Oldtidens Grækenland | civilisation

Tidslinje for græsk historie

Grækenlands historie har gennemgået disse faser:

• Den mykenske kultur (ca. 1600 - 1100 f.Kr.) var en tidlig græsk kultur i bronzealderen på det græske fastland og på Kreta.
• Bronzealderens sammenbrud eller græsk mørkealder (ca. 1100-c.750 f.Kr.).
• Den arkaiske periode (ca. 750-c.500 f.Kr.). Kunstnere lavede større fritstående skulpturer i stive stillinger med det drømmeagtige "arkaiske smil". Den arkaiske periode slutter med omstyrtelsen af Athens sidste tyran i 510 f.Kr.
• Den klassiske periode (ca. 500-323 f.Kr.) havde en stil, som af senere observatører blev betragtet som et fremragende eksempel (dvs. "klassisk") - f.eks. Parthenon. Politisk set var den klassiske periode domineret af Athen og den Delianske Liga i det 5. århundrede. De blev fortrængt af spartansk hegemoni i begyndelsen af det 4. århundrede f.Kr. Endelig var der Korinthforbundet, som blev ledet af Makedonien.

• Den hellenistiske periode (323-146 f.Kr.) er den periode, hvor den græske kultur (hellenistisk kunst) og magt bredte sig til det nære og mellemste Østen. Denne periode begynder med Alexanders død og slutter med den romerske erobring.
• Det romerske Grækenland. Det er perioden mellem den romerske sejr i slaget ved Korinth i 146 f.Kr. og Konstantins oprettelse af Byzans som hovedstad i Romerriget i 330 e.Kr.
• Den sidste fase af antikken er kristendommen i det senere 4. til det tidlige 6. århundrede. Den sluttede med Justinianus I's lukning af den senere udgave af Platons akademi i 529 e.Kr.

 
Alexanders erobringer strakte sig så langt som til Himalaya  


Alexander den Store  

Tidlig historie

Læse- og skrivefærdigheder

I det 8. århundrede f.Kr. lærte grækerne at læse og skrive for anden gang. De havde mistet evnen til at læse og skrive ved slutningen af den mykenske kultur, da Middelhavslandene faldt ind i den mørke middelalder. Den græske mørke middelalder (~1100 f.Kr.-750 f.Kr.), eller bronzealderens sammenbrud, er en periode i det antikke Grækenlands og Anatoliens historie, hvorfra der ikke findes nogen skriftlige optegnelser og kun få arkæologiske levn.

Grækerne lærte om alfabetet af et andet gammelt folk, fønikerne. De foretog nogle justeringer af det. Grækerne indførte især regelmæssige bogstaver for vokaler, hvilket var nødvendigt for deres sprog. Deres alfabet blev til gengæld kopieret af romerne, og en stor del af verden bruger nu det romerske alfabet.

Politisk struktur

Det antikke Grækenland havde ét sprog og én kultur, men blev først forenet i 337 f.Kr., da Makedonien besejrede Athen og Theben. Det markerede afslutningen på den klassiske periode og starten på den hellenistiske periode. Selv da blev de erobrede byer blot tilsluttet Filip II af Makedoniens Korinthiske Liga; de blev ikke besat og regerede selv.

Bystater i det antikke Grækenland

Det antikke Grækenland bestod af flere hundrede mere eller mindre uafhængige bystater. Dette var anderledes end andre samfund, som var stammesamfund eller kongeriger, der herskede over relativt store territorier.

Grækenlands geografi - opdelt og underopdelt af bakker, bjerge og floder - bidrog utvivlsomt til det antikke Grækenlands natur. På den ene side var de gamle grækere ikke i tvivl om, at de var "ét folk"; de havde den samme religion, den samme grundlæggende kultur og det samme sprog. Alligevel var hver bystat eller "polis" uafhængig; forening var noget, som de gamle grækere sjældent diskuterede. Selv da en gruppe af bystater under den anden persiske invasion af Grækenland allierede sig for at forsvare Grækenland, forblev de fleste polis neutrale, og efter persernes nederlag vendte de allierede hurtigt tilbage til indbyrdes stridigheder.

De vigtigste træk ved det antikke græske politiske system var:

1. Dens fragmentariske karakter. Der var ikke ét land, men mange små lande kaldet "bystater".
2. Fokus på byer i små stater.
3. De kolonier, som de oprettede rundt om Middelhavet, var uafhængige af den grundlæggerby, som de havde grundlagt dem. De var dog sympatiske over for deres "moderby".
4. Erobring eller direkte overtagelse af en anden bystat var ret sjældent.
5. Byerne inddelte sig i ligaer, og medlemmerne forlod nogle gange en liga og sluttede sig til en anden.

Senere, i den klassiske periode, blev ligaerne færre og større og domineret af en enkelt by (især Athen, Sparta og Theben). Ofte blev byerne tvunget til at tilslutte sig under trussel om krig (eller som en del af en fredstraktat). Efter at Filip II af Makedonien havde "erobret" det antikke Grækenlands kerneland, forsøgte han ikke at annektere området eller forene det til en ny provins. Han tvang dog de fleste af byerne til at tilslutte sig sin egen Korinthiske Liga.

