Jorden er stenet. Den er den største af de stenplaneter, der bevæger sig rundt om Solen, målt på masse og størrelse. Den er meget mindre end gasgiganterne som f.eks. Jupiter.
Kemisk sammensætning
Jorden består i alt af jern (32,1 %), ilt (30,1 %), silicium (15,1 %), magnesium (13,9 %), svovl (2,9 %), nikkel (1,8 %), calcium (1,5 %) og aluminium (1,4 %). De 1,2 %, der er tilbage, består af mange forskellige slags andre kemikalier. Nogle sjældne metaller (ikke kun guld og platin) er meget værdifulde. Sjældne jordarters metaller anvendes i alle typer elektroniske telefoner og computere.
Jordens struktur ændrer sig fra indersiden til ydersiden. Jordens centrum (Jordens kerne) består hovedsagelig af jern (88,8 %), nikkel (5,8 %), svovl (4,5 %) og mindre end 1 % andre ting. Jordens skorpe består for størstedelens vedkommende af ilt (47 %). Oxygen er normalt en gas, men det kan gå sammen med andre kemikalier for at danne forbindelser som vand og sten. 99,22 % af stenene indeholder ilt. De mest almindelige iltholdige bjergarter er siliciumdioxid (lavet med silicium), aluminiumoxid (lavet med aluminium), rust (lavet med jern), kalk (lavet med calcium), magnesia (lavet med magnesium), kalium (lavet med kalium) og natriumoxid, men der findes også andre.
Densitet
- Jorden er den tætteste af alle planeterne. Den indeholder en masse tungmetaller.
Form
Jordens form er en sfæroid: den er ikke helt en kugle, fordi den er lidt sammenpresset på toppen og bunden. Formen kaldes en oblat sfæroid. Når Jorden drejer rundt om sig selv, tvinger centrifugalkraften ækvator en smule udad og trækker polerne en smule indad. Ækvator, omkring midten af Jordens overflade, er ca. 40 075 km lang. Grunden til, at Jorden er nogenlunde en kugle (og det samme gælder alle planeter og stjerner), er tyngdekraften. Meteoritter kan derimod have enhver form, fordi tyngdekraften i deres tilfælde er for svag til at ændre deres form.
Det højeste bjerg over havets overflade - det velkendte Mount Everest (8.848 meter over havets overflade) - er faktisk ikke det bjerg, der er længst væk fra Jordens centrum. Det er i stedet den sovende vulkan Mount Chimborazo i Ecuador, som kun er 6 263 meter over havet, men som næsten ligger lige ved ækvator. Derfor er Mount Chimborazo 6.384 kilometer eller 3.967 miles fra Jordens centrum, mens Mount Everest er 2 kilometer eller 1,2 miles tættere på. På samme måde er det laveste punkt under havets overflade, som vi er klar over, Challenger Deep i Marianergraven i Stillehavet. Det ligger ca. 10.971 meter eller 35.994 fod under havets overflade, men igen er der sandsynligvis steder på bunden af det Arktiske Ocean, som ligger tættere på Jordens centrum.
Jordens kerne
Det dybeste hul, der nogensinde er gravet, er kun omkring 12,3 kilometer eller 7,6 miles. Vi ved dog noget om jordens indre, fordi vi kan lære noget af jordskælv og af de tidspunkter, hvor vulkaner bryder ud. Vi kan se, hvor hurtigt chokbølgerne bevæger sig gennem Jorden forskellige steder.
Jordens indre er meget anderledes end dens ydre. Næsten alt flydende vand på Jorden findes i havene eller tæt på overfladen. På overfladen er der også meget ilt, som kommer fra planter. Små og enkle former for liv kan leve langt under overfladen, men dyr og planter lever kun på overfladen eller i havene. Stenene på Jordens overflade (jordskorpen) er velkendte. De er tykkere, hvor der er land, mellem 30 og 50 km eller 19 og 31 mil tykke. Under havene er de undertiden kun 6 km tykke. Der er tre grupper af bjergarter, som udgør størstedelen af Jordens skorpe. Nogle bjergarter dannes, når varm flydende sten kommer fra jordens indre (magmatiske bjergarter); en anden type bjergarter dannes, når der lægges sediment ned, som regel under havet (sedimentære bjergarter); og en tredje slags bjergarter dannes, når de to andre ændres ved meget høj temperatur eller tryk (metamorfe bjergarter). Nogle få bjergarter falder også ned fra himlen (meteoritter).
Under jordskorpen ligger varm og næsten flydende sten, som altid er i bevægelse (Jordens kappe). Derefter er der et tyndt flydende lag af opvarmet sten (den ydre kerne). Dette er meget varmt: 7.000 °C eller 13.000 °F eller 7.300 K. Midten af jordens indre ville også være flydende, men alt trykket fra den overliggende klippe gør det til et fast stof. Denne faste midterste del (den indre kerne) består næsten udelukkende af jern. Det er den, der gør Jorden magnetisk.
Stykker af skorpen danner plader
Jordens skorpe er fast, men består af dele, der bevæger sig meget langsomt. Den tynde hud af hård sten på Jordens yderside hviler på varmt flydende materiale under den i den dybere kappe. Dette flydende materiale bevæger sig, fordi det får varme fra det varme centrum af Jorden. Det er pladernes langsomme bevægelse, der er årsag til jordskælv, vulkaner og store grupper af bjerge på Jorden.
