Perm-Trias-udryddelsen: Den største masseudryddelse for 252 mio. år siden

Perm-Trias-udryddelsen for 252 mio. år siden: Jordens største masseudryddelse — årsager, konsekvenser og Sibiriske fælders rolle i det dramatisk tab af biodiversitet.

Perm/Trias-udryddelsen (forkortet P/Tr) var den største udryddelseshændelse i den fantisk-erozoiske æon. Skøn tyder på, at omkring 90–96 % af alle marine arter og omkring 70 % af de terrestriske hvirveldyr forsvandt. Det var også den eneste kendte masseudryddelse, der berørte insekter i et omfang, som markant ændrede deres sammensætning. Begivenheden afsluttede den palæozoiske æra og indledte den mesozoiske æra.

Tidsramme og omfang

Begivenheden danner grænsen mellem Perm og Trias for for ca. 252 millioner år siden. På grund af det store tab af biodiversitet tog det væsentligt længere tid at genoprette økosystemerne efter denne udryddelse end efter andre masseudryddelser; genopretningen vurderes at have strakt sig over flere millioner år (i nogle tilfælde op til 5–10 millioner år). Mønstret for udryddelsen er stadig genstand for forskning: nogle undersøgelser peger på én hovedbølge, mens andre finder tegn på to til tre adskilte pulser eller faser af udryddelse.

Mulige årsager

Der findes en række foreslåede mekanismer, og det mest sandsynlige scenarie er, at flere faktorer spillede sammen:

• Pludselige hændelser: store eller flere meteoritnedslag er blevet diskuteret, men klare, globalt accepterede beviser for en enkelt stor påvirkning svarende til K/Pg‑hændelsen mangler.
• Massiv vulkanisme: Et af de største kendte basaltudbrud fandt sted omkring P/Tr‑grænsen. Disse udbrud for ca. 251–250 millioner år siden dannede de sibiriskefælder, en enorm vulkansk provins i Sibirien. Langvarige udbrud kan have udledt store mængder CO2, svovl og andre gasser, hvilket både opvarmede klimaet og ændrede atmosfærens kemi.
• Pludselig frigivelse af metanhydrater fra havbunden kan have forstærket opvarmningen (positive feedback), hvilket førte til endnu større stress på organismer og havkemi.
• Gradvise eller systemiske ændringer: svingninger i havniveauet, udbredte anoxiske hændelser i havene (iltfattige eller sulfidiske forhold), øget tørke på land samt ændret havcirkulation som følge af klimaændringer.

Hvordan forårsagede disse processer dødelighed?

De vigtigste mekanismer, der forbinder årsager og udryddelse, inkluderer:

• Global opvarmning fra store CO2‑udledninger, der resulterede i højere havtemperaturer og færre opløste ilt i havene.
• Havforsuring som følge af øget atmosfærisk CO2, hvilket påvirkede skaldannende organismer negativt.
• Anoxi og euxini (sulfidholdige, iltfrie forhold) i dybe og nogle steder i grundere marine miljøer, som udryddede mange marine bundlevende organismer.
• Habitattab, især på kontinentalsoklerne, forværret af lavere havniveau og klimatiske ændringer.
• Økologisk sammenbrud og fødekædeforstyrrelser, hvor tab af nøglearter førte til kaskadeeffekter gennem økosystemerne.

Beviser og metoder

Viden om P/Tr‑udryddelsen kommer fra flere typer data:

• Fossilregistre, der viser pludselige tab af arter og ændringer i fællesskabsstruktur (fx tab af brachiopoder, koraller og mange marine invertebrater samt dominans af nogle "disaster taxa").
• Geokemiske spor som kraftige negative carbon‑isotop‑ekskursioner (δ13C), der afspejler store ændringer i den globale kulstofcyklus.
• Hg‑ (kviksølv) anomali i sedimenter og andre sporstoffer, som kan pege på intens vulkansk aktivitet.
• Stratigrafi og præcis radiometrisk datering af aske‑lag (U‑Pb på zirkon) der kobler tidspunkter for udbrud og udryddelse.

Konsekvenser og genopretning

Effekterne var dybtgående:

• Mange marine økosystemer kollapsede: reef‑byggende organismer forsvandt i stor stil, og økosystemerne blev i lange perioder domineret af enkle eller mikrobielle samfund.
• Terrestriske økosystemer oplevede store tab af pattedyr‑forfædre og andre grupper. På land så man en periode med lave artsdiversiteter, ofte domineret af få succesrige arter som for eksempel Lystrosaurus i tidlig Trias.
• Genopretningen var langsom og ujævn. Nye grupper, herunder mange linjer af gribber (arkosaurer), fyldte tomrummet i løbet af Trias og senere førte til den store opblomstring af dinosaurer.

Sammenfatning

Der er ikke én enkelt, endelig forklaring på Perm/Trias‑udryddelsen; de fleste moderne studier peger dog på, at massiv vulkanisme i form af sibiriskefælder, en vulkansk provins i Sibirien, var en central driver, som gennem CO2‑induceret opvarmning, havforsuring og ændret havkemi udløste eller forstærkede en kæde af miljøkatastrofer. Disse processer kombineret med hav­niveauændringer og udbredte anoxiske forhold førte til et af de mest alvorlige artsudfald i Jordens historie. Fortsat forskning, især højopløsnings‑datering og geokemiske undersøgelser, arbejder på at afklare præcist hvordan tempo og rækkefølge af hændelser skabte dette katastrofescenarie.

Spørgsmål og svar

Sp: Hvad er den Permiske/Triasiske uddøen?

Spørgsmål: Hvor meget biodiversitet gik tabt under denne begivenhed?

Spørgsmål: Hvad var årsagen til denne store udryddelse?

Spørgsmål: Hvor lang tid tog det for livet på Jorden at komme sig efter denne begivenhed?

Spørgsmål: Er der et mønster for, hvordan arterne blev påvirket af denne begivenhed?

Spørgsmål: Hvornår eksisterede Pangæa?

Søg efter bogstav