Lille istid – definition og tidsrum cirka 1500–1850
Den lille istid (LIA) var en periode med afkøling, som fulgte efter en forholdsvis varmere periode kendt som den middelalderlige varmeperiode. Begrebet bruges om en langvarig tendens til køligere temperaturer i dele af Europa og andre regioner, men præcis start og slut på perioden er omdiskuteret.
Tidsrum og geografi
Klimaforskere og historikere er ikke enige om nøjagtige årstal, men en almindelig opfattelse er, at den lille istid strakte sig cirka fra 1500-tallet til midten af 1800-tallet. Inden for dette forløb fremhæves ofte tre større kuldeminima:
- omkring 1650
- omkring 1770
- omkring 1850
Mellem disse minima optræder kortere og mindre varme intervaller. Det er vigtigt at understrege, at LIA ikke nødvendigvis var global i samme grad overalt — kølingen var stærkest i dele af Europa og Nordatlanten, mens andre områder oplevede mindre eller ingen afkøling.
Hvordan ved vi det? — kilder og beviser
Viden om den lille istid bygger på en kombination af naturlige målinger og historiske kilder:
- Proxies: træ-ringe, iskerner, sø- og havsedimenter samt pollenregistreringer bruges til at rekonstruere temperaturer og klima.
- Historiske kilder: samtidige beskrivelser af vejr, afgrøder, prisstigninger, sammenfrysninger af floder (fx Themsen) og gletsjerfremskridt dokumenterer lokale virkninger.
Mulige årsager
Der er ikke én enkelt forklaring, men snarere en kombination af faktorer, som kan have bidraget til afkølingen:
- Solfaktorer: perioder med lav solaktivitet, fx Maunder-minimumet i slutningen af 1600-tallet, kan have reduceret den indstrålede energi.
- Vulkanudbrud: store udbrud sender aerosoler op i stratosfæren, som reflekterer sollys og kan give midlertidig global afkøling (fx effekter i årene efter større udbrud).
- Havcirkulation: ændringer i havstrømme som Atlanterhavets meridionale cirkulation kan påvirke varmefordelingen mellem tropiske og nordlige breddegrader.
- Interne klimavariationer og feedbacks: ændringer i atmosfærisk cirkulation, øget hav-is og sne (albedo-effekt) kan forstærke afkøling.
Konsekvenser
Den lille istid havde konkrete følger for mennesker og landskaber:
- Gletsjere i Alperne og andre bjerge avancerede betydeligt.
- Floder og havne kunne fryse til — historiske kilder beretter om frosne floder og markeder på isen.
- Agriculturelle problemer og dårlige høstår førte i visse perioder til fødevaremangel, økonomisk stress og sociale spændinger.
- Ændringer i bosætning, fiskeri og skibssejlads i nogle regioner.
Usikkerheder og nutidig relevans
Der er stadig usikkerhed om, hvor meget af kølingen der var lokal kontra global, og om vægtningen af de enkelte årsager. Moderne forskning bruger avancerede klimamodeller og nye dataprodukter for bedre at skelne naturlige klimavariationer fra menneskeskabte ændringer.
Vigtigt i dagens kontekst: Den lille istid var et resultat af naturlige klimafaktorer og interne variationer. Den aktuelle globale opvarmning siden midten af 1900-tallet forklares i vid udstrækning ved øgede mængder drivhusgasser i atmosfæren som følge af menneskelig aktivitet og adskiller sig i størrelse og årsag fra LIA.
Den rekonstruerede dybde af den lille istid varierer mellem de forskellige undersøgelser (de viste anomalier er fra referenceperioden 1950-80).
Solaktivitet
I perioden 1645-1715, midt i den lille istid, var der en periode med lav solaktivitet, kendt som Maunder Minimum. Den fysiske forbindelse mellem lav solpletaktivitet og nedkøling af temperaturen er ikke blevet fastslået, men sammenfaldet af Maunder-minimummet med det dybeste lavpunkt i den lille istid tyder på en sådan forbindelse. Spörer-minimummet er også blevet identificeret med en betydelig afkølingsperiode nær begyndelsen af den lille istid. Andre indikatorer for lav solaktivitet i denne periode er niveauet af isotoperne kulstof-14 og beryllium-10.
Solaktivitetsbegivenheder registreret i radiokulstof.
Vulkanisk aktivitet
I løbet af den lille istid oplevede verden også en øget vulkansk aktivitet. Når en vulkan går i udbrud, når asken højt op i atmosfæren og kan sprede sig og dække hele Jorden. Denne askesky blokerer for en del af den indkommende solstråling, hvilket fører til en verdensomspændende afkøling, der kan vare op til to år efter et udbrud.
Lukning af havtransportbånd
En anden mulighed er, at den termohaline cirkulation, også kendt som "den store havtransportør" eller "meridional omdrejningscirkulation", blev lukket ned eller bremset. Golfstrømmen kan være blevet afbrudt af, at der er kommet en stor mængde ferskvand til Nordatlanten, muligvis forårsaget af en periode med opvarmning før den lille istid. Der er en vis bekymring for, at afbrydelsen af den termohaline cirkulation kan ske igen som følge af den globale opvarmning.
Slutningen af den lille istid
Fra omkring 1850 begyndte klimaet at blive varmere, og den lille istid sluttede. Nogle kritikere af den globale opvarmning mener, at Jordens klima stadig er ved at komme sig efter den lille istid, og at menneskelig aktivitet ikke er den afgørende faktor i den nuværende temperaturudvikling, men denne idé er ikke almindeligt accepteret.
