Skildpadder: Fakta, evolution, arter og truede bestande

Selv om ordet skildpadde er almindeligt anvendt til at beskrive alle medlemmer af ordenen Testudines, er det også almindeligt at se visse medlemmer beskrevet som terrapiner, skildpadder eller havskildpadder. Hvordan disse navne anvendes, hvis de overhovedet anvendes, afhænger af den type engelsk.

• På britisk engelsk betegnes disse krybdyr som turtles, hvis de lever i havet, terrapins, hvis de lever i ferskvand eller brakvand, eller tortoises, hvis de lever på land.
• Amerikansk engelsk har en tendens til at bruge ordet turtle som en generel betegnelse for alle arter. "Skildpadde" bruges om de fleste landlevende arter, og havlevende arter betegnes normalt som havskildpadder. Navnet "terrapin" er typisk kun forbeholdt diamantskildpaddearten Malaclemys terrapin, der lever i brakvand.
• På australsk engelsk bruges turtle for både hav- og ferskvandsarter, men tortoise for landarter.

For at undgå forvirring er ordet "chelonian" populært blandt nogle af dem, der arbejder med disse dyr, som et samlet navn. Desværre er Chelonia også navnet på en bestemt slægt af skildpadder, så det er i modstrid med brugen af det for hele ordenen Testudines.

Selv om mange skildpadder tilbringer en stor del af deres liv under vandet, ånder alle skildpadder og skildpadder luft og skal med jævne mellemrum komme op til overfladen for at fylde deres lunger op igen. Nogle tilbringer hele deres liv på det tørre land.

Man er ved at undersøge den akvatiske respiration hos australske ferskvandsskildpadder. Nogle arter har store kloakhuler, der er foret med mange fingerlignende udposninger. Disse fremspring, kaldet papiller, har en rig blodforsyning og øger overfladearealet. Skildpadderne kan optage opløst ilt fra vandet ved hjælp af disse papiller på samme måde, som fisk bruger gæller til at trække vejret.

Ligesom andre krybdyr lægger skildpadder æg, som er lidt bløde og læderagtige. Æggene hos de største arter er kugleformede, mens æggene hos de øvrige arter er aflange. Havskildpadder lægger deres æg på tørre, sandede strande. Det kan tage mange år for skildpadder at nå ynglealderen, og i mange tilfælde yngler de med få års mellemrum i stedet for årligt.

Hos nogle arter er der temperaturafhængig kønsbestemmelse. Temperaturen bestemmer, om et æg udvikler sig til en han eller en hun: en højere temperatur medfører en hun, en lavere temperatur medfører en han. Et stort antal æg lægges i huller, der er gravet i mudder eller sand. De dækkes derefter til og overlades til at udruge af sig selv. Når skildpadderne klækker, vrider de sig op til overfladen og går mod vandet. Ingen skildpaddemor tager sig af sine unger.

Langtidsholdbar

Forskere har for nylig opdaget, at skildpadders organer ikke gradvist nedbrydes eller bliver mindre effektive med tiden, i modsætning til de fleste andre dyr. Det blev konstateret, at lever, lunger og nyrer hos en hundredeårig skildpadde er næsten identiske med dem hos en ung skildpadde. Dette har inspireret genetiske forskere til at begynde at undersøge skildpaddegenomet for at finde gener for lang levetid.

Foldning af nakken

Skildpadder er opdelt i to grupper, alt efter hvordan de har udviklet en løsning på problemet med at trække halsen ind i deres skjold. Cryptodira (skjult hals) kan trække halsen ind, mens de trækker den sammen under rygsøjlen. Pleurodira (sidehals), som nu kun findes i ferskvandsmiljøer på den sydlige halvkugle, trækker halsen ind til siden. Så den vigtige tilpasning med at trække hovedet tilbage har udviklet sig to gange fra forfædres skildpadder, som ikke havde denne evne.

Fodring

Skildpadder har et hårdt næb. Skildpadder bruger deres kæber til at skære og tygge maden. I stedet for tænder er skildpaddernes over- og underkæber dækket af hornede ribber. Kødædende skildpadder har normalt knivskarpe kamme til at skære igennem deres bytte. Planteædende skildpadder har takket kantede ribber, som hjælper dem med at skære sig igennem seje planter. Skildpadder bruger deres tunge til at sluge føde, men de kan ikke, i modsætning til de fleste krybdyr, stikke tungen ud for at fange føde.

Shell

Skildpaddens overpande kaldes panseret. Den nederste skal, der omslutter maven, kaldes plastron. Carapax og plastron er forbundet med hinanden på skildpaddens sider af knoglestrukturer, der kaldes broer.

