Historie – definition, kilder, metoder og historiografi

Lær hvad historie er: definition, kilder, metoder og historiografi. Få indblik i arkiver, mundtlig historie, arkæologi og historikers arbejdsmetoder.

Historie er studiet af tidligere begivenheder og af, hvordan mennesker, samfund og kulturer har ændret sig over tid. Vi kender til fortiden ved at undersøge spor fra den tid — både skriftlige kilder, fysiske genstande og mundtlige beretninger. Kilder kan være samtidsdokumenter som bøger, aviser, officielle skrifter og breve, men også materielle levn som bygninger og artefakter (fx keramik, værktøj, mønter og rester af mennesker og dyr). Institutioner som biblioteker, arkiver og museer indsamler, bevarer og formidler disse kilder, så forskere og offentligheden kan studere dem. En person, der systematisk undersøger fortiden, kaldes en historiker. Når man studerer forhistorie og fortid gennem de ting, gamle kulturer har efterladt, er det arbejdet for en arkæolog, og den, der studerer menneskeheden og samfundets kulturelle sider, kaldes en antropolog. Studiet af de kilder og metoder, man anvender til at studere og skrive historie, hedder historiografi.

Kilder: primære og sekundære

Historiske kilder deles ofte i primære og sekundære kilder. Primære kilder er materialer fra den periode, man undersøger (fx dagbøger, breve, lovtekster eller fysiske genstande). Sekundære kilder er fortolkninger og analyser skrevet senere af historikere eller andre forskere. Kildekritik — at vurdere en kildes autenticitet, oprindelse, formål og begrænsninger — er central i al historisk forskning, fordi kilder kan være partiske, mangelfulde eller blevet ændret.

Mundtlig historie

Man kan også lære om fortiden ved at tale med mennesker, der kan huske begivenheder. Dette kaldes mundtlig historie. Interview med øjenvidner har givet vigtige perspektiver, fx indsamlede historikere beretninger fra folk, der havde været slaver eller overlevende fra den amerikanske borgerkrig, inden disse generationer forsvandt. Mundtlige beretninger supplerer skriftlige kilder og kan afdække dagligliv, oplevelser og erindringer, som ellers ikke er dokumenteret.

Metoder og tværfaglighed

Historisk forskning bruger mange metoder, ofte i samspil med andre fagområder. Eksempler:

• Kildekritik og tekstkritik (fx paleografi og filologi)
• Arkæologiske udgravninger og analyse af artefakter
• Naturvidenskabelige dateringsmetoder (fx kulstof-14, dendrokronologi)
• Kvantitative metoder og statistik til befolknings- og økonomiske studier
• Komparative studier og komparativ historieforskning
• Mundtlige interviews og etnografiske metoder

Metoderne vælges ud fra spørgsmålet, kildetilgængeligheden og den periode eller kultur, der undersøges. Historikere samarbejder ofte med arkæologer, antropologer, geologer, biologer og andre eksperter for at få et mere nuanceret billede.

Fortolkning og fortælling

Historie er ikke kun en neutral opregning af fakta; det er også fortolkning. Historikere vælger, hvilke begivenheder der er vigtige, hvilke årsager der fremhæves, og hvordan man forklarer samspil mellem økonomi, politik, kultur og individer. Historisk tænkning handler derfor både om at indsamle fakta og om at sætte dem i sammenhæng gennem analytiske spørgsmål og teorier.

Historiske perspektiver og globalt samspil

I tidligere tider levede mennesker ofte i relativ isolation fra andre regioner, og deres fortællinger om verden var præget af lokale erfaringer. For eksempel anså herskerne i middelalderens Europa, det gamle Rom og det gamle Kina ofte deres egen civilisation som central og andre som "barbarer" (barbarer) — selvom disse civilisationer ofte var forbundne via handel, diplomati og kulturudveksling, selv når kontakten var indirekte.

Historiografi: studiet af historiefaget

Historiografi undersøger, hvordan historie er blevet skrevet og tænkt gennem tiden: hvilke metoder, teorier og perspektiver der har præget historikere i forskellige perioder. Historiografi ser på større strømninger, fx positivisme, marxistisk historie, Annales-skolen, socialhistorie, kønshistorie og nyere postkoloniale og kulturhistoriske tilgange. Den viser også, hvordan politiske, ideologiske og kulturelle forhold påvirker, hvilke historier der bliver fortalt.

Institutionsrolle og offentlig historie

Biblioteker, arkiver og museer spiller en afgørende rolle i at bevare og formidle historiske kilder. Offentlig historie — fx udstillinger, dokumentarfilm og skoleundervisning — former den kollektive hukommelse og folks forståelse af fortiden. Derfor er gennemsigtighed, kildehenvisning og kritisk formidling vigtige for at undgå forenklinger og mytedannelse.

Etik og ansvar

Historikere skal forholde sig etisk til kilder og mennesker: beskytte privatliv ved mundtlige beretninger, være opmærksom på kulturarv og ejerskab af artefakter, og undgå at misbruge historien politisk. Samtidig må man erkende usikkerheder og rækkevidden af de konklusioner, kilderne tillader.

Afsluttende bemærkning

Studiet af historie kombinerer kildearbejde, kritisk tænkning og fortolkning. Gennem historikere, arkæologer, antropologer og andre eksperter udforskes fortiden fra mange vinkler, hvilket hjælper os til bedre at forstå, hvordan nutiden er blevet til — og hvilke muligheder vi har for fremtiden.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad kaldes studiet af tidligere begivenheder?

Spørgsmål: Hvem er historikere, og hvad laver de?

Spørgsmål: Hvem studerer forhistorie og gamle kulturer?

Spørgsmål: Hvad er en antropolog?

Spørgsmål: Hvad er historiografi?

Spørgsmål: Hvordan kan man lære om fortiden?

Søg efter bogstav