Venus er den anden planet fra Solen. Venus er den eneste planet i solsystemet, der har en dag, der er længere end et år. Venus' årslængde er cirka 225 jordiske dage, mens en rotation om sin egen akse (en sidereal dag) varer omkring 243 jorddage. Fordi Venus roterer i den modsatte retning af de fleste andre planeter, er et sol-døgn (tiden mellem to på hinanden følgende lokal-solopgange) kortere — cirka 117 jorddage.
Venus er en jordplanet, fordi den har en fast, stenet overflade ligesom de andre planeter i det indre solsystem. Planeten har en radius på omkring 6.052 km (ca. 0,95 gange Jordens radius) og en masse på cirka 0,82 gange Jordens. Overfladens tyngdeacceleration er omkring 0,9 g, så den tiltrækker næsten lige så kraftigt som Jorden. Astronomer har kendt Venus i tusindvis af år. De gamle romere opkaldte den efter deres gudinde Venus, som var gudinde for kærlighed og skønhed.
Synlighed og position på himlen
Venus er det klareste objekt på nattehimlen bortset fra månen og kan ses fra Jorden som en meget lys "stjerne". Den kaldes nogle gange for morgen- eller aftenstjernen, fordi den ved visse længder er let at se lige før solen står op om morgenen eller lige efter, at solen er gået ned om aftenen. Venus kan nå en maksimal tilsyneladende lysstyrke omkring magnitude −4,6 og kommer tættere på Jorden end nogen anden planet (når de to planeter står gunstigt i forhold til hinanden).
Atmosfære og klima
Venus' atmosfære er meget tæt og domineret af kuldioxid, med mindre mængder kvælstof og andre gasser. Skyerne består af dråber af svovlsyre, som er et korroderende og giftigt kemikalie for jordisk liv. Den tætte CO₂-atmosfære skaber en ekstrem drivhuseffekt, hvilket giver overfladetemperaturer på omkring 460–470 °C — varmt nok til at smelte bly. Trykket på Venus' overflade er omkring 92 gange Jordens atmosfærisk tryk, altså tilsvarende tryk som findes næsten 1 km under havoverfladen på Jorden.
Overflade og geologi
Den tykke atmosfære gør visuel observation af overfladen vanskelig fra rummet i synligt lys. Radarobservationer har afsløret en overflade med sletter, høje bjergkæder (f.eks. Maxwell Montes), store vulkanske sletter og mange vulkaner. Venus viser tegn på omfattende vulkansk aktivitet, og der er beviser for store lavaflader — men planeten har sandsynligvis ikke pladetektonik som Jorden. Overfladen er derfor formet af vulkanisme og lokale terrænforskydninger.
Rotation, magnetfelt og måner
Venus drejer meget langsomt rundt om sin akse og gør det i den modsatte retning af de fleste andre planeter. Planeten har ingen måner. Venus mangler også et stærkt, globalt indre magnetfelt som Jordens; i stedet interagerer solvinden med atmosfæren og danner en svag induceret magnetosfære.
Mulighed for liv
Tidligere teorier om liv på Venus er blevet forkastet, efterhånden som data har vist de ekstreme overfladeforhold: høj temperatur, højt tryk og sure skyer gør overfladen ugæstfri for liv som vi kender det. I de øvre skylag er forholdene mindre ekstreme, og der har derfor været spekulationer om, hvorvidt mikrobielt liv kunne overleve i aerosoler; dette er dog foreløbig uafklaret og genstand for forskning og debat.
Udforskning
Mange rumsonder har besøgt Venus. Sovjetunionens Venera-program landede adskillige sonder på overfladen og sendte data tilbage i form af billeder og målinger, selvom landere kun fungerede fra få minutter til et par timer under de ekstreme forhold. NASA's Magellan-sonde kortlagde størstedelen af Venus' overflade med radar i begyndelsen af 1990'erne. Senere missioner, som Pioneer Venus og Japans Akatsuki, har studeret atmosfæren og vejrforholdene. Fremtidige missioner planlægges for at undersøge geologi, atmosfære og mulige spor af aktuel vulkanisme og kemiske processer.
Sammenfattende er Venus både Jordens nærmeste "søster" i størrelse og et stærkt kontrasterende eksempel på en ekstrem drivhuseffekt. Dens klare synlighed på himlen og komplekse atmosfæriske og geologiske forhold gør den til et vigtigt objekt for forståelsen af planetariske processer og klimadynamik.
