Merkur er den mindste planet i solsystemet og den, der ligger tættest på Solen. Den bevæger sig på sin bane rundt om Solen med en omløbstid på cirka 87,969 dage. Merkur er en lille, kompakt og meget tæt planet med en stor jernkerne, hvilket gør dens gennemsnitsdensitet højere end de fleste andre planeter.
Fra Jorden kan Merkur være synlig som et lyst punkt nær horisonten, men den er svær at få øje på, fordi den altid står tæt på Solen. Den tilsyneladende størrelsesorden varierer typisk mellem omkring -2,0 og 5,5, afhængig af afstanden og fase. Derfor ses Merkur oftest blot i kort tid i morgengry eller aftenskumringen, og kun meget sjældent under en solformørkelse, hvor den af og til kan observeres tæt på den formørkede Sol.
Merkur har været svær at studere fra Jorden: selv med moderne teleskoper fremstår den ofte som en lille, lysende halvmåne. Det er også teknisk udfordrende at sende rumfartøjer i kredsløb om den pga. Solens stærke tyngdefelt. Kun to rumfartøjer har besøgt Merkur indtil nu: det første var Mariner 10, som i 1974–1975 kortlagde omtrent 45% af overfladen; senere kom MESSENGER, som befandtes i kredsløb om Merkur og tilvejebragte detaljerede kort over resten af overfladen (missionens data gjorde det muligt at kortlægge hele planeten).
Overfladen minder meget om Månen: den er kraftigt krateret med store sletter og områder dækket af gamle lavaplaner. Blandt de mest markante træk er det enorme kratervælde Caloris Basin og lange skråninger (særligt såkaldte rupes eller "skråningskløfter"), som skyldes afkøling og sammentrækning af planetens indre. Merkur har ingen naturlige måner.
Atmosfæren er ekstremt tynd i forhold til hvad vi normalt kalder en atmosfære; man taler derfor om en exosfære. Den består af spore af lette gasser og atomer som ilt, natrium, hydrogen, helium og kalium, der konstant tabes ud i rummet og tilføres igen fra solvinden eller fra overfladen. På grund af sin store jernkerne og delvist flydende indre har Merkur et svagt magnetfelt — omkring 1 % af Jordens feltstyrke — hvilket skaber en lille magnetosfære omkring planeten.
Overfladetemperaturerne varierer ekstremt mellem dag- og nat- siderne på grund af den tynde exosfære og den tætte tilknytning til Solen. Temperaturen kan svinge fra ca. 90 K til omkring 700 K (ca. -183 °C til 427 °C, dvs. -297 °F til 801 °F). De varmeste steder findes ved det undersolære punkt (det sted der peger direkte mod Solen), mens bunden af dybe kratere nær polerne kan være permanente skyggeområder og nå meget lave temperaturer — kolde nok til at bevare indespærret is.
Netop is ved polerne blev påvist ved hjælp af radarobservationer fra Jorden og senere bekræftet af rumsonder. Disse "radartomme" og meget kolde kratere menes at indeholde stabilt vandis og muligvis organisk materiale, beskyttet mod Solens varme i permanente skyggeområder.
Historiske observationer af Merkur går langt tilbage; kendte registreringer strækker sig til mindst det første årtusinde f.Kr. I antikkens græske astronomi opfattede man i perioder Merkur som to forskellige objekter: det, man så ved daggry, blev kaldt Apollo, og det, man så ved skumring, kaldte man Hermes. Det engelske navn "Mercury" stammer fra romerne, som opkaldte planeten efter deres budbringer-gud Merkur. Planetens traditionelle symbol er inspireret af Hermes' stav.
Selvom Merkur er tættest på Solen, er den ikke den varmeste planet i solsystemet — det skyldes, at den mangler en betydende drivhuseffekt, så solens varme hurtigt stråler væk til rummet om natten. Den varmeste planet er Venus, hvor en tæt atmosfære og kraftig drivhuseffekt fastholder høje temperaturer over hele planetens overflade.
Fysiske nøgletal (omtrentlig): radius ≈ 2.440 km, masse ≈ 3,30×10^23 kg (ca. 0,055 Jordmasser), overfladetæthed ≈ 5,43 g/cm³, tyngdeacceleration ≈ 3,7 m/s² (≈ 0,38 g). Merkur roterer langsomt med en siderisk rotationsperiode på ca. 58,65 døgn, men på grund af en 3:2 spin-bane-resonans (tre rotationer hver to omløb) bliver længden af et sol-døgn på Merkur omtrent 176 jorddøgn.
Ud over Mariner 10 og MESSENGER er der også igangsat moderne missioner til Merkur, bl.a. samarbejdsmissionen BepiColombo (ESA/JAXA), som blev sendt af sted for at studere planeten i detaljer. Data fra disse missioner har udvidet vores viden betydeligt om Merkurs geologi, indre struktur, magnetfelt og den komplekse interaktion mellem Solen og planetens exosfære.
Fortsat forskning søger at afklare spørgsmål om, hvordan Merkur fik sin usædvanligt store jernkerne, hvilken rolle gigantiske impacts har spillet i planetens tidlige historie, og i hvilken udstrækning flydende materiale stadig findes i kernen. Merkur er et særligt interessant laboratorium for at forstå tørre, tætte planeters dannelse og udvikling i solsystemer generelt.