Kongeriger

Nogle byer var demokratiske, andre var aristokratiske, og nogle var monarkier. Nogle havde mange revolutioner, hvor den ene regeringsform afløste den anden. Et berømt græsk kongerige er Makedonien, som kortvarigt blev det største imperium, verden havde set på det tidspunkt, ved at erobre det persiske imperium (herunder det gamle Egypten) og nå ind i det moderne Indien. Andre berømte kongeriger er Epirus og Thessalien.

Monarkier i det antikke Grækenland var ikke absolutte, fordi der normalt var et råd af ældre borgere (senatet eller i Makedonien kongressen), som rådgav kongen. Disse mænd blev ikke valgt eller udvalgt i et lotteri, som de blev i de demokratiske bystater.

Borgere

Borgere, der kunne deltage i regeringen i det antikke Grækenland, var normalt mænd, der var frit født i byen. Kvinder, slaver og (normalt) indbyggere, der var født andetsteds, havde ikke ret til at stemme. Detaljerne var forskellige fra by til by. Athen er et eksempel herpå: Athens indbyggere var tre grupper: borgere, metikere (udlændinge med bopæl i Athen) og slaver. Borgere var indbyggere, hvis forfædre havde været athenere i tre generationer. Mandlige borgere havde de samme rettigheder som frie mænd og kunne vælges til at udfylde enhver officiel statslig stilling. "Af de anslåede 150.000 indbyggere i bystaten Attika var kun omkring en femtedel i besiddelse af det privilegium at være statsborger". Kvinder, der var borgere i Athen, kunne ikke deltage i politiske embeder, men i Sparta kunne de det.

Kolonier

Antallet af grækere voksede, og snart kunne de ikke dyrke nok mad til alle folk. Når dette skete, sendte en by folk ud for at starte en ny by, en såkaldt koloni.

Da terrænet var ujævnt, foregik de fleste rejser ad søvejen. Derfor blev der etableret mange nye byer langs kysten. De første nye byer blev startet i Anatolien (Lilleasien) og senere langs Sortehavet, på Cypern, i Syditalien, på Sicilien og omkring det, der i dag hedder Benghazi i Libyen. De startede endda en by, Naucratis, ved Nilen i Egypten. De nuværende byer Syrakus, Napoli, Marseille og Istanbul startede som de græske byer Syrakusa, Neapolis, Massilia og Byzantium.

De fire store

I det 6. århundrede f.Kr. blev nogle byer meget vigtigere end de andre. Det var Korinth, Theben, Sparta og Athen.

Spartanerne var meget veldisciplinerede soldater. De besejrede de folk, der boede i nærheden af dem, og disse folk måtte dyrke jorden for spartanerne. Disse "helotter" skulle give spartanerne en del af den mad, de dyrkede, så spartanerne ikke behøvede at arbejde. I stedet lærte de at blive bedre soldater. Der var ikke mange spartanere, men der var mange helotter. Spartas militære styrke kontrollerede heloterne. Spartanerne havde to arvelige konger, som ledede dem i krig. Derhjemme blev de også styret af en gruppe gamle mænd kaldet Gerousia (senatet).

Athen blev et demokrati i 510 f.Kr. Mændene samledes på et sted i byens centrum og besluttede, hvad de skulle gøre. Det var det første sted i verden, hvor folket besluttede, hvad deres land skulle gøre. De talte og stemte derefter om, hvad de skulle gøre på Boule (parlamentet). Men kvinderne stemte ikke. Athen havde slaver. Disse slaver var ejet af deres herrer og kunne sælges til en anden. De athenske slaver var mindre frie end de spartanske helotter. Hvert år valgte de athenske borgere otte generaler, som ledede dem i krig.

 
Ruinerne af Sparta  

De græsk-persiske krige

I 499 f.Kr. gjorde de græske byer i Anatolien oprør. De ønskede ikke længere, at Persien skulle styre dem. Athen sendte 20 skibe ud for at bekæmpe perserne på havet. Grækerne i Anatolien blev besejret. Den persiske konge, Darius, besluttede at straffe Athen. Han sendte soldater og skibe for at bekæmpe Athen.

Athen bad om hjælp fra Sparta. Sparta ville gerne hjælpe, men kunne ikke; de havde en religiøs fest på det tidspunkt. Athen sendte sine soldater mod de persiske soldater: i slaget ved Marathon (490 f.Kr.) besejrede de perserne. Derefter kom hjælpen fra Sparta.

I slaget ved Thermopylæerne blev spartanerne ledet af Leonidas og gjorde modstand mod den enorme persiske hær. Efter et par dage førte en forræder ved navn Ephialtes perserne rundt om passet bag den græske hær. Leonidas indså, at et nederlag var uundgåeligt, og frigav mange af sine mænd. De, der blev tilbage, vidste, at det ville blive en kamp på liv og død. Leonidas beholdt elitehoplitter (fodsoldater), som havde levende sønner, hjemme. Der var også allierede thespianere og thebere, som meldte sig frivilligt til at blive.

