Australiens forhistorie: Aboriginernes oprindelse og 50.000 års historie

Oplev Australiens forhistorie: Aboriginernes oprindelse, 50.000 års migration, DNA-beviser og kulturens tidlige havrejsende — en fascinerende rejse gennem tid.

Det gamle Australien (også kaldet Australiens forhistorie) dækker tiden fra de første mennesker kom til Australien til den første flådes ankomst i 1788. Forskning i arkæologi, genetik og klima har gjort billedet af denne lange periode langt tydeligere, men mange detaljer er stadig genstand for debat.

Tidlige bosættelser og datering

Arkæologiske fund peger på, at mennesker har beboet Australien i mindst 50.000 år, og nyere undersøgelser tyder på, at bosættelsen kan være ældre — op til omkring 65.000 år på nogle lokaliteter. Det ældste sted med sikre spor af menneskelig aktivitet er Malakunanja II (også kaldet Madjedbebe) i Northern Territory, hvor lag med redskaber og brændte sten er dateret til titusinder af år før nutid. De tidligste menneskelige rester, som man langt tid efter fandt ved Lake Mungo i New South Wales, er omkring 40.000 år gamle og er kendt fra berømte fund som "Mungo Man" og "Mungo Lady".

Migration og sørejser

I pleistocæne tider var havniveauet betydeligt lavere, hvilket ændrede kystlinjer og gjorde adgangen mellem Asien og Australien (Sahul) lettere end i dag. Alligevel krævede ankomsten til Australien overfarter mellem øer og strækninger over åbent vand — derved var de tidlige indbyggere blandt verdens første dokumenterede havrejsende. De præcise ruter er usikre; nogle ruter kunne omfatte flere korte ø-hop, andre krævede længere åbne overfarter. Der kendes ingen bevarede både fra de ældste perioder, så hvilken type skib eller tømmerflåde man brugte, er genstand for spekulationer. Tidligere forslag har nævnt simple flåder eller udskårne både, og der er ingen grund til at antage, at de var afhængige af avanceret skibsbygning — i stedet kan enkle både eller flåder have været tilstrækkelige.

Genetik, oprindelse og isolation

Genetiske studier viser, at de australske aborigines stammer fra de tidlige moderne mennesker, der forlod Afrika for titusinder af år siden. Mange analyser peger på, at en væsentlig bølge af migration til Australien fandt sted for omkring 50.000–70.000 år siden, og at befolkningen siden har udviklet sig med relativ isolation fra andre ikke-afrikanske befolkninger. Samtidig viser DNA-forbindelser tæt slægtskab mellem befolkninger i Australien og Ny Guinea, hvilket afspejler tidligere tæt geografisk forbindelse på land (Sahul) før havstigningerne.

Fysisk variation og arkæologiske fund

De ældste skeletfund i Australien — fra steder som Lake Mungo, Kow Swamp, Coobool Creek, Talgai og Keilor — viser, at mennesker i forskellige perioder kunne være fysisk forskellige fra senere befolkninger. Knogler fra personer, der levede for mellem ca. 40.000 og 10.000 år siden, kan fremstå robuste og variere i anatomi sammenlignet med senere skeletmateriale. Ud over skeletter omfatter fundene redskaber, ildsteder, skaller og aflejringer, som giver indblik i kost, jagt- og samlervaner.

Levevis, teknologi og landskabspleje

De første australiere havde generelt mørk hud og mørkt hår og levede som jægere og samlere, der udnyttede et rigt udbud af planter, fisk og vildt. Mange grupper var nomadiske eller seminomadiske og fulgte årstidernes ressourcer. Over tid udviklede de komplekse teknologier og tilpasninger:

• Specialiserede jagtvåben og redskaber af sten, ben og træ.
• Udnyttelse af kystressourcer: skaldyr, fisk og musselbanker, ofte dokumenteret i store skalmiddens.
• Brug af fire-stick farming (kontrolleret afbrænding) til at styre vegetation, fremme bestemte planter og gøre jagt lettere.
• Rituelle brug af okker, indviklede ceremonier og kunstformer som klippe- og katalysmaltning (rock art) — steder som Kakadu og Arnhem Land rummer omfattende billedarkiver.
• Spor af specialiseret miljøforvaltning, fx fiskerier med fælder og systematiske brugsområder.

Sprog, sociale strukturer og netværk

Folk udviklede sig i mange forskellige etniske grupper, og hver gruppe havde ofte sit eget sprog eller dialekt og sine egne traditioner. Før europæisk kontakt taltes der et stort antal sprog — anslået fra nogle hundrede til flere hundrede forskellige sprog/dialekter afhængig af definitionen af 'sproggruppe'. Hver af disse sproggrupper bestod af mindre sociale enheder, som knyttede sig sammen gennem ægteskab, ceremonier, handelsrelationer og udveksling af genstande og viden. Begreber som totemer, komplekse slægtskabsregler og "songlines" (sange der bærer geografisk og kulturel viden) var centrale i mange samfund.

