Plesiosaurerne var en orden af store, kødædende havreptiler i gruppen Sauropterygia. De levede i havene fra cirka 245 millioner år siden (mya) og frem til omkring 65 mya, hvor de forsvandt ved K/T-uddøen. Plesiosaurerne omfatter en række former med meget forskellig kropsbygning — fra langhalsede typer med små hoveder til kraftige, kortnakkede former med store kæber.

Opdagelse og navngivning

I 1719 beskrev William Stukeley det første delvise skelet af en plesiosaur. Ifølge samtidige kilder blev fundet omtalt i familien til Charles Darwins forfædre. Den første temmelig komplette plesiosaur blev senere fundet af Mary Anning på "Juraskysten" i Dorset, England, i vinteren 1820/21. Det fossil manglede først kraniet, men i 1823 fandt hun et andet eksemplar, denne gang komplet med kranium. Pastor William Conybeare gav slægten navnet Plesiosaurus.

Fysiske kendetegn

De fleste plesiosaurer havde en lav, bred krop og to par store, flade padler, som fungerede som fremdrivningsorganer ved såkaldt "undervandsflyvning" (bevægelse svarende til nutidens havskildpadder eller søløver). Der var stor variation i kropsproportionerne:

  • Langhalsede plesiosaurer — meget lange halse med mange halsvirvler og relativt små hoveder; de var sandsynligvis specialiserede i at fange mindre, hurtige byttedyr som fisk og blæksprutter.
  • Kortnakkede (pliosauriforme) — kraftige kroppe, korte halse og store, kraftige kranier med stærke tænder, egnede til at fange større bytte.

Størrelsen varierede fra et par meter til over 10 meter i længden, afhængig af art og gruppe. Haleforlængelsen var generelt kort i forhold til kroppen; fremdriften kom primært fra padlerne.

Levevis og føde

Plesiosaurer var fuldstændigt marine og jagede i havmiljøer. Deres kost bestod hovedsageligt af fisk, blæksprutter (inklusive ammonitter) og andre marine dyr. Tandform og kraniets bygning varierede med kostspecialisering — nogle havde spidse, nålelignende tænder til at gribe glatte byttedyr, mens andre havde kraftigere tænder til at knuse hårdere bytte.

Bevægelser i vandet foregik med koordinerede slag af de fire padler; fossil- og biomekaniske studier tyder på, at disse dyr kunne manøvrere effektivt og formentlig opnå rimelig hastighed og udholdenhed, selvom deres måde at svømme på adskiller sig fra fisk og mosasaurer.

Reproduktion

Fossile beviser tyder på, at nogle plesiosaurer fødte levende unger (vivipari), hvilket er blevet foreslået ud fra fund af fossile embryoner og gravide eksemplarer hos beslægtede grupper af marine krybdyr. Dette gav mening for en helt marin livsstil, hvor tilbagevenden til land for æglægning ville være vanskelig.

Udbredelse, tid og uddøen

De tidligste rester af plesiosaurer stammer fra den mellemste trias, p128, og gruppen var særlig succesfuld gennem juraen og kridttiden. Fossiler er fundet over hele verden, fra Europas kystområder til Nordamerika, Australien og Antarktis, hvilket viser, at de koloniserede mange marine levesteder.

Plesiosaurerne uddøde ved den samme masseuddøen, der slog mange andre marine og terrestriske grupper ihjel for cirka 65 millioner år siden (K/T- eller K–Pg-grænsen). Deres forsvinden markerer slutningen på en lang og varieret evolutionær historie i verdenshavene.

Systematik og bemærkninger

Plesiosaurerne udgør ikke én enkelt, ensartet type—ordenen omfatter flere undergrupper med forskellige økologiske roller. De er marine krybdyr og skal ikke forveksles med dinosaurer; de tilhører i stedet Sauropterygia, en særskilt linje af forhistoriske vandlevende reptiler.