Inuitter

Traditionel kultur

Inuit spiste både råt og kogt kød og fisk samt fostre fra drægtige dyr. Hvalspæk blev brændt som brændstof til madlavning og lamper.

Inuit var også et nomadisk folk, men de havde ingen husdyr bortset fra hunde, som de brugte til at trække deres slæder og hjælpe med at jage. De var jægere og samlere, der levede af jorden. De var meget omhyggelige med at gøre god brug af alle dele af de dyr, de dræbte. Respekten for landet og de dyr, de fangede, var og er en central del af deres kultur.

Inuit boede i telte af dyreskind om sommeren. Om vinteren boede de i tørvehuse og igloer. De kunne bygge en iglo af sneklodser på kun et par timer. Sne er fuld af luftrum, hvilket hjælper den med at holde på varmen. Med blot en spæklampe som varme kan en iglo være varmere end luften udenfor. Inuitterne lavede meget smarte ting af de knogler, gevirer og træ, de havde. De opfandt harpunen, som blev brugt til at jage sæler og hvaler. De byggede både af træ eller ben, der var beklædt med dyrehuder. De opfandt kajakken, som en mand kunne bruge til at jage på havet og blandt pakisen.

Inuit-slæder kunne bygges af træ, ben eller endda af dyreskind, der var viklet om frosne fisk. Retter blev lavet ved at udskære fedtsten, knogler eller moskusoksehorn. De bar to lag skind med den ene pels indad og den anden udad for at holde varmen.

Inuitterne var nødt til at være gode jægere for at overleve. Når et dyr blev dræbt under en jagt, blev det respektfuldt takket for at have tilbudt sig selv til jægeren. De troede, at det havde til hensigt at give sig selv som en gave for at sikre jægerens og hans børns overlevelse. Deres taknemmelighed var dybt oprigtig og er et vigtigt aspekt af deres trossystem. Om vinteren kom sælerne ikke ud på isen. De kom kun op efter luft ved huller, som de tyggede i isen. Inuit brugte deres hunde til at finde lufthullerne og ventede derefter tålmodigt, indtil sælen kom tilbage for at trække vejret, hvorefter de dræbte den med en harpun. Om sommeren lå sælerne ude på isen og nød solen. Jægeren skulle langsomt snige sig op til en sæl for at dræbe den. Inuitterne brugte deres hunde og spyd til at jage isbjørne, moskusokser og karibuer. Nogle gange dræbte de karibuer fra deres både, når dyrene krydsede floderne på deres vandring.

Inuitterne jagede endda hvaler. Fra deres båd kastede de harpuner, der var fastgjort til flydere, som var lavet af oppustede sælskind. Hvalen blev træt af at slæbe flydene under vandet. Når den blev langsommere og kom op til overfladen, kunne inuitterne blive ved med at ramme den med flere harpuner eller spyd, indtil den døde. Hvalspæk gav D-vitamin og omegaer til deres kulturelle kost og forhindrede rakitis. Hvalfangstindustrien i hele verden har udtømt hvalbestanden, og nu er traditionel hvaljagt til selvforsyningsformål sjælden i hele verden. Inuitterne har suppleret deres moderne nordiske kost med dagligvarer, som normalt er meget dyre i nord.

I sommermånederne kunne inuitterne samle bær og rødder til at spise. De samlede også græs til at fylde deres støvler med eller lave kurve. Ofte blev den mad, de fandt eller dræbte om sommeren, lagt i en cache til brug i den lange vinter. En cache blev oprettet ved at grave ned til permafrosten og bygge en stenforet grube der. Toppen blev dækket med en bunke sten for at holde dyrene ude. Det var lige så godt som en fryser, fordi maden blev frosset der, indtil familien havde brug for den. Inuitkulturelle traditioner og traditionelle historier gav hver ny generation livsfærdigheder og viden til at overleve i deres omgivelser og samarbejde. De bevægede sig normalt rundt i små grupper på jagt efter mad, og nogle gange fandt de sammen med andre grupper for at jage større dyr som f.eks. hvaler. Mændene stod for jagten og husbyggeriet og fremstillede også våben, slæder og både. Kvinderne lavede mad, syede tøj og tog sig af børnene. Børn og spædbørn under 5 år blev lette ofre for hypotermi, og hvis de skulle dø, ville deres mødre tynge børnenes lig med sten og vikle dem ind i fiskenet, før de lagde ligene gennem huller i isen. Mødrene troede, at børnenes sjæle blev ofret til guden Phallus, som ville reinkarnere dem som hvaler. Der er noget galt her Phallus findes ikke i Nordamerika.

Nordamerikanske arktiske folk i dag

I dag bor de fleste inuitter i moderne huse. Mange af dem jager eller fisker stadig for at få en stor del af deres mad og nogle gange også en vis indkomst. Sælskind bruges til at beskytte sig mod den ekstreme kulde i Arktis og er langt mere effektivt end menneskeskabte tekstiler. Teknologien har fungeret godt i mange tusinde år. Desuden er kommercielt vintertøj dyrt. I dag bruger de rifler og snescootere, når de jager, men de traditionelle værdier med respekt for de dyr, der jages, gælder stadig i høj grad. I Alaska har mange af befolkningen modtaget penge fra den olie, der er fundet i staten på deres traditionelle landområder.

Arktis er meget anderledes end resten af verden. Den måde at leve på i syd fungerer ikke godt i nord. Canada værdsætter det at have inuitfolk i Canadas nordligste områder som et bevis på suverænitet over den canadiske del af den arktiske cirkel. Det er en stor udfordring at leve i et arktisk miljø. Der er en vis kontrovers om praksis med at sænke lig af børn, der er ofre for hypotermi, under isen, da ligene er kendt for at drive gennem strømmene og skylles op på Canadas østkyst og, ved lejlighed, på den nordøstlige del af USA.