Der er tre måder at samle plader på. To plader kan bevæge sig mod hinanden ("konvergerende" pladekanter). Dette kan danne øer, vulkaner og høje bjergkæder (som f.eks. Andesbjergene og Himalaya). To plader kan bevæge sig væk fra hinanden ("divergerende" pladekanter). Det giver den varme flydende sten inde i jorden et sted at komme ud. Det giver særlige bjergkæder under havet eller store lavlandsområder som Afrikas Great Rift Valley. Pladerne kan også bevæge sig ved siden af hinanden ("transformerende" pladekanter, som f.eks. San Andreas-forkastningen). Dette får deres kanter til at knuse mod hinanden og skaber mange stød, når de bevæger sig.
Overflade
Jordens yderside er ikke jævn. Der er høje steder, der kaldes bjerge, og høje flade steder, der kaldes plateauer. Der er lave steder, der kaldes dale og kløfter. For det meste er det luft og vand i bevægelse fra himlen og havene, der beskadiger klipper på høje steder og bryder dem i små stykker. Luften og vandet flytter derefter disse stykker til lavere steder. På grund af dette ville jorden have været meget flad længe før nu. Den grundlæggende årsag til forskellene i Jordens overflade er pladetektonikken. Hele planetens egen form er ikke engang en kugle. På grund af sin hastighed har Jorden en lille bule ved ækvator.
Alle steder på Jorden er lavet af eller ligger oven på sten. Jordens yderside er som regel ikke ubeklædt sten. Over 70 % af Jorden er dækket af have fulde af saltvand. Dette salte vand udgør ca. 971 ⁄2 % af alt vand på Jorden. Det ferskvand, som mennesker kan drikke, er for det meste is. Kun en meget lille mængde findes i floder og under jorden, som mennesker kan drikke og bruge. Luften over Jorden forhindrer vandet i at forsvinde ud i det ydre rum. Meget af jorden er også dækket af planter eller af det, der er tilbage fra tidligere levende væsener. Steder med meget lidt regn er tørre ødemarker, der kaldes ørkener. Ørkener har normalt kun få levende væsener, men livet kan vokse meget hurtigt, når der falder regn i disse ødemarker. Steder med store mængder regn kan være store skove. På det seneste har menneskene ændret jordens miljø meget.
Luft
Jorden er omgivet af luft (atmosfæren). Jordens masse holder gasserne i luften nede og lader dem ikke slippe ud i det ydre rum. Luften består for det meste af kvælstof (ca. 78 %) og ilt (ca. 21 %), og der er også nogle få andre gasser. De fleste levende væsener har brug for luften (eller dele af luften, der er fanget i vandet) for at kunne trække vejret og leve. De bruger gasserne - især ilt og kuldioxid - til at fremstille og bruge sukker og til at give sig selv energi.
Den luft, som dyr og planter bruger til at leve i, er kun det første niveau af luften omkring Jorden (troposfæren). De daglige ændringer i dette luftniveau kaldes vejret; de større forskelle mellem fjerne steder og fra år til år kaldes klimaet. Regn og storme opstår, fordi denne del af luften bliver koldere, efterhånden som den stiger opad. Den kolde luft bliver tykkere og falder, og den varme luft bliver tyndere og stiger opad. Jorden, der drejer rundt, bevæger også luften, og luften bevæger sig nord og syd, fordi midten af Jorden generelt får mere kraft fra solen og er varmere end nord- og sydpunkterne. Luft over varmt vand fordamper, men da kold luft ikke kan optage så meget vand, begynder den at danne skyer og regn, efterhånden som den bliver koldere. Den måde, hvorpå vandet bevæger sig rundt i en cirkel på denne måde, kaldes vandets kredsløb.
Over dette første niveau er der fire andre niveauer. Luften bliver koldere, når den stiger opad i det første niveau; i det andet niveau (stratosfæren) bliver luften varmere, når den stiger opad. Dette niveau har en særlig form for ilt, der kaldes ozon. Ozonet i luften beskytter levende væsener mod skadelige stråler fra solen. Det er kraften fra disse stråler, der gør dette niveau varmere og varmere. Det mellemste niveau (mesosfæren) bliver koldere og koldere med højden; det fjerde niveau (termosfæren) bliver varmere og varmere; og det sidste niveau (exosfæren) er næsten det ydre rum og indeholder meget lidt luft. Det når ca. halvdelen af vejen til Månen. De tre yderste niveauer har en masse elektrisk energi, der bevæger sig gennem dem; dette kaldes ionosfæren og er vigtigt for radio- og andre elektriske bølger i luften. Det er også her, at nordlyset findes.
Selv om luften virker meget let, er vægten af al den luft, der befinder sig over jordens overflade (lufttrykket), vigtig. Generelt set har et luftrum på 1 cm2 på tværs fra havoverfladen til toppen af luftens yderste niveau en masse på ca. 1,03 kg, og et luftrum på 1 m² på tværs har en vægt på ca. 14,7 lb. På grund af luften brænder små meteoritter som regel op, længe før de når jorden.
Luften holder også jorden varm, især i den halvdel, der er vendt væk fra solen. Nogle gasser - især metan og kuldioxid - virker som et tæppe, der holder på varmen. Tidligere har Jorden været meget varmere og meget koldere end nu. Da menneskene har vænnet sig til den varme, vi har nu, ønsker vi dog ikke, at Jorden skal være for meget varmere eller koldere. De fleste af de måder, hvorpå mennesker skaber elektrisk energi, bruger brændbare former for kulstof - især kul, olie og naturgas. Afbrænding af disse skaber ny kuldioxid og kan forårsage mere opvarmning. Der foregår i øjeblikket en stor diskussion om, hvad folk skal gøre ved Jordens seneste opvarmning, som har stået på i ca. 150 år. Indtil videre har denne opvarmning været acceptabel: Planterne har vokset bedre. Vejret har været bedre, end da det var koldere. Der kan ske dårlige ting, hvis opvarmningen fortsætter.