Det inderste lag af skildpaddens skjold består af ca. 60 knogler. Det omfatter dele af rygsøjlen og ribbenene, hvilket betyder, at skildpadden ikke kan kravle ud af sit skjold. Hos de fleste skildpadder er det yderste lag af skallen dækket af hornede skæl kaldet skæl, der er en del af den ydre hud eller epidermis. Skælene består af et fibrøst protein kaldet keratin, som også udgør skællene hos andre krybdyr. Skællene overlapper sømmene mellem skallens knogler og giver skallen ekstra styrke. Nogle skildpadder har ikke hornede skælskaller. F.eks. har læderskildpadden og blødskildpadderne et skjold, der i stedet er dækket af læderagtig hud.

Største levende

Den største chelonier er en havskildpadde, den store læderskildpadde, som kan få en skjoldlængde på 200 cm (80 tommer) og en vægt på over 900 kg (2.000 pund eller 1 lille ton). Ferskvandsskildpadder er generelt mindre, men hos den største art, den asiatiske blødskildpadde Pelochelys cantorii, er der rapporteret om enkelte individer, der kan måle op til 200 cm eller 80 tommer (Das, 1991). Dette overgår selv den mere kendte alligatorskildpadde, som er den største cheloni i Nordamerika, og som opnår en skallængde på op til 80 cm (31½ in) og en vægt på ca. 60 kg (170 lb).

Den længste fossile skildpadde, Archelon, var mere end dobbelt så lang som læderskildpadden, nemlig op til 4,5 meter.

De første fossile protoskildpadder stammer fra den øvre Trias i Mesozoikum for ca. 220 millioner år siden. Deres skjold udviklede sig fra knogleforlængelser af deres rygsøjler og brede ribben, som udvidede sig og voksede sammen til et komplet skjold. Den gav beskyttelse på alle stadier af udviklingen, selv når den knoglelignende del af skallen ikke var færdig. Dette viste sig at være en langvarig tilpasning, og gruppen som helhed har overlevet mange forandringer i havene og flere udryddelseshændelser.

Fossiler af ferskvandsskildpadden Odontochelys semitestacea eller "halvskildpadde med tænder" fra den senere Trias er blevet fundet i det sydvestlige Kina. Odontochelys har et komplet knoglet plastron og et ufuldstændigt panser, der ligner et tidligt stadium af skildpaddeembryonaludviklingen. I den øvre Jura havde skildpadderne spredt sig bredt, og deres fossile historie bliver lettere at læse.

Deres nøjagtige herkomst har været en gåde. De tidlige amnioter havde ingen åbninger i kraniet bag øjnene. Der udviklede sig åbninger i både Sauropsid- og Synapsid-kranier. De gjorde kraniet lettere, gav fastgørelsespunkter for musklerne og gav plads til muskeludvidelser. Men skildpadder har ikke disse kranieåbninger. De blev kaldt "anapsider", hvilket betyder "ingen åbninger".

Til sidst blev det foreslået, at skildpadder udviklede sig fra sauropsider, som havde kranieåbninger, men at skildpadderne mistede dem som en del af deres udvikling hen imod et tungt forsvarspanser. Alle molekylære undersøgelser har i høj grad bekræftet skildpaddernes placering inden for diapsiderne; nogle placerer skildpadderne inden for Archosauria eller som en søstergruppe til de nuværende archosaurer.

De tidligste kendte skildpadder med fuldt skjold er de sene triasskildpadder Odontochelys, Chinlechelys og Proganochelys. Den førstnævnte slægt var vandlevende, men den anden slægt var sandsynligvis landlevende. De havde allerede mange avancerede skildpaddeegenskaber og havde således sandsynligvis mange millioner år af tidligere skildpaddeudvikling og -arter i deres forfædre. De manglede dog evnen til at trække hovedet ind i skallen (og de havde en lang hals), og (Odontochelys) havde en lang, spids hale, der endte i en kølle, en kropsform, der ligner ankylosaurernes, og som er resultatet af konvergent evolution.

Skildpadder er opdelt i to levende underordener, Cryptodira og Pleurodira. Cryptodira er den største af de to grupper og omfatter alle havskildpadder, landskildpadder og mange af ferskvandsskildpadderne. Pleurodira er undertiden kendt som de sidehalsede skildpadder, hvilket er en henvisning til den måde, hvorpå de trækker hovedet ind i deres skjold. Denne mindre gruppe består hovedsagelig af ferskvandsskildpadder.

• Havskildpadde
• Svinenæse-skildpadde
• Archelon