Geologisk tidsskala

Historisk geologi bruger geologiens principper og teknikker til at udrede Jordens geologiske historie. Den ser på de processer, der ændrer jordens overflade og bjergarterne under overfladen.

Geologer bruger stratigrafi og palæontologi til at finde ud af rækkefølgen af begivenhederne og vise de planter og dyr, der levede på forskellige tidspunkter i fortiden. De har fundet ud af rækkefølgen af bjergartslag. Derefter gav opdagelsen af radioaktivitet og opfindelsen af radiometriske dateringsteknikker en måde at bestemme lagrenes alder (lagene) på.

Vi kender nu tidspunktet for vigtige begivenheder, der har fundet sted i Jordens historie. Jorden er ca. 4,567 milliarder (4.567 millioner) år gammel. Den geologiske eller dybe tid i Jordens fortid er blevet inddelt i forskellige enheder. Grænserne på tidsskalaen er normalt markeret af større geologiske eller palæontologiske begivenheder, f.eks. masseudryddelser. F.eks. er grænsen mellem kridttiden og den palæogene periode defineret af udryddelsen mellem kridttiden og tertiærtiden. Dette markerede dinosaurernes og mange marine arters uddøen.

Prospektering efter energikilder og værdifulde mineraler afhænger af en forståelse af et områdes geologiske historie. En sådan viden kan også bidrage til at mindske risikoen for jordskælv og vulkaner.

Diagram over den geologiske tidsskala.

Terminologi

Den største definerede tidsenhed er supereonen, der består af æoner. Eonerne er opdelt i æraer, som igen er opdelt i perioder, epoker og stadier. Samtidig definerer palæontologerne et system af faunastaper af forskellig længde baseret på de typer af dyrefossiler, der findes der. I mange tilfælde er sådanne faunastaper blevet overtaget ved opbygningen af den geologiske nomenklatur, selv om der generelt er langt flere anerkendte faunastaper end definerede geologiske tidsenheder.

Geologer har en tendens til at tale om øvre/senere, nedre/tidlige og midterste dele af perioder og andre enheder, f.eks. "øvre Jura" og "mellemste Kambrium". Øvre, mellem og nedre er udtryk, der anvendes på selve bjergarterne, som i "sandsten fra øvre Jura", mens sen, mellem og tidlig anvendes på tiden, som i "aflejring fra tidlig Jura" eller "fossiler fra tidlig Jura". Adjektiverne skrives med store bogstaver, når underopdelingen er formelt anerkendt, og med små bogstaver, når den ikke er det; således "tidlig Miocæn", men "tidlig Jura".

Fordi geologiske enheder, der er opstået på samme tidspunkt, men i forskellige dele af verden, ofte kan se forskellige ud og indeholde forskellige fossiler, er der mange eksempler på, at den samme periode historisk set har fået forskellige navne i forskellige områder. I Nordamerika kaldes f.eks. det nedre kambriske område for Waucoban-serien, som derefter er underopdelt i zoner baseret på trilobitter. Samme tidsrum er opdelt i Tommotian, Atdabanian og Botomian stadier i Østasien og Sibirien. Et vigtigt aspekt af arbejdet i Den Internationale Stratigrafikommission er at forene denne modstridende terminologi og definere universelle horisonter (tidsinddeling), der kan anvendes i hele verden.

Tabel over geologisk tid

Følgende tabel opsummerer de vigtigste begivenheder og karakteristika for de tidsperioder, der udgør den geologiske tidsskala. Som ovenfor er denne tidsskala baseret på International Commission on Stratigraphy. Højden af hver tabelpost svarer ikke til varigheden af hver underopdeling af tiden. (ikke vist i målestok)

