelsesbevægelsen hjalp Mao til at få mere kontrol over KKP og konsolidere partiets lederskab.
  • Den våbenhvile, som en amerikansk officer hjalp med at forhandle i 1946, betød midlertidig standsning af kampe mellem KMT og KKP, men førte ikke til en varig politisk løsning.
  • Der opstod udbredt mistillid og utilfredshed mellem befolkningen og KMT i de områder, hvor KMT udøvede magten; korruption, økonomiske problemer og dårligt regeringsførelse svækkede KMT's opbakning.
  • Sovjetunionen leverede ved forskellige lejligheder våben og materiel, især i det nordøstlige Kina, som kom KKP til gode.
  • Hjælpen fra USA til KMT var ustabil og blev aldrig tilstrækkelig til at sikre et endeligt militært gennembrud mod kommunisterne.

Baggrund og årsager

Den kinesiske borgerkrig havde dybe rødder i de sociale, økonomiske og politiske forhold i Kina efter Qing-dynastiets fald i 1911. Perioden var præget af krigsherrer, svag centralmagt, fremmed indblanding og stor ulighed mellem rige jordejere og fattige bønder. Ideologisk var konflikten også en kamp mellem nationalisme og kommunisme: KMT søgte at samle og modernisere Kina under nationalistisk ledelse, mens KKP førte social revolution og ønskede omfordeling af jord og magt til landbefolkningen. Den lange politiske og militære rivalisering intensiveredes efter 1927, da samarbejdet mellem KMT og kommunisterne brød sammen.

Forløb — hovedfaser

Krigen opdeles ofte i to hovedperioder: 1927–1937 og 1946–1949, med et stort mellemrum under den japanske invasion (1937–1945), hvor både KMT og KKP kæmpede mod den fælles fjende, men fortsatte politisk rivalisering under overfladen.

1927–1937 (før anden kinesisk-japanske krig): Konflikten begyndte med KMT's udrensning af kommunister i 1927 (bl.a. Shanghai-massakren) og førte til dannelsen af kommunistiske sovjetområder i landdistrikterne, mest kendt er Jiangxi-sovjetten. KKP blev slået tilbage militært flere gange, hvilket kulminerede i Den Lange March (1934–1935) — en episk tilbagetrækning, der reddede partiet og styrkede Maos position som leder.

1937–1945 (anden kinesisk-japanske krig): Den japanske invasion tvang de to kinesiske fraktioner ind i en formel og delvist samarbejdende enhed mod en udenlandsk fjende. Samtidig udnyttede KKP situationen til at udvide sit greb om landbefolkningen gennem geriljakrig og sociale reformer i de områder, de kontrollerede.

1946–1949 (genoptagelse og afslutning): Efter Japans kapitulation i 1945 genoptog KMT og KKP åbne kampe. I 1948–1949 gennemførte kommunisterne tre afgørende kampagner — Liaoshen, Huaihai og Pingjin — som brød KMT's styrker i det nordlige og centrale Kina. I oktober 1949 proklamerede Mao Zedong oprettelsen af Folkerepublikken Kina i Beijing. KMT-regeringen under Chiang Kai-shek trak sig tilbage til øerne omkring Taiwan; omkring to millioner mennesker, herunder militært personel og civile støtter, flygtede i slutningen af 1949 til Taiwan.

Store kampagner og begivenheder

  • Shanghai-massakren og de tidlige udrensninger i 1927, som splittede den første samarbejdsaftale mellem KMT og KKP.
  • Jiangxi-sovjetten og Den Lange March (1934–1935), som var en skelsættende begivenhed for KKP's overlevelse og Maos fremmarch til lederskab.
  • Modstand mod den japanske invasion (1937–1945), hvor både KMT og KKP deltog, men med forskellig strategi og politisk udbytte.
  • De tre afgørende kampagner i 1948–1949 (Liaoshen, Huaihai, Pingjin), som effektivt afgjorde krigens militære udfald til fordel for KKP.

Konsekvenser

Politisk førte krigen til to rivaliserende kinesiske regeringer: Folkerepublikken Kina på fastlandet under kommunistisk styre og Republikken Kina på Taiwan under KMT. PRC oprettede encentraliseret, kommunistisk stat med store reformprogrammer — bl.a. jordfordeling i de tidlige år — og senere kollektiviseringer. ROC udviklede sig på Taiwan med antikommunistisk styre, senere demokratisering og økonomisk modernisering.

Humanitære og økonomiske konsekvenser var omfattende: millioner blev dræbt, såret eller fordrevet, og stor økonomisk ødelæggelse og social opbrud fandt sted i store dele af landet. Krigen havde også internationale konsekvenser — den påvirkede magtbalancen under den tidlige kolde krig, førte til ændringer i diplomatiske relationer og påvirkede både Sovjetunionens og USA's politik i Asien.

Arven og den nuværende situation

Der blev aldrig indgået en formel fredsaftale mellem de to regeringer, og derfor betragtes konflikten af nogle stadig som uafsluttet. Begge regeringer har gennem årene opretholdt militære kapaciteter og diplomatiske krav på at repræsentere hele Kina. I dag er forholdet mellem Folkerepublikken Kina og Republikken Kina (Taiwan) præget af politisk spænding, økonomisk udveksling og vekslende internationale anerkendelser; spørgsmålet om suverænitet over Taiwan er fortsat et centralt politisk problem i regionen.

Omfang og dødstal

Præcise tal for dødsfald og tab varierer mellem kilder, men konflikten forårsagede tab i millioner-skalaen, både i form af militære tab og civile ofre samt massive flygtningestrømme og ødelæggelse af infrastruktur og landbrug i store egne af Kina.

Sammenfattende var Den kinesiske borgerkrig en af det 20. århundredes mest betydningsfulde konflikter i Asien — både i kraft af de store menneskelige omkostninger og de varige politiske konsekvenser for Kina og det internationale system.