Jordens struktur
Jordens struktur er opdelt i lag. Disse lag er både fysisk og kemisk forskellige. Jorden har et ydre fast lag kaldet skorpen, et meget tyktflydende lag kaldet kappen, et flydende lag, som er den ydre del af kernen, kaldet den ydre kerne, og et fast centrum kaldet den indre kerne. Jordens form er en oblat sfæroid, fordi den er lidt fladtrykt ved polerne og udbulet ved ækvator.
Grænserne mellem disse lag blev opdaget ved hjælp af seismografer, som viste, hvordan vibrationer prellede af på lagene under jordskælv. Mellem jordskorpen og kappen er der en grænse, der kaldes moho. Det var den første opdagelse af en større ændring i Jordens struktur, når man kommer dybere ned i jorden.
- Jordskorpen er det yderste lag af jorden. Det består af faste bjergarter. Det består for det meste af de lettere grundstoffer, silicium, ilt og aluminium. På grund af dette kaldes den sial (silicium = Si; aluminium = Al) eller felsisk.
- Jordens kappe er det lag, der ligger lige under jordskorpen. Det består hovedsagelig af ilt, silicium og det tungere grundstof magnesium. Det er kendt som sima (Si for silicium + ma for magnesium) eller mafisk. Selve kappen er opdelt i lag.
- Den øverste del af kappen er fast og udgør bunden af jordskorpen. Den består af den tunge sten peridotit. De kontinentale og oceaniske plader omfatter både den egentlige skorpe og dette øverste faste lag af kappen. Tilsammen udgør denne masse litosfæren. Litosfærepladerne flyder på den halvflydende æstehenosfære nedenunder.
- Øvre æsthenosfære: magma
- Nedre æsthenosfære
- Nedre kappe
- Jordens kerne består af fast jern og nikkel og har en temperatur på ca. 5000-6000 °C.
- Den ydre kerne er et flydende lag under kappen.
- Den indre kerne er selve jordens centrum.
En fuldstændig forklaring på disse virkninger er endnu ikke klar. Det ser ud til, at den høje temperatur og det høje tryk forårsager ændringer i krystalliseringen af mineraler, så sammensætningen kan være en slags skiftende blanding af væske og krystaller.
Udsnitdiagram af jorden. Proportionerne er ikke nøjagtige
Moho
Moho, som egentlig kaldes Mohorovičić-diskontinuiteten, er grænsen mellem Jordens skorpe og kappen. Den blev opdaget af den kroatiske seismolog Andrija Mohorovičičić i 1909. Han opdagede, at seismogrammer af jordskælv viste to slags seismiske bølger. Der er en lavvandet langsommere bølge, som ankommer først, og en dyb hurtigere bølge, som ankommer derefter. Han ræsonnerede, at den dybere bølge ændrede hastighed, da den kom lige under kappen. Grunden til, at den gik hurtigere, var, at materialet i kappen var forskelligt fra materialet i jordskorpen.
Diskontinuiteten ligger 30-40 km under kontinenternes overflade og mindre dybt under havbunden.
Boring af huller
Geologer har i årevis forsøgt at nå Moho. I slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne fik projekt Mohole ikke tilstrækkelig støtte, og det blev aflyst af den amerikanske kongres i 1967. Der blev også gjort forsøg fra Sovjetunionens side. De nåede en dybde på 12.260 meter (40.220 fod) i løbet af 15 år, verdens dybeste hul, inden de opgav forsøget i 1989.
At nå diskontinuiteten er stadig et vigtigt videnskabeligt mål. Et nyere forslag går ud på en selvnedfaldende wolframkapsel. Tanken er, at kapslen skal fyldes med radioaktivt materiale. Dette ville afgive tilstrækkelig varme til at smelte den omgivende klippe, og kapslen ville blive trukket ned af tyngdekraften.
Det japanske projekt Chikyū Hakken ("Earth discovery") planlægger at bruge en boremaskine til at bore ned gennem den tyndere havskorpe. Den 6. september 2012 satte Scientific deep sea drilling vessel Chikyu en ny verdensrekord ved at bore ned og udtage stenprøver fra dybere end 2 111 meter under havbunden ud for Shimokita-halvøen i Japan i det nordvestlige Stillehav.
Macquarie Island
Macquarie Island ud for Tasmanien ligger ved mødet mellem to store oceaniske plader: Stillehavspladen og den indo-australske plade. Øen er lavet af materiale, der er skubbet op fra dybt inde i Jordens kappe. Man mener, at den grønne ophiolitsten blev dannet ved moho og blev bragt op af en mellemoceanisk ryg. Nu kommer den op til overfladen, fordi de to plader skubber sig sammen. Det er det eneste sted på Jorden, hvor dette sker i øjeblikket. Der er andre steder, hvor der findes ophiolit, men de blev bragt op for mange millioner år siden. Ophiolitter findes i alle de store bjergbælter i verden.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er jordens lag?
A: Jordens struktur er inddelt i fire lag. Disse omfatter et ydre fast lag kaldet skorpen, et meget viskøst lag kaldet kappen, et flydende lag, der er den ydre del af kernen kaldet den ydre kerne, og et fast center kaldet den indre kerne.
Sp: Hvordan beskrives Jordens form?
A: Jordens form beskrives som en oblat sfæroid, hvilket betyder, at den er lidt fladtrykt ved polerne og udbulet ved ækvator.
Spørgsmål: Hvad blev opdaget mellem Jordens skorpe og kappe?
Svar: Mellem Jordens skorpe og kappe blev der opdaget en grænse kaldet Moho. Denne opdagelse viste store ændringer i strukturen, når man går dybere ned.
Spørgsmål: Hvilke grundstoffer udgør størstedelen af Jordens skorpe?
A: Det meste af Jordens skorpe består hovedsagelig af lettere grundstoffer som f.eks. silicium, ilt og aluminium. Derfor kaldes den sial (silicium = Si; aluminium = Al) eller felsisk.
Sp: Hvad består det meste af Jordens kappe af?
A: Det meste af Jordens kappe består hovedsagelig af ilt, silicium og det tungere grundstof magnesium, hvilket gør den kendt som sima (Si for silicium + ma for magnesium) eller mafisk.
Spørgsmål: Hvilken type bjergart udgør den øverste del af kappen?
Svar: Den øverste del af kappen danner grundlaget for skorpen og består af tunge peridotiter. Den danner sammen med kontinentale og oceaniske plader lithosfære.
Spørgsmål: Hvad er kendetegn og sammensætning af jordens kerne? Svar: Jordens kerne består hovedsagelig af jern og nikkel, og dens temperatur er omkring 5000-6000 °C, svarende til solens fotosfære. Dens sammensætning kan være en skiftende blanding af væske og krystaller på grund af det høje tryk og den høje temperatur.