Geologisk tid
Eon	Era	Periode/alder4^,5		Epoch	Større begivenheder	Start (år tilbage)^3,6
Phanerozoikum	Kainozoisk	Kvartær		Holocæn	Menneskebefolkningen vokser; den sidste istid slutter	11,700
		Kvartær		Pleistocæn	Istider og varmere perioder; udryddelse af mange store pattedyr; udvikling af fuldt moderne mennesker	2,588 millioner
		Tertiær	Neogen	Pliocæn	Klimaet afkøles yderligere; Australopithecine homininer udvikles	5,333 millioner
			Neogen	Miocæn	Jorden har mange skove; dyrene trives, men senere begynder temperaturen at afkøle	23,03 millioner
			Palæogen	Oligocæn	Kontinenterne flytter sig til deres nuværende placering	33,9 mio.
				Eocæn	Himalaya-bjergene dannes, når Indien bevæger sig ind i Asien	56 millioner
				Palæocæn	Indien når Asien; pattedyr udvikler sig til nye grupper; fugle overlever udryddelsen	66 millioner
	Mesozoisk	Kridttiden		Øvre kridttid	Dinosaurerne uddøde under K/T-udryddelsen.	100,5 mio.
		Kridttiden		Nedre kridttid	Dinosaurerne fortsætter med at blomstre; pattedyr og moderdyr dukker op; de første blomstrende planter	145 millioner
		Jurassic		Øvre Jura	Dinosaurerne dominerer på land; de første fugle, de første pattedyr; nåletræer, cycader og andre frøplanter. Superkontinentet Pangæa begynder at bryde op	163,5 mio.
				Mellemste Jura		174,1 mio.
				Nedre Jura		201,3 mio.
		Trias		Øvre Trias	De første dinosaurer; pterosaurer; ichthyosaurer; plesiosaurer; skildpadder; æglæggende pattedyr	237 mio.
				Mellemste Trias		247,2 mio.
				Nedre Trias		252,17 mio.
	Palæozoisk	Permisk			P/Tr uddøen - 95 % af arterne uddør. Superkontinentet Pangæa dannes.	298,9 mio.
		Karbonfødt		Pennsylvanian	Tropisk klima: rigeligt med insekter, de første synapsider og krybdyr; kulskove	323,2 mio.
		Karbonfødt		Mississippian	Store primitive træer	358,9 mio.
		Devonisk			Fiskenes alder; de første amfibier; klumpemosser og hestetakker dukker op; progymnospermer (de første frøbærende planter) dukker op	419,2 mio.
		Silurisk			De første fossiler af landplanter	443,4 mio.
		Ordovicium			Hvirvelløse dyr dominerende	485,4 mio.
		Kambrisk			Stor diversificering af livet i den kambriske adaptive stråling	541 mio.
Proterozoisk	Neoproterozoisk2	Ediacaran			De første flercellede dyr	635 mio.
		Kryogenisk			Muligvis en snebold-jordperiode	720 mio.
		Tonian			Superkontinentet Rodinia splittes op	1 milliard
	Mesoproterozoisk	Stenian			Superkontinentet Rodinia dannes	1,2 mia.
		Ektasisk			Første kønsligt reproducerende organisme	1,4 mia.
		Calymmian			Superkontinentet Columbia bryder op	1,6 mia.
	Palæoproterozoisk	Statherian			Dannelsen af Columbia (superkontinent) sker i denne periode	1,8 mia.
		Orosirian			Første komplekse encellede liv	2,05 mia.
		Rhyacian			Udskiftning af _CO2 med ilt udløser den huroniske istid i denne periode	2,3 mia.
		Siderian			Superkontinentet Kenorland bryder op	2,5 mia.
Arkæisk	Neoarkæisk				Superkontinentet Kenorland dannes	2,8 mia.
	Mesoarkæisk				Superkontinet Ur er fra denne tid	3,2 mia.
	Palæoarkæisk				Bakterier bygger stromatolitter	3,6 mia.
	Eoarkæisk				Det første superkontinet Vaalbara eksisterede i denne periode	4 mia.
Hadean					Dannelse af Jorden for 4,6 milliarder år siden; dannelse af Månen for 4,5 milliarder år siden	4,54 milliarder (~4,6 bya)
I Nordamerika er karbontiden underopdelt i Mississippian og Pennsylvanian underperioder eller epoker. Opdagelser i det sidste kvart århundrede har ændret synet på de geologiske og palæontologiske begivenheder lige før det kambriske århundrede betydeligt. Udtrykket Neoproterozoikum bruges nu, men ældre forfattere har måske brugt "Ediacaran", "Vendian", "Varangian", "Precambrian", "Protocambrian", "Eocambrian" eller har måske forlænget kambrisk længere tilbage i tiden. Datoer er lidt usikre, og det er almindeligt, at der er forskelle på nogle få procent mellem kilderne. Det skyldes, at aflejringer, der er egnede til radiometrisk datering, sjældent forekommer præcis de steder i den geologiske søjle, hvor vi helst ville have dem. Datoer med en * er radiometrisk bestemt på grundlag af internationalt anerkendte GSSP'er. Palæontologer taler ofte om faunastaper i stedet for om geologiske perioder. Nomenklaturen for faunastadier er ret kompleks. Se http://flatpebble.nceas.ucsb.edu/public/harland.html for en glimrende liste over faunastaperne i tidsmæssig rækkefølge. I almindelig sprogbrug behandles tertiær-kvartær og palæogen-neogen-kvartær som perioder. Udtrykket "alder" (f.eks. "neogen alder") anvendes undertiden i stedet for "periode". Det tidspunkt, der vises i kolonnen "For år siden", er tidspunktet for starten af epoken i kolonnen "Epoch".

Relaterede sider

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er den geologiske tidsskala?

A: Den geologiske tidsskala er en måde at organisere og forstå Jordens fortid på ved at se på de processer, der ændrer overfladen og stenene under overfladen. Den anvender geologiske principper og teknikker til at udregne Jordens geologiske historie.

Spørgsmål: Hvordan bruger geologer stratigrafi og palæontologi?

A: Geologer bruger stratigrafi og palæontologi til at finde ud af rækkefølgen af begivenheder, der er sket i Jordens fortid, samt hvilke planter og dyr der levede på forskellige tidspunkter i historien. De bruger disse oplysninger til at finde frem til rækkefølgen af bjergarter.

Spørgsmål: Hvor gammel er Jorden?

A: Jorden er ca. 4,567 milliarder (4 567 millioner) år gammel.

Spørgsmål: Hvad markeres grænserne på tidsskalaen normalt ved?

A: Grænser på tidsskalaen markeres normalt af større geologiske eller palæontologiske begivenheder, f.eks. masseudryddelser. En grænse mellem to perioder kan f.eks. være markeret af en udryddelseshændelse, som har udryddet visse arter.

Spørgsmål: Hvad kan viden om geologisk historie hjælpe med?

A: Kendskab til geologisk historie kan hjælpe med at finde energikilder og værdifulde mineraler og mindske farer som jordskælv og vulkaner i et område.

Spørgsmål: Hvad gav forskerne en måde at få alderen på lag af lag på?

Svar: Opdagelsen af radioaktivitet og opfindelsen af radiometriske dateringsteknikker gav forskerne mulighed for at bestemme alderen på lag af lag, der findes i forskellige områder rundt om Jorden.