Kontakter og miljøændringer

Over tusinder af år påvirkede klimaændringer, havstigninger og menneskelig aktivitet landskabet og artsdiversiteten. Mange videnskabsfolk diskuterer årsagerne til de store megafauna-uddøen i Australien (dyr som Diprotodon og enorme pungdyr) for omkring 40.000–50.000 år siden — sandsynligvis som følge af en kombination af klimavariationer og menneskelig jagt- og landskabspleje. Senere, før og efter 1500-tallet, var der også kontakter med søfarende fra regionen mod nord; fx kom Makassan-fiskere fra det nuværende Indonesien på sæsonbaserede ture for at høste søpindsvin/trepang langs Australiens nordkyst.

Fra forhistorie til kolonisering

Før første flådes ankomst i 1788 bestod Australien af et rigt væv af kulturer, sprog og levevis. Den britiske kolonisering indledte en dramatisk forandring: tab af land, sygdom, våbenkonflikter og tvungen assimilation førte til voldsom befolkningsnedgang og mange brud i den kulturelle kontinuitet. Samtidig har aboriginale samfund bevaret og genoplivet mange traditioner, sprog og traditionelle viden, som film, kunst, juridiske krav om jordrettigheder og moderne forskning i stigende grad anerkender og dokumenterer.

Vigtig konklusion

Australiens forhistorie rummer en af verdens længste sammenhængende menneskelige tilstedeværelser uden for Afrika. Kombinationen af arkæologi, genetik, paleoøkologi og de mange aboriginale mundtlige traditioner giver et sammensat, men stadig voksende billede af, hvordan kontinentet blev beboet, og hvordan mennesker tilpassede sig og formede landskabet over titusinder af år.

Ild, megafauna og havniveau

Arkæologer har fundet ud af, at der blev flere brande, da der kom mennesker til. Jægersamlere bruger ild som et redskab til at drive vildtet, til at skabe ny vækst for at tiltrække dyr og til at rydde buskads. Tætte skove blev til mere åben skov, og åben skov blev til græsarealer. Arter, der kunne overleve ilden, begyndte at tage over: især eukalyptus, akacie og græsser.

Forandringerne i faunaen var endnu mere dramatiske. Megafaunaen, dvs. arter, der er meget større end mennesker, forsvandt, og det samme gælder mange af de mindre arter. Omkring 60 forskellige hvirveldyr uddøde, herunder Diprotodon-familien (meget store pungdyr, der lignede flodheste), flere store flyvefærdige fugle, kødædende kænguruer, et fem meter langt firben og Meiolania, en skildpadde på størrelse med en lille bil.

Den direkte årsag til masseudryddelsen af megafaunaen er usikker. Det kan have været ild, jagt, klimaændringer eller en kombination af alle disse faktorer. Uden store planteædere til at æde vegetationen fik det ekstra brændstof brande til at brænde varmere, hvilket yderligere ændrede landskabet.

I perioden fra 18.000 til 15.000 år siden blev Australien mere tørt med lavere temperaturer og mindre nedbør. Mellem 16.000 og 14.000 år siden steg havniveauet hurtigt. En forsker har anslået, at havniveauet steg med 15 meter på 300 år. I slutningen af Pleistocæn for ca. 13.000 år siden skar den stigende vandstand i havet landadgangen over Torresstrædet til Ny Guinea, Bassstrædet mellem Victoria og Tasmanien og til Kangaroo Island.

De tasmanske aboriginere var afskåret fra resten af Australien. For 9.000 år siden boede der ikke længere mennesker på de små øer i Bass Strait eller på Kangaroo Island.

Undersøgelser af sprog og gener viser, at der har været langvarig kontakt mellem australierne i det nordlige område og befolkningen på det moderne Ny Guinea og øerne. Det ser ud til, at der hovedsageligt har været tale om handel med en smule blandede ægteskaber. Macassan praus er også omtalt i aboriginernes fortællinger fra Broome til Carpentaria-bugten. Der blev etableret nogle semi-permanente bosættelser og tilfælde af aboriginale bosættere, der fandt et hjem i Indonesien.

Kystlinjen i Tasmanien og Victoria for ca. 14.000 år siden, da havniveauet steg, med nogle af de arkæologiske udgravningssteder for mennesker

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er det gamle Australien?

Sp: Hvor længe har aboriginals levet i Australien?

Spørgsmål: Hvordan indvandrede de til Australien?

Spørgsmål: Hvornår blev landbroen mellem Australien og Ny Guinea blokeret af det stigende havniveau?

Spørgsmål: Hvad viser DNA-beviserne om de australske aboriginals?

Spørgsmål: Hvad fortæller mange historier om aboriginalbefolkningen om, hvordan de kom til Australien?

Spørgsmål: Hvad afslører arkæologiske udgravninger om livet i denne periode?

Søg efter bogstav