Antikkens Rom | en civilisation, der startede i byen Rom på den italienske halvø

Historie

Rom begyndte som et lille landbrugssamfund i det 8. århundrede f.Kr. Byen Rom blev ifølge legenden grundlagt den 21. april 753 f.Kr. Den blev en by og en stat og fik det latinske navn: Roma, som ifølge den romerske mytologi kom fra deres første konge, Romulus. Rom var først et kongerige, men dets sidste konge, Tarquinius Superbus, blev sendt væk i en revolution startet af Lucius Junius Brutus. Den romerske stat blev en republik. Bystaten voksede til at kontrollere den italienske halvø i den hellenistiske periode og udkæmpede de puniske krige med den karthagiske republik. Efter at have besejret karthaginerne blev den romerske republik den mest magtfulde stat i det vestlige Middelhavsområde.

Romerne blev den mest magtfulde stat i det østlige Middelhavsområde efter krige med Makedonien og Mithridatiske krige med kongeriget Pontus. Den hellenistiske periode og den romerske republik sluttede, da Julius Cæsar blev myrdet. Romerne udkæmpede en lang borgerkrig. Ved afslutningen af disse krige overvandt Augustus sine romerske fjender og det ptolemæiske dynasti, som kontrollerede kongeriget Egypten. Augustus blev den første romerske kejser, og den romerske civilisation kontrollerede alle landene omkring Middelhavet.

Næsten tre århundreder senere, i 293 e.Kr., delte Diokletianus rigets regering i to dele, øst og vest. Fra Diokletians tid var der normalt mere end én kejser ad gangen, som hver især styrede en del af imperiet.

I det 5. århundrede e.Kr. blev det vestromerske riges landområder delt op i forskellige kongeriger. Efter Romulus Augustulus var der ikke flere kejsere i Vestromerriget, og det Vestromerske Riges regering ophørte i 476 e.Kr. I Vesteuropa er dette afslutningen på antikken og starten på den tidlige middelalder. Romerne mistede kontrollen over Rom og det meste af den italienske halvø. Herefter kaldes det romerske imperium i middelalderen undertiden for det østromerske imperium eller det byzantinske imperium. Historikere bruger dette navn, fordi romernes hovedstad var Konstantinopel (også kaldet Byzans), og fordi dets kejsere kontrollerede den østlige halvdel af Middelhavsområdet. Romerriget eksisterede indtil Konstantinopels fald i 1453, hvor det blev besejret af Det Osmanniske Rige.

 
Det romerske imperium i sin største udstrækning under Trajan i 117 e.Kr.  


Tyske og hunnerstammer invaderede Romerriget i 100-500 e.Kr. Disse invasioner forårsagede i sidste ende det vestromerske riges fald i det 5. århundrede e.Kr.  

Kultur

Den romerske kultur spredte sig til Vesteuropa og området omkring Middelhavet. Dens historie har stadig stor indflydelse på verden i dag. For eksempel er romerske idéer om love, styreformer, kunst, litteratur og sprog vigtige for den europæiske kultur. Det romerske sprog, latin, udviklede sig langsomt og blev til moderne fransk, spansk, italiensk, rumænsk og mange andre sprog. Latin har også indirekte påvirket mange andre sprog som f.eks. engelsk.

 

Religion

Græsk-romersk polyteisme

Den mest almindelige religion i det gamle Rom i de første århundreder var græsk-romersk polyteisme. Den traditionelle religion i byen Rom var polyteistisk (med mange guder). De vigtigste guder var den kapitolinske triade: tre guder, der blev tilbedt på den kapitolinske bakke. De tre var Jupiter (gudernes fader og konge), Juno (gudernes dronning) og Minerva (visdommens gudinde). Gudinden Minerva blev født uden mor fra Jupiters krop. Ifølge romersk mytologi var blandt romernes forfædre Venus (kærlighedsgudinde) og Mars (krigsgud og søn af Jupiter og Juno). Guderne Apollon og Bacchus blev af romerne taget fra den græske mytologi, og mange af romernes religiøse praksis var den samme som de gamle grækeres. Romerne tilbad også gudinderne Cybele og Isis, hvis kulter de overtog fra det hellenistiske Anatolien og Egypten.

