Romerriget

Styring af imperiet

For at kunne kontrollere deres store imperium udviklede romerne vigtige idéer om lov og regering. De udviklede den bedste hær i verden på det tidspunkt og regerede med magt. De havde en god ingeniørkunst og byggede veje, byer og fremragende bygninger. Riget var opdelt i provinser, som hver havde en guvernør samt civil og militær støtte. Breve, både officielle og private, gik konstant til og fra Rom.

Handel var vigtigst for Rom, en by med over en million indbyggere, som var langt den største by i verden. De havde brug for og fik hvede fra Egypten, tin fra Britannia, druer fra Gallien osv. Til gengæld byggede romerne provinshovedstæderne op til fine byer, beskyttede dem mod barbarernes angreb og sørgede for uddannelse og karrieremuligheder for unge mennesker i provinserne, f.eks. job i den romerske hær.

I princippet havde kejsere absolut kontrol og kunne gøre, hvad de ville. I praksis stod de over for mange vanskelige problemer. De havde en stab af det, vi kalder "embedsmænd", og råd fra det romerske senat. Kejseren skulle beslutte, hvad der var de vigtigste spørgsmål, som imperiet stod over for, og hvad der skulle gøres ved dem. De fleste af dem forsøgte at gøre to slags ting. Den ene var at gøre ting for at forbedre romernes liv i fredstid. Den anden var at bekæmpe og besejre Roms fjender. Et rigt rige imperium har altid fjender.

Med konger og kejsere er arverækkefølgen et stort problem. Konger blev undertiden efterfulgt af deres ældste søn, hvis han var i stand til at regere. For romerske kejsere var det oftere en adoptivsøn. Det fungerede på denne måde. Kejseren bemærkede en fremragende ung mand fra en af de bedste familier. Han adopterede ham som sin søn. Inden han døde, gjorde han klart, hvem han mente, der skulle efterfølge ham, ved at gøre ham til romersk konsul eller ved at skrive i sit testamente, at den yngre mand skulle efterfølge ham. Nogle gange virkede det, andre gange virkede det ikke. Indimellem var der borgerkrig mellem de personer, der gjorde krav på tronen.

En adoptivsøn eller to gav kejseren flere valgmuligheder. Nogle kejsere havde ingen søn; andre havde sønner, som ikke overlevede. Senere blev kejsere så svage, at den romerske hær bare valgte en af deres generaler til at blive den næste kejser. Dette førte ofte til borgerkrig. Kejsernes livshistorier kan findes i Liste over romerske kejsere.

Romerne kæmpede mange krige mod andre lande og nød at se voldelige sportsgrene. De nød at se væddeløb mellem vogne trukket af heste og kampe mellem mænd, der brugte våben (gladiatorer). I modsætning til moderne sportsgrene blev kæmperne ofte dræbt i kampene. Romerne nød disse shows i Colosseum.

Romerne havde en fantastisk civilingeniørkunst. De byggede mange store offentlige bygninger og villaer, akvædukter til at transportere vand, stenbroer og veje. Nogle af disse ting kan stadig ses i dag. Mange berømte forfattere var romere, bl.a. Cicero og Vergil.

Det Nye Testamente i Bibelen fortæller om romerne i Jesu Kristi liv. I Jesu liv regerede romerne, som var hedninge, hans land. Senere forsøgte flere kejsere at ødelægge kristendommen, men det lykkedes dem ikke. I 312 e.Kr. gav kejser Galerius folk frihed til at følge kristendommen, og året efter blev en general, Konstantin, kejser og konverterede til kristendommen.

Rom blev flere gange indtaget af barbarer, især i 410 e.Kr. da goterne plyndrede byen (plyndring). Den sidste vestromerske kejser, Romulus Augustus, trådte tilbage i 476 e.Kr. Romerriget skulle vare yderligere 1.000 år som det byzantinske imperium i øst.

Den vigtigste mønt i Romerriget var sølv denar. Senere denarer var mindre.

Der er blevet givet forskellige årsager til Roms fald. Edward Gibbon skrev The Decline and Fall of the Roman Empire, hvori han undersøgte forskellige idéer. Den vigtigste af dem var (efter hans mening) kristendommens indvirkning på imperiets evne til at forsvare sig militært.

Andre historikere giver det ustabile ledelsessystem skylden. I en 50-årig periode døde kun 2 ud af 22 kejsere en naturlig død. De fleste af kejserne blev myrdet.