Lille istid
Den lille istid (LIA) var en periode med afkøling efter en varmere æra (tid), der er kendt som den middelalderlige varmeperiode.
Klimatologer (folk der studerer klimaet) og historikere har svært ved at blive enige om, hvornår denne periode startede eller sluttede. Nogle siger, at den lille istid begyndte omkring det 16. århundrede og fortsatte til midten af det 19. århundrede. Der er almindelig enighed om, at der var tre minimumsperioder, en begyndte omkring 1650, en omkring 1770 og den sidste omkring 1850. Hver periode var adskilt af små opvarmningsintervaller. I begyndelsen troede man, at LIA var over hele verden. Nu er det ikke klart, om det er sandt.
Den rekonstruerede dybde af den lille istid varierer mellem de forskellige undersøgelser (de viste anomalier er fra referenceperioden 1950-80).
Solaktivitet
I perioden 1645-1715, midt i den lille istid, var der en periode med lav solaktivitet, kendt som Maunder Minimum. Den fysiske forbindelse mellem lav solpletaktivitet og nedkøling af temperaturen er ikke blevet fastslået, men sammenfaldet af Maunder-minimummet med det dybeste lavpunkt i den lille istid tyder på en sådan forbindelse. Spörer-minimummet er også blevet identificeret med en betydelig afkølingsperiode nær begyndelsen af den lille istid. Andre indikatorer for lav solaktivitet i denne periode er niveauet af isotoperne kulstof-14 og beryllium-10.
Solaktivitetsbegivenheder registreret i radiokulstof.
Vulkanisk aktivitet
I løbet af den lille istid oplevede verden også en øget vulkansk aktivitet. Når en vulkan går i udbrud, når asken højt op i atmosfæren og kan sprede sig og dække hele Jorden. Denne askesky blokerer for en del af den indkommende solstråling, hvilket fører til en verdensomspændende afkøling, der kan vare op til to år efter et udbrud.
Lukning af havtransportbånd
En anden mulighed er, at den termohaline cirkulation, også kendt som "den store havtransportør" eller "meridional omdrejningscirkulation", blev lukket ned eller bremset. Golfstrømmen kan være blevet afbrudt af, at der er kommet en stor mængde ferskvand til Nordatlanten, muligvis forårsaget af en periode med opvarmning før den lille istid. Der er en vis bekymring for, at afbrydelsen af den termohaline cirkulation kan ske igen som følge af den globale opvarmning.
Slutningen af den lille istid
Fra omkring 1850 begyndte klimaet at blive varmere, og den lille istid sluttede. Nogle kritikere af den globale opvarmning mener, at Jordens klima stadig er ved at komme sig efter den lille istid, og at menneskelig aktivitet ikke er den afgørende faktor i den nuværende temperaturudvikling, men denne idé er ikke almindeligt accepteret.