Den romerske tilbedelse tog ofte form af ofringer. Romerne forsøgte at behage guderne ved at give mad eller andre gaver til guderne og til andre guder, herunder døde menneskers sjæle. Med sådanne ofre håbede romerne at undgå uheld og bringe held, f.eks. frugtbarhed og en vellykket høst eller sejr i krig. Romerne byggede templer til at huse deres guders billeder. Disse billeder var normalt statuer, og romerne ofrede ofre ved at brænde mad eller røgelse. Kostbare genstande blev givet til guderne i ritualer og opbevaret i templerne. Romerne troede, at dette var til glæde for guderne. Romerne foretog også rituelle renselser for at undgå uheld og for at undgå at fornærme guderne og ånderne.

Jødisk-kristen monoteisme

Jødedommen var udbredt i den romerske verden i oldtiden, og der var en jødisk diaspora i mange byer, som Rom, fra den hellenistiske periode. Kristendommen begyndte i det østlige Romerrige, i det hellenistiske Judæa. I den klassiske oldtid brød den romerske regering sig ikke om kristendommen. Nogle gange beordrede romerske guvernører eller kejsere forfølgelse af kristne. Under kejser Diokletianus blev forfølgelsen af kristne den stærkeste. Kristendommen blev en officielt støttet religion i Romerriget under Konstantin I. Med Licinius' og Konstantins underskrivelse af Milanoediktet i 313 blev den den mest magtfulde religion, og den kristne kirke begyndte forfølgelsen af kristne, som den officielle ("ortodokse" og "katolske") var uenig med. I 391 e.Kr. gjorde Theodosius I ved et edikt kristendommen til Roms officielle religion. Romerrigets statskirke blev statsreligionen i imperiet. (Statskirken blev senere delt op i den moderne ortodokse kirke og den romersk-katolske kirke).

Folk, der praktiserede traditionelle, ikke-kristne religioner, var almindelige i senantikken. De kristne kaldte disse mennesker for "hedninge". De romerske kejsere forfulgte den græsk-romerske polyteisme. Fra det 5. århundrede blev de ikke-kristne religioners ejendom taget fra dem, og mange romerske templer blev omdannet til kirker.

 

Det østlige imperium

Byzantinerne blev truet af islams fremmarch, hvis tilhængere overtog områderne i Syrien, Armenien og Egypten og truede snart med at overtage Konstantinopel. I det næste århundrede erobrede araberne også Syditalien og Sicilien.

Byzantinerne overlevede i det 8. århundrede og genindtog fra det 9. århundrede dele af de erobrede områder. I år 1000 e.Kr. var det østlige imperium på sit største punkt, og kultur og handel blomstrede. Ekspansionen blev dog pludselig stoppet i 1071 ved slaget ved Manzikert. Dette fik endelig imperiet til at begynde at blive svagere. Efter århundreders kampe og tyrkiske invasioner bad kejser Alexius I Comnenus om hjælp fra Vesten i 1095.

Vesten svarede med korstogene, der i sidste ende resulterede i det fjerde korstog, som erobrede Konstantinopel i 1204. Flere romerske stater overtog dele af det nu mindre imperium. Efter romernes generobring af Konstantinopel var imperiet ikke meget mere end en græsksproget stat, der var begrænset til kysten ved Det Ægæiske Hav og Marmarahavet. Imperiet ophørte, da Mehmed II erobrede Konstantinopel den 29. maj 1453.

 

Arkæologi

Rester af romersk arbejde og arkitektur er fundet i de fjerneste hjørner af det sene imperium.

• Det romerske imperiums grænser
• Romerske huse
• Romerske veje i Storbritannien

 

Relaterede sider

• Det romerske kongerige
• Den romerske republik
• Romerriget
• Det vestromerske imperium
• Det Byzantinske Rige
• Kultur i det gamle Rom