På den tredje dag førte Leonidas sine 300 spartanske hoplitter og deres allierede mod Xerxes og hans mægtige hær. De spartansk ledede styrker kæmpede mod denne persiske styrke til døden for at blokere passet længe nok til at holde Xerxes og hans hær besat, mens resten af den græske hær flygtede.

Efter Thermopylæerne ønskede mange grækere at drage sydpå til Peloponnes. Da Korinths lutmund, som er vejen ind på Peloponnes, er meget smal, var der mange, der ønskede at kæmpe mod perserne der.

Athen lå nord for Korinth, og det havde en flåde. Athens leder Themistokles ønskede at bekæmpe perserne ved øen Salamis. Xerxes besluttede at sende sin flåde mod den græske flåde, før de græske skibe kunne sejle til Peloponnes. Den græske flåde besejrede perserne i slaget ved Salamis. Xerxes rejste derefter hjem med mange af sine soldater, men en persisk hær blev i Grækenland. Denne hær blev besejret i slaget ved Platea i 479 f.Kr.

 
Den persiske invasion af Grækenland  

Athen mod Sparta

Efter at perserne blev besejret ved Platea, gjorde spartanerne meget lidt. Persien var dog stadig farligt. Athen bad de græske byer på øerne i Ægæerhavet og i Anatolien om at slutte sig til hende. Byerne gik med til det, fordi de var bange for Persien. Disse byer dannede Den Deliske Liga, og Athen var deres leder. Mange af byerne i Den Deliske Liga måtte betale Athen tributpenge. Athen brugte pengene til at bygge mange skibe og Parthenon. Sparta var stadig stærk på land, men Athen var stærkere på havet. Flere gange var der krig mellem Athen og Sparta. Så besluttede Athen at sende mange skibe til Sicilien for at kæmpe mod byen Syrakus. Sparta sendte hjælp til Syrakus, og Athen blev besejret. Ingen af de atheniske skibe kom tilbage.

Nu ønskede Sparta at bygge skibe til at bekæmpe Athen. Det tog lang tid for Sparta at besejre Athen, men i slaget ved Aegospotami ødelagde spartanerne de fleste af Athens skibe. Athenerne brugte en avanceret skibstype kaldet triremer. Disse skibe havde deres egne kampsystemer og blev fremdrevet af roere. På forsiden af triremen var der en stor bronzestødvædder af bronze. Roerne roede triremen mod et fjendtligt skib og ramte et hul ind i dets skrog. Dette var den mest effektive måde, hvorpå triremen kunne ødelægge andre både. Soldaterne (hoplitterne) på triremen ville gå om bord på det fjendtlige skib og erobre det. Ikke desto mindre blev den atheniske flåde af triremer ødelagt i et slag i 405 f.Kr. Athen overgav sig det følgende år, og krigen var slut. Athen genvandt aldrig sin tidligere dominans.

 

Det daglige liv

Når mænd ikke arbejdede, kæmpede eller diskuterede politik, kunne de (ved festlige lejligheder) gå på det antikke græske teater for at se dramaer, komedier eller tragedier. Disse handlede ofte om politik og om guderne i den græske mytologi. Kvinder måtte ikke optræde i teatret; mandlige skuespillere spillede kvinderoller.

Kvinderne udførte husligt arbejde, f.eks. spinding, vævning, rengøring og madlavning. De var ikke involveret i det offentlige liv eller politik. Kvinder fra rige familier havde dog slaver til at udføre husarbejde for dem.

 

Økumenet

Ecumene (USA) eller oecumene (UK) er en gammel græsk betegnelse for den kendte verden. I den græske oldtid var det de dele af verden, som de græske geografer kendte til. Det var i princippet Middelhavsverdenen. Europa, Asien og Afrika (stort set kun nord for Atlasbjergene og Egypten). Grækerne kendte godt til det persiske imperium, og Alexanders hær nåede så langt som til dele af Pakistan.

Under Romerriget kom det til at betyde selve civilisationen, som på det tidspunkt var bredere end grækerne havde antaget.

 

Gamle græske spil

De berømte olympiske lege blev afholdt i Olympia hvert fjerde år. De var kun for mænd, og kvinder måtte ikke deltage, ikke engang som tilskuere. Blandt sportsgrenene var løb, spydkast, diskoskast og brydning. Legene var usædvanlige, fordi atleterne kunne komme fra enhver græsk by.

En anden konkurrence, de Heraeiske Lege, blev afholdt for kvinder. De blev også afholdt på Olympus på et andet tidspunkt end mændenes på et andet tidspunkt end mændenes.

Reglerne for piger i Sparta var anderledes end i andre byer. De blev trænet i de samme begivenheder som drenge, fordi spartanerne troede, at stærke kvinder ville producere stærke børn, som ville blive fremtidige krigere. Deres pigeatleter var ugifte og konkurrerede nøgne eller iført korte kjoler. Drenge fik lov til at se på atleterne i håb om at skabe ægteskaber og afkom.

Senere, i den klassiske periode, kunne piger konkurrere i de samme festivaler som mænd.

 

Se

 

Mere læsning

• Pickering, David 2007. Det antikke Grækenland. Collins. ISBN 9780